Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
kommentar
9. november 2012 - 16:03

Jeg tænker, derfor er jeg rig

Det kapitalistiske samfund har kastet den danske befolkning ud i en eksistentiel krise, hvor manglen på etiske, moralske og åndelige værdier, fordrer en fascistisk tankegang.

I de sidste par dage er vreden igen eksploderet over en beboerforenings fravalg af et juletræ. Vi danskere som ellers bryster os af at være sekulære og demokratiske, har vist sig at være direkte fascistoide, når det omhandler juletræets betydning.

Juletræet er åbenbart ikke længere repræsentant for en festlig kristen tradition, som egentlig burde handle om at være sammen med og vise kærlighed til vores medmennesker, har vist en helt anden side af sig selv.

Grantræet pyntet med lametta og farverige glaskugler, er blevet repræsentant for selve ”danskheden”. Det har åbenbart vist sig, at hvis man ikke holder jul i sin beboerforening, fordi man har en anden religiøs overbevisning end resten af majoritets samfundet, kan man bare tage den første billet hjem med det samme.

Episoder som denne er kun en af mange, som konstant gennemsyrer den offentlige debat. Medierne fremmaler kiksede typer som på mange måder er "ved siden af" idealet af en god samfundsborger, som kan fungere som en syndebuk for resten af samfundet.

Gang på gang har vi set hvordan typer som f.eks. "dovne Robert" gøres til repræsentant for hele samfundsgrupper, og dermed legitimerer en hadefuld og fascistisk stemning, samfundsborgerne i mellem. Vi rådes til at stikke hinanden for skattesvig, og der hersker i det hele taget en ubehagelig og kværulant stemning.

I en krisetid burde vi som samfundsborgere stå sammen, i stedet for konstant at kaste mudder på hinanden. Men det lader til at vi i stedet gør det modsatte, men hvorfor? Det ligger lige til højre benet: de fleste er klar over at mobning er en mekanisme som skaber sammenhold i gruppen, og virker identitetsskabende. Dette er en tendens mennesker imellem som kan være svær at undgå, i en verden hvor krisen kradser og usikkerheden ligger lige om hjørnet.

Den økonomiske krise har resulteret i at mange mennesker mister deres job, og ikke kan betale deres alt for høje huslån. Samtidig får vi konstant tudet ørene fulde med at vi er individualister, der bestemmer over vores eget liv, og selv har ansvaret for at ”iværksætte” vores egen lykke. Lykkebegrebet er dog reduceret til et spørgsmål om kapital; i den vestlige del af verden afhænger et menneskets succes af hans eller hendes karriere.

Vores værdi som mennesker kan altså kun udtrykkes gennem vores kompetencer på arbejdsmarkedet, hvilket i sidste ende ikke giver os andet end en løncheck som vi kan bruge på at købe materielle genstande. Vi får at vide at den eneste måde hvorpå vi kan bidrage positivt til samfundet er at forbruge – ved hermed at ”sætte gang” i kapitalistiske maskineri igen.

Dette er yderst uheldigt, idet denne form for forbruger mentalitet, netop er grunden til at vi befinder os i en økonomisk krise. At vi dermed konstant bliver opfordret til at køre videre i samme mølle, giver ingen mening.  Den eneste måde vi kan skabe identitet på i det moderne samfund, hvor kollektivisme og religion er ilde set, er altså blot ved at forbruge ting. 

Andre værdier som førhen har givet os identitet som mennesker, såsom familie og troen på at der er noget ud over os selv der har betydning, lader til at have svære kår.

Den politiske debat er præget af en konstant påmindelse om vores ubestridte ret til at ”ytre” os på andres bekostning. Ytringsfriheden er blevet vores sutteklud, når vi har den behøver vi ikke andet, og slet ikke at opføre os ordentligt over for vores medmennesker. 

Medierne har fanget denne tendens, og deltager systematisk i at vi som borgere i det danske samfund, spilles ud mod hinanden, i en unuanceret ”dem” - ”os” retorik.

Hermed kompenseres der for den manglende fællesskabsfølelse, og identitetens i gruppen styrkes. Dette er dog en uheldig drejning, da det oftest går ud over de udsatte grupper i samfundet f.eks. fattige, kontanthjælpsmodtagere osv. Denne måde at forholde sig til krisen på, er henholdsvis destruktiv og kortsigtet. Det er ufatteligt at vi som et ressourcestærkt samfund (indtil videre) lader det foregå lige foran os, uden at sætte krav eller spørgsmålstegn til tonen i den offentlige debat.

Det er som at tisse i bukserne, og i et desperat forsøg på at finde frem til hvem vi er, er ved at underminere vores eget samfund. I stedet for samstemmigt at stille krav til vores politikere, skændes vi internt, hvilket resulterer i at velfærdsstaten er ved at forsvinde. Vi deltager hovedløst og uden betænkeligheder i den endeløse jagt på vækst og individualitet, som sker på bekostning af os selv og vores med mennesker.

Gennem historien har vi utallige gange set eksempler på, hvordan ”dem” og ”os” retorikken kan ende fatalt, f.eks. under anden verdens krig, hvor millioner af jøder og andre befolkningsgrupper, blev syndebukke for et lands krisetilstand.

Set i lyset af dette perspektiv, er det klart at vi i stedet burde stå sammen som samfundsborgere. I stedet for at pege fingre ad hinanden og bedøve os selv med tv udsendelser som taler til det laveste i os, skulle vi i stedet vende vores opmærksomhed mod det egentlige problem; mediernes og politikerens leflen for de multinationale selskaber, hvis evige jagt på profit er ved at underminere vores samfund såvel som miljøet og resten af verden.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce