Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Portræt
12. juli 2013 - 15:20

»Jeg er trotskist og har altid været trotskist«

Med disse ord indledte Ib Olsen et indlæg på Enhedslistens årsmøde i  maj 2013.  Bag udsagnet ligger 63 års politisk arbejde og historien om en revolutionær.

Som 15-årig meldte Ib Olsen sig ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom, DKU, efterfulgt af eksklusion fordi han gik sine egne veje. Efter fængselsstraf for militær ulydighed emigrerede Ib til Argentina.

Her fik han kontakt til guerillabevægelsen, hvor han arbejdede inspireret af Che Guevara. Efter militærkuppet i 1976 måtte han med hjælp fra kammerater flygte i huj og hast.

Socialistisk Information har besøgt Ib i hans hjem i Reersø, den vestsjællandske landsby, der er mest kendt for sine haleløse katte.

Vi bliver gæstfrit modtaget i huset, der har en stor antenne i baghaven. Her bor Ib med sin kone Eva. Ib er med sine 78 år pensionist, men stadig aktiv på mange fronter. Han er ivrig radioamatør, med professionel baggrund som radiotelegrafist. Desuden underviser han i og spiller jazzmusik.

Endelig – og ikke mindst - er han politisk aktiv i Enhedslisten.

Ulydig ungkommunist

Ib voksede op i København, på Bispebjerg. Her startede han sin politiske karriere som 15-årig med at melde sig ind i DKU. Ikke så underligt, tænker man, når han var vokset op i et kommunistisk hjem. »Det var helt og holdent min egen beslutning,« siger Ib.

Det skulle snart vise sig at Ib udviklede sig til en ungkommunist, der gik sine egne vegne. Han deltog i mange aktioner, f.eks. meget militante aktioner mod amerikanske flådebesøg i København. Det endte ofte med konfrontationer med politiet, der ikke just var blide.

»Vi var Ingmar Laksko's brigade«, fortæller han. Ingmar Laksko var et øgenavn for Ingmar Wagner, mangeårig ledende medlem af Danmarks  Kommunistiske Parti.

Verdensfestivalen i Berlin i 1951 blev et vendepunkt for Ib.

DKU sendte en delegation til festivalen, der fandt sted i det krigshærgede Berlin. Her mødte de andre unge, bl.a. fra tyskernes ungdomsorganisation Freie Deutche Jugend, FDJ.

Ib havde fået et godt øje til en ung FDJ-pige. Snart var han mere sammen med sine nye FDJ-venner end sin egen DKU-delegation. Det endte med, at de andre rejste hjem fra festivalen uden Ib.

Efter et halvt år, hvor han deltog i FDJ's aktiviteter - bl.a med genopbygning og oprydning i det krigshærgede Berlin - rejste han hjem.
Her ventede en overraskelse. Nogle havde åbenbart fået ondt af hans adfærd, han blev indkaldt til en »kammeratlig samtale« og eksklusion af DKU.

Det forhindrede dog ikke, at han nogle år senere kunne blive optaget i DKP.

Fængselsstraf og emigration

Som andre unge mænd skulle Ib aftjene sin værnepligt. Tjenestetiden var 18 måneder, så det gav anledning til politisk aktivisme. Nogle værnepligtig lavede en protestaktion, hvor de optrådte i uniform.

Det så militæret på med meget strenge øjne. Ib blev idømt fængselsstraf og måtte opholde sig syv måneder i Nørre Snede Statsfængsel. Derefter var han en fri mand, troede han.

Men der var lige et problem: Han havde kun aftjent en lille del af sin værnepligt, de syv måneders fængsel talte ikke med.

En venligsindet psykolog fik overbevist myndighederne om, at Ib var »upålidelig« og »farlig« og dermed uegnet til at aftjene resten af værnepligten.

Han var derfor nu en fri mand, men ikke uden omkostninger i form af dårlige soldaterpapirer. Han ville få svært ved at få job.
Ib valgte at emigrere.

»Det var ikke kun det med soldaterpapirerne« forklarer han, »jeg havde mødt en nyuddannet dansk-argentinsk sygeplejerske, som gerne ville hjem til Argentina«.

Med sin argentinske kæreste og en nyfødt søn drog han af sted. Det blev til 20 års ophold i Argentina, og Ib udskiftede sit danske statsborgerskab med et argentinsk pas.

Intellektuelle kommunister

Han fik kontakt til det argentinske kommunistparti. Men han følte sig ikke just hjemme, selvom det var interessant at være med. Partiet bestod mest af intellektuelle, der var ingen arbejdere.

Arbejderne var for en stor del peronister - opkaldt efter Juan Peron, den argentinske præsident i 1946-1955 og 1973-1974).

Jeg prøver at få Ib til at forklare det med peronisme, og hvorfor Peron havde så stor støtte i arbejderklassen:
»Før Peron havde arbejderklassen ingen indflydelse. Han fik gennemført vigtige reformer som otte timers arbejdsdag, strejkeret, sygeløn og meget andet. Men især hans første kone, Evita Peron, var med til at øge hans popularitet blandt arbejderne. Hun var, i modsætning til sin mand, født af fattige forældre og havde stor politisk indflydelse.«

Det specielle var, at peronisterne dækkede hele det politiske spektrum, fra højre til venstre.

Men det, der især gav Ib sin politisk inspiration i de år, var noget helt andet. Han sejlede på forskellige skibe, som radiotelegrafist, mellem havne i Syd- og Nordamerika. Oplevelser fra disse ture har printet sig i hans hukommelse.

»Jeg så, hvor uretfærdigt folk blev behandlet, f.eks. de usle vilkår de sorte arbejdere havnen i Santos i Brasilien havde, når de slæbte tunge kaffesække på ryggen op ad spinkle lejdere«.

Guerillakamp og Che Guevara

I 1970'erne var der stærke guerillabevægelser i Argentina inspireret af Che Guevara, der var blevet fanget og myrdet i Bolivia i 1967.
Ib får kontakt til nogle folk i Buenos Aires, der fortæller, at han kan gøre stor nytte.

Han har en ekspertise, som de har brug for: Han er radiotelegrafist og ved en masse om radiosendere og -modtagere. Desuden rejser han rundt mellem en masse havne og har et alibi; ingen vil få mistanke om at han indsamler oplysninger, som guerillaen har brug for.

Ib begynder at samarbejde med Ejército Revolucionario del Pueblo (Folkets Revolutionære Hær), ERP.

Det er langt fra ufarligt, og situationen er skærpet mellem ERP og myndighederne. Der er jævnlige militærkup, og frygten for guerillaen fra magthavernes side er stor. Og de skyr ingen midler.

Ved en episode i den sydlige provins Santa Cruz bliver 42 ERP-folk likvideret i marinefængslet under en fingeret fangeflugt. ERP er på sin side indstillet på at likvidere den lokale guvernør, som de gør ansvarlig.

Nogle år efter sker der noget meget alvorligt, for guerillaen, Argentinas befolkning og Ib.

Endnu et militærkup, men denne gang med chokerende voldsomme konsekvenser. Året er 1976, tre år efter kuppet i Chile og mordet på Salvador Allende. Nu er turen kommet til Argentina.

Om natten ved halvto-tiden hamrer det på døren hos Ib. Der står en gruppe mænd udenfor og siger, at han har 20 minutter til at pakke sine ting. Han skal køre med til lufthavnen, hvor der er sørget for pas og flybilletter til Stockholm.

Han tør ikke andet end at følge med. 20 års emigration er slut.

En hilsen fra diktaturet

Ib har ikke fortrudt sine aktiviteter i Argentina, men som han siger: »Det har ikke været uden alvorlige konsekvenser«.

Ib har en rygskade,  der stammer fra et fængselsophold under tiden i Argentina.
Nogle år efter sin tilbagekomst til Danmark fik han en hilsen fra de argentinske myndigheder. Han var stadig argentinske statsborger, og nu krævede de, at han henvendte sig til myndighederne i Buenos Aires for at bekræfte sit statsborgerskab.

Og Ib gjorde som de forlangte. Han var bange for at ende som statsløs, så han pakkede sine ting og inviterede sin kone med på en rejse til Argentina. Det første, de gjorde, var at inddrage hans pas og øvrige papirer.

Nu var han reelt tilbageholdt på ubestemt tid, han kunne ikke bevæge sig frit, men var underlagt stærke restriktioner og skulle møde til afhøringer. En højst usikker og voldsomt traumatiserende situation. Ikke mindst fordi myndighederne afslørede en ret detaljeret viden om hans politiske aktiviteter, både i Argentina og Danmark.

Efter 14 måneder blev han endelig løsladt og kunne rejse tilbage til Danmark.

Ib søgte og fik et dansk pas herefter. Men han oplevede som sagt andre konsekvenser. Denne og tidligere oplevelser medførte et nervøst sammenbrud, der var tæt på at ødelægge alt for ham. Han kom sig nogenlunde efter en fjeldvandring med gode venner i Grønland.

Men han er ikke fri for problemer, f.eks. med at få en ordentlig nattesøvn.

»Jeg har næsten hver nat voldsomme mareridt og tror, at jeg befinder mig i et argentinsk fængsel«

Nej til aktindsigt

Episoden fik Ib til at søge aktindsigt hos Politiets Efterretningstjeneste, PET.

»Alt tyder på, at den har samarbejdet med argentinske efterretningstjenester,« fortæller han, og forklarer, hvordan han hos afhøringer hos de argentinske myndigheder blev konfronteret med sine politiske aktiviteter i Danmark. De havde et indgående kendskab til hans færden her i landet.

Det er vel næppe nødvendigt at forklare, at PET som i mange andre tilfælde gav afslag på aktindsigt.

Demonstration mod Gaza-krigen

Ib var for nogle år siden med i Kommunistisk Parti, KP, hvor han var formand for afdelingen i Vestsjælland.

I den egenskab tog han i forbindelse med Israels angreb mod Gaza initiativ til en anti-krigsdemonstration i Slagelse. Der mødte 800 mennesker op, den største demonstration i byen i mange år.

Af en eller anden grund var der lidt utilfredshed i medlemskredsen, måske fordi nogle syntes, at han havde handlet for meget på egen hånd.

Han valgte at forlade KP og meldte sig for fire år siden ind i Enhedslisten. Men han er ikke ubetinget tilfreds, og meldte sig ud i forbindelse med Libyen-krigen.

»Jeg var udmeldt i 11 døgn i protest mod krigsdeltagelsen, men meldte mig ind igen, da de trak sig ud af krigseventyret,« fortæller han.

Che og trotskisme

Hvordan hænger det hele sammen med den trotskisme, som Ib erklærer sig som tilhænger af.

Hans kontakt til guerillaen i Argentina gav ham ikke nogen politisk forbindelse til den trotskistiske Fjerde Internationale, selv om ERP's politiske gren Partido Revolucionario de los Trabajadores (Arbejdernes revolutionære parti) PRT, en del af perioden var sektion af Fjerde Internationale.

Ib forklarer:

»Che siger selv, at han ikke var trotskist. Men jeg mener, at han var trotskist, se bare på Afrika, Namibia, Angola, Han gik ind for væbnet kamp, og han gik ind for verdensrevolutionen i modsætning til fredelig sameksistens. Det var Ches indignation, der gjorde ham til kommunist, da han oplevede folks vilkår på sine rejser i Latinamerika. Og så var han internationalist; han frasagde sig sit cubanske statsborgerskab, da han kom til Bolivia.«

Ebbe Rand Jørgensen er medlem af Socialistisk Arbejderparti og Enhedslisten.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Socialistisk Information.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce