Jeg er blevet kastet rundt i psykiatrien – jeg kan ikke mere!

Jeg er en kvinde på 32 år, der har været syg siden december 2010. Hvor jeg fik en svær depression og blev ramt af stress.

Jeg gik til psykiater kortvarigt, og blev videresendt til distriktspsykiatrien i København Nordvest. De mente, at jeg havde en blandet personlighedsforstyrrelse med borderline og evasive træk.

Jeg blev smidt videre til psykiatrisk klinik i Nannasgade på Nørrebro til flere samtaler. Cirka tre-fire samtaler. Og et udredningsforløb.

Der blev diagnoserne slået fast. Jeg begyndte derefter i et seks måneders gruppeforløb på Amager psykiatrisk klinik med bl.a. DAT terapi.

Det foregik fra november 2011 til april 2012. Derefter fik jeg alene terapi fra maj 2012 og frem til juni/juli 2014.

Derefter kunne de ikke gøre mere for mig, da mine fremskridt stadig var så små. De mente, at terapien kun fastholdt mig i min oprindelige tilstand. Hvilket også var rart. Så blev tingene jo ikke værre igen.

Og fordi man lovgivningsmæssigt kun måtte have gruppeterapi der, ikke alene-terapi. Så de kunne ikke forsvare det overfor ledelsen.

Derefter blev jeg tilbagesendt til distriktpsykiatrien i København Nordvest.

Der talte de bl.a. om, om jeg havde en paranoid psykose. De stillede spørgsmålstegn ved, om det nu var vand, jeg havde i min flaske. Og ikke alkohol. 

Alt i alt en meget ydmygende og elendig behandling der.

Men distriktpsykiatrien mistænkte, at jeg havde ADHD, og sendte mig derfor til udredning på Glostrup ADHD-klinik. De sagde i første omgang nej til, at jeg skulle have det.

De troede, at jeg måske havde Aspergers syndrom istedet. Derfor skulle jeg komme tilbage og blive udredt for dette. Sammen med mine forældre.

Det gjorde jeg. Jeg endte med at gå derfra med både en diagnose på Aspergers Syndrom samt en ADHD-diagnose. Alligevel.

Denne udredning og de nye diagnoser skete i september 2014.

Mine gamle personlighedsforstyrrelses diagnoser blev derfor taget af bordet, og de nye kom på i stedet.

Jeg gik fra diagnoser, der kunne behandles, til at få ’påduttet’ kroniske, genetiske handicaps. Dette er stadig svært for mig at acceptere.

Foruden de omtalte diagnoser jeg har i dag, så har jeg også følgende andre lidelser:

• Psoriasis
• Psoriasisgigt, deraf smerter i lårbensknogler, hofter, fødder, håndled, ryg og lænd.
• Posttraumatisk hovedpine (efter piskesmæld)
• Piskesmæld (efter trafikulykke)
• Bylder som følge af min psoriasis
• Feberanfald ved aktiviteter såsom bad som følge af min psoriasis
• Tendens til forhøjet infektionstal pga. lavt immunforsvar
• Depressive perioder
• Angst
• Stress

Jeg startede med at være på sygedagpenge. De stoppede i september 2013, og jeg måtte sælge min ejerlejlighed. Jeg gik ud med en gæld på over 300.000 kr. Og uden et fast sted at bo.

Jeg har derfor været sofasover hos bekendte og familie siden februar 2014. Og da der er renter på min gæld til banken, så er min gæld selvfølgelig kun steget og steget siden.

Sandra R. ønsker at være anonym, men redaktionen kender skribentens identitet.

Teksten er en del af serien »Opråb fra bunden«, som er historier om udsattes liv indhentet af netværket Bekæmp Fattigdom NU.

Har du lyst til at bidrage med din historie så send den til bekaempfattigdomnu@gmail.com