Jeg blev arbejdsløs og hjemløs på grund af en brækket tommelfinger

Jeg har arbejdet hele mit liv, siden jeg var otte år gammel. Jeg er i dag 54 år. Jeg er ikke tidligere straffet og er ikke misbruger eller andet, der gør, at jeg kræver nogen form for særbehandling.

I 2008 var jeg ansat som montør på Ap Facader i Brønderslev. Et arbejde med mange tunge løft og meget arbejde, der krævede, at man kunne bruge sine fingre.

I oktober 2008 var jeg så uheldig, at jeg brækkede en tommelfinger. Det skete i min fritid, så det var ikke noget, jeg laster min arbejdsplads for.

Efter fire uger på sygedagpenge valgte jeg at forsøge at genoptage mit arbejde, trods store smerter i min tommelfinger. I løbet af de første 10 minutter hævede min finger voldsomt, og jeg blev straks af min arbejdsgiver sendt hjem. Med besked på at vente til min finger var helt uden smerter, før jeg kom på arbejde igen.

Uger og måneder gik, dog uden at smerterne forsvandt. Jeg søgte selvfølgelig læge. Han mente, at der kunne være nogle skader i min finger, man ikke lige kunne se på røntgenbilleder.

Vi talte lidt om at operere den. Men det ville betyde, at min finger ville blive helt stiv og jeg ville stadig ikke være 100% sikker på at blive smertefri.

Man kunne også amputere det yderste led. Men heller ikke det kunne garantere, at fingeren blev smertefri. Så vi blev enige om at se tiden an. Ergo var jeg stadig sygemeldt.

På grund af den lange tid, så havde kommunen pligt til at lave en udredning, der kunne bringe mig tilbage på mit arbejde i en eller anden form.

Min læge skrev i min journal, lige før ophør af sygedagpenge, at man nok skulle forvente, at der ville gå op til et år, inden smerterne ville fortage sig helt.

Kommunen mente, at jeg var rask nok, og at jeg ikke længere var berettiget til sygedagpenge.

Jeg mistede derfor mine sygedagpenge uden mulighed for at vende tilbage til mit arbejde.

Man burde så som det mindste give mig kontanthjælp, selvom det jo heller ikke var den rigtige løsning. Men det gjorde man ikke.

Jeg stod nu pludselig helt uden nogen indkomst fra medio 2009, til jeg endelig fik søgt om kontanthjælp i august 2010.

Der stod jeg altså uden bolig og uden mulighed for at arbejde.

Jeg fik en ny sagsbehandler i 2013. Hun indkaldte mig til et møde på jobcentret i Brønderslev.

Jeg tænkte: Fint, nu sker der endelig noget nyt i min sag.

Min sagsbehandler sad på dette møde, med en færdiglavet jobplan. Altså en plan jeg ikke havde haft nogen form for indflydelse på. Den gik ud på, at jeg skulle deltage i et jobsøgningskursus. Vi skulle lære at lave et CV og lave jobansøgninger. Men det var ikke lige det, jeg havde behov for efter 40 år på arbejdsmarkedet.

Hvis det ikke gav resultat i løbet af 13 uger, skulle jeg i virksomhedspraktik.

Jeg mente selvfølgelig ikke, at det var den rette hjælp for mig. Som hjemløs var mit helbred bestemt ikke blevet bedre. Og hvordan skulle jeg være mødestabil som hjemløs?

Jeg mente, at det at få et hjem og blive helt rask var det vigtigste for mig. Men det var mit eget problem, mente sagsbehandleren. Og jeg ville blive trukket af min kontanthjælp for de dage, jeg ikke mødte op.

Altså blev jeg tvunget til at møde op. Jeg ville jo nødigt miste mit forsørgelsesgrundlag.

Selv om jeg mødte op til aktiveringen, blev jeg sanktioneret alligevel.

Det viste sig, at jeg havde overset hele to forskellige steder ud af tre mulige steder, hvor jeg skulle skrive under på jobplanen. Jeg havde kun underskrevet på bagsiden af jobplanen.

Der gik 18 dage på grund af langsom sagsbehandling. Det betød et fradrag på 18 dages kontanthjælp, selvom jeg mødte op i aktivering, som jeg skulle. Som så igen betød, at jeg simpelthen ikke havde råd til at komme de godt 40 km frem til kurset.

Dette blev meddelt både kursussted og min sagsbehandler, så i april kom jeg ikke. Og fik således heller ikke penge for denne måned.

Det var jo en skrue uden ende for mig. Og sådan fortsatte det.

Jeg sendte en klage til ankestyrelsen. Men her fik jeg ikke medhold.

Så nu spekulerer jeg på, hvad kommunen har skrevet til ankestyrelsen. For tidligere er de kommet med en afgørelse, der helt klart siger, at det er ulovlig praksis, når kommuner forlanger at hjemløse skal møde et bestemt sted, som forudsætning for at få kontanthjælp.

Min påstand er, at jeg er blevet tvunget ud i en ulovlig aktivering. Jeg mener, at noget tyder på, at kommunens ansatte og ledere ikke ved, hvad de har med at gøre.

Eller også er det en bevidst handling fra kommunens side i håb om at spare penge. Det vil jeg nu bede retten tage stilling til.

Robert Jensen er kontanthælpsmodtager

Teksten er en del af serien »Opråb fra bunden«, som er historier om udsattes liv indhentet af netværket Bekæmp Fattigdom NU.

Har du lyst til at bidrage med din historie så send den til bekaempfattigdomnu@gmail.com