Annonce

Udtalelse
28. november 2014 - 11:04

Jagtvej 69: Unge afviser brugsaftale

Virksomheden Procasa har intet legitimt krav til den tidligere Ungdomshusgrund. Det mener aktivistgruppen Byhave 69, som på et stormøde torsdag afviste et tilbud om at 'låne' grunden i to år. Læs hele stormødets udtalelse her.

Aktivister fra projektet Byhave 69, som siden maj har forskønnet den tidligere Ungdomshusgrund på Jagvej 69 på Nørrebro med blomster og træer, afviser at indgå en brugsaftale med ejeren af stedet.

Det blev besluttet på et stormøde i Folkets Hus torsdag aften, hvor omkring 50 aktivisterne og beboere fra området mødtes for at diskuterer et tilbud fra virksomheden Procasa om at 'låne' området i to år.

– Procasa har luftet ideen om at lade Byhave 69 have brugsretten til grunden for en begrænset tidsperiode. Men hvis Procasa virkelig har en intention om, at stedet skal bruges fornuftigt, kan de passende sælge den til Fonden Jagtvej 69 og dermed give grunden tilbage til den retmæssige ejer: Folket. Indtil da fortsætter Byhave 69 som hidtil, skriver aktivisterne i en udtalelse fra stormødet. 

Læs hele udtalelsen nederst.

Respekt for historien og fremtiden

Som tidligere omtalt på Modkraft, så har ejendomsvirksomheden Procasa, der købte Jagtvej 69-grunden i 2010, henvendt sig til Nørrebro Lokaludvalg for at undersøge muligheden for at indgå en to-årig brugsaftale med enten udvalget eller aktivisterne fra Byhave 69. 

Anledningen er at Københavns Kommune på baggrund af klager fra områdets beboere har rettet henvendelse til virksomheden med krav om at få styr på problemer med blandt andet rotter på grunden. 

Læs artiklen »Jagtvej 69-ejer presset: Vil indgå brugsaftale med unge« hos Modkraft.

Men det vil aktivisterne altså ikke hjælpe ejeren med.

Årsagen er at de grundlæggende ikke anerkender virksomhedens ejerskab til grunden.

– Grunden Jagtvej 69 har en unik social og historisk betydning for Nørrebro og verden. Den påståede ejer, Procasa, har planer om bruge grunden til at bygge supermarked og tjene penge til sig selv. Dette er smagløst og uden respekt for grundens historie og fremtid. Procasa, og enhver anden der vil drive selvisk virksomhed uden demokratisk fundament, har intet legitimt krav til grunden, lyder det i udtalelsen fra stormødet.

Besøg Byhave 69 på facebook her.

LÆS HELE UDTALELSEN FRA BYHAVE 69

Ejendomsspekulantselskabet Procasa, som påstår de ejer grunden Jagtvej 69, har gennem Nørrebro Lokaludvalg kontaktet brugerne af Byhave 69 med henblik på at lave en to-årig aftale om brugsret til grunden. Dette har folket omkring Byhave 69 besluttet at afvise.

Vi, der har startet og driver Byhave 69, er både naboer til grunden, børn og voksne, københavnere med og uden grønne fingre og med og uden relationer til Ungdomshuset. Vi har i løbet af 2014 omdannet en tom byggegrund til en spirerende oase med et solidt rodnet, drevet af skabertrang og fantasi. Byhave 69 er et rum, der er frit og åbent for alle, og som ikke har ledere eller hierarki. Det er ikke en fast defineret gruppe: Byhave 69 er alle, der har lyst til at være med.

Grunden Jagtvej 69 har en unik social og historisk betydning for Nørrebro og verden. Den påståede ejer, Procasa, har planer om bruge grunden til at bygge supermarked og tjene penge til sig selv. Dette er smagløst og uden respekt for grundens historie og fremtid. Procasa, og enhver anden der vil drive selvisk virksomhed uden demokratisk fundament, har intet legitimt krav til grunden.

Jagtvej 69 tilhører borgerne på Nørrebro, og det skal den blive ved med — også længere end de næste to år. Kampen fortsætter!

Procasa har luftet ideen om at lade Byhave 69 have brugsretten til grunden for en begrænset tidsperiode. Men hvis Procasa virkelig har en intention om, at stedet skal bruges fornuftigt, kan de passende sælge den til Fonden Jagtvej 69 og dermed give grunden tilbage til den retmæssige ejer: Folket. Indtil da fortsætter Byhave 69 som hidtil.

Denne udtalelse er vedtaget på et åbent stormøde i Folkets Hus på Nørrebro den 27. november.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce