Italiensk for viderekomne

Der er måske stadigvæk nogle, der husker navne som Lucio Magri, Luciana Castellina, Rossanna Rossanda, Valentino Parlato og dagbladet Il Manifesto?

Det var en gruppe af venstresocialistiske kommunister, der blev udstødt af det italienske kommunistparti, PCI’s centralkomite i 1968 for deres støtte til tidens internationale studenterbevægelse. 

Andre husker måske bedre Enrico Berlinguer, formanden af PCI, som i anden halvdel af 1970’erne var på vej til at indgå et »historisk kompromis« med det kristeligt-demokratiske partis formand Aldo Moro? En aftale, som brutalt blev forhindret af de Røde Brigaders kidnapning og henrettelse af Aldo Moro, og som derfor aldrig lykkedes.

Det banede vejen for Benito Craxis socialister. Landets økonomiske opsving og sociale fremgang blev fra nu af finansieret gennem lån, korruption og bedrag.

Grundlaget for Italiens aktuelle problemer blev lagt dengang.

Manifesto-gruppens politik, »autosuggestion« dvs. selvforvaltning, var med til at give inspiration til det danske parti Venstresocialisterne i 1970’erne, mens Enrico Berlinguers eurokommunistiske linje lå tæt på Gert Petersens og SF's opfattelse af venstrefløjens opgaver.

Personerne fra dengang findes knap nok længere i nutidens politiske liv.

Valentino Parlato, født i Libyen og en af Manifestos stiftere, var en af de sidste, man hørte fra. Det skete under den libyske revolution, hvor han skrev, at Gadaffis tanker om et libysk »folkehjem« var meget tæt på, hvad han selv, Valentino Parlato, forstod som socialisme.

Det lille dagblad Il Manifesto eksisterer endnu, under ny ledelse og takket være den italienske stats økonomiske støtte.

Den faglige italienske venstrefløjs aktioner, eksempelvis på fiatfabrikkerne i Torino, og boligløses besættelser af tomme ejendomme var dengang med til at inspirere den danske venstrefløj.

Aktionerne blev et forbillede for mange ved konkret at implicere, at en af venstrefløjens centrale opgaver måtte bestå i at sørge for og understøtte social selvforvaltning på alle livets områder som et solidarisk politisk koncept. 

Det var en anden tid. Italien oplevede et økonomisk mirakel efter 2. verdenskrig, der tåler sammenligning med forbundsrepublikken Tysklands økonomiske opsving.

Det skete specielt i landets nordlige regioner med udvikling af store moderne industrikomplekser: Fiat, Olivetti, Indesit og skibsværftsindustrien i Genova, eksempelvis.

Italien var i 1960’erne også det tredje land i verden, som satte en satellit i kredsløb om jorden.

Den industrielle fremgang på arbejdsmarkedet blev forvandlet til sociale sejre. Fagbevægelsen fik i 1971 kæmpet sig frem til en statslig anerkendelse med den såkaldte Artikel 18 i »Arbejdets Statutter,« en bestemmelse som faktisk umuliggjorde afskedigelse af industriel arbejdskraft.

Kvindebevægelsen fejrede også nogle vigtige sejre i det mandsdominerede samfund.

Og kulturelt blev landet et symbol på, at en nytid var begyndt. Folk i Europa strømmede ind i biograferne for at se Antonionis, Fellinis, Zefirellis o.m.a. film.

Men alt har en ende. I slutningen af 1970’erne løb Italien ind i en strukturel krise.

Den sydlige del af landet var forblevet uudviklet og den nordlige del af landet oplevede en skærpet konkurrence fra Europa.

Så kom socialisten Benito Craxi til magten ....

Hvordan ser det ud i dagens Italien? 

I dag mener otte ud af ti italienere, at landets økonomiske situation er blevet forværret i løbet af 2014. Mere end halvdelen forventer, at landets situation heller ikke bliver bedre i indeværende år.

Arbejdsløsheden er stor og ligger reelt betydeligt højere end det officielle tal på 12,9 %. 

Knap halvdelen af de italienske familier klarer de faste månedlige udgifter ved at bruge dele af deres opsparing.  

Næsten hver anden italiener overvejer seriøst, om det ikke var bedre at udvandre og søge sin lykke andet steds.

Fire ud af ti italienere synes, at Italien bør forlade Euroen.

Dette er nogle af de resultater, som fremhæves i en nylig offentliggjort rapport af EURISPES om Italien (RI 2015).  

Italien har i mere end et årti haft faldende indtægter til landets nationale husholdning. Daglige skandaler på alle livets områder, små lønninger, høje skatter, et bureaukratisk og korrupt system hører til de faktorer, som har rystet italienernes selvforståelse og tilliden til fremtiden og landets demokratiske institutioner.

Mindre end hver femte italiener stoler på landets regering (18,9 %) og kun hver tiende (10,1%) på landets parlamentariske institutioner.

Sammenholder man udviklingen i Italien med hvad der sker i Grækenland eller Spanien, så findes der mange lighedspunkter.

Og alligevel? Hvor er Syriza, hvor er Podemos i dette land?

Det nye venstre, som opstod og ideologiske prægede i årtiet efter 1968, findes ikke mere – med undtagelse af nogle spredte grupper under navnet No-Global, som holder til på sociale institutioner i Norditalien.

Den gamle kommunistiske venstrefløj, som gjorde et forsøg med at overtage magten med d'Alema som ministerpræsident i 1998 er næsten forsvundet fra den politiske scene – den er i al fald uden indflydelse på landets udvikling. 

Som dagbladet Il Corriere della Sera fornylig gjorde opmærksom på, holder de gamle kommunistiske ledere øje med hinanden og ikke med den politiske udvikling.

Der har været nogle forsøg på at ændre denne træge udvikling, men uden held.

I 2002 var filminstruktøren Nanni Moretti en af  initiativtagerne til at skabe en ny bevægelse på venstrefløjen »Gli Girotondi« (Ringdansen). Det så i første omgang ud til at lykkes, da det blev til nogle store demonstrationer i Rom. Den intelektuelle venstrefløj syntes på ny at fatte mod – men bevægelsen faldt sammen og ind i sig selv. 

»Den politiske klasse« af gamle venstrefløjspolitikere (d'Alema)  følte sig truede på sit levebrød og var med til slukke for bevægelsen.

Så var der den fortryllende, oratorisk begavede Nichi Vendola, det venstreøkologiske frihedsparti, Sinistra Ecology Libertas, SEL's nuværende leder.

Han fik i 2010 skabt det, der blev kaldt Nichis Fabrik, et forsøg på at forløse unge tilhængeres politiske kreativitet som led i en valgkampagne.

Men siden er Nichis Fabrica forsvundet ud ad af det politiske billede.

Så var der fagbevægelsen, som er splittet op i forskellige politisk opdelte organisationer. Den samler i alt ca. 20% af landets arbejdere, hvis der ses borte fra organisationernes store pensionistafdelinger.

CCIGL, landets største faglige organisation med rødder i den kommunistiske bevægelse, har gang på gang forsøgt sig med politiske generalstrejker - det har man i Italien en forfatningsmæssig ret til. Resultatet er, at organisationen selv er i medlemsmæssig og social krise.

Der findes ingen strejkekasser i Italien. En metalarbejderløn efter skat ligger på ca. 10.000kr.

Efter opløsningen af PCI i 1990’erne – sammenfaldende med det kristeligt-demokratiske partis opløsning – blev der gjort adskillige forsøg på nye partidannelser.

Forsøget på at integrere efterfølgerne af den gamle kommunistiske partiorganisation med borgerlige venstrefløj (Marguerita) mislykkedes i 2008.

De gamle gamle kommunistiske ledere måtte opleve den tort at blive politisk isoleret og tabe kampen om indflydelse, magt og ære.

Man tabte politisk gennem afskaffelsen af den italienske fagbevægelses største historiske sejr: artikel 18 i »Arbejdernes statut«.

Man tabte politisk med en aftale med Silvio Berlusconi om indholdet af den valgreform, der kaldes Italicum.

Den består kort fortalt i, at det største parti efter et valg automatisk får tillagt en stor bonusprocent, der sikrer et parlamentarisk og regeringsdueligt flertal. Konsekvensen er, at vælgernes indflydelse på valgresultatet forbliver beskeden.  

Man tabte magten og æren. Den unge ministerpræsident Renzi og den nyvalgte statspræsident Matarelli har begge en fortid i det 1994 nedlagte kristeligt-demokratiske parti.

Det engang så stolte kommunistiske parti, der havde op mod en million medlemmer, findes ikke mere. Dets nutidige afløser, Det demokratiske parti, DP, har i følge de seneste oplysninger færre end 80.000 medlemmer. 

I forfatteren og journalisten Claudio Cerasas bog Le Catene della Sinistra (»Venstrefløjens bånd«) findes nogle forklaringer på venstrefløjens forsvinden og mangel på politiske initiativer.

Kort sammenfattet  består Cerasas forklaring i, at den italienske venstrefløj siden engang i 1970’erne har overladt den konkrete politikskabelse til en kreds af venstreorienterede dommere, der har fortolket landets forfatning. Venstrefløjen er blevet et lov og ordens-parti i Italien.

Denne udvikling blev fremmet af organisationen Demokratiske dommere (Magistratura Democratica, DM), som  blev dannet i 1964, fire år inden ungdomsoprøret. 13% af de italienske dommere er i dag medlemmer af organisationen.

I foreningens statutter er en præsentation af organisationen:

»I begyndelsen af dette årti, som karakteriseres af mange slags fornyelser, opstår nye politiske forventninger .... . når det gælder selve retshåndhævelsen, så er det Magistratura Democratica, der tager bestik af om radikale ændringer er nødvendige«.

Efter en generalforsamling i 1971 blev der offentliggjort et dokument, hvor det blandt andet hed:

»Vores troskab mod landets forfatning forudsætter en alternativ tolkning af retshåndhævelsen, hvilket sker ved udnyttelsen af alle modsætninger i det borgerlige demokratiske system.... de demokratisk egalitære elementer bør evalueres på en måde, så de fører til overvinding af selve systemet«. 

I 1998 interviewede journalisten Carlo Bonini ex-dommeren Francesco Misani, der i lang tid var aktiv i MD. 

Han blev spurgt, hvad det betød at være en »rød dommer«.

Misani svarede: »Sagen er, vi er 68’ere, vores liv har været del af arbejderbevægelsens kampe. Når vi ikke er forsvundet ud af billedet, som så mange andre, der var aktive i den tid, så er det, fordi vi er vokset op sammen med disse kampe ... Sandheden er, at vores indflydelse er vokset gennem tiden takket være venstrefløjens og PCI's støtte. Specielt pga. partiet, som havde besluttet at bruge ressourcer på os...«

Lidt senere i samme interview erklærer den forhenværende dommer: »Jeg kan da slet ikke benægte, at min ideologi har haft afgørende indflydelse på mine afgørelser som dommer....Vi holdt fast i, at når vi skulle skrive domme, så tog vi først og fremmest udgangspunkt i Forfatningen, og det skete så langt, at vi undlod at anvende love, når vi mente, at lovene var i modstrid til forfatningen.« 

En tidligere dommer fra Milano, Sergio D'Angelo, ligeledes er tidligere medlem af DM udtalte i 2012:

»Fra begyndelsen af 1970erne har vi set en kulturel udvikling, hvor dommere og politikere er blevet kulturelt kontamineret [blandet sammen, red.]. De satte sig på samme plan: begge partnere var parate til at dømme alle, man var uenige med som forfatnings-fjender«

Alle citater er fra Cerasas bog. 

To eksempler

Lad mig nævne to grelle eksempler på manglen på politiske og faglige initiativer.

Stålværket Ilva i Taranto, Apulien (Syditalien) er et eksempel på Italiens strukturelle dilemma og mangel på faglige politiske initiativer.

Ilva er en kæmpe arbejdsplads, som pga. en stærkt forældet produktionsmetode kunne ligge et eller andet sted i den 3. verden.

Det er en privatejet arbejdsplads, som i høj grad er blevet finansieret med statslige midler i milliardklassen. 

Værket giver arbejde til over 40.000 mennesker, hvis den indirekte, afledte beskæftigelse medregnes. 

I 2012 blev Ilva, efter omfattende folkelige protester, midlertidigt lukket af en dommer.

Baggrunden for denne afgørelse var en dødelig miljøkatastrofe, som fabrikken havde pådraget selve arbejdspladsen og byen Taranto.

Overskridelsen af normerne for udledningen af farlige stoffer var enorm, uanset hvilke kemiske stoffer det drejede sig om: dioxin, kadmium, bly, krom, zink, benzen oma. 

En efterfølgende undersøgelse påviste, at stålværkets arbejdsforhold og udledninger af skadelige stoffer og partikler havde ført til 11.550 dødsfald i løbet af en syv års periode og til 26.999 hospitalsindlæggelser af syge med kredsløb- og åndedrætsproblemer.

I 2013 stemte 81% af 33.838, eller knap 20% af de stemmeberettigede i byen, for en  lukning af stålværket i Taranto. Det var dog ikke nok til at lukke ned for arbejdspladserne. Værket er i dag sat under statslig administration. 

Man kan med rette spørge: Hvad gjorde fagbevægelsen? Hvad gjorde politikerne? 

Svaret er: Intet eller næsten intet.

For såvel fagbevægelsen som for politikerne er selve eksistensen af arbejdspladserne det afgørende.

Apulien med Nichi Vendola som regionspræsident bryster sig af, at man relativt set har flere arbejdspladser end andre regioner.

Da lokalbefolkningen i 2000’erne begyndte at røre på sig, besluttede lokalregeringen at vedtage en lov, som alene nedsatte udledningen af dioxin. Udledningen af andre sundhedsskadelige stoffer forblev på det gamle niveau.

Hverken fagbevægelse eller politikere diskuterer de forhold, hvorunder den almindelige italiener arbejder. Når anormale arbejdsforhold bliver reguleret, sker det som regel ved at en lokaldommer finder, at han/hun bør gribe ind.

Det sker som regel, men ikke altid efter lokale katastrofer, dødstilfælde etc. Sikkerhedstjenester på industrielle arbejdspladser eller indenfor byggeriet er en saga blot. 

En tragisk storbrand på stålværket Thyssenkrupp natten mellem 5. og 6. december 2007 i storbyen Turin er et andet eksempel på, hvordan faglig og politisk udvikling administreres i Italien. Syv arbejdere blev brændt levende. 

En dommerundersøgelse viste, at arbejdspladsens produktionsmetode var forældet, og risikoen for arbejdsulykker var almindelig kendt blandt arbejderne såvel som ledelsen, der senere blev idømt til et økonomisk erstatningsansvar og hårde fængselsstraffe. 

Men hvor var fagbevægelsen henne i dette forløb, inden storbranden? Det hørte man aldrig noget om.

Fagretslige forhold af den beskrevne art overlades i Italien til dommmerstanden.

Det Demokratiske Parti, PD, udnyttede tildragelsen på sin måde: Arbejdernes talsmand på Thyssenkrupp blev tilbudt en sikker opstillingskreds og efterfølgende valgt til parlamentet. Men at sidde sammen med italienske levebrøds politikere var ikke ham. Ved det efterfølgende valg ønskede han ikke genvalg .

Jeg har skrevet disse linjer for at give lidt større  indsigt i en ofte forvirrende italiensk dagligdag, som for mange af os har to komponenter: Vi elsker at komme til Italien, Rom, Firenze, Venedig, Sicilien. Vi elsker, at spise pasta og drikke cafe latte. Nyde solen og udforske det, der er blevet tilbage af romertiden. 

Men når vi konfronteres med forholdene i landet, hvad enten det drejer sig om den store korruption, som udgør 17% af bruttonationalproduktet, eller om de mange kriminelle paraply-organisationer, som kalder Mafia, så stikker vi piben ind.

Vi forstår ikke hvordan landet fungerer. Retfærdigvis skal det siges, at det gør mange italiener vel heller ikke.

Rolf Christiani Dressler er tidligere medlem af partiet Venstresocialisterne