Israel må gøre op med Iron Wall-doktrinen

Jeg vil starte med at fortælle, at halvdelen af mine rødder er tyske. Den kollektive dårlige samvittighed over holocaust er derfor en del af mit DNA. Ansvaret for jødernes lidelse, som er en del af mine tyske aners historie er permanent og kan ikke afsluttes med et punktum eller en slutstreg.

Men det er snart fire generationer siden, at masseudryddelserne af de europæiske jøder fandt sted. Holocausttraumet står ikke mejslet fast i min hukommelse. Derfor føler jeg mig fri nok til at stille spørgsmål ved rigtigheden i, at Israel pga. sin befolknings historie ikke skal blive mødt med samme moralske krav som sine naboer.

For hvorfor vælger vi at støtte Israel i enhver henseende, også selvom det betyder, at vi må ignorere gentagende brud på menneskerettigheder og den humanitære folkeret i de palæstinensiske områder?

Selvudnævnte eksperter på området vil naturligvis prompte svare, at palæstinenserne jo forsøgte at udslette jøderne allerede ved statens Israels oprettelse Men det er en sandhed med modifikationer.

Man glemmer tydeligvis, at zionisterne allerede fra begyndelsen anså sig selv som kolonister og var velvidende, at enhver indfødt befolkning ville prøve at modstå, at deres land ville blive koloniseret af en udefrakommende magt.

Og så længe palæstinenserne havde en gnist af håb om, at de kunne skille sig af med faren for at blive koloniseret, ville de kæmpe for at forhindre omdannelsen af Palæstina til Land of Israel.

Den eneste løsning for at få palæstinenserne til at kooperere ville derfor være en jernmur af militær magt, som kunne eliminere ethvert håb om frihed. Palæstinenser ville støde hovedet imod muren, indtil de til slut ville opgive.

Dette diktum af Vladimir Jbotinsky, som var en af arkitekterne bag den israelske stat og forløberen for Likud-partiet, er et af byggestene til Israels raison d’État.

I sin afhandling »The Iron Wall« fra 1923 fortæller han videre, at ethvert forsøg på med søde og velsmagende ord, at overtale den indfødte befolkning til at samarbejde, ville være tom retorik. At formulere israelernes grundlæggende politik på nogen anden måde ville være hyklerisk, skrev han.

I den vestlige verden er det naturligvis ikke populært at udmelde en så barsk og hudløs ærlig arbejdsmetode over for et andet land.

Den israelske regering flytter derfor klogt nok perspektivet i en retning af, at palæstinenserne udgør en sikkerhedstrussel mod Israel.

Især har den israelske regering argumenteret for, at det ikke er retvisende alene at se på udfaldet af et tilsyneladende mindre alvorligt angreb fra palæstinensernes side. Det påpeges i stedet, at man skal forholde sig til den samlede effekt i en eventuel serie af angreb. Det er derfor Israels pligt at iværksætte en række forebyggende angreb, for at lade palæstinenserne forstå, at de ikke må skade Israel.

Denne sikkerhedsliggørelse af det palæstinensiske folk betyder nedprioriteringer af personlig frihed og generelle menneskerettigheder samt målrede drab på formodede oprørere.

Den israelske højesteret har derfor flere gange (f.eks. i dommen om målrettede drab HCJ 769/02) givet grønt lys for sikkerhedsforanstaltninger, der måtte medføre at uskyldige civile ville blive dræbt eller såret.

Jbotinskys doktrin er blevet en del af den israelske identitet og fastholder landet i en selvforsvarende krigslogik, som fritager landet fra at følge de regler, som gælder for alle andre lande.

En anden strategi for at tvinge palæstinenserne til at give op, er ved at fratage børnene deres mulighed for uddannelse. Israels restriktioner betyder nemlig også, at skoler i lange perioder mangler elektricitet, lys, papir og mange andre elementære forudsætninger for en almindelig skolegang.

Ulempen ved den strategi er dog, at når indbyggerne ikke kan komme i skole, til lægen eller mangler tag over hovedet, står Hamas klar til at hjælpe. I Hamas’ skoler indoktrineres de palæstinensiske børn med fanatisk islamisme, som i dette tilfælde repræsenterer befolkningens eneste mulighed for en værdig fremtid.

Og hvordan kan palæstinensiske børn og voksne tro på andet, når Israels retssystem erklærer, at alle palæstinensere er et legitimt mål for beskydning, hvis der blot er formodning om, at de kan være til fare for Israel?

Jeg er klar over, at brud på menneskerettigheder og den humanitære folkeret begås både af Israels regering og af palæstinenserne, og begge sider må tildeles en del af ansvaret for stridighederne.

Men jeg tvivler på, at Israels regering er i stand til at tænke rationelt over den israelske befolknings langsigtede interesser, når den har ambitioner om at udslette palæstinensernes håb om nogen tilnærmelsesvist værdig fremtid.

Vi i den vestlige verden må derfor spørge os selv, om en ubetinget støtte i virkeligheden er i overensstemmelse med den israelske befolknings nationale interesser.

En fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne vil formodentlig medføre voldelige konfrontationer fra begge sider og sandsynligvis ikke fjerne alle de problemer, den israelske befolkning står over for i Mellemøsten.

Alternativet ville midlertidigt være, at et stigende antal især unge palæstinensere i skuffelse over manglende forståelse fra Israels regering, vil vende sig mod en mere islamisk radikalisme, som Hizbollah og Hamas. Det vil i sidste ende betyde flere aktioner mod deres kolonimagt.

Som humanist vil jeg ikke støtte et land, som lever efter en gammel ideologi, der kræver, at man med kontinuerlige brud på menneskerettigheder og den humanitære folkeret eliminerer ethvert håb om frihed hos et andet folk. Den strategi og ønsket om fred er for mig uforenelig.

Jeg ser det som vores pligt at gøre verden til et sikrere sted for alle mennesker. Det ville endda være en slags foragt for Holocausts døde, hvis ikke vi havde lært, at beskyttelse af menneskerettigheder er langt vigtigere end varetagelsen af et lands ideologi.

Men jeg formoder heller ikke, at unge og oplyste jøder ønsker at leve efter Iron Wall-doktrinen. Ligesom mig selv, ønsker de ikke at stå til ansvar for noget, som er proklameret for fire generationer siden.

Jeg tror oprigtigt at deres hjerter bløder for ofrene på begge sider af muren. Men hvad kan de gøre, når deres landsmænd, bliver jaget ind i armene på Netanyahus politik, når Hamas angreb koster familiemedlemmer livet?

Begge folk er blevet fanget i hver sin ekstremisme, som proklamerer at nabolandet er en overhængende fare for egen eksistens. På hver sin side legitimerer man likvideringer af civile i kampen for at overtage eller beholde et land, som de begge synes retmæssigt tilhører dem.

Vi kan ikke forvente, at den internationale politik vil være i stand til at ændre på konflikten. Dertil er politikerne, staben og resten af den herskende klasse alt for karrierefokuseret. Så vil de hellere agere kransekagefigurer under fredsforhandlingerne end at få smidt antisemitismekortet i hovedet.

Vi har brug for, at også den unge generation jøder tager kampen op mod Likud-regimets Iron Wall doktrin og viser, at man ikke behøver at bifalde de ulovlige bosættelser eller Israels politik, bare fordi man er jøde.

De må ligesom andre intellektuelle og fornuftige mennesker gøre det klart, at den historiske forfølgelse af det jødiske folk ikke giver Israel nogen immunitet, når det undertrykker et andet folk.

Der skal gøres op med den israelske regeringens mål om at knække palæstinensernes moral - et mål, som desværre alt for længe har haft bred opbakning blandt de almindelige israeler.

Med et sådant paradigmeskift kan man vende parolen »jøder må aldrig blive ofre for holocaust igen« til »noget som holocaust må aldrig ske igen«.

For let’s face it: Hvis palæstinenserne opgav i morgen, ville det, som vi engang kaldte Palæstina ikke eksistere i overmorgen.

Charlott Højgaard studerer europæiske studier på Copenhagen Business School