Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Baggrund
2. januar 2014 - 11:40

Irakisk Kurdistan: Olie-eventyrets slagside

Siden den 13. december 2013 er der flydt olie fra Irakisk Kurdistan til Tyrkiet igennem en ny rørledning. Trods stor vækst er udviklingen skæv og en lille elite sidder på både penge og politisk system. Den uddeler privilegier (eksempelvis jobs) mod loyalitet og stemmer.

Folk strømmer ud på gaderne, efter at solen er gået ned. Det er ikke længere 44 grader varmt.

Bazaren i Erbil, hovedstaden i regionen, er snart propfyldt. Caféerne smelter sammen med gadens liv og småboder.

Et par stykker, der sidder i et stort sofa-arrangement, genkender mig fra dagen før og vinker mig over. De sidder der stort set hver aften og snakker om duer, sjældent om politik.

Politik handler kun om penge – om at skrabe til sig selv og er derfor ikke værd at beskæftige sig med, får jeg forklaret.

Økonomisk ulighed

Men der er opnået meget politisk. Regionen i nord-Irak har delvist selvstyre og eget parlament. Ofte er Irakisk Kurdistans store økonomiske vækst beskrevet i danske medier.

Men olie-økonomien er ikke en entydig succes. Der er en arbejdsløshed på 10,7 procent i byerne og 17,6 procent på landet - på trods af at mange arbejder for den regionale regering (KRG).

Rigdommen er koncentreret hos den politiske elite i regeringspartierne og i byerne. Med denne rigdom kan de give økonomiske ydelser til tilhængere og på den måde fastholde deres loyalitet.

Minimal økonomisk spredning

At der ikke er sket større fordeling af rigdommen, skyldes blandt andet, at boomet i olie og gas-sektoren ikke har spredt sig til industri og landbrug.

I bogen The paradox of Plenty - Oil Booms and Petrostates af Terry Lyn Karl forklares, at der er dynamikker i olie-økonomier, der gør det svært samtidig at etablere sunde landbrugs- og industrisektorer. Det er også gældende i Irakisk Kurdistan.

Eksempelvis stiger valutaens værdi og gør det sværere at afsætte varer til andre lande, mens det bliver billigere at importere varer. Der er redskaber til at modarbejde disse dynamikker, men det kræver, at staten indretter sig efter det og investerer målrettet mod det, forklarer Terry Lynn Karl.

Minimal politisk vilje

Den tidligere konsulent for industriministeriet, Mohammed Karim Mohammed, mener ikke, at den politiske elite har vist interesse for at udvikle landbrugs- og industrisektorerne.

I stedet er den optaget af at udvikle og investere i olie- og byggesektoren, hvor der kommer et hurtigt (og indimellem personligt) afkast.

Kurdistans regionalregerings (KRG) fem-årige landbrugsprogram, der slutter ved udgangen af 2013, skulle gøre Irakisk Kurdistan selvforsynende med landbrugsprodukter. Men regionalregeringen har siden nedjusteret denne ambition.

Mohammed anslår, at kun 1 milliard ud af de 10 milliarder dollars, der er sat af, er blevet brugt. Han mener, at dette projekts fallit illustrerer den manglende politiske vilje.

»Kamoufleret arbejdsløshed«

Der er en stor offentlig sektor, men den er ikke effektiv. Mohammed forklarer, at 56 procent af dem, der modtager løn fra staten, ikke arbejder. Han kalder det »kamoufleret arbejdsløshed«. Fordi der ikke er skabt nok private arbejdspladser, er mange arbejdere afhængige af de offentlige jobs.

Terry Lynn beskriver, hvordan olie-pengene ofte bruges af den politiske elite til at bevare den politiske orden.

I Irakisk Kurdistan er de centrale ministerier som finans-, indenrigs- og forsvarsministeriet i praksis delt mellem de to regeringspartier og styret af deres ledere. De bruger ministerierne til at give jobs og goder ud til dem, der er loyale overfor partierne.

Avisen Kurdish Globe beregner, at over 1 million personer får løn eller pension af regionalregeringen ud af en befolkning på omkring 5.2 millioner. Derfor er mange mennesker afhængige af de to regeringspartiers velvillighed for at få arbejde.

Hêvî og alle de andre

I forbindelse med valget i 2009 blev flere, der arbejdede for regionalregeringen, truet med afskedigelse, hvis de stemte på oppositionen.

Hêvî, en 36-årig kvinde, var tidligere tilhænger af det ene regeringsparti PUK (Patriotic Union of Kurdistan). Men i 2009 stemte hun på det nye oppositionsparti Change List, der fik 25 ud af 111 sæder i parlamentet.

Ekspert på Irakisk Kurdistan Dr. Andrea Fischer-Tahir interviewede hende og forklarer, at som direkte konsekvens blev Hêvî´s mand, der stadig var tilhænger af PUK og arbejdede som chef for sikkerhedspolitiet, overført til et fjerntliggende checkpoint.

Mange andre står også i et afhængighedsforhold til de to regeringspartier på en måde, der er demokratisk problematisk.

Den perfekte due

De to regeringspartier har kontrol med hver deres del i regionen; i Erbil, hvor jeg befinder mig, er det partiet Kurdistan Democratic Party (KDP).

I bazaren ånder alt fred. Duer bliver udvekslet mellem mænd, der med kyndige bevægelser tjekker duens kvaliteter: næb, hoved, fjer og krop.

De fleste duer her står til mellem 100 og 300 dollars, men tidligere på dagen fik en mand tilbudt 10.000 dollars for en due - flere af mændene peger over på en tredive-årig mand i cowboy-bukser og ternet-skjorte, der afviste det ellers lukrative tilbud.

Alle rejser sig hastigt op, da folk i sorte jakkesæt med en håndfuld sikkerhedsfolk kommer hen til vores kreds af måske 25 personer.

En mand, der åbenlyst har stor autoritet, starter en samtale med due-entusiasterne. Snakken drejer sig om »den perfekte due«, hvis billede hænger på den ellers bare, store mur bag dem – den blev solgt for 30.000 dollars.

Manden er parlamentsmedlem for KDP, hvor det er Barzani familien, der sidder tungt på magten.

Det uperfekte politiske system

Foruden at være leder af partiet er Massoud Barzani regionens præsident. Hans nevø, Nechirvan Barzani, er regionens Premierminister. Massouds søn, Masrour Barzani, er formand for det nye sikkerhedsråd, der råder over 265 millioner dollars og samtidig er leder for efterretningstjenesten.

Der skulle have været valg til præsident-embedet i september, men majoriteten i parlamentet stemte for en lov, der betyder, at Massoud Barzani, kan sidde to år mere uden valg.

KDP’s magt er stigende på grund af dets kontrol med indtægterne fra olie- og gashandelen med Tyrkiet. Denne handel øges med den nye rørledning.

Det andet regeringsparti, PUK, har lignende, men ikke så omfattende, handel med Iran. Indtægterne fra disse eksporter indgår ikke i de formelle regnskaber.

Iraks regering har kaldt handlen ulovlig, fordi det foregår udenom den irakiske stat. Den såkaldte ulovlige handel har tidligere kun foregået via lastbiler, men forstærkes nu.

Rørledningen er blevet et symbol på en konflikt om hvem, der har retten til at kontrollere olien og gassen. Derfor er rørledningen kontroversiel.

Forstærkede modsætninger

Due-entusiasterne synes at nyde godt af den velstand, som olie- og gaseksporten har bragt med sig. Men de oplever også politik som et grådigt spil.

Toppen i KDP og PUK har været den økonomiske og politiske elite siden regionen fik eget parlament i 1992. Derfor er de synonym med det politiske system, som due-entusiasterne tager afstand fra.

Regionalregeringen estimerer, at der i Irakisk Kurdistan i 2012 var en vækst på 12 procent. Men det fortæller kun en lille del af historien om den politiske og økonomiske udvikling.

Regeringspartierne har formået at bevare deres politiske position, da de har stor økonomisk magt, som de bruger til at fastholde et netværk af loyale.

Mens særligt KDP styrker sin økonomiske indflydelse, så øges modsætninger mellem land og by; mellem dem med arbejde og dem uden.

I dette system, der fordeler privilegier efter parti- og familierelationer øges skellet ligeledes mellem dem, som tilgodeses og dem der ikke gør.

Eigil Johannisson, der er kandidatstuderende ved Global Studies, RUC, var i Irakisk Kurdistan i august 2013.

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce