Intime skildringer af klasse og ekstrem vold

Årets CPH PIX er slut, så det er tid til at samle op og gøre status. Jeg har set 15 film på omtrent lige så mange dage. Desværre har jeg kun nået at skrive om lige under halvdelen, så det vil jeg prøve at råde lidt bod på her.

I første række er jeg gået efter film, der kunne være politisk interessante, men jeg har selvfølgelig også skelet til, om de æstetisk set virkede spændende.

Det er blevet til flest europæiske film (otte styk) — med Italien og Frankrig på en delt førsteplads — efterfulgt af latinamerikanske film (fire styk), et par US-amerikanske independentfilm og en enkelt israelsk debatfilm.

Jeg har tidligere rost folkene bag festivalen for at byde os på anderledes og udfordrende filmoplevelser og for at præsentere os for filmens mangfoldighed. Hvis jeg skal dryppe lidt malurt i bægeret nu, kan man kritisere dem for, at programmet trods alt er for eurocentrisk — for eksempel indeholder det ikke én eneste afrikansk film.

Læs anmeldelsen »Mit første PIX-fix« på Modkraft.

Læs anmeldelsen »Stærke og rystende oplevelser« på Modkraft.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor næsten alle film kun præsenteres med engelske titler. Selvfølgelig kan de færreste af os forstå persisk eller portugisisk, men det bliver helt absurd, når for eksempel den franske gyser »Livide« omtales som »Livid« i programmet — drop de engelske titler, hvor det ikke er nødvendigt, og giv os ellers originaltitlerne i parentes eller lignende.

Smuk og grim film om magt og omsorg

Onsdag den 25. april blev to film fra festivalens hovedkonkurrence vist i Dagmar med efterfølgende spørgerunde med filmenes instruktører. Filmmediet er jo ellers kendetegnet ved at være envejskommunikation, men den direkte udveksling mellem afsender og modtager er netop en af de muligheder, som en festival giver, og det kan være meget givende for begge parter.

Fra De Serio-brødrenes film »Seven Acts of Mercy«.

I første omgang var det Gianluca og Massimiliano De Serios »Seven Acts of Mercy« (eller »Sette opere di misericordia«), der skildrer mødet mellem den dødssyge olding Antonio (Roberto Herlitzka) og den moldoviske teenager Luminita (Olimpia Melinte), der uden opholdstilladelse hutler sig gennem tilværelsen i Italien som småkriminel.

Dermed kan filmen føjes til rækken af film på festivalen om migranter, som jeg tidligere har skrevet om.

Læs anmeldelsen »Migranternes Europa på film« på Modkraft.

Filmens plot — hvis man kan tale om, at den har et — kredser om Luminitas forsøg på at overtage en afdød rumænsk piges identitet med hjælp fra en medarbejder i lighuset på et hospital. Som modydelse kræver den korrupte italiener, at hun skal stjæle en baby fra nogle andre migranter, så han (sandsynligvis) kan sælge den videre til et barnløst par.

Undervejs bryder hun ind hos Antonio og holder ham fanget i hans hjem, og det er egentlig deres komplekse relation præget af skiftende magtpositioner, vold og gensidig omsorg, som filmen handler om. En af filmens store styrker er, at De Serio-brødrene undlader at fordømme personerne. I stedet fremstilles de som rigtige mennesker, der bare ønsker leve eller dø med værdighed.

Brødrene udtalte efter visningen, at deres film har mange »huller«, som publikum selv må udfylde, hvilket jeg kun kan give dem ret i. Der er næsten ingen dialog, hvilket tilsyneladende ikke hænger sammen med sprogbarrieren, for Luminita taler faktisk italiensk. I stedet er det et kunstnerisk valg, som er med til at give den både meget smukke og grimme film en sælsom prægnans.

Af de fire film i festivalens hovedkonkurrence for debuterende instruktører, jeg har set, var »Seven Act of Mercy« min personlige favorit, og jeg ser frem til at følge De Serio-brødrenes virke som filmskabere fremover.

Dybt splittet og ekstremt voldeligt Israel

Næste film på programmet var israelske »Policeman« (eller »Ha-shoter«) af Nadav Lapid. Det er en film, som skildrer et både dybt splittet og ekstremt voldeligt Israel.

Fra Nadav Lapids film »Policeman«.

Første del følger Yaron (Yiftach Klein), som er medlem af en elite-antiterrorenhed inden for politiet. Han fremstilles på en nuanceret måde som både en brovtende, racistisk macho, når han er sammen med kollegerne, og som en omsorgsfuld husbond, der giver sin højgravide kone massage.

Anden del af filmen handler om en revolutionær sektlignende celle, som planlægger og udfører en kidnapning af en hovedrig industrimagnat under hans datters bryllup for at gøre opmærksom på den store ulighed i det israelske samfund. Handlingens to spor flettes sammen, da Yarons enhed befrier gruppens gidsler og samtidig dræber de fleste af dens medlemmer.

Filmen skabte voldsom debat i hjemlandet, blandt andet fordi premieren sidste år faldt sammen med opblomstringen af den israelske udgave af Occupy-bevægelsen. Debatten handlede især om volden i filmen — som langt fra hører til det værste, jeg har set — og instruktøren oplyste, at nogle kommentatorer frygtede, at israelske unge kunne blive inspireret af filmens unge revolutionære.

Den frygt virker dog ret ubegrundet. Som jeg ser det, fremstilles de som en gruppe sværmeriske og voldsdyrkende rich kids, der snarere synes drevet af forældreoprør og indbyrdes ulykkelig kærlighed end af ideologi. Og det til trods for, at de uretfærdigheder, som de påpeger, er reelle nok. Direkte adspurgt ville instruktøren dog ikke medgive, at de er en parodi på revolutionære.

Hvis jeg absolut skal sige noget positivt om »Policeman«, hvilket falder mig svært, så er skildringen af den stærkt militariserede politienheds arbejde — hvori indgår både traditionelle opgaver samt capture or kill-missioner og deciderede snigmord på palæstinensiske modstandere — ganske modig. Tilsyneladende er det dog så alment accepteret i Israel, at det ikke var en anstødssten i debatten.

En kuriøs krølle på halen: Da jeg rejste mig op efter visningen, fik jeg på bagerste række øje på to jakkesæt med skjoldformede Dannebrogsemblemer på reversen af den type som PET-livvagter vist nok har på. Hvis det er tilfældet, virkede det dog ikke som om, de var der for at beskytte instruktøren, så måske var de bare inde og se en film om deres israelske kolleger?

Intime skildringer af klasse

Hvis jeg skal udpege én overordnet fællesnævner for de to meget forskellige brasilianske film, jeg har set, så må det være deres intime skildring af forskelle og — ikke mindst — modsætninger mellem klasser. Desuden kan både »Hard Labor« (»Trabalhar Cansa«) og »Neighbouring Sounds« (»O som ao redor«) beskrives som en slags ensemblefilm.

»Hard Labor« handler om husmoderen Helena (Helena Albergaria), der åbner et lille supermarked og desuden hyrer den unge Paula (Naloana Lima) som sort hushjælp til minimumslønnen. Samtidig bliver familiens hidtidige forsørger, hendes mand Otávio (Marat Descartes), fyret fra sit arbejde, så nu hviler ansvaret på Helenas smalle skuldre.

Fra Dutra og Rojas' »Hard Labor«.

Det er dog noget galt med supermarkedet, og det hænger sammen med muren, hvor et sort skjold langsomt breder sig. Og hvorfor er der altid en hund uden for på gaden, der rasende gør ad bygningen om aftenen? »Hard Labor« er altså en lidt spøjs film, der blander hverdagsrealisme med overnaturlig uhygge.

Jeg har det lidt ambivalent med den. På den ene side er der skarpe satiriske skildringer af Otávios oplevelser som arbejdsløs, der ikke lader noget tilbage for Dagpengeland.dk, og Helena — det bedste bud på filmens hovedperson — portrætteres dybest set som smålig, kontrollerende arbejdsgiver, både ude og hjemme.

På den anden side forstår jeg ikke rigtig, hvad den trykkende uhygge omkring supermarkedet skal i en film, som ikke er en rigtig gyser. Selvom min umiddelbare vurdering var overvejende negativ, er »Hard Labor« samtidig en film, jeg ikke kunne slippe lige med det samme. Og det er jo også en slags kunst.

Modsat er »Neighbouring Sounds« mere ligetil socialrealistisk i sin fremstilling af forholdet mellem upstairs og downstairs i en enkelt gade i storbyen Recife. Samtidig er den langt mere kompleks med en stærkt episodisk komposition og et utal af prominente figurer, blandt andet en pot-rygende husmor, der bruger vibrationerne fra den centrifugerende vaskemaskine til at tage trykket.

Mange af gadens beboere, som lever bag høje mure, pigtråd og gitre, er beslægtede med den aldrende patriark som ejer hovedparten af ejendommene. Til at tage sig af dem og passe på dem har de desuden en større antal tjenestefolk samt et privat vagtværn.

I det omfang filmen har et plot, bliver detaljerne i det først afsløret mod slutningen. Derfor kan det godt virke lidt påklistret, som om det gik op for instruktøren, at der manglede en konflikt, så han i al hast tilføjede en til allersidst. Hvis man derimod ser filmen som en række hverdagsvignetter, hvor klasse til tider betones ganske kraftigt, er det absolut ikke en dårlig film.

Festivalens jury belønnede da også dens instruktør Kleber Mendonça Filho med prisen for bedste debutfilm i festivalens hovedkonkurrence New Talent Grand Pix.

»Hard Labor« (instr.: Marco Dutra og Juliana Rojas, Brasilien 2011, 99. min.).

»Neighbouring Sounds« (instr.: Kleber Mendonça Filho, Brasilien 2012, 124 min.).

»Policeman« (instr.: Nadav Lapid, Israel 2011, 105 min.).

»Seven Act of Mercy« (instr.: Gianluca og Massimiliano De Serio, Italien/Rumænien 2011, 103 min.).