Annonce

Kommentar
2. maj 2016 - 12:53

Interview: Nu slår eleverne tilbage

Vrede folkeskoleelever går på gaden med højlydte protester mod skolereformen, mens andre elever stifter ny organisation, som er styret af eleverne selv. Efter mange års stilhed, er der igen bevægelse blandt skoleeleverne.

De danske folkeskoler har ikke ligget stille i løbet af de sidste år.

De har været rammen om en markant rambukstrategi over for arbejdsforholdene på det offentlige arbejdsmarked, og de har skullet gennemgå en ny folkeskolereform, som har vendt op og ned på hverdagen på skolerne.

De omvæltninger skaber ikke glæde blandt hverken elever eller lærere. Blandt eleverne angiver 76,1 procent, at de synes skoledagene oven på reformen er ’lidt eller meget for lange’.

Det viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, som undervisningsministeriet ellers forsøgte at hemmeligholde det meste af vinteren igennem.

For lærerne kan man se apatien brede sig helt ned til ansøgertallene til læreruddannelsen, som er vigende, hvilket blandt andet Danmarks Lærerforening har udlagt som en konsekvens af angrebet på lærernes arbejdsvilkår i 2013.

Men hvordan reagerer eleverne på alle de forandringer?

De seneste måneder har vi set en ny og sprudlende aktivitet blandt folkeskoleeleverne, som ellers ikke har været på gaden i mange år og vinteren har både bragt et aktions-initiativ under navnet »En stor mellemfinger til den nye folkeskolereform« og en ny landsorganisation for folkeskoleelever: Alle Danmarks Folkeskoleelever (ADFE) som en konkurrent til den eksisterende Danske Skoleelever (DSE).

Læs Modkraft-artiklen »Ny elevorganisation kæmper for kortere skoledage: Vi er talerør for de utilfredse«

Læs Modkraft-artiklen »Elever giver fingeren til skolereformen: Vi vil ikke finde os i hvad som helst«

Solidaritet analyserer de nye bevægelse blandt landets yngste aktivister midt i en afgørende politisk tid for folkeskolen og lærerprofessionen.

Lærerkonflikt og lange skoledage

Der er efterhånden ikke megen tvivl om, at det koordinerede angreb, som S-R-SF regeringen og Kommunernes Landsforening udsatte lærerne for i foråret 2013, havde til formål at knække Danmarks Lærerforening, underminere dens styrkeposition og dens de facto monopol på at udtale sig om folkeskolens status og udvikling.

Samtidig skulle angrebet tjene som kardinaleksempel på en ny tendens til strømligning, kontrol og effektivisering af den offentlige arbejdsstyrke.

Med andre ord: »Vi kan undergrave jeres fagforeninger og smadre jeres arbejdsvilkår,« lød beskeden fra Borgen – styrkeforholdet blev slået fast og udviklingen på det offentlige arbejdsmarked har siden været derefter. 

Hvis man tænker tilbage på tiden før 2013, var det næsten altid folkeskolelærerforeningen, som udlagde holdningen til folkeskolen.

Siden da har elevorganisationen Danske Skoleelever (DSE) og forældreforeningen Skole og Forældre indtaget en stadig mere prominent position på den politiske scene.

Særligt eleverne står i en nøgleposition når det kommer til at tildele legitimitet til lærernes kamp, bidrage til den kollektive fortolkning af, om folkeskolereformen er en succes eller en fiasko samt holde offentligheden opdateret med, hvordan virkeligheden ser ud set fra det enkelte klasseværelse.

Når man repræsenterer dem, som møder lærerne hver dag og føler den forlængede skoledag på sine ømme siddemuskler, er man en nøglespiller i debatten. Både i egen ret og som en potentiel medspiller eller modstander til lærerene.

Derudover kommer selve skolereformen, som har betydet længere dage på skolebænken, understøttende undervisning og en lang række andre, nye elementer. Her er eleverne i radikal forstand i frontlinjen. Men blandt eleverne breder uenigheden om reformen og dens årsager og konsekvenser sig.

DSE - en jublende organisation

Den morgen, hvor det stod klart, at S-R-SF-regeringen ved lov ville gennemtvinge præcist det indgreb i lærernes arbejdstid, som KL havde lagt op til, lød overskriften fra landets elevorganisation: »Skoleelever jubler over indgreb«.

Den daværende formand Agnethe Vienberg Hansen udtalte til Berlingske Nyhedsbureau: »Jeg jubler, danser, synger og hopper op i luften«.

De eneste krav, DSE stillede, var »to ugers undervisning inden vi overhovedet kommer op i prøverne«.

Generelt virkede det til at være elevorganisationens strategi at stille sig på den modsatte side af deres lærere og italesætte, hvor meget konflikten gik ud over deres læring nu og her, og at de ville have lærerne tilbage i arbejdstøjet.

En modsat position, hvor eleverne eksempelvis gik på gaden i solidaritet med deres lærere og lagde vægt på, at en skoledag aldrig kan blive god, hvis lærerne har dårlige arbejdsforhold, er bestemt mulig at forestille sig, men er milevidt fra den linje, elevorganisationen førte.

Det er altså ikke ligegyldigt for magtforholdene i Danmark, hvilke politiske vinde, der blæser i de bærende organisationer hos landets folkeskoleelever. Og lærernes troværdighed og legitimiteten i deres kamp led da også gevaldigt under de gentagne konfrontationer mellem lærerformanden og elevformanden, hvor DSE igen og igen malede et billede af, hvor forfærdeligt de havde det i lærernes fravær og opfordrede dem til at vende tilbage til arbejdet (selvom de var udsat for lockout).

Hele vejen igennem lagde DSE hovedvægt på, at eksaminerne, som kom tættere og tættere på, var det vigtigste, og konflikten om arbejdsforholdene i folkeskolen var underordnet.

Derfor fylder lærerkonflikten heller ikke meget i DSE’s holdning til selve reformen, som er overordentlig positiv.

Og selvom mange elever melder om manglende variation i undervisningen, et desillusioneret lærerkollegium og alt for lange skoledage, så fastholder organisationen, at reformen rummer alle de bedste hensigter og muligheder, som ikke er realiseret tilstrækkeligt.

De problemer, der er, kommer »fordi skolerne ikke har været gode nok til at implementere skolereformen,« som deres nuværende formand Silke Fogelberg udtaler i et interview til Information.

Kampen overføres til detaljen og implementeringsprocessen og den praksis, det dermed giver mening at føre, udspringer af princippet om at: »Vi [eleverne] har bedre mulighed for indflydelse, når vi sidder til bords i Undervisningsministeriet og initiativgrupper frem for at stille os på Rådhuspladsen,« som Silke Fogelberg har udtalt til Modkraft.

Læs Modkraft-interviewet med Silke Fogelberg her: »Danske skoleelever: Vi har ikke taget en ja-hat på«

Banen er med andre ord totalt lukket af for kritiske og frustrerede elever, som ikke deler DSE’s jubel over arbejdstidsindgreb og lange skoledage, og som ikke er blandt de få i DSE’s top, der har adgang til de mødelokaler, der i organisationens øjne er rammen om den eneste meningsfulde strategi og politiske praksis.

Men hvor går man hen, hvis man vil slås for fritid, ordentlige arbejdsvilkår for sine lærere og hvis man ikke gider at diskutere implementering af en reform, som man hader?

Elevernes mellemfinger

I slutningen af efteråret 2015 skete der noget blandt folkeskoleeleverne, da initiativet »En stor mellemfinger til den nye skolereform« blev til.

Solidaritet har talt med initiativets talsperson Legolas, som går i 8. klasse på Guldberg Skole, om initiativets strategi, politik og syn på sin egen rolle såvel som Danske Skoleelevers rolle i samfundet.

Initiativet begyndte som et aktionsfællesskab, da de var en gruppe elever, som alle oplevede folkeskolereformen som et problem:

- Vi er en form for aktionsgruppe, som arbejder lidt fra idé til idé. Vi er sådan set bare nogle elever, som er trætte af skolereformen og som laver aktiviteter og smider dem ud i verden. Så inviterer vi vores venner med til dem og de tager deres venner med og sådan vokser det hele. Vi er bare nogle drenge der er trætte af de lange skoledage og vil gøre noget ved sagen, siger Legolas om initiativet og uddyber om deres opstart:

- Der var en der tænkte »hey mand, lad os lige lave noget!« og så planlagde vi en elevstrejke d. 3. november. Allerede inden dagen kunne vi fornemme, at det ville blive en kæmpe succes. Vi fik ekstremt mange tilmeldinger og mens de strømmede ind, fik vi mange opfordringer til, at vi skulle arrangere en demonstration, som alle proteststemmerne kunne samles om. Det gjorde vi så og vi lavede en facebookside, og det var begyndelsen på Mellemfingeren.


Legolas fra En stor Mellemfinger. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Man fornemmer hurtigt, at hele idéen i Mellemfingerinitiativet er spontaniteten, energien og den korte vej fra idé til handling.

Ikke at der ikke er planer, tanker og strategi bag aktionerne og handlingerne, men det styrende er viljen til at handle, frustrationen over for reformen og troen på vigtigheden af at give frustrerede elever handlemuligheder for deres vrede.

Indtil videre har bevægelsen afholdt to demonstrationer, blokeret flere skole, lavet en del forskellige aktioner og har meget mere i vente.

Læs Modkraft-artiklen »2.000 elever holder pjækkedag mod skolereform«

Læs Modkraft-artiklen »Dronningens nytårskur fik elevdemo på afveje«

Strategien er at holde presset ved lige og forsøge et udvide modstanden for hvert skridt, de tager. Frygten er at ende som de brede demonstrationsinitiativer, som Elev- og Studenterbevægelsen laver sammen med fagbevægelsen, og som typisk går på gaden i en enkelt demonstration om året, hvorefter intet ifølge Legolas er forandret:

- Man ændrer ikke noget med en enkelt demonstration. Det så vi blandt andet med Uddannelsesalliancen. De holdt en enkelt demonstration og der skete jo ikke noget ved det. Vi er her ikke for bare lige at vise fanerne, vi er her for at vinde den store sejr eller tabe efter at have givet den alt vi har i os, siger Legolas og uddyber deres metode:

- Hvis vi har lavet en enkelt demonstration og den er en succes, så bliver vi ved med at lave andre og nye aktiviteter så gejsten bliver holdt oppe og presset holdes i gang. Et par dage før vores første demonstration besluttede vi os for en dato for den næste; vi vidste godt, at krigen ikke var afgjort efter en enkelt demonstration. 

- Mellem demonstrationerne arbejder vi med blokader og aktioner, så vi hele tiden fastholder fokus, gejsten og omtalen holdes i vejret og folk hele tiden har en aktivitet at tage med til. F.eks. ligger vores næste demonstration 11. maj, men inden da planlægger vi at tage forbi undervisningsministeriet 11. marts og råbe lidt af Ellen Trane Nørby.

Er I ikke bange for, at folk bliver kørt trætte af hele tiden at skulle deltage i flere demonstrationer og ikke kunne se en sejr umiddelbart foran sig?

- Vi synes hele tiden, at tilslutningen stiger og gejsten holdes oppe. Vi lægger demonstrationerne så tilpas langt væk fra hinanden til, at de ikke slider de aktive op og at folk har tid til at snakke med deres venner og få flere med. Mange af de folk, som dukker op, har ikke nødvendigvis prøvet at være til demonstration før; de synes det er sjovt og har ikke en demonstration i kalenderen hver dag. På den måde er det nye aktivister vi får fat i; vi er ikke i konkurrence med andre kampe og protester.

Og det er netop formålet med initiativet. At hive nye generationer af aktivister ud på gaden og vise dem, at de kan være med til at præge den politiske udvikling i landet, hvis de kæmper for det. Den oplevelse er det vigtigt at blive ved med at give videre:

- Det er eleverne, som skal styre protesterne og dem, der ikke har gået på gaden før skal derud og de skal mærke at man kan ændre de politiske vinde og skabe røre uden at sidde i et elevråd og snakke med en voksen der ikke rigtig gider en. Vi vil gerne vise dem, at der er andre måder at få indflydelse på end gennem møder – at man kan organisere sig, gå ud af døren og lave ting der kan mærkes. Den følelse mangler blandt elever og har altid manglet, siger Legolas.

Der er projektet med Mellemfingeren. Det og så modstanden mod reformen selvfølgelig. 

- Vores modstand mod reformen stammer fra, at vi kunne se på os selv, at vi ikke syntes det var fedt og det var der heller ingen andre, der kunne. Så tænkte vi ’hvorfor fanden har de lavet den her reform’ og det kunne vi ikke få svar på. Og så vi blev sure over, at politikerne bare kunne sidde og lege med tusindvis af børn på den måde, siger Legolas.

Helt specifikt er det skoledagenes længde, som er det værste kombineret med at lærerne har fået dårligere arbejdsbetingelse for at forberede sig:

- Det er ikke fedt at gå så lang tid i skole, man bliver træt af det og mister lysten til at gå i skole, når man sidder og får skovlet tom undervisning ind hele dagen. Og jeg tænker ikke bare på udskolingen. Også de små klasser og mellemklasserne har fået en masse flere timer. De skal have tid til at lege og udvikle sig som mennesker, de skal ikke sidde og have dansk 8 timer om dagen, siger Legolas og uddyber sammenhængen med lærernes vilkår:

- Lærernes arbejdstid er blevet ødelagt, så de nu får ekstra kort tid til at lave deres arbejde, og så har de også fået den såkaldte understøttende undervisning oven i hovedet, som de ikke ved, hvordan de skal håndtere eller er blevet forberedt på. Der er nok eksempler på, at det er en sølle og uigennemtænkt reform, siger han. 

Elevernes nye stemme? 

Det er ikke kun de unge aktivister fra København, som vil udpege en anden vej for de danske folkeskoleelever og skabe et alternativ til den meget direkte opbakning til skolereform og længere skoledage.

Midt i tumulten, som Legolas og de andre i Mellemfingerinitiativet har lavet på den danske folkeskolescene, opstod Alle Danmarks Folkeskoleelever (ADFE) i løbet af vinteren. 


Foto: Ole Garde

ADFE’s erklærede mål er at bekæmpe den nye skolereform, forklarer deres nyvalgte formand Milos Jørgensen:

- Vi er opstået på baggrund af at vi ikke kan genkende den holdning til skolereformen som Danske Skoleelever repræsenterer. Eleverne ud på skolerne deler den simpelthen ikke. De er ved at gå til i for lange skoledage og kan ikke forstå DSE’s optimisme. Man skal ikke bare give reformen tid og vente på, at den kommer til at fungere. Det er kernen af reformen, den er gal med, siger han.

Generelt er der ikke mange rosende ord fra ADFE til deres konkurrenter i DSE, som anses som en alt for professionaliseret og ’voksen’ organisation, som er ude af trit med de enkelte elevers hverdag og holdninger:

- Vi kæmper for mere elevinddragelse og elevindflydelse og flere elevrettigheder i vores egen organisation og på skolerne. I en elevorganisation skal der være så meget elevstyring som overhovedet muligt. Så kan det være, at det ikke altid er det bedste resultat, man kommer frem til, men det er en elev, der har lavet det og det er elevernes eget resultat. Det er det afgørende, siger Milos Jørgensen.

Det står i direkte modstrid med oplevelsen af, hvordan tingene foregår i DSE:

- DSE er en meget voksen og kontrolleret organisation, og den model ønsker vi slet ikke. Det skal være en elevorganisation og når man fylder sin organisation med voksne fuldtidsmedarbejdere på den måde, som DSE har gjort, så gør man sig afhængig af de voksne, økonomisk og organisatorisk. Og så mister man evnen til at være en fornuftig repræsentant for eleverne, siger Milos Jørgensen.

Men DSE’s problemer er ikke kun interne, ifølge formanden for ADFE. Organisationen overfokuserer også på lobbyismen og mødeafholdelse, og er dermed forstenet:

- Vi snakker meget om, at vi ikke skal være sådan nogle smilende nikkedukker, som bare gør, hvad der bliver sagt. Det er vigtigt at have gode relation til dem, der bestemmer, men nogle gange er det også vigtigt at gå til kanten, og vi tænker meget i mediearbejde og mobiliseringer, forklarer han.

Konkurrencen er trukket op, det politiske felt er åbent og der er bevægelse og debat af de store emner blandt folkeskoleeleverne igen. Men hvad er det næste skridt? 

Kampen stopper aldrig 

For Legolas er diagnosen ret klar:

- Hvis ikke DSE virker, så skal vi have en anden måde at organisere sig på, og nu er det blevet tydeligt, at DSE er helt hen i vejret. Man kan altså godt sige, at vi er et udtryk for, at DSE har fejlet som organisation. Jeg synes, at det er vildt ulækkert at de ikke er udtryk for hvad eleverne mener, siger han. 

Tonen er mildere i aktivistmiljøet over for den nye elevorganisation ADFE, som de godt kan finde på at henvise nysgerrige elever til.

Men der skal være en klar arbejdsdeling mellem organisationer som ADFE, og så elever som bare vil tage sagen i egen hånd på gaden:

- ADFE er for de politiske nørder, men som udgangspunkt mener vi mange af de samme ting som ADFE. Vi plejer at sige, at ADFE er en politisk organisation og vi er en kæmpe mellemfinger. Vi er ikke elevernes interesseorganisation, vi er bare deres mellemfinger, forklarer Legolas.

- Hvis der er noget, der er forkert, så vil vi hellere gå direkte hen til politikerne og sige det op i ansigtet på dem. Så der ikke er nogen, der kan forvrænge det. Vi vil ikke selv gå ind i fagforeningsarbejde, men ADFE er klart at foretrække frem for DSE.

Om aktivistmiljøets dom bliver afgørende må tiden vise. Lige nu er der i hvert fald lagt op til en intens kamp om at repræsentere eleverne og om skolereformen. 

Det næste skridt for Mellemfingeren er udbredelse af aktiviteterne til hele landet:

- Initiativet og kreativiteten skal komme lokalt fra. Vi kunne godt tænke os, at der var andre og flere, der vil lave noget, og det virker til at interessen er der, siger Legolas.

Adspurgt om, hvornår kampen er vundet svarer han:

- Kampen stopper, når politikerne melder ud, at det var en totalt fejlet skolereform … og så stopper kampen nok alligevel ikke, for mon ikke de fucker et eller andet nyt op, som vi så føler os kaldet til at kæmpe imod?

Teksten har været bragt i Solidaritet nummer 7.

En stor mellemfinger til den nye skolereform holder demonstration den 11. maj. Se mere her.


Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce