Interessekamp eller klassekamp

De higer og søger i forfatning og love, i samfundsstrukturer, i folkelig bevidsthed og i klassestrukturer.

Alligevel lykkes det ikke for Pelle Dragsted og Mikkel Warming i deres indlæg på Modkraft den 5. maj med titlen »Hvor sidder statens klassekarakter«, at besvare titlens spørgsmål og løse den gåde, som de har påtaget sig at løse.

Som deres åndsfæller i den verdensberømte tegneserie Tintin, de berømte detektiver Dupont og Dupond, kommer de ellers vidt omkring i deres detektivsøgen. Men den kapitalistiske stats mørke væsen, dens onde dæmon, kan de ikke finde.

Og Pelle og Mikkel lider samme skæbne, som det ofte går for Dupont og Dupond: De må bede om hjælp. Derfor spørger Pelle og Mikkel den såkaldte »Helbak-gruppe«, hvis indlæg den 15. april med titlen »Stråmandsdebat i Enhedslisten«, de netop polemiserer imod: »Hvor sidder statens klassekarakter«?

Det skal indledningsvist bemærkes, at det er et omfattende spørgsmål, som Mikkel og Pelle stiller. Men vi fra Forum for Socialistisk Demokrat (FSD) vil prøve at give et kort svar. Det betyder, at meget ikke kan inddrages.

Men vi kan dog give Pelle og Mikkel lidt vejledning om i hvilken retning, de kan fortsætte deres egne studier, hvis de med åbent sind skulle have fået mod på at udfordre deres skråsikre påstand om, at »en stat ikke har en iboende karakter«.

Desværre kommer vi dog ikke udenom lidt higen og søgen i gamle bøger, for at besvare Pelle og Mikkels spørgsmål.

Det første råd, vi kan give Mikkel og Pelle, er, at analysere det kapitalistiske samfund dybere end at skøjte rundt på dens formelle overflade og henfalde til betragtninger over grundloven, lovgivningen og den overfladiske magtfordeling mellem virksomhedsejere, politikere og diverse frimureragtige netværk.

Vi kan således oplyse, at statens klassekarakter ikke har noget at gøre med cigarrygende kapitalister, hemmelige loger, tempelriddere eller andre fantasifulde sammensværgelses teorier, som Pelle og Mikkel kommer ud i, når de skal beskrive, hvordan »virksomhedsejere køber sig til politisk indflydelse«.

Det har heller ikke noget at gøre med mystiske bevidsthedsdannelser, som Mikkel og Pelle er inde på, når de skriver, at »magtudøvelse sker gennem dannelsen af en fælles »bevidsthed« eller en fælles viden/fælles normer blandt et flertal af mennesker om, hvad der er rigtigt og forkert«.

Vi kan med denne bemærkning dog konstatere, at myten om Helligånden ikke er faldet på stengrund hos de uheldige helte, Pelle og Mikkel.

Udbytning

Men lad os gå til sagen: Et godt sted at starte er faktisk hos Karl Marx og hans analyse af forholdet mellem økonomi og politik under kapitalismen.

Hos Marx er staten under kapitalismen udtryk for en fordobling af samfundet i et politisk og i et privat samfund. I det politiske samfund er borgerne formelt ligestillede over for loven. I det private er samfund der økonomisk og social ulighed mellem borgerne.

Gennem en analyse af den kapitalistiske arbejdsdeling og de heraf betingede klassedelinger, når Marx frem til, at staten er den organisationsform, som udspringer af de kapitalistiske produktionsrelationer. Den sikrer at borgerskabets klasseinteresser bliver håndhævet som samfundets almeninteresse.

Det sker på grundlag af kapitalen, hvis forhold til lønarbejdet juridisk udtrykkes gennem privatejendomsretten.

I Marx’s kritik af den hegelske retsfilosofi og i »Den tyske Ideologi,« når han frem til den opfattelse, at den kapitalistiske stat er en institution til forsvar for den private ejendomsret, hvorimod staten selv er udelukket fra at kunne indvirke på privatejendommen, da staten selv er grundlagt på kapitalen.

Pelle, Mikkel og vi fra FSD behøver næppe diskutere, om dette var Marx’s opfattelse, for det er et faktum, at han så sådan på det.

Imidlertid er det springende punkt, ganske som Pelle og Mikkel påpeger, om Marx’s grundopfattelse af den kapitalistiske stat stadig er gyldig, selv om han aldrig fik udviklet en sammenhængende teori om staten. 

Sjovt nok er det netop Karl Marx, der kan give os en hånd med at besvare spørgsmålet om hans analyses fortsatte gyldighed.

I »Kapitalens« første bind analyserer Marx blandt andet den simple varecirkulation, dvs. det varebytte, som finder sted mellem varer, der er lige meget værd.

Her når han frem til, at det materielle grundlag for ligheds- og frihedsbegrebernes sammenhæng med samfundets strukturer under kapitalismen er varebesiddernes sociale lighed som varebesiddere og deres frihed til at bytte deres egne varer med enhver anden varebesidder i overensstemmelse med egne behov.

Det er altså det kapitalistiske marked, der bestemmer vores forståelse af frihed og lighed under kapitalismen. I det kapitalistiske samfund er frihed og lighed knyttet til varebyttet, hvor enhver har friheden til at bytte varer med enhver anden, der har en vare, der har samme værdi.

Men når det gælder køb og salg af varen »arbejdskraft« hænger det ifølge Marx’s fremstilling i »Kapitalen« lidt anderledes sammen.

På den ene side er der på markedet tale om et varebytte mellem en pengestørrelse fra kapitalisten, der svarer til, hvad arbejdskraften er værd. Dermed foregår køb og salg af arbejdskraft formelt mellem to frie og ligestillede parter på arbejdsmarkedet.

På den anden side er der imidlertid det helt særlige ved dette varebytte, at det arbejde, som arbejdskraften skal yde for sin løn, består i en proces, hvor arbejdet skaber værdi. Problemet med denne værdiskabelse er, at den værdi, arbejdskraften skaber er større end den værdi, lønarbejderen får i løn.

Når lønarbejderen altså har solgt sin arbejdskraft på arbejdsmarkedet, bliver han inddraget i en produktionsproces, hvor han både fremstiller den værdi, der svarer til den løn, han har fået, og herud over skaber en yderligere værdi (merværdi), som kapitalisten tilegner sig.

Det er det, der forstås ved udbytning under kapitalismen.

Det er klart, at ikke alle lønarbejdere er udbyttet på den måde, at vi producerer merværdi, som kapitalisten tilegner sig. Der er mange af os, der er ansat i det offentlige, der i Danmark sjældent fremstiller kommercielle værdier og slet ikke merværdi. Og hvis det undtagelsesvist alligel skulle være tilfældet, så søges produktionen almindeligvist privatiseret.

Men det betyder ikke, at vi ikke bliver udnyttet. Vi sælger nemlig også vores arbejdskraft til markedspris. Så vores arbejdstid og arbejdsintensitet er den samme, som den, man finder i produktiv virksomhed.

Selvom vi ikke producerer merværdi, så yder vi gratis merarbejde til det offentlige.

Privat ejendomsret

Er vi da alle sammen de rene idioter, at vi sådan bare går rundt og producerer merværdi eller leverer ubetalt merarbejde til vore forskellige arbejdsgivere?

Selvfølgelig kan man afvise, at lønarbejderne overhovedet bliver udbyttet, og kun tale om økonomisk ulighed og social uretfærdighed. Det har socialdemokrater alle dage gjort.

Nogle af vore dages »postmarxister« prøver i dag at genoplive »en stor socialdemokratisk fortælling« ved at nedtone klassekamp og udbytning og fremhæve noget, som de kalder radikalt demokrati baseret på kapitalismens ligheds- og frihedsbegreber.

Endeligt er der politiske tænkere, der søger at lægge Marx i graven ved at benytte det faktum, at meget industri er flyttet fra Vesten til Asien til at tale om »post-industrielle samfund« uden arbejderklasse.

Problemet med disse teorier er, at de ikke siger noget nyt, men blot ligger i forlængelse af den socialdemokratiske tradition for at benytte nationalstaten som omdrejningspunkt for reformer, med det formål at skabe en utopi for, hvad vi vil kalde »en kapitalisme med menneskeligt ansigt«.

Problemet for disse tænkere er, at kapitalismen og de kapitalistiske produktionsrelationer er globale og ikke nationale. Et andet problem for dem er, at arbejderklassen af samme grund også er international.  

Marx brugte mange kræfter på at analysere det besynderlige forhold, at det, der ser ud som et frit køb og slag af arbejdskraft på arbejdsmarkedet, bliver til et ufrit udbytningsforhold i produktionen, hvor kapitalisten har ret til at tilegne sig merværdien, som lønarbejderen skaber.

Det, der gør hele denne konstruktion mulig, er den private ejendomsret. Den sikrer at arbejdet holdes adskilt fra produktionsmidlerne og fra resultaterne af arbejdsprocessen. Dette forhold mellem lønarbejde og kapital er det kapitalistiske samfunds grundlæggende forhold. Og opretholdelsen af dette forhold er statens grundlag.

Dette grundlag består konkret af de forskellige retsforhold, sædvaner, moral etc. der sikrer, at arbejdsmarkedet er det eneste sted, hvor lønarbejderen kan tjene til livets opretholdelse, og samtidig sikrer, at lønarbejdet holdes adskilt fra den kapital, der udbytter den.

Det er præcist det forhold, der er angivet i den danske grundlovs bestemmelse om beskyttelsen af den private ejendomsret, hvilket så er udmøntet i en lang række retsforhold i lovgivningen.

For kapitalen og kapitalejerne er det simpelthen nødvendigt at have en instans, der kan sikre, at lønarbejderne bliver holdt på plads og f.eks. ikke finder på at overtage produktionsmidlerne.

Denne instans skal også sikre ejendomsforholdene, så det ikke bliver muligt for lønarbejderne af egen drift, at iværksætte en lovlig produktion, der kan sikre deres tilværelse uden for markedets krav om rentabilitet. Det er præcis disse funktioner, der er den kapitalistiske stats afgørende eksistensberettigelse.

Det er derfor, at kapitalen og kapitalejerne accepterer, at finansiere den kapitalistiske stat, selvom en del af finansieringen foregår via lønarbejdernes løn, som staten så konfiskerer en del af.

Ligesom lønnen kommer fra kapitalen, kommer den skat, der betales ud af lønnen også fra kapitalens profitter. Derfor er den kapitalistiske stat helt afhængig af kapitalen, for hvis kapitalen ikke er rentabel og blomstrer, så kan staten ikke få sine indtægter.

Her er statens klassekarakter: Statens grundopgave er at sikre, at lønarbejderne ikke antaster udbytningen, statens fuldstændige afhængighed af kapitalens rentabilitet og den deraf afledte opgave med at sikre optimale rammer for akkumulation af kapital.

Så langt så godt.

Vi kan altså konstatere at de økonomiske grundkategorier, som Marx opererer med i sin analyse af kapitalismen, stadigt er dækkende, og at hans kapitalismeanalyse og statsopfattelse næppe kan siges at være forældet af, at kapitalismen skulle have udviklet sig bort fra den.

Det, vi indtil nu har omtalt, er det kapitalistiske samfunds grundelement, nemlig forholdet mellem lønarbejde og kapital, og hvordan dette forhold udmønter sig i et forhold mellem økonomi og politik, der bestemmer statens klassekarakter.

Forholdet mellem lønarbejde og kapital er et asymmetrisk magtforhold, hvor lønarbejdet politisk undertrykkes af kapitalen for, at det kan udbyttes. Det sker gennem den private ejendomsret, der er sikret af staten, og som i Danmark er nævnt i grundloven.

Det er det politiske og sociale undertrykkelsesforhold, der var grunden til at Marx kaldte kapitalismen for en »politisk økonomi«, i modsætningen til kapitalisternes økonomer, der taler om »økonomisk politik«.

Interessekamp eller klassekamp

Naturligvis har Pelle og Mikkel imidlertid ret, når de konstaterer det indlysende, at der er sket meget siden Marx’s tid.

Arbejderbevægelsen har forsøgt at bekæmpe udbytningen i al den tid. Indførelsen af otte timers arbejdsdagen var en stor international sejr i kampen mod den absolutte merværdiproduktion.

Siden da har arbejderbevægelsen kæmpet imod den relative merværdiproduktion, som taylorismen, fordismen og de senere moderne videnskabelige metoder for tilrettelæggelsen af en effektiv produktion, førte med sig.

Og det er også en kendsgerning, at arbejderbevægelsen internationalt fik tilkæmpet sig forskellige former for velfærdssamfund i hele den vestlige verden under højkonjunkturen fra 1945 og frem til begyndelsen af 1970’erne.

Problemet er, at det alt sammen foregik inden for kapitalismens rammer. På intet tidspunkt kom arbejderbevægelsens interessekamp i denne periode blot i nærheden af at udgøre en trussel mod kapitalen i den vestlige verden.

Det var interessekampen og klassesamarbejdets højdepunkt i den tyvende århundrede: produktionsfremgang, øgede profitter, stigende produktivitet, stigende lønninger, og stadigt bedre kollektive goder, som staterne påtog sig at sikre efterhånden, som de reformistiske arbejderpartier fik dem vedtaget politisk.

Der var ganske enkelt nok til alle, hvis man ikke vippede båden. – Og siden er det under krisen, der begyndte i midten af ’70erne, gået tilbage på de fleste punkter.

Denne udvikling ser ikke ud til at vende inden for en overskuelig fremtid. Selvfølgeligt er der også sket punktvise fremskridt, også efter krisens fremkomst. Men det ændrer ikke ved, at hovedtendensen har været nedskæringer.

Så alt i alt har Mikkel og Pelle ret, når de konstaterer det indlysende, at staten er en kamplads for interessekamp og ikke en neutral størrelse. Og de har også ret, når de peger på en anden indlysende kendsgerning, nemlig at kampen ikke foregår på lige vilkår.

Problemet er bare, at den interessekamp, som Pelle og Mikkel taler om er ren symptombehandling, der ikke har været i stand til, at rette sig mod afskaffelsen af den kapitalistiske udbytning, og det økonomiske system, der uundgåeligt fører til kriser, social deroute, krige og ødelæggelse af planetens miljø.

Marx skrev faktisk de profetiske ord til arbejderbevægelsen om den interessekamp, som Pelle og Mikkel kalder klassekamp: »I stedet for den konservative parole: En ærlig dagløn for en ærlig arbejdsdag, skal de på deres fane skrive den revolutionære parole: Lønsystemets afskaffelse« (Marx: »Løn, pris og profit« 1865 Marx-Engels Udvalgte Skrifter, bd. 1, side 442).

Demokrati

For Pelle og Mikkel er der imidlertid en afgørende forskel mellem staten på Marx’s tid og det moderne demokrati. Her peger de på valgrettens gennemførelse med grundloven af 1915. Arbejderbevægelsen blev inkluderet i det politiske demokrati. Dansk forfatningshistorie er imidlertid ikke så enkel, som Pelle og Mikkel synes at tro eller fremstiller det.

Orla Lehman, en af forfatterne til en første grundlov i 1849, udtrykte det meget klart, at demokrati var for de begavede, de dannede og de formuende. Hvis der var noget man frygtede i 1849, så var det netop almuen, de rå, uvidende, besiddelsesløse. Hoben.

På den måde blev den almindelige valgret ganske rigtigt en stor sejr for arbejderbevægelsen i 1915, men den var ikke forudsætningsløs.

Forud var gået Septemberforliget i 1899, hvor den danske arbejderbevægelse efter nederlaget blev tvunget til at anerkende arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

Den anerkendelse betød rent faktisk, at spørgsmålet om udbytningen af lønarbejdet, om kontrollen med produktet af arbejdet og besiddelsen af produktionsmidlerne blev sat udenfor rammerne for den faglige, socialpolitiske kamp og den almindelige demokratiske kamp i samfundet.

Pelle og Mikkels »klassekamp« har siden 1899 aldrig handlet om et opgør med udbytningen af lønarbejdet, for det var helt uden for diskussion. Derimod har den udelukkende været en interessekamp om betingelserne for, hvordan denne udbytning (lønstørrelse, arbejdstid, arbejdstempo, sikkerhed, kollektive goder, offentlig regulering) skulle finde sted.

Dermed var klassekampen mellem lønarbejde og kapital i Danmark blevet til lønmodtagernes interessekamp for at få en bedre handel med kapitalen i salget af arbejdskraft. Udbytningsforholdet mellem lønarbejde og kapital var således forvandlet til et kommercielt forhold mellem to ligeberettigede interessenter: Lønmodtagerne og erhvervslivet.

Spørgsmålet om udbytning var sat helt uden for den politiske diskurs.

I Asterix tegneserie album nummer 18 om »Byplanlæggeren« er der en vidunderlig beskrivelse af netop dette forhold. 

Romerne (læs: kapitalisterne) beslutter sig for at knække gallernes modstand ved at byudvikle området (læs: tilføre kapitalinvesteringer), hvor gallernes sidste frie by ligger.

Til det formål indforskriver romerne et stort antal slaver (læs: lønarbejdere), der skal udføre arbejdet med at bygge byen. Som modtræk forsyner gallerne slaverne med den trylledrik (læs: kritik af den politiske økonomi), der gør dem uovervindelige.

Gallerne forventer nemlig, at slaverne befrier sig for slavetilværelsen. Det sker ikke.

Tværtimod bruger slaverne deres styrke til at gennemføre forbedringer af deres slaveforhold, sådan at kvaliteten af romernes piske, antallet af piskeslag for dovenskab, antallet af pauser, madens mængde og kvalitet etc. indgår i endeløse (overenskomst)forhandlinger med romerne. Ingen finder på, at det er selve slavetilværelsen, der skal gøres op med.

På samme måde benyttede den moderne arbejderbevægelse sin styrke til at skabe et velfærdssamfund i stedet for at gøre op med lønslaveriet og frigøre sig fra kapitalen. Man kan naturligvis diskutere om, arbejderbevægelsen havde kunnet andet, men det er en helt anden diskussion.   

Da arbejderne vandt valgretten med 1915 grundloven var det således ikke som udbyttede lønarbejdere, men som lønmodtagere, der anerkender kapitalen som den naturlige og legitime modpart. Og det er som ligeberettigede og kompromisorienterede parter (interessenter), at både lønmodtagernes og erhvervslivets repræsentanter kan mødes i parlamenterne og indenfor de mange korporative institutioner, herunder det arbejdsretlige system.

Det er nemlig muligt at indgå politiske forlig og økonomiske aftaler mellem interessenter, der gensidigt anerkender hinanden, som lønmodtagere og erhvervsliv.

Det er derimod ikke muligt med kompromisser mellem parter, hvor den ene part, lønarbejderne, slet ikke anerkender den anden part, kapitalens, ret til at eksistere. Her kan der højst blive tale om midlertidige våbenstilstandsaftaler.

Så inden for interessekampens rammer (og de er vide) for forholdet mellem lønmodtagere og erhvervsliv, foregår der ganske rigtigt det, som Mikkel og Pelle kalder »klassekamp«, men det sker som en samarbejdende interessekamp inden for kapitalismens rammer, ganske som samarbejdet mellem romerne og slaverne i Asterix.

Det betyder ikke, at den demokratiske kamp skal undervurderes.

Hvis arbejderbevægelsen her og internationalt nogen sinde skal blive i stand til at kæmpe den egentlige klassekamp, nemlig kampen om afskaffelse af kapitalistklassen og for et samfund uden udbytning og kapital, så er det nødvendigt at have det stærkest mulige demokratiske fundament at arbejde ud fra.

Det er derfor afgørende, at vi har så mange demokratiske rettigheder, der kan beskytte os mod statslige overgreb, som muligt. Ikke at rettighedsværnet er nogen særlig stærk beskyttelse. Stater overtræder menneskerettigheder overalt, når statens sikkerhed af en eller anden grund kræver det, men rettigheder gør det mere besværligt for staterne at anvende oprørsbekæmpende midler for fuld udblæsning.

Samtidigt er der med et stort demokratisk råderum bedre muligheder for at rejse en systemkritisk diskussion.

Arbejderklassens styrke består blandt andet i, at den i modsætning til kapitalen er tvunget til at organisere sig demokratisk og henvist til at føre sin kamp med deltager-demokratiske midler som f.eks. arbejdskampe, strejker, mediekampagner og massemobiliseringer til manifestationer, hvis den virkelig vil nå sine mål.

Ligeledes er det vigtigt, at få kæmpet så mange sociale rettigheder igennem som muligt, fordi hver rettighed styrker lønarbejdernes muligheder for at føre kampen på et højere niveau.

Men sådanne rettigheder har kun betydning for den socialistiske kamp, hvis de opnås uden, at staten kan anvende dem til at kontrollere, disciplinere og undertrykke lønarbejderne således som f.eks. arbejdsløshedsforsikring, dagpengeret og adgang til pensionsformer gør det i dag.

Alle disse kampe kan føres gennem de parlamentariske organer, så Pelle og Mikkel kan være rolige for at Enhedslistens folketinggruppe ikke behøver at frygte mangel på opgaver.

Socialismeopfattelsen

Vi er derfor enige med de folk i Enhedslisten, som ønsker at udvide demokratiet og sikre flere rettigheder til borgerne.

Vores uenighed med Pelle og Mikkel ligger imidlertid ikke blot i spørgsmålet om statens klassekarakter, men også i spørgsmålet om, hvad socialisme er.

Vi mener ikke, at man får socialisme ved at indskrænke klassekampen til et »opgør med den udemokratiske indflydelse, som den økonomiske elite i et kapitalistisk samfund udøver på den… Et opgør der forudsætter en ændring af ejendomsforholdene, der sikrer at ingen qua deres rigdom eller økonomiske magt har mere indflydelse end andre«.

For man må så stille spørgsmålet, hvem skal så have den økonomiske magt? Er det staten? Det skriver Pelle og Mikkel ikke noget om, men vi kan da altid høfligst spørge, hvad har de egentligt tænkt sig?

Hvis staten får den økonomiske magt, der nu ligger i det såkaldte erhvervsliv, så vil det være en katastrofe. Den liberale stat har i forvejen de største vanskeligheder med at holde de tre magtinstanser (dømmende, udøvende og lovgivende magt) ude fra hinanden, og man tør slet ikke tænke på den magtfuldkommenhed og korruption, der ville opstå, hvis den økonomiske magt blev kædet sammen med den politiske magt.

Adskillelsen af den politiske magt fra den økonomiske magt var netop en af de mest frigørende landvindinger for alle samfundsklasser ved overgangen fra feudalismen og enevælden til kapitalismen.

Og erfaringerne med statskapitalismen på den anden side af Østersøen opmuntrer ikke ligefrem til efterfølgelse.  

Hvad nu, hvis man opfinder nye demokratiske instanser på arbejdspladserne (folkevalgte bestyrelser eller arbejderråd etc.) vil det så løse magtproblemet? Nej, det vil kun gøre det hele endnu værre.

De gamle »sorte private direktører« vil jo bare blive erstattet af nye »røde og demokratiske direktører«. Med en markedsøkonomi vil disse »røde direktører« betyde, at vi blot havde opnået at skabe en demokratisk forvaltet kapitalisme.

Sådan en demokratisk kapitalisme ville ikke kunne undgå at have præcis de samme problemer som den private liberale kapitalisme, med arbejdsløshed, kriser, miljøproblemer pga. markedets krav om konkurrence og rentabilitet.

Og vigtigst af alt: Den vil stadigt være baseret på udbytning af lønarbejdet.

Demokratiseringen vil således betyde en slags arbejderforvaltet udbytning og »arbejder«-kapitalens fortsatte undertrykkelse af lønarbejderne. Vi skal blot her henvise til eksemplet Jugoslavien.

Problemet om, hvorvidt produktionen under socialismen skal styres af røde eller sorte direktører, er således ikke en diskussion om direktørernes farve, men en diskussion om, at socialismen slet ikke behøver direktører. 

Summa summarum, Pelle og Mikkel, det er ikke nok at demokratisere og transformere staten.

Vort socialistiske mål er ikke en demokratisk forvaltet kapitalisme med demokratisk organiseret udbytning, demokratisk besluttet undertrykkelse af lønarbejderne, demokratisk konkurrence, demokratiske markeder, demokratisk styrede økonomiske kriser, demokratiske banker, demokratisk styrede arbejds­pladser, og demokratisk styrede rentabilitetskrav, demokratisk bestemte kampe og demokratisk besluttede krige om energiressourcer.

Vi ønsker et samfund uden udbytning, uden undertrykkelse, uden kapital og uden lønarbejde. 

Vi ønsker frihed og socialisme.

Francesco Castellani, Niels Frølich, Jan Helbak, Niels Henrik Nielsen er initiativtagere til Forum for Socialistisk Demokrati, et netværk inden for Enhedslisten.

 Se også Revideret disussions-oversigt om Enhedslistens principprogram.