Uddrag af Eduardo Galeanos (1940-2015) hovedværk »Ildens Erindring«.
Eduardo Galeano (1940-2015) var en prisbelønnet latinamerikansk journalist og forfatter.
Trebindsværket Ildens Erindring blev skrevet 1982-1986. Værket beskriver gennem korte, kalejdoskopiske litterære beskrivelser Amerikas historie – fra de første stemmer før koloniseringen op til moderne tid (1984).
Modkraft bringer et uddrag i anledning af Galeanos død den 13. april 2015.
Efter fem dage var det sædvane, at de døde vendte tilbage til Peru. De drak et glas chicha [majsøl, red.] og sagde:
– Nu er jeg udødelig.
Der var for mange mennesker på jorden. Man tilsåede helt ned i bunden af afgrundene og ved kanten af kløfterne, men maden rakte ikke til alle.
Så døde en mand i Huarochirì.
Hele landsbyen samledes på femtedagen for at modtage ham. De ventede på ham lige fra morgen til sent ud på aftenen. De dampende tallerkener blev kolde, og søvnen var ved at få øjenlågene til at falde i. Den døde kom ikke.
Han dukkede op den næste dag. De var alle sammen rasende. Den, der kogte mest af ophidselse, var konen, der skreg til ham:
– Drønnert! Altid den samme drønnert! Alle de andre døde kommer til tiden, undtagen dig!
Den genopstandne fremmumlede en eller anden undskyldning, men kvinden kastede en majskolbe i hovedet på ham og strakte ham til jorden.
Sjælen forlod kroppen og flygtede flyvende som en hurtig og summende flue, for aldrig mere at vende tilbage.
Fra da af er der ikke nogen døde, der er vendt tilbage for at blande sig med de levende og strides med dem om maden.
Gonzalo Pizzaro, Amerikas bedste lasenér, en mand der er i stand til at kløve en myg med et skud fra armbrøsten eller flintebøssen, overrækker sit sværd til Pedro de La Gasca.
Gonzalo trækker langsomt af sin stålrustning fra Milano. La Gasca var sendt ud for at stække hans vinger, og nu drømmer oprørernes anfører ikke længere om at krone sig selv som konge over Peru. Nu drømmer han kun om, at La Gasca vil spare hans liv.
Pedro de Valdivia ankommer til de sejrendes telt. Infanteriet har kæmpet under hans kommando.
– Kongens ære var i Jeres hænder, guvernør, siger La Gasca.
Det er første gang, kongens repræsentant har kaldt ham guvernør. Guvernør over Chile. Valdivia takker og bukker let med hovedet.
Han har flere ting, han vil bede om, men han har knap nået at åbne munden, før soldaterne bringer Pizarros næstkommanderende.
General Carvajal træder ind med hjelmen på hovedet og vajende fjer. De, der har taget ham til fange, vover ikke at røre ham.
Af alle Pizarros officerer er Carvajal den eneste, der ikke gik over på fjendens side. Da La Gasca tilbød kongens benådning til de oprørere, der fortrød, satte mange af soldaterne og kaptajnerne pludselig sporerne i siden på hesten og skiftede lejr efter et ridt i galop tværs gennem sumpen.
Carvajal blev tilbage og kæmpede, til de fældede hesten under ham.
– Carvajal, siger Diego Centeno, kommandanten over de sejrende tropper. Du er faldet med ære, Carvajal.
Den gamle værdiger ham ikke engang et blik.
– Genkender du mig ikke?, insisterer Centeno og rækker hånden frem for at tage imod sværdet.
Carvajal, der har besejret Centeno mere end én gang og forfulgt ham gennem det halve Peru, stirrer ham i øjene og siger:
– Jeg har jo kun set dig bagfra.
Og så rækker han sværdet til Pedro de Valdivia.
... på årets første dag. Mens diktatoren lander i Santo Domingo og beder sin kollega Trujillo om husly, flygter bødlerne i Havanna over hals og hoved og redder sig, hvem der kan.
Den nordamerikanske ambassadør Earl Smith må til sin forfærdelse se på, hvordan gaderne fyldes af pøbelen og en række snavsede, skæggede, barfodede guerrilleros, der ser ud som Dillinger-bandens gangstere og danser guaguancó og i takt til fyrer skud af op i luften.
Guaguancó’en er en slags rumba, og enhver cubaner med respekt for sig selv er først og fremmest rumbadanser: I fred og i krig rumbadanser, og naturligvis også ind imellem.
Selv når han slås, gør cubaneren det i rumbarytme, og i kampen kaster han sig ud i en dans med de piftende kugler, ligesom den hvirvlende mængde danser af sted bag trommerne, der råber til den:
»Jeg har det fint! Og falder jeg, så skidt med det! For jeg har det fint!«
I hver eneste gade, på hvert eneste jordvej bryder musikken løs, og ingen kan holde den tilbage.
Rumbaen vibrerer på trommer og kasser, og hvor der ingen trommer eller kasser er, vibrerer den i kroppene, vibrerer den i luften; og selv ørerne danser.
siger Fidel, stående på en panservogn, da han kommer ned fra Sierra Maestra. Han forklarer den sydende menneskemængde, at alt det, der ser ud som en afslutning, kun er en begyndelse.
Mens han taler, slår duerne sig ned på hans skuldre.
Halvdelen af landet er uopdyrket. Ifølge statistikken har det forgangne år været det bedste i Cubas historie; men bønderne, som hverken kan læse statistikker eller noget andet, har ikke mærket spor til det.
Fra nu af vil piben få en anden lyd: For at det kan lade sig gøre, vil jordreformen og alfabetisering blive de vigtigste opgaver, som oppe i bjergene.
Men allerførst skal denne hær af slagtere afskaffes. De værste kommer op ad muren.
En torturbøddel med tilnavnet »Knoglebrækkeren« besvimer, hver gang henrettelsespelotonen lægger an. Man må binde ham til en pæl.
Eduardo Galeano var født i Montevideo, Uruguay, og arbejdede som journalist, essayist og forfatter i hele sit voksne liv.
Ildens erindring er udgivet på dansk af forlaget Klim i årene 1983-1990.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96