Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
analyse
10. januar 2013 - 10:28

IMF’s cheføkonom undskylder for nedskæringspolitik

Cheføkonomen for IMF beklager nu, at fondens anbefalinger om hårde nedskæringer og stram finanspolitik kraftigt har forværret den økonomiske situation for kriseramte lande som Grækenland. 

Den internationale valutafond IMF har igennem de seneste årtier stået som en af de førende globale fortalere for neoliberale reformer og stram finansiel politik. Men måske er der nye tider på vej i fonden.

Det seneste tegn er, at IMF i  sidste uge udgav en bemærkelsesværdigt artikel. Det er en teknisk analyse af effekterne af offentlige nedskæringer på økonomisk vækst, men det bemærkelsesværdige består i, at der midt i formler og regressioner ligger en beklagelse gemt.

IMF har kraftigt undervurderet, hvilken effekt nedskæringspolitikken har for vækst og beskæftigelse i lande som Grækenland, der har undergået radikale sparepolitikker.  

Godt nok udtrykker artiklen ikke IMF’s officielle politik, men indsigten er alligevel interessant, idet en af forfatterne er fondens cheføkonom Olivier Blanchard, som er blandt verdens mest indflydelsesrige økonomer og ligger nummer 11 blandt de mest citerede økonomer i verden, foran folk som Paul Krugman, Larry Summers eller Kenneth Rogoff.

Stramningers negative effekt

Artiklen – ”Growth Forecast Errors and Fiscal Multipliers” – omhandler størrelsen af den såkaldte multiplikator, hvilket vil sige den afledte effekt på samfundsøkonomien som følge af stramninger i finanspolitikken.

Når det offentlige skærer i sine udgifter eller hæver skatten, rammer det den samlede efterspørgsel i samfundet og fører dermed til mindre økonomisk aktivitet og lavere vækst og beskæftigelse. Spørgsmålet er imidlertid hvor meget?

Da IMF i 2010 kom med anbefalinger af nedskæringspolitik for bl.a. Grækenland, antog man, at multiplikatoren ville være omkring 0,5. Det vil sige, at hver euro skåret i de statslige budgetter ville betyde en mindre vækst i økonomien på 50 cent.

IMF's nye estimat er imidlertid, at det reelle niveau snarere er omkring 1,5, sådan at nedskæringer ville slå igennem med 150% i den samlede økonomi. En nedskæring på en milliard vil således betyde et fald i væksten på halvanden milliard. 

I artiklen skriver de, at man ”i betydelig grad har undervurderet stigning i arbejdsløshed og fald i privatforbrug og investering, der hang sammen med den finansielle opstramning” 

Den lave multiplikator blev brugt som grundlag for at foreslå en radikal nedskæringspakke for at reducere statsgælden til gengæld for økonomisk hjælp til Grækenland. Prognosen var, at hvis man genoprettede tilliden til Grækenland på de internationale kapitalmarkeder gennem en hård sparepolitik, ville økonomien hurtigt vende og komme i vækst igen.

Resultatet har imidlertid været et fuldstændigt kollaps i den græske økonomi, der i 2011 så et fald i BNP på 7% og en arbejdsløshed, der nåede 25%.

Kollaps kunne undgås

En mindre vidtgående sparepakke baseret på en mere realistisk forståelse af skaderne ved en finanspolitisk stramning ville formentlig have betydet, at dele af denne udvikling kunne være bremset.

Erkendelsen fra Blanchard er bemærkelsesværdig i og med, at IMF op igennem 1980erne og 90erne har været bannerfører for stram neoliberal politik, hvor lånehjælp altid har været påhæftet strenge krav til nedskæringer og markedsreformer.

Det er imidlertid ikke første gang, vi ser tegn på ændringer i IMF. I oktober sidste år var fondens præsident Christine Lagarde ude at advare verdens ledere mod at satse så entydigt på nedskæringer og nedbringelse af statsgæld, at det går ud over vækst og arbejdspladser.

Det sætter EU’s krisepolitik i relief, at den på den måde placerer sig til langt højre for IMF’s anbefalinger.

Selvom der er grund til at glæde sig over de nye toner fra IMF, er der dog ikke plads til al for stor optimisme. For når EU og ECB gang på gang undervurderer konsekvenserne af offentlige nedskæringer og minimerer behovet for at skabe arbejdspladser, er det ikke en tilfældighed.

Det handler ikke blot om, at de er dårlige til at forudsige. Ej heller handler det om, at de med Krugman’s ord tror på ”the confidence fairy” – dvs. at hvis blot der er tiltro til et land på de internationale kapitalmarkeder, så vil denne troværdighed på magisk vis omsætte sig til investeringer og vækst.

Det er snarere sådan, at regeringerne i Eurozonen har valgt, at det er vigtigere at sikre banker og kreditorers interesser end at hjælpe andre dele af samfundet.

Derfor sværger regeringerne til tiltag, der tilgodeser investorer, særligt i den finansielle sektor, med vægt på inflationsbekæmpelse og troværdighed på det internationale lånemarked.

I den sammenhæng betyder det mindre, at tiltagene går ud over både arbejdere og traditionelle produktionsvirksomheder gennem henholdsvis stigende arbejdsløshed og faldende efterspørgsel.

Chok-doktrinen

Yderligere er der meget, der tyder på, at den europæiske elite nu forsøger at bruge krisen som anledning til at indlede et angreb på den europæiske velfærdsstat og efterkrigstidens klassekompromis.

Krisen giver en gylden mulighed for at gennemføre reformer og forringelser af pension, sundhed og uddannelse, som ellers ville blive blokeret af folkelige protester – netop som Naomi Klein beskriver i Chok Doktrinen.

På den måde kan lavere økonomisk vækst på den korte bane opvejes af ændring af klassestyrkeforholdene på den lange bane. Og den stigende arbejdsløshed kan endda være en fordel, da den kan presse lønningerne og dermed hæve produktiviteten i Europa.

I den sammenhæng er overoptimistiske forudsigelser ikke nødvendigvis nogen ulempe for de ansvarlige magthavere.

Derfor er det velkomment, at Blanchard og IMF tilsyneladende er på vej til et mere afbalanceret syn på konsekvenserne af nedskæringspolitikken. Men det er tvivlsomt, om ændrede signaler vil få reel betydning for de kriseramte befolkninger i Sydeuropa.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce