Ikke et ord om »Pusher«

Islandsk gangsterfilm?! Umiddelbart lyder det måske ikke så sejt — sådan lidt hen ad kasakhisk sci-fi eller costaricansk krigsfilm.

Det skal man nu ikke lade sig narre af, for debutanten Óskar Thór Axelssons »Black’s Game« gør hurtigt alle fordomme til skamme. Filmen har alt, hvad fans af genren kan begære: et hæsblæsende, kokainhektisk tempo, en grumt amoralsk historie og de helt rigtige farverige skabelonfigurer i alle de centrale roller. Og så er den faktisk også ret subkulturelt cool.

Gennem fortællingen om hovedpersonen Stebbis kometagtige kriminelle karriere er filmen en skildring af en periode i islandsk historie op til årtusindskiftet, hvor narkohandlen på øen i Nordatlanten mistede sin uskyld — samtidig med, at det islandske jetset spekulerede voldsomt for lånte penge både hjemme og på kontinentet.

Psycho-Stebbi

Efter en våd bytur — skildret effektfuldt i en musikvideoagtig montage af pov-stillbilleder — står Stebbi (Thor Kristjansson) til fem år for grov vold. Uden for politistationen støder han ind i barndomsvennen Tóti (Jóhannes Haukur Jóhannesson), som tilbyder at få sagen til at gå væk. Stebbi skal bare lige ordne noget for Tóti først.

Han klarer opgaven med at finde Rotten Robbis skjulte hash-stash over al forventning, og han får endda tilnavnet »Psycho« efter sit møde med Skæve Einar — højrehånd og muskler for Tótis tidligere chef. Stebbi bliver nu en del inderkredsen i Tótis bande, dropper ud af studiet og forelsker sig i den lækre gangsterdulle Dagný (María Birta). Velkommen til livet i overhalingsbanen!

Bandens aktiviteter tager for alvor fart, da den psykopatiske megaloman Bruno (Damon Younger) pludselig vender hjem til Island og overtager ledelsen. Snart sidder den solidt på øens stofmarked med en velsmurt, vertikalt integreret maskine, der står for både import, forarbejdning og distribution. Herfra kan det selvfølgelig kun gå én vej: nedad.

Stilistisk virker »Black’s Game« måske en smule senhalvfemseragtig med techno-soundtrack, musikvideoklipning, freeze frames samt slow og fast motion. Det gør dog egentlig ikke noget, for filmen foregår jo netop i den tid, og stilen bidrager dermed til tidsskildringen såvel som til fremstillingen af Stebbis cokedrevne, søvnløse helvedesridt.

...og så alligevel

Det er en ret udbredt (og lidt slidt) leg blandt filmanmeldere at strø om sig med referencer til andre film, som genstanden for den aktuelle anmeldelse har en — til tider ret overfladisk eller endda rent kontekstuel — lighed med.

Lidt ondskabsfuldt kunne man hævde, at det træk ved genren dybest set handler om at vise, hvor stor en cineast man er, og hvor mange film, man har set.

For de danske anmeldere vil sammenligningen med »Pusher« ligge lige til højrebenet — især fordi »Black’s Game« har Nicolas Winding Refn som executive producer, og der dermed er personsammenfald.

Desuden taler vi også her om en lille filmnations skelsættende og ganske vellykkede forsøg med en genre, der ikke er helt ligetil.

Jeg synes dog ikke, at den sammenligning holder hele vejen hjem. For eksempel er de to film fortællemæssisgt ret forskellige, for hvor »Pusher« lige-ud-ad-ladevejen skildrer et desperat døgn for Frank, er »Black’s Game« mere en sort-i-sort dannelsesfortælling om Stebbi, hvis handling strækker sig over et års tid med flashbacks og en smule voiceover-fortæller.

Hvis jeg alligevel — hårdt presset — skal sammenligne filmen »Black’s Game« med en anden film, så falder valget på Martin Scorseses »Goodfellas«. Især det stressede klimaks med en paranoid, coked-up Ray Liotta har noget af den samme energi over sig. Her gælder det bare næsten hele filmen.

Se filmens trailer her

»Black's Game« (inst.: Óskar Thór Axelsson, Island 2012, 111 min.). Premiere d. 30. august i Grand (København), Palads (København), Empire Bio (København), Øst for Paradis (Aarhus), Cafe Biografen (Odense) og Biffen (Aalborg).