I trussen på Bloody Mary

Foto: Agata Cardoso

”Menstruation er den skuffede livmoders tårer over ikke at have opfyldt sit formål.”

Sådan konkluderende en anerkendt lærebog i gynækologi fra 1950’erne, hvori menstruation beskrives som en biologisk fiasko, hvor det ikke er lykkedes organismen at reproducere sig selv.

Den canadiske filosof og kønsforsker Deborah Anne Findlay gennemgik i sin doktordisputats fra 1990 over 4000 siders videnskabelige publikationer fra 1950’erne med det ærinde at vise hvordan produktionen af medicinsk viden om kvinder var afhængig af den samtidige kontekst og lægernes ideologiske ståsted.

Hendes udgangspunkt og konklusion var, at skellet mellem objektiv biomedicinsk viden og socialt produceret viden er en falsk dikotomi, da al viden er et produkt af social kontekst og ikke kan findes udenfor det. Det gælder ifølge Findlay særligt for viden om kvinders reproduktion og seksualitet.

Menstruationens rolle i nyere vestlig kultur

I efterkrigstidens USA var kvindernes indtog på arbejdsmarkedet en realitet, efter de havde afhjulpet manglen på arbejdskraft under Anden Verdenskrig. Ved mændenes hjemkomst fra krigen var der nu igen kamp om jobs. Nationalkonservative værdier fik i kølvandet på USA’s sejr nyt liv ovenpå den store økonomiske nedtur i 1930’erne. Med historisk præcision var det, udover immigranter, kommunister og sorte amerikanere, også kvinder og deres nyvundne selvstændighed, der blev beskyldt for at udgøre den største trussel mod samfundets beståen.

Mange af tidens førende læger og specialister i gynækologi så ifølge Findlay sig selv som vogtere af tradtionelle familieværdier og det afspejledes tydeligt i produktionen af biologisk viden om kvinder. I de tekster, som Findlay gennemgik, fandt hun at kvinders fysiologi var beskrevet som havde den kun ét formål, nemlig reproduktion.

Set i dét lys var menstruation en tydelig biologisk markør, både som tegn på mislykket reproduktion og som bevis på kvinders uegnethed til arbejdsmarkedet. For eksempel omtalte en gynækologisk lærebog en kvinde, der havde været gravid ‘uafbrudt’ fra en alder af 14 til 27 år, og aldrig havde oplevet en eneste menstruation, som billedet på biologisk perfektion.

Ved at definere normaliteten indenfor en biomedicinsk ramme, var lægerne med til at konstruere og præsentere viden om ‘normal’ femininitet og kvindelig reproduktion som tilsyneladende værdineutrale og objektive fakta.

Findlay omtaler dem som pronatalister: Deres dagsorden var at få hvide kvinder fra middelklassen til at føde flere børn som et bolværk mod den truende omvæltning af den bestående samfundsorden, hvad enten truslen bestod i feministiske bevægelser, kommunismen eller den øgede indvandring af ikke-hvide til Nordamerika og Storbritannien.

Stadig et tabu

Man behøver dog ikke at gå 60 år tilbage i tiden for at se den kvindelige krop omtalt udelukkende som et reproduktivt organ. I nutidens danske lærebøger på lægestudiet er der mange ligheder: De kvindelige kønsorganer beskrives kun med deres reproduktive formål og deres seksuelle funktion er stadig nedtonet sammenlignet med beskrivelser af den mandlige fysiologi.

Når sproget til at beskrive kroppens almindelige funktioner dels er negativt ladet og dels bliver præsenteret som objektive sandheder, der ikke står til diskussion, bliver det i længden det eneste tilgængelige sprog, hvormed kvinder kan italesætte egen krop.

Et lavpraktisk eksempel er når unge dansktalende kvinder siger ”Jeg har fået mit lort” når de bløder, eller når reklamer for hygiejnebind og tamponer omtaler menstruation som noget, der skal skjules for enhver pris.

Den australske psykologiprofessor Jane Ussher, der i over 30 år har forsket i reproduktion og seksualitet i sundhedsvæsenet, publicerede i 2013 artiklen  ’PMS as a process of negotiation: Women’s experience and management of premenstrual distress’ . Baseret på interviews kunne hun dokumentere at de kvinder, der deltog i studiet, fik bedre fysiske oplevelser med menstruation og oplevede færre gener, hvis de blev guidet i at omtale og håndtere deres præmenstruelle fase og blødning i overensstemmelse med deres egne kropslige oplevelser i stedet for at bruge de gængse negative ord, der normalt er til rådighed.

Noget af Usshers tidligere forskning peger på, at et fænomen som pms, præmenstruelt syndrom, hovedsageligt opleves af kvinder i Vesten. Kvinder i andre verdensdele og fra andre kulturer oplever ifølge Ussher også ændringer i forbindelse med menstruation, både positive og negative. Forskellen er at ændringerne ikke omtales som symptomer eller noget sygeligt blandt befolkninger, hvor pms ikke findes som kulturelt fænomen.

Usshers resultater viser, at det at lade omtalen af menstruation formes på baggrund af kvinders egne erfaringer, ændrer ikke bare den diskursive praksis i forhold til kropslige fænomener, det lader også til at ændre på hvordan det opleves fysisk.

Det stemmer overens med den islandske kønsforsker Herdis Sveinsdóttir, der gennem kvalitative interviews med kvinder fandt, at mange internaliserer de negative stereotyper om menstruation og pms og ofte mener at andre kvinder lider kraftigt af menstruationsgener, mens de fleste kvinder sjældent selv opfatter egne kropslige oplevelser lige så negative som de tror alle andre kvinder gør.

Sveinsdóttirs forskning er fra 2002 og hun anbefalede at først og fremmest forskere og sundhedspersonale tager teten og ændrer på den negative diskurs om menstruation.

Fourth Wave Feminism

Mens vi venter på dét, er der i mellemtiden opstået en til stadighed voksende platform for multiple feminismer på de digitale medier. En bevægelse, der på grund af internettets karakter vokser hurtigt, har et utal af deltagere og efterhånden har fået betegnelsen den fjerde bølge af feminisme.

Det særlige ved fjerde bølge feminisme er, at den er fragmenteret, har flere stemmer involveret end nogen sinde før i nogen feministisk retning, og at idéer og bevægelser opstår med lynets hast og kan udvikle sig i alle retninger. Endnu mere vigtigt ved den fjerde bølge feminisme er, at når enhver med adgang til internettet i princippet har en stemme og agens, giver det mulighed for at transformere det individuelle til kollektive anliggender, at dele personlige oplevelser og solidarisere på tværs af køn, seksuel præference og racialiseringsoplevelser.

De sidste par årtiers neoliberale sundheds- og seksualpolitik, hvor strukturelle problemer er blevet individualiseret som strategi til at kvæle grundlæggende samfundskritik, er tilvejebragt med villig hjælp fra den mainstreamede del af lægevidenskaben og psykiatrien, hvor ‘afvigende’ adfærd sygeliggøres og kontrol dermed legitimeres. Denne sygeliggørelse er sket hvad enten der er tale om seksualitet, kønsidentitet eller depressive lidelser – tag bare diagnosen sexafhængighed som et eksempel – men kan nu med internettet som platform blive udfordret af kollektive bevægelser, hvor samtalen tager udgangspunkt i det levede liv. Altså en genopstået mulighed for at gøre det private politisk.

Selvom det til stadighed debatteres, hvorvidt sociale fora på internettet faktisk kan katalysere større ændringer eller der for det meste blot er tale om slacktivism, altså overfladiske likes og sympatitilkendegivelser på de sociale medier, der ikke rykker noget in real life, giver dette på én gang private og kollektive, anonyme og altrækkende fællesskab kvinder, queers og andre minoriteter en mulighed for at skabe egne kategorier og tale på egne vegne.

Det bryder også med dominansen af to ekstremer, der hidtil har haft monopol på retten til at definere krop og seksualitet for kvinder og minoriteter, nemlig lægevidenskaben på den ene side og pornoindustrien på den anden. I deres mainstreamversioner har begge været med til at objektivisere kvinder og claimet retten til at definere kvindelig seksualitet.

Nye stemmer fra nye læber

Et af de nye fællesskaber, der betegner sig som kropspositiv er The Large Labia Project, der har til formål at bryde med den pornoficerede fremstilling af cis-kvinders vulva, hvor de indre kønslæber som regel ikke er synlige. Her oploader mange kvinder anonymt billeder af deres vulva med ‘store’ kønslæber og får råd og opmuntring fra hinanden.

Et andet initiativ er Real Women Bodies på det sociale blognetværk tumblr, hvor mange oploader billeder af deres krop, bryster og kønsdele for at vise almindelige kroppe. Det er ikke helt uproblematisk, når antallet af (manglende) likes og kommentarer kan gøre de sårbare endnu mere usikre, men siden tilbyder et sted, hvor piger og kvinder uforstyrret kan se andre kvinders kønsdele helt ucensureret. En mulighed som ellers kun pornoen eller lægebøger med hver deres retoucherede virkelighed tilbyder.

De nye fora har også muliggjort en ny forhandling af forståelsen af menstruation, hvor kvinder kan optræde som eksperter i egen krop og skabe beskrivelser af menstruationen, som ikke er domineret af biologiske termer. Nu handler det ikke kun om at gøre op med begreber som the curse (forbandelsen), ’dén tid på måneden’ og no go til sex, men om at gå den anden vej og udvise stolthed af sin krop og dens funktioner.

Nu er det period power, der vælter ind over popkulturen og reclaimer menstruationen og retten til at omtale den. Der er t-shirts med blødende vulva, positiv masturbationsomtale og free bleeding. Historisk er der ligheder med feminismens anden bølge fra 1960’erne og frem, hvor kvinder i mindre grupper kiggede på hinandens vulvaer, gik nøgne rundt og dyrkede stolthed over kroppen.

En af de mest omtalte kunstneriske og humoristiske udtryk kommer fra Hand Job Academy, tre musikere fra Brooklyn: Lil T, Clara Bizna$$ og Ash Wednesday. Sidstnævnte er til daglig skolelærer, men står ikke frem med sit rigtige navn.  Hand Job Academy rapper om period power på nummeret Shark Week:

”Strap on your red wings, it’s time to make this bird sing

My bed looks like the elevator from The Shining

Contemplate, don’t hate

Cause I look like Sharon Tate

Or a pjece of rare steak, when I masturbate

Bleeding since eleven, bitch! I ain’t new to this

Feels like a werewolf is livng in my uterus.

…

I videoen, der indeholder (teater)blod hældt over Barbie, kvinder med blod om munden efter sex med en menstruerende partner og masser af gennemblødte trusser, når trioen på under fire minutter at komme rundt om sex og masturbation under menstruation, liderlighed, tamponer og toksisk schock syndrom, vrede og irritation og alt det andet, der ellers betragtes som ulækkert og uønsket i forbindelse med menstruation.

Reaktionerne har været alt fra forargelse til stor jubel. De fleste af de større engelsksprogede feministiske websites som xoJane, Jezebel og webavisen Salon.com har omtalt videoen og period power-bevægelsen positivt.

Hand Job Academy udtaler selv, at de har et formål med at chokere og ikke kun provokerer for provokationens skyld. Med deres eksplicit blodige video ønsker de at gøre op med, hvad de kalder pinkificeringen af kvindekroppen, som vi ser det i for eksempel brystcancerkampagner. Det lyserøde univers som kvindelige kropsfunktioner ofte bliver framet i, er med til at infantilisere kvinder og bringer ifølge Hand Job Academy skam over de mindre æstetisk accepterede aspekter af kroppen.

Også in real life er menstruationsaktivisme blevet aktuelt igen. Et radikalt feministisk performanceprojekt af den London-baserede danske kunstner, kurator og redaktør på det nye feministiske magasin Hysteria, Bjørk Grue Lidin, bruger også menstruation som en strategi til at reclaime kroppen.

Hun arbejder i øjeblikket på en performance, hvor hun vil møde op og bløde på offentlige steder som sædet i en bus, en bardisk eller et partikontor iført hvidt tøj. Lidins ærinde er at bryde grænserne mellem de forskellige sfærer, som kvinder forventes at navigere i og på den måde gøre det private politisk. Hun mener ikke at der er nogen principiel forskel i kønnede magtforhold i en stripklub og et parlament, kun den måde, vi har opdelt dem på.

Nogle oplever det som for radikalt at gå og bløde på magtsymboler eller synge om lick job (cunnilingus) under menstruation, men taget i betragtning, hvor radikalt shamet menstruation har været, er initiativer som Hand Job Academy, Large Labia Project og Lidins performance små skridt. Især taget i betragtning, hvilke selvundertrykkelses- og kontrolmekanismer, de nye medier også lægger fora til:

Selvovervågning og ekstreme kropsidealer, som for eksempel det nye frenzy på billeddelingsforummet Instagram, hvor piger oploader billeder af deres thigh gaps, gabet mellem tynde lår, og høster mere anerkendelse, jo tyndere ben de kan fremvise.

Ligesom det ofte sker for andre græsrodsbevægelser, er period power også blevet spændt for kommercielle interesser. Hjemmesiden periodpride.org sælger menstruationsprodukter pakket ind i menstruel stolthed i et lyserødt univers. Men antager man at menstruerende kvinder alligevel køber hygiejneprodukter, kan de måske lige så vel købe dem af nogen, der ikke deltager i udskamningen af menstruation, selvom period powers univers ville være lidt for nuttet for Hand Job Academy.

Jagten på thigh gaps og andre svært opnåelige skønhedsnormer viser, at selv når det er piger og kvinder selv, der står som afsendere, kan de stadig internalisere normer, der bliver dikteret af kommercielle interesser og af biomedicinsk diskurs, hvor den tynde kvindekrop ligestilles med den sunde (og gode!) krop og hvor menstruation er sygeliggjort og beskrives som et symptom.

Den fjerde bølge feminisme er stadig under opsejling og dens eksistens er ikke engang anerkendt af alle feminister. Vi har derfor stadig tilgode at se, om der reelt er noget socialt forandringspotentiale i de nye medier. Der kan allerede nu ikke være tvivl om, at der sker små brud med den hegemoniske, dominerende form for femininitet og kvindelighed. Måske står selve begrebet kvindelighed overfor en snarlig opløsning?

For at vende tilbage til hvad Deborah Findlay allerede i 1990 sluttede: Så kan kategorien ’kvinde’ slet ikke bruges til noget, medmindre den er baseret på (de, der identificerer sig som) kvinders egne erfaringer i verden.

Kilder:

Findlay, D: ”The Good, The Normal and The Healthy: The Social Construction of Medical Knowledge About Women”. Canadian Journal of Sociology, 18(2), 1993.

Ussher, J & Perz, J: ”PMS as a process of negotiation: Women’s experience and management of premenstrual distress”, 2013 Psychol Health. 2013;28(8):909-27

Sveinsdottir, H: “Whose voice? Whose experiences? Women’s qualitative accounts of general and private discussion of premenstrual syndrome. Scand J Caring Sci. 2002 Dec;16(4):414-23.

Large Labia Project, www.largelabiaproject.org

Teksten er tidligere bragt i Friktion magasin for køn, krop & kultur