I stedet for at snakke, så lad os gå på gaden

Alt for længe har vi ventet på, at Den Europæiske Centralbank skulle bekendtgøre datoen for den festlige ikke-åbning af sit nye hovedkvarter [en bygning, der har været i brug siden november 2014, red.]

Al den tid har vi spurgt os selv, om vi gentog den samme fejl som anti-globaliseringsbevægelsen: at gøre os afhængige af elitens dagsordener og kalendere.

Nu kan vi konstatere, at denne fejl i virkeligheden var et lykketræf.

For pludselig er der sket noget.

Den græske befolkning har nægtet at acceptere det, der blev opfattet som alternativløst. De har sendt deres egen krise – hverdagens, sundhedsvæsenets, flygtningenes og migranternes, de beskæftigede og de arbejdsløses, skolernes og familiernes krise – tilbage, hvor den kom fra: til trojkaen, sparekravene og marginaliseringens tyske Europa.

De nægtede at give efter og resignere efter de seneste års bitre, defensive kampe. Uden at lyde højtidelige vil vi gerne sige følgende: Vi bøjer os for denne beslutsomhed og oprørsvilje, for denne udholdenhed og det håb, der udgår derfra.

Den 18. marts bliver vores mulighed og samtidig vores ansvar for at formulere et eget svar på dette. I Frankfurt, Tyskland. Foran Den Europæiske Centralbank med venner fra hele Europa og fra resten af verden.

Netop det er også årsagen til, at vi »opfandt« Blockupy i 2012, beslutsomt har holdt fast i projektet og siden har udviklet det til et transnationalt rum, der også er til stede i Frankfurt, i Tyskland.

Vi siger også dette, fordi vi ikke ønsker at gøre os falske forhåbninger om, hvad valget i Grækenland har gjort muligt. Krisekapitalisme kan man ikke blot fravælge ved et valg. En anden og bedre verden bliver ikke blot skabt gennem regeringsdiktater, men gennem opbygningen af et demokrati fra bunden og på tværs af alle grænser.

Derfor vælger vi heller ikke blot side i forhold til et eller andet regeringsprojekt. Det er hverken vores dagsorden eller vores opgave. Vi vælger at stille os på samme side som de solidarisk kæmpende mennesker i Grækenland og landets venstrebevægelse.

Men så længe den nye regering fører deres kampe i de europæiske institutioner fremfor blot at sende nedskæringspolitikkens begrænsninger videre til sin egen befolkning, er det en mulighed for os alle.

For dermed åbner der sig et rum for en ny fase af det politiske opgør med kriseregimet og neoliberalismen. Det kan sætte gang i en dominoeffekt i Spanien, Italien og andre steder.

Åbningen af sådan en politisk vej er, hvad alle nu forventer af Syriza – og det er det, Syriza skal måles på i fremtiden.

Og det gælder på samme måde også for alle andre kampe i det græske samfund: for migranterne, for LGBT-fællesskabet, for antifascisterne, for aktivisterne, der kæmper mod tvangsudsættelser, privatiseringer og samfundsskadelige megaprojekter.

Specielt set i lyset af regeringskoalitionen med det højrepopulistiske parti ANEL kan vi ikke blot falde tilbage til gamle forestillinger om, hvad der udgør de samfundsmæssige hovedmodsætninger.

Muligheden, der er opstået med valget i Grækenland, handler ikke kun om regeringens håndtering af Trojkaens (EU, IMF og EBC) krav, men lige så meget om håndteringen af de sociale bevægelsers dagsordener.

Man kan ikke være social og på samme tid være national, patriarkalsk, homofobisk, antisemitisk eller racistisk.

Vi ved udmærket godt, at samarbejdet med ANEL er en taktisk beslutning. Og vi ved også, at det er Syrizas såvel som de solidariske, antiracistiske bevægelser, der indtil nu har været bolværket mod højrepopulisme og fascisme i Grækenland.

Ikke desto mindre viser beslutningen om samarbejde med ANEL med al tydelighed, hvor snævert det politiske råderum er, og hvilke begrænsninger, der eksisterer for regeringsførelse.

Og derfor og derom må vi fortsat diskutere og skændes – solidaritet er ikke betingelsesløs. Ligeledes bør vi ikke glemme, at det er i disse praktiske opgør, at vores uenigheder kan blive produktive.

Man kan kun undgå at underkaste sig begrænsningerne ved regeringsførelse og partipolitik gennem tilstedeværelsen af stærke, uafhængige venstrebevægelser. Og politiske fremskridt kan kun opnås, hvor de allerede er en social realitet.

Udviklingen i Athen gør det for så vidt kun klart på ny: Der er behov for udholdenhed og opmærksomhed på alle fronter, der er behov for selvorganiserede projekter, der kan skabe håb og omvælte samfundet.

Men man kan ikke blot vende situationen i Grækenland ryggen med henvisning til ANEL og regeringskoalitionen.

Den rækker ud over spørgsmålet om partier og regeringer, og scenen er på ny Europa.

Spørgsmålet her hos os er nu, om man står sammen med kriseregimet, eller om man står sammen med dem, der til daglig lider under dette regime.

Mange tyske medier – helt ind i venstre-liberale kredse – er allerede begyndt entydigt at positionere sig i opposition til »de skamløse grækere«. Og mindre overraskende: Bruxelles og Berlin viser tænder – ikke kun i retning af Grækenland, men mod alle Europas hjørner, hvor man igen begiver sig fremad.

Vi må også lægge et pres, der fører fremad nu.

Den 18. marts går vi på gaden for tydeligt at vise, at modstand mod kriseregimets urimelige krav, her som der, er mere nødvendig nu end nogensinde. At vi kan genkende os selv i de græske bevægelsers kamp for et bedre liv for alle.

Vi vil aktivt stille os på tværs af alle nationalistiske og racistiske aktører. Vi må gøre protesterne den 18. marts massive – ikke kun fordi Den Europæiske Centralbank symboliserer den europæiske elites regime, men fordi krisen også finder sted og fremstilles som alternativløs her.

Vi tager udfordringen op. Nu.

Kommentaren er skrevet af koordineringsgruppen for Blockupy, der indkalder til demonstrationer i Frankfurt den 18. marts. Kommentaren er skrevet den 1. februar og oversat af Peter Nielsen

Besøg hjemmesiden for de danske mobiliseringer til Blockupy 2015

Læs artiklen »Danske venstrefløjsaktivister planlægger blokade af Den Europæiske Centralbank« på Modkraft

Se opslag om transport til Blockupy-aktionen i Modkraft kalender

Læs kommentaren på tysk eller oversat til engelsk