Annonce

Jubilæumsfest
23. oktober 2012 - 18:16

I dag er det Ungdomshusets ...

30-året for Ungdomshusets åbning i København og fire års jubilæet for det nye hus i Nordvest fejres med musik og fest. Huset og dets værdier har vist sig levedygtige, mener arrangørerne.

Under overskriften »30 år med ungdomshuse i København – Fire dages fest for fire år i Nordvest« begynder en større musikalsk og kulinarisk festivitas onsdag den 24. oktober i Ungdomshuset på Dortheavej.

Her vil der fra onsdag til lørdag være mulighed for at høre bands og dj's fra den dybeste undergrund indenfor hip hop, punk og metal samt danse moderne med Master Fatman eller opleve det legendariske piratradio-crew Gade X blive gendannet på scenen.

Derudover bliver dørene i det nye Ungdomshus åbnet til galla-folkekøkken og gøgl samt muligheden for en politisk shoppetur i husets bogcafe og diverse »distro's«.

Læs mere om begivenhederne på Ungdomshusets hjemmeside.

Nyt hus giver overskud

Blandt arrangørerne af festivalen er der både glæde og stolthed at spore.

– Når man kigger tilbage, så har Ungdomshuset bevist sit værd og vist sig levedygtigt igennem 30 år. Det synes jeg bestemt fortjener at blive fejret, siger Christina til Modkraft.

Det oprindelige ungdomshus på Jagtvej 69 blev officielt overdraget til de unge den 31. oktober 1982, men blev som bekendt ryddet den 1. marts 2007 og få dage senere jævnet med jorden.

Protesterne mod rydningen udviklede sig til en egentlig bevægelse, som kom til at præge hele byen og skabe en helt ny generation af politiske aktive. 

Efter et års hård kamp – både på gadeplan og ved forhandlingsbordet overfor Københavns Kommune – kunne man allerede året efter åbne Ungdomshuset på Dortheavej.

Brugerne har de seneste fire år fået arbejdsro til at få hverdagen til at fungerer igen i nye rammer, og det har givet tid til at puste ud og reflektere.

– I det nye hus har vi mulighed for at gentænke, hvad det er, vi egentlig gerne vil, og få tingene til at ske, i stedet for at skulle bruge al vores tid på at slås med myndighederne, siger Christina.

Det er et åbent fællesmøde hver mandag, der er husets øverste myndighed, ligesom grundreglerne om ingen racisme, sexisme, homofobi/heterosexisme, vold og hårde stoffer stadig gælder.

Men de konkrete aktiviteter i hverdagen er op til brugerne, og her kunne Christina godt tænke sig, at endnu flere forskellige mennesker fik lyst til at bruge huset.   

– Vi har skabt nogle rammer, som kan inspirere andre mennesker og vi ønsker at stedet skal være åbent og brugervenligt. Ungdomshuset er jo i virkeligheden et progressivt medborgerhus med nogle virkelig fede muligheder, siger hun.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce