Hvornår tager fagbevægelsen kampen mod social udstødelse alvorligt?

Et stort og desværre næsten ubeskrevet spørgsmål for fagbevægelsen presser sig på: Hvad er dens svar til »de reformramte«, som mere eller mindre udelukkes?

Sagen er jo den, at i løbet af forbavsende kort tid, er det lykkedes at få ekskluderet rigtig mange borgere. Hundredetusindvis af borgere er skubbet ud. Og det i en situation, hvor Asger Aamund kan gå så vidt som til at mene, at deres stemmeret undergraver både vækst og demokrati, og Anders Samuelsen (Liberal Alliance) nærmest slipper af sted med at dømme dem alle sammen helt uden for fællesskabet.

Der er langt fra de tos urimelige beskrivelse af en kolossal flok nassere – og så til virkeligheden!

Og her er det ualmindelig vigtigt, at fagbevægelsen vælger at understøtte medlemmer og potentielle medlemmer frem for eventuelle politiske projekter for f.eks. S og SF.

Hvad med om LO og FTF én gang for alle slog fast, at nu nægter vi at lægge øre til mere ordgejl om at »…det offentlige har en kolossal forsørgerbyrde«.

Påstanden underbygges ikke med dokumentation for de mange skattelettelser og støtteordninger, som landbrug og erhvervsliv modtager (- også Danish Crown). Eller om de enorme summer, som også Danmark må bidrage med til EU’s krisegarantier til storbankerne. Eller de milliarder af kroner, vi har brugt på at understøtte krigsførelse i Libyen, Syrien, Afghanistan eller måske snart i Østeuropa.

Nej, det er alene myten om, at mange hundrede tusinde danskere er »offentligt forsørgede« (801.407 ifølge ny undersøgelse fra Danmarks Statistik). Det er efterhånden ikke bare underforstået, men en plat, politisk kendsgerning, at der her er tale om nassere, som nærmest hiver pengene op af de hårdtarbejdendes lommer!

Men for pokker da. Det en yderst broget forsamling, som befinder sig i meget forskellige livssituationer som årsag til deres ofte sparsomme træk på de offentlige kasser. Det så sådan her ud:

• 103.316 har trukket sig tilbage for at gå på efterløn
• 228.644 modtager førtidspension
• 49.576 modtager barsels dagpenge
• 2.049 er studerende på revalideringsydelse
• 2.957 holder ferie med feriedagpenge
• 62.997 er sygemeldte og modtager sygedagpenge
• 90.793 er kontanthjælpsmodtagere, som er vurderet ikke-arbejdsmarkedsparate
• 93.870 er i virksomhedspraktik, løntilskudsjob, fleks- eller skånejob eller under uddannelse som voksenlærlinge
• 13.028 er på ledighedsydelse, fordi deres fleksjobbevilling ikke kan omsættes til et job
• 154.177 er i aktivering, i gang med et korterevarende uddannelsesforløb, eller helt almindeligt jobsøgende, behørigt registreret og nidkært kontrolleret af det lokale jobcenter

Så til ære for de »blå«, som jo i den grad er ude efter folk (- ikke firmaer) der »nasser«, kan vi jo dechifrere tallene lidt.

Læg til de kolde tal om folk, som ikke er i arbejde, at de i stor udstrækning er på »ydelser« der i den grad låser folk fast i »smalhals«. Det er både på grund af års manglende politisk vilje til at pristalsregulere – og på grund af den herskende reform-amok.

Læg også de omkring 8.400, som i 2013 mistede retten til dagpenge – og ikke kunne få kontanthjælp på grund af egne værdier eller samlevers til. Og læg også de omkring 14.700 syge til som på grund af revurdering af sygedagpenge efter fem måneder vil komme i jobafklaringsforløb på sygedagpengesats. (I alt 57.700 forventes at blive revurderet efter fem måneder på sygedagpenge og de øvrige 43.000 skønnes at få deres sygedagpenge forlænget, men til en lavere ydelse).

Hvem skal hjælpe dem, når de glider ud af fagforeningerne?

Hvem skal forsvare vores almindelige jobs med ordnede løn- og arbejdsforhold, når flere og flere tvinges til at overleve ved at hutle sig igennem flere forskellige aktiviteter med mere eller mindre overenskomstmæssig betaling?

Jeg mener at bare en lille overvejelse om, hvor galt det er gået med Arm trotz Arbeit eller Working Poor i udlandet – og hvad der førte dertil – kræver af medlemmerne og fagbevægelsens top, at gøre andet end at sidde på hænderne.

Vi kan starte med at få begrebet oversat til dansk: »arbejdende fattig«.

Og så kunne vi også tage fat om vores forvaltning af fagbevægelsen. Hvordan er vi kommet så langt ud – hvordan er vi nået til »kampen om at skjule skammen« fremfor »kampen for medlemmerne«?

Regeringen har lige med smålumre vitser fremlagt en ny vækstpakke med nye milliarder til virksomhederne. Corydon er i gang med nye sparerunder overfor sygehusene, og Vestager vil bremse de offentlige investeringer.

Men det er altså vigtigt for sådan nogen som os, at politikerne snart forstår, at hvis ikke regeringsmagten skal afleveres til de rigtigt borgerlige, så kræver det en pakke, der vil forbedre de økonomiske forhold for en meget stor del af befolkningen og vil appellere til både sofavælgerne og de flygtede vælgere.

Det skal være en pakke, der for en gang skyld ikke direkte varetager erhvervslivets, bankerne og de rigestes interesser med skatte- og afgiftslettelser; en pakke som gør op med konkurrencestat fremfor solidarisk velfærd; og en pakke som ikke skarpt forfølger den europæiske centralbanks krav om nedskæringer i offentlige aktiviteter og konkurrenceudsættelse af kernevelfærd.

Altså en pakke, som vil varetage interesserne for de syges, fleksjobbernes, de studerendes, de arbejdsløses og dem, der falder ud af dagpengeperioden – og dermed også fagbevægelsens grundlæggende kamp for en retfærdig fordeling af byrder og glæder.

Flertallet af Christiansborgpolitikerne – eller i det mindste deres spindoktorer - har glemt at respektere store befolkningsgrupper som ligeværdige borgere og vælgere i vores samfund og demokrati.

De har glemt, at det selvfølgelig giver stor mening, at en regering og et Folketing udviser solidaritet med dem, der har det svært i vores samfund, og altså ikke kun gør det overfor dem med de bredeste skuldre.

»Det er EU, som planlægger den vej…« Ok, men hvis politikerne valgte at leve op til et solidarisk velfærdssamfunds forpligtelser og sikre opvækst med omsorg, uddannelse, sundhed og tryghed for borgerne, så ville der nok heller ikke være så massiv tilslutning til højrepopulismen i Europa...

Nogen/vi bliver nødt til at forklare den allerøverste top i fagbevægelsen og også på Christiansborg, at sådan er det desværre bare…

Hans A. Sørensen er formand for 3F Horsens og LO Horsens-Hedensted.