Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
28. november 2014 - 10:01

Hvornår er det jul i Afrika?

KOMMENTAR: Julesangen »Do They Know It's Christmas« fylder i dag 30 år. Den er et skoleeksempel på et overfladisk og paternalistiske syn på Afrika og afrikanere.

Vi danskere ved, at julen er på trapperne, når julepynten er hængt op på gader og stræder, når alle taler om, at vi skal være gode mod hinanden, og når julesangene begynder at blive spillet sådan nærmest på repeat i radioen.

I dag, den 28. november, er det præcis 30 år siden en af de mest spillede og mest solgte julesange nogensinde, »Do They Know It’s Christmas?« blev udgivet.

Sangen blev skrevet af popsangerne Bob Geldof og Midge Ure og indsunget af det såkaldte superband, Band Aid, med kendisser som Sting, George Michael og Bono.

Året efter fulgte rock-koncert-eventet Live Aid, hvor et væld af popstjerner optrådte for fulde stadions over hele verden, og over 1,5 milliarder mennesker så med på TV.

Den overfladiske velgørenhedsindustri

»Do They Know It’s Christmas?« blev prototypen for mange senere velgørenhedssange, ligesom de efterfølgende Live Aid shows blev prototypen for velgørenhedsshows som Danmarks Indsamling.

Tidligere på måneden blev endnu en version af sangen (den fjerde i rækken) så udgivet til fordel for Ebola-ramte Vestafrikanere i blandt andet Guinea, Sierra Leone og Liberia, hvor over 5.000 allerede er døde af sygdommen.

Da Bob Geldof og Midge Ure skrev den oprindelige sang, var det sikkert i en god mening og for at hjælpe de sultramte Etiopiere, som pengene fra salget af sangen skulle støtte.

Men hvis man vil hjælpe nogen, er det første man gør at forsøge at forstå deres situation og lytte til dem. Det havde Geldof og Ure tydeligvis ikke gjort, da de skrev sangen.

Det endimensionelle Afrika

Sangen giver nemlig et overfladisk billede af, og stiller ikke spørgsmålstegn ved, den fattigdom, den beskriver. Og der er desuden mange overfladiske eller unøjagtige referencer til Afrika og afrikanere, som ikke ses som en mangfoldighed af folk i 54 lande, der taler over tusinde sprog, men blot fattige og passive »afrikanere« i landet »Afrika«.

Linjer som »do they know it’s Christmastime at all?«, »there won’t be snow in Africa« og »where nothing ever grows, no rain nor river flows« er gode eksempler på dette.

For der er trods alt over 300 millioner kristne i Afrika, der nok ved, hvornår det er jul, selvom julen ligger i deres sommer. For det sner faktisk flere steder i Afrika. Fordi der findes afgrøder, regn og floder i Afrika.

At den nye version af »Do They Know It’s Christmas« har et stort set uændret budskab, kan nemt opfattes som om, der slet ikke er sket fremskridt i Afrika, og at kontinentet til stadighed venter på vores hjælp med hænderne i skødet.

For godt nok har Geldof og Ure ændret den nok mest forhadte linje i sangen, »well tonight thank God it’s them instead of you« i den nye sang, samt et par andre linjer.

Men sangen står stadigvæk som et skoleeksempel på det overfladiske og paternalistiske syn, som mange i Vesten og Danmark har af Afrika og afrikanere.

Flere nuancer tak!

Men hvis Geldof og Ure ville have haft inspiration til et nyt, mere tidssvarende og konstruktivt budskab i deres nye version af sangen, kunne de have taget imod et råd fra danske Nanna Lüders, som skrev en dansk sang til støtte for sultramte Etiopiere i 1985, inspireret af netop Geldorf og Ure.

Budskabet i Nannas sang »Afrika« var blandt andet at »det bliver bedre dag for dag, hvis vi giver en hånd til Afrika«.

Men hun udtalte i forbindelse med 25-året for sangens udgivelse til Politiken, at hun hellere ville have skrevet »I fuckhoveder. I har taget Afrika i røven i så mange år, og det er vores ansvar, at Afrika ser ud, som det gør«.

I stedet for at tale ned til både de afrikanere, de påstår, de vil hjælpe, og til de europæere, som sangene og kampagnerne skal skaffe penge fra, burde Geldorf og Ure have fortalt en langt mere nuanceret sandhed om Afrika.

Og det burde vi andre også.

Bagvedliggende problemer

Vi burde fokusere på, hvordan de og vi kan løse de bagvedliggende fattigdomsrelaterede problemer, såsom manglende adgang til rent vand og medicinsk behandling, der ligger til grund for sygdomme som Ebola.

Vi burde tage vores del af skylden på os, og for eksempel kræve at vores multinationale firmaer betaler den skat på 124 milliarder dollars om året, som de skylder de afrikanske lande. Et beløb, der er større end den samlede u-landsbistand til kontinentet.

Og vi burde samarbejde med de mange afrikanske civilsamfundsorganisationer, der aktivt arbejder for at forbedre kårene for de 380 millioner afrikanere, der lever for under en dollar om dagen, og lytte til, hvad afrikanerne selv siger om deres problemer, og om hvordan de kan løses.

Også om kortsigtede mediestunts som »Do They Know It’s Christmas?«.

Afrikanerne vil ikke reddes af Geldof

Til forskel fra de fleste danske og vestlige medier har den arabiske TV-station Al Jazeera gjort netop det: Spurgt en håndfuld afrikanere om. hvad de synes om sangen. Og svarene er ikke positive.

Robtel Pailey, en Ph.d. studerende fra Liberia, pointerer, at flere sange om Ebola allerede er blevet udgivet i Afrika. Dem burde man have sat fokus på i stedet for »Do They Know It’s Christmas?«. Og Geldof selv burde købe en milliard versioner af hans egen sang og sende til sine venner som julegaver.

Chitra Nagarajan, en menneskerettighedsaktivist fra Nigeria, er enig og mener, at de penge, som sangen indtjener, nemt kunne være skaffet, hvis de rige deltagende musikere samlede ind blandt hinanden og deres venner, i stedet for hos almindelige mennesker.

Og Abdullahi Halakhe, en politisk analytiker fra Kenya, siger, at det at nogen kan tro, at Afrika i det 21. århundrede skal reddes af en samling underlødige popmusikere, er et perverst eksempel på et europæisk messiaskompleks.

Peter Kenworthy er journalist, medlem af solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt og har en mastergrad i Internationale Udviklingsstudier.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce