Annonce

Debat
6. marts 2015 - 7:35

Hvide, velmenende ikke-racister er også racister

Jeg vil ikke have at vide, at jeg skal se det som en god ting, at jeg er eksotisk; og jeg vil ikke have at vide, at jeg ikke skal skamme mig over min baggrund, når jeg nægter at dele mit stamtræ med fremmede, hvide mennesker. Jeg vil ikke legitimeres af en hvid person … jeg vil ikke overrækkes min danskhed.

I den senere tid, efter Dan Park-sagen og Nationalpartiets fødsel, er det blevet trendy blandt hvide danskere at bruge sociale medier til at tage afstand fra racisme. Det foregår ved at dele eksempler på højreekstrem racisme i form af statements som f.eks.: »Stod det til mig, skulle alle de sorte aber have et nakkeskud,« og tilføje en statusmeddelelse, hvor man tager afstand til racisme, idet man jo ikke selv er racist. Ofte tilføjes en linje om, at brune mennesker ikke må tro, at alle danskere er racister, og at brune mennesker skal føle sig velkomne i Danmark … måske tilføjes endda noget i stil med: ’De er jo danskere’.

Jeg er et utaknemmeligt brunt menneske. De racistiske bemærkninger, som bliver delt i stimevis på sociale medier, er rettet mod mig udelukkende på grund af min hudfarve. Hvides hyldest til egen ikke-racisme emmer af uerkendte privilegier. Jeg bliver utrolig stødt. Racisme er ikke kun en disciplin, der dyrkes af højreekstreme nynazister.

Racister er vi alle. Det er en nødvendig konsekvens af vores historie, som gennem tusinde år har dyrket et farvehierarki. Konsekvensen af den racismeblindhed, som bliver dyrket i fetichlignende grad for tiden, er, at racismen trives endnu bedre.

Hvidhedsdyrkelse og racisme

En hvid person har ikke noget at miste ved at dele og tage afstand fra højreekstrem racisme. En sådan proklamation er med til at dyrke afsenderens idealiserede selvbillede som god mod verden. Logikken er lidt den samme som hos hjælpearbejderen, der rejser til ’Afrika’ for at redde de stakkels små sorte helt uden at tage hensyn til det racistisk-kolonialistiske underlag og uden at gøre sig overvejelser om de paternalistiske patriarkalske implikationer, der ligger i at være hvid og ville redde ’de mindre udviklede’.

Udover den hvide gruppemasturbation dyrker alle disse påstande om ikke-racisme diskursen om, at racisme ikke for alvor findes i Danmark.

Det er en måde at sige, at racister kun findes på de ekstreme fløje; ikke i det ’rigtige’ Danmark. Den slags påstande er grov vold mod brune minoriteter. Det er at fratage den brune person berettigelsen til at opleve racisme, for det må være en umulighed, hvis racisme ikke findes her. Det er umuligt for en hvid selverklæret ikke-racist at handle racistisk, for personen er jo ikke-racist.

Selve proklamationen ’jeg er ikke-racist’, er racistisk. Hvis du er hvid og kalder dig ikke-racist, insisterer du på, at du ved, hvad racisme er, og i hvert fald hvor det ikke er.

Næste skridt er at kalde minoriteter for overfølsomme, for hvis du ikke er racist, og nogen bliver stødt af, hvad du (eller nogen du minder om) gør eller siger, kan det umuligt være dig, den er gal med. Du har jo højt og helligt sværget, at du ikke er racist.

Populæropfattelsen af racisme er, at der skal være intention bag. Men racisme er ikke kun intentionel. Når racisme er indgroet i systemer, strukturer, sprog og mennesker, er intentionen ikke at finde længere.

Racisme er blevet en præmis frem for et aktivt tilvalg. Noget så simpelt, som at en hvid person spørger til en brun persons oprindelse, er racistisk. Ikke fordi personen aktivt vælger racisme-ideologien til, men fordi en hvid person definerer en brun som ikke-dansk.

Man udøver den magt, som den hvide mand igen og igen har udøvet gennem historien: Man producerer og reproducerer racer, stereotyper og en brun persons udanskhed.

Læs artiklen "De gule og de hvide" hos Modkraft

Masochistiske magtudøvelser

Hvide menneskers dyrkelse af deres egen ikke-racisme er en demonstrativ magtudøvelse. Man demonstrerer sin magt til at definere sin magt til at positionere sin magt til at legitimere.

Man definerer den brune som dansk/ikke dansk ved at tale om denne som enten ’indvandrer og efterkommer,’ eller som ’du-er-jo-dansk,’ som oftest i en kombination. Budskabet bliver: Du er dansk, men ikke rigtig-dansk. Det er den hvide, som bestemmer, hvilken kategori den brune tilhører.

Man demonstrerer sin magt til at positionere ved at holde sig selv i den definerende position og ved at påstå at varetage den brunes interesser.

Det er en paternalistisk hånende, masochistisk måde at bestemme for andre, hvad racisme er for dem ved at tvære billeder af ekstrem racisme ud i hovedet på dem. Det er at udøve vold at dele voldelige billeder, som nødvendigvis er voldelige mod den brune, ikke den hvide.

Ved som hvid at fortælle, hvad racisme er, hvem den brune er, og hvilken racisme der er racisme, fratager man en brun person hans eller hendes ret til selvbestemmelse og indflydelse.

Man fastholder sin magt til at fælde dom over, hvad der er legitimt og illegitimt. Det er legitimt at kalde højrenationalister for racister, men det er kun hos dem, man finder racismen. Det er ikke legitimt at kalde den hvide ikke-racist for racist. For denne ved, hvad racisme er. Forsvaret er klaret – de brune kan ikke påstå, at der er racisme i Danmark.

Vi er ikke lige

Brune og hvide mennesker er ikke lige. Vores hverdag er ikke lige, og vores muligheder er ikke lige. Den hvide persons position er privilegeret.

Hver gang jeg læser racistiske kommentarer, gør det ondt i mig, fordi det er mig, kommentarerne retter sig mod. Når en hvid person læser de samme kommentarer, oplever han dem ikke, som en brun person gør. Derfor kan det ikke understreges nok, at farve findes, og farve har effekt og indflydelse.

Først når man anerkender det; anerkender, at nogle farver har tilhørende privilegier, mens andre ikke har, kan man begynde at snakke om anti-racisme. Kategorien ’ikke-racist’ er en umulig kategori i vores tid.

Kun ved at sætte sig ind i, hvad racisme egentlig er, og hvordan man selv er en del af problemet, kan man begynde at fornemme en løsning: At stoppe med at udøve den magt, man har på baggrund af sin privilegerede position. Den eneste magt, man som hvid person mister ved dette, er magten til at undertrykke. Og man kan endda genoptage den, når som helst man vil, for det er et af privilegierne, ved at være hvid.

Når man påstår menneskers lighed, kan man kun gøre det som en moralsk dom. Det eneste lige mellem hvide og brune mennesker er deres værdi. En sådan påstand er en holdning, man må tage op med sig selv, om man kan erklære sig enig i eller ej. Men så længe man er overbevist om, at hvide og brune mennesker har lige muligheder, udøver man en magt, som vedligeholder hvidt hegemoni.

Hvis de eksisterende magtstrukturer skal ændres, må vi erkende, at vi altid selv har en rolle, ud fra hvordan vi er givet til situationen.

Er du hvid, har du højest sandsynligt privilegier. Er du brun, har du højest sandsynligt ikke de samme privilegier.

Jeg vil ikke legitimeres af en hvid person – jeg vil ikke overrækkes min danskhed, jeg vil ikke have at vide, at jeg skal se det som en god ting, at jeg er eksotisk, og jeg vil ikke have at vide, at jeg ikke skal skamme mig over min baggrund, når jeg nægter at dele mit stamtræ med fremmede, hvide mennesker.

Vi er alle sammen ofre, brune som hvide, for den racisme, vi selv holder på, da den er et uomgængeligt produkt af vores historie og vores samfund. Men vi er ikke alle ofre for racisme.

Tara Skadegård Thorsen studerer filosofi på Københavns Universitet.

Artiklen har tidligere været bragt hos Information.dk og bringes her med forfatterens tilladelse.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce