Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
KOMMENTAR
4. juni 2012 - 14:31

Hvem skal nu betale……

Den megen opmærksomhed om starten på trepartsforhandlingerne er nu afløst af rungende tavshed.


Trepartsforhandlingerne er forhandlinger bag lukkede døre

Det er tradition, at parterne ikke refererer fra forhandlinger der er i gang, og disse forhandlinger er ingen undtagelse. Vi kommer stadig til at se prøveballoner – nok mest fra fagbevægelsen – der skal vejre stemningen blandt medlemmerne.

Man skal ikke forvente delaftaler undervejs. Når det er lykkedes at få fagbevægelsen til bordet, er det bl.a. underforstået, at der ikke laves delforlig, som senere vil kunne bruges eller misbruges uden en samlet aftale.

Under forhandlingerne er det interessant at se på de forudsætninger, der lægges på bordet. Her er Finansministeriet en nøglespiller.

Det er her, de forskellige forslag og ideer konsekvensberegnes, og det er finansministeren, der styrer forhandlingerne.

Når Finansministeriet regner

Redaktionen har set nogle af de papirer, der er på bordet i forhandlingerne. Et af de forslag, der har været mest debat om, er forslaget om 2 ekstra arbejdsdage.

Både blandt fagbevægelsens medlemmer og i offentligheden har det været svært at forstå ideen i at arbejde mere, når der er massearbejdsløshed.

Denne gordiske knude har Finansministeriet løst med en kreativ brug af statistik.

Tesen er, at der er en tæt sammenhæng mellem øget arbejdsstyrke og øget beskæftigelse – eller med andre ord flere på arbejdsmarkedet generer i sig selv mere arbejde.

Beviset er en statistisk sammenligning mellem arbejdsstyrke og beskæftigede fra 1948 til 2008. Ca. 800.000 flere i arbejdsstyrken – og det samme antal flere beskæftigede.

For denne skribent minder det gevaldigt om den sammenhæng mellem antallet af storke og nedgangen i fødselstallet, som de fleste er blevet underholdt med gennem deres skolegang.

Løntrykkeri - den slet skjulte dagsorden?

Hvis Finansministeriets tese skal holde, skal der påvises en sandsynlig sammenhæng mellem de to faktorer.

Den eneste sandsynlige sammenhæng har finansministeriet ikke medtaget i sine beregninger – og det ville ikke være sød musik for fagbevægelsen, hvis det var de kort, som regeringen sad tilbage med på hånden.

Et større udbud af arbejdskraft kan bruges til at trykke lønningerne (som vi nu har set ved to overenskomster).

Lavere lønninger betyder bedre konkurrenceevne i forhold til udenlandske arbejdsmarkeder – og kan betyde, at produktion kan flyttes fra udlandet til Danmark.

Dermed kan der ske en stigning i beskæftigelsen som følge af en forøget arbejdsstyrke. Men hvis hele diskussionen om ekstra arbejde i virkeligheden handler om systemetisk løntrykkeri, så er det endnu mere uforståeligt, at fagbevægelsen sidder med ved bordet.

Fagbevægelsens medlemmer betaler - igen

Helle Thorning har sagt, at fagbevægelsens medlemmer naturligvis ikke skal betale to gange. Med det udgangspunkt, regeringen åbenbart har for forhandlingerne, har hun ret.

Fagbevægelsens medlemmer kommer nemlig til at betale tre gange.

Først med indskrænkningen af efterlønnen, derefter med to fridage og derefter ved, at forøgelsen af arbejdskraft skal bruges til at presse lønningerne.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce