Hvem er venstrefløjen i Syrien?

Når man læser og ser nyheder om borgerkrigen i Syrien, så sidder man ofte tilbage med en forestilling om, at der kun findes to aktører: Assad-regimet og oprørerne.

Man er heller ikke i tvivl om, at skurkene er præsident Bashar al-Assad, hans dukkefører i Iran, præsident Ahmadinejad og Hizbollah i Libanon, mens heltene er oprørsstyrkerne i den Frie Syriske Hær (FSA), og deres støtter i Tyrkiet og Saudi Arabien.

Men hvordan forholder den arabiske, og særligt den syriske, venstrefløj sig til konflikten?

Demokratisk Forandring

I Syrien har adskillige venstrefløjs- og nasseristpartier (ideologiske støtter af den tidligere ægyptiske præsident Nasser) samlet sig i en oppositionskoalition kaldet NCB, som står for den Nationale Koordineringskomite for Demokratisk Forandring.

NCB, som er stort set ukendt uden for Syrien, repræsenterer det, der af både regimet og den væbnede opposition hånligt kaldes ’den tredje vej’, og erklærer sig derved som modstandere af både Assad-regimet og voldelig revolution.

Selv om NCB også er modstandere af udenlandsk militærintervention, så er de ikke totalt afvisende overfor nye observatørmissioner fra FN lige som dem, der måtte forlade Syrien i august 2012 på grund af den eskalerende vold.

NCBs erklærede principper er afskaffelse af Assad-regimet og oprettelsen af en demokratisk stat med retssikkerhed, juridisk beskyttelse, og ligestilling uanset køn, etnicitet, eller religiøst tilhørsforhold.

De forkaster sekterisme som noget, der splitter det syriske samfund, og er utrygge ved de sekteriske røster, der lyder fra de indflydelsesrige Ikhwan-typer (medlemmer af det Muslimske Broderskab) i Syriens Nationale Råd (SNC), samt de sekteriske drab begået af al-Qaeda elementerne i den Frie Syriske Hær.

Selvom NCB vedkender, at FSA opstod som resultatet af regimets vold mod fredelige demonstranter, så ønsker de samtidig, at FSA skal være med til at finde en fredelig løsning.

NCB er som oppositionsgruppe erklæret ulovlig i Syrien, og dets medlemmer chikaneres jævnligt af myndighederne.

Senest i september blev tre ledende medlemmer bortført af luftvåbnets efterretningstjeneste. Blandt dem var Abdul-Aziz al-Khair, en af grundlæggerne af NCB og leder af Kommunistisk Aktion.

Derved deler han skæbne med mange af sine partifæller, der for de flestes vedkommende blev fængslet allerede ved opstandens begyndelse i 2011.

Der er ingen tvivl om, at aktivisme er livsfarligt i Syrien. F.eks. blev venstrefløjsaktivisten Husayn Uwaydat (bror til Haytham Manna, talsmand for NCB) henrettet af regimets agenter i august 2011.

Dine fjenders venner

Da NCB distancerer sig fra både Assad og FSA, så bliver de også udsat for kritik fra begge sider.

FSAs politiske organ, Syriens Nationale Råd, kalder NCB for en frontorganisation for Assad-regimet, grundet tilstedeværelsen af tidligere regimefolk i organisationen.

Deres argument bygger blandt andet på, at selve lederen af NCB, Hassan Abdul-Azim, i 2011 blev udvalgt af regimet til at stå i spidsen for ”reformprocessen”. Han blev dog arresteret i april samme år, da de syriske myndigheder knuste den aktivistiske modstand mod regimet. 

Der er dog en vis dobbeltmoral i SNCs beskyldninger, da SNC i virkeligheden er et organ, der selv er proppet med regimeafhoppere.

Fra den anden fløj kritiserer regimetilhængerne NCB for at støtte oprørerne og deres udenlandske allierede.

SNC har eksempelvis meldt ud, at de er klar til at acceptere Israels fortsatte besættelse af Golanhøjderne. Dette ser regimetilhængerne som et knæfald for Israel og støtte til USA-Saudi-Arabien-Israels imperialistiske interesser.

Den internationale mediedækning af NCB

NCB er heller ikke heldige med dækningen i den udenlandske presse, der har forelsket sig i SNC og dennes militante gren FSA.

Flere steder står der fejlagtigt, at NCB direkte støtter Assad, eller at de ønsker, at regimet bibeholdes.

Takket være mainstream international mediedækning, så er SNC og FSA de eneste syriske oppositionsgrupper, der regnes for legitime blandt udenlandske oppositionsstøtter. De beder ofte om militærintervention, som i Libyen, og modtager mange våben fra hovedsaligt Tyrkiet og Frankrig.

Den syriske konflikt i internationalt perspektiv

Fra et internationalt geopolitisk perspektiv giver det mening at se på den syriske konflikt i konteksten af nervekrigen mellem USA, EU, Saudi Arabien, Israel, og Qatar mod Iran. Assad-regimet i Syrien bliver nemlig, ligesom Hizbollah-bevægelsen i Libanon, set som allierede med Iran.

For USA, EU, Tyrkiet og Israel handler nervekrigen om sikkerhedspolitik.

For Saudi Arabien og Qatar er striden mere ideologisk.

Saudi Arabien er aldrig kommet sig ovenpå forskrækkelsen efter optøjerne i Mekka i 1987, hvor 400 mennesker mistede livet under gadekampe mellem iranske pilgrimme og saudiske sikkerhedsstyrker.

Ligeledes er kongehuset nervøs over det igangværende overvejende shiamuslimske oprør mod Bahrains sunnimuslimske Kong Hamad al Khalifa i Saudi Arabiens egen baghave.

Syriens præsident Assad har længe forsøgt at vinde accept hos Gulf-regimerne, men de har intet tilovers for ham og hans republikanske styreform.

I denne forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at præsident Assad i 2011 støttede Saudi-Arabiens voldelige militære intervention mod Bahrains demonstranter.

Ligeledes finder man i den engelske avis The Telegraph også påstande fra libyske efterretningsfolk om, at Assad støttede Frankrig i krigen mod Libyens diktator Muammar Qaddafi.

Det er også interessant, at den internationale alliance imod præsident Assad vælger at se igennem fingrene med FSAs sekteriske overgreb på og drab af både kristne og shiamuslimer.

Dette på trods af, at overgrebene påstås at være udført af den fraktion af FSA, der bærer al-Qaedas sorte flag, som bl.a. i nyhedsavisen New York Times uskyldigt bliver kaldt Profetens flag.

Nogle amerikanske medier har endog forsøgt at forklare læserne, at al-Qaeda i Syrien er langt mere moderate end al-Qaeda i Irak.

Hizbollah i Libanon er også i lidt af en identitetskrise.

Samtidig med at de støtter Assad-regimet, så har de også støttet alle andre oprør under det igangværende Arabiske Forår. De kritiske reaktioner derpå har betydet, at Hizbollah har valgt helt at undlade at kommentere officielt på situationen.

Den palæstinensiske organisation Hamas har derimod, efter lang tid med vage udmeldinger, endelig taget afstand fra deres tidligere velgører Assad.

Denne udmelding kommer sandsynligvis i forlængelse af, at styret i Qatar er ved at opbygge omfattende indflydelse i Gaza.

Blandt andet er de ved at opføre en helt ny bydel, der skal bære Qatars konges navn.

Den arabiske venstrefløj udenfor Syrien er splittet

Selv om der ikke er nogen åbenlys støtte for Assad på den arabiske venstrefløj, så har borgerkrigen også delt venstrefløjen i den arabiske verden.

Som eksempel på denne splittelse kan nævnes en konflikt i den libanesiske avis Al-Akhbar.

På trods af, at avisen jævnligt kaldes Hizbollahs talerør, så anses den for at være overvejende venstreorienteret og ikke direkte styret af Hizbollah-partiet.

I forbindelse med borgerkrigen i Syrien har Al-Akhbar foretrukket at fremme dialog mellem regimet og oppositionen.

Uviljen mod at tage en mere direkte afstand fra Assad har betydet, at Khaled Saghieh, én af avisens grundlæggere, forlod avisen i protest mod dækningen af borgerkrigen.

Ligeledes forlod journalisten Max Blumenthal avisens engelske udgave af samme årsag.

Den del af den arabiske venstrefløj, som støtter revolutionen, hæfter sig ved de sekulære elementer i FSA og støtter kampen imod det, de ser som et illegitimt og voldeligt tyranni.

Omvendt, så ser andre arabiske venstreorienterede grupperinger stadig det syriske regime som den eneste tilbageværende modstand imod zionistisk og saudisk imperialisme i Mellemøsten. 

Til sidst har vi tilhængerne af den stærkt kritiserede 'tredje vej', både hos NCB og resten af Mellemøsten, som mener, at bomber er lige så farlige som tyranni, og ønsker hverken Assad-regimet, borgerkrig eller udenlandske bombetogter.

De er også bekymret over Ikhwan- og al-Qaeda-typerne i FSA og - sidst men ikke mindst - den sære alliance mellem disse og Israel imod fællesfjenden Iran.

Egypten giver håb

Det er ikke fordi, den arabiske venstrefløj har det nemt i Mellemøsten.

Mange tidligere revolutionære er blevet til regimestøtter af den ene eller anden art, købt med regimets penge eller underkuet af regimets brutalitet. Politisk har man også en interesse i at holde de arabiske venstreorienterede fra magten.

Hverken regimerne i Mellemøsten eller deres allierede i Vesten er interesserede i en ny Nasser eller Mosaddegh, der pludselig nationaliserer eksempelvis olieindustrien.

Dog har præsidentvalget i Egypten afsløret en overraskende fremgang for et venstreorienteret parti. Dette skete, da præsidentkandidat Hamdeen Sabahi, fra de venstreorienterede nasserister i Anstændighedspartiet (Al-Karama) kom ind på en overraskende tredjeplads lige bag præsidentkandidat Ahmed Shafiq, tidligere minister i Mubarak-regimet, der op til valget blev støttet af USA, Israel, og Saudi-Arabien.

Men det blev som bekendt kandidaten fra det Muslimske Broderskab, Mohamed Morsi, der vandt valget med støtte fra det lille, men i regionen i stigende grad magtfulde Qatar.

Anstændighedspartiet var og er kun organiseret i byerne, og Hamdeen Sabahi fik også stort set kun stemmer fra de egyptiske storbyer. I Alexandria fik han flere stemmer end nogen anden kandidat.

Hamdeen Sabahis succes giver dog stof til eftertanke. Måske er venstrefløjen i Mellemøsten ikke død endnu, og måske har den i Ægypten reelle forudsætninger for at rejse sig.

Egyptens situation kan dog slet ikke sammenlignes med Syriens. Det er meget usikkert, om et parti som NCB bliver i stand til at opnå nogen som helst indflydelse, når borgerkrigen er ovre, uanset hvilken side, der vinder.

Den syriske venstrefløj har på nuværende tidspunkt ingen international støtte, ej heller blandt vestlige venstreorienterede.

Hvis borgerkrigen slutter til oprørets fordel, vil NCB lide under, at oprørene anser dem som regime-medløbere.

Hvis regimet vinder, så er det stensikkert, at det hemmelige politi vil tage en grusom hævn på de mange NCB-politikere, der har ytret sig negativt om regimet under konflikten.

Artiklen er også bragt i Gaia #73, Efterår 2012.

Aktører og forkortelser:

NCB - Den Nationale Koordineringskomite for Demokratisk Forandring

SNC – Syriens Nationale Råd

FSA - den Frie Syriske Hær

Ikhwan – brødre – Det Muslimske Broderskab