Hvad skrev Christian Juhl?

Ifølge pressen og en pressemeddelelse fra Enhedslisten den 17. oktober er der udbrudt åben strid i Enhedslistens folketingsgruppe om, hvorledes man skal forholde sig til krigen i Syrien og Irak.

Christian Juhl har i en debatartikel i Politiken den 17.oktober under overskriften »Bomber er ikke den eneste mulighed i Syrien og Irak« blandt flere forslag foreslået, at »der skal indgås dialog med IS [Islamisk Stat, red.], uanset hvor vanskeligt det kan se ud. Koalitionens lande har finansieret dem og trænet dem, og der er kontakter.«

De øvrige forslag omhandler FN’s inddragelse i fredsforhandlinger både i Syrien og Irak, hvortil kommer fredsbevarende indsatser. Desuden forslår Christian Juhl fredsforhandlinger i Syrien, hvor Assad regimet selvfølgelig også sidder med ved bordet - noget den hidtidige »koalition« afviste. Og Iran skal som central aktør i området også inddrages.

Videre skal der lukkes effektivt for pengestrømmen, der finansierer IS’s kampindsats. Hidtil er der nemlig ikke blevet lukket for den trafik, selv om det relativt let ville kunne lade sig gøre, hvis alle parter havde udvist den fornødne vilje.

Og endeligt foreslår Christian Juhl, at den humanitære bistand øges væsentligt, og at der sættes ind for at undgå et kollaps i begge lande.

Ikke desto mindre hiver pressemeddelelsen kun et enkelt af Christian Juhls fem forslag ud af teksten, nemlig det der handler om dialog med IS.

Først lægger Pernille Skipper afstand til Christian Juhls forslag i Politiken.

Og senere samme dag den 17. oktober udtaler Pernille Skipper, der sidder i folketingsgruppens ledelse sammen med Stine Brix og Finn Sørensen, i en pressemeddelelse på Enhedslistens hjemmeside: »Vi tror ikke på en dialog med Islamisk Stat. Det synspunkt står for Christians egen regning, og det er ikke Enhedslistens holdning.«

Ret beset ved Pernille ikke, hvad der er Enhedslistens holdning, al den stund partiets hovedbestyrelse endnu ikke har drøftet sagen lige så lidt som medlemmerne fra den første folketingsbeslutning har haft lejlighed til at diskutere hovedbestyrelsens og folketingsgruppens holdning.

Hun kender kanske folketingsgruppens holdning, og det er noget ganske andet.

Men hvis vi lader selve fremgangsmåden ligge, selv om den unægtelig kan vække undren i et parti, der ellers gør meget væsen ud af de demokratiske processer, så melder spørgsmålet sig: Hvorfor hastværket med at lægge afstand til Christian Juhls forslag om at forsøge en dialog med Islamisk Stat?

Og hvorfor løsrives denne ene sætning fra hans velargumenterede forsøg på at opstille en strategi, der peger på en mulig udvej af det helvede, de vestlige landes oprindelige invasion af Irak har skabt?

Pernille Skipper begrunder pressemeddelelsens afstandtagen fra Christian Juhls forslag med, at »Vesten skulle ind og føre dialog med IS, ville være et kæmpe svigt overfor de syrere, kurdere og irakere, som dagligt udsættes for deres terror, mord og voldtægter«.

Den logiske følge af det synspunkt må være, at der heller ikke kan føres dialog med de shiamuslimske militser, der har anvendt tilsvarende metoder og opført sig barbarisk i flere år overfor det sunnimuslimske mindretal i Irak.

Kan det skyldes, at Pernille Skipper og gruppebestyrelsen ikke har læst FN-rapporten fra 26. september eller den nye rapport fra Amnesty International, eller skyldes den kunstige skelnen, at man støttede det første beslutningsforslag om at sende et Hercules-fly afsted efter anmodning fra den sekteriske regering i Bagdad, som enten støtter disse militser eller ikke magter at gribe ind overfor deres brutale fremfærd – bl.a. i Anbarprovinsen, hvis befolkning overvejende er sunnier?

For det andet må det vel være på sin plads og spørge, hvem ’Vesten’ er? Er det den amerikansk ledede koalition af villige, eller er det de lande, som ulovligt invaderede Irak i 2003? Eller er det de lande, der sønderbombede Libyen til kaos?

Og for det tredje hvornår er det blevet praksis uformidlet at henvise til Vesten, som nogen vi støtter?

Pressemeddelelsen henviser også til, at man ikke kan føre dialog med en bevægelse, der har som mål at indføre en totalitær stat baseret på etnisk og religiøs udrensning.

Os bekendt er både Saudi Arabien og Bahrain med i den amerikansk ledede koalition. Hvori består den store og afgørende forskel?

I det store hele stammer det meste af det, man berettiget beskylder IS for at begå af ugerninger, fra metoder og indstillinger, der trives ganske udmærket i flere af de stater, der deltager i koalitionen.

Pressemeddelelsen slutter med endnu engang at slå til lyd for bevæbning af kurderne.

Her kunne det måske være på sin plads at opfordre til, at vi hurtigst muligt får at vide, hvilke kurdiske kræfter, der tænkes på, idet det er et tomt slag ud i luften alene at henvise til ’kurdere’.

Vi skal blot gøre opmærksom på, at der eksempelvis er flere kurdiske grupper i Syrien, der godt nok er forenet i YPG, men i øvrigt strides om så meget andet - bl.a. om, hvilken politisk magt PYD skal have.

Der er heller ikke fuld enighed blandt de tyrkiske kurdere, og sidst men ikke mindst arbejder det regerende kurdiske, demokratiske parti (KDP) i Irak tæt sammen med den tyrkiske regering, hvilket også nu er årsagen til, at peshmerga-militserne fra Nordirak får lov til at overskride den tyrkiske grænse til Syrien og melde sig under fanerne i Kobane.

De samme peshmerga-militser vil eksempelvis ikke støtte PKK.

Ikke at kurderne ikke skal have støtte. Det skal de selvfølgelig.

Men hvad med de sunnimilitser, der både i Nordirak og i Anbarprovinsen tager kampen op mod IS. Skal de ikke også have støtte?

For hvad skulle det hjælpe at støtte kurderne, hvis IS kan trænge frem alle andre steder? Ikke en pind.

Og det er præcis her Christian Juhl som en af de første herhjemme åbent tager fat om nældens rod:

• Hvis ikke den irakiske regering tvinges til at gennemføre en retfærdig og ikke-sekterisk politik i Irak, hvor oliemilliarderne fordeles retfærdigt,
• hvis ikke regeringen tvinges til at rette op på alle de uretfærdigheder, der er begået siden 2003,
• hvis ikke regeringen tvinges til at påtage ansvaret for hele befolkningens sikkerhed,
• hvis ikke regeringen tvinges til at rense de sekteriske elementer ud af sikkerhedsstyrkerne og neutralisere de shiitiske militser,
• hvis ikke regeringen tvinges til at indlede forhandlinger med alle de betydningsfulde klaner og religiøse grupper i Irak,
• og hvis ikke FN træffer beslutning om at støtte den proces med alle midler

så glem alt om at nedkæmpe IS. Der kommer bare nye bevægelser af samme slags.

Det samme gælder for Syrien. Uanset om man bryder sig om Assad regimet eller ej, så får man ikke en våbenhvile, så massemyrderierne kan stoppes, hvis ikke Assadregeringen og Iran sidder med ved bordet.

Man behøver blot at skæve til Irak og Libyen for at se konsekvenserne af ikke at inddrage alle parter, uanset nogen af dem har mere blod på hænderne end andre.

Så længe borgerkrigen fortsætter, så længe vil der være næring til IS. Bevægelsen lever af kaos, korrupte regeringers overgreb, skuffelse i befolkningen og mistillid til Vesten – og her betyder Vesten først og fremmest USA og Europa.

Men tror nogen seriøst på, at Iran bliver en central og positiv spiller i fredsprocessen, hvis det samme Vesten opretholder sanktionerne overfor Iran og kører landets økonomi i sænk? Nej – vel.

Derfor skal de inddrages i processen, og det forudsætter en hel anden politik overfor Iran.

Og afslutningsvis er der vel ingen, der forestiller, at man bare kan aflive en bred militant bevægelse ved at bombe den sønder og sammen?

IS indgår i et netværk af alliancer og har infiltreret andre, ellers kunne bevægelsen slet ikke agere, som den gør. Vil man også ramme disse netværk?

Eller vil man alternativt foranstalte og give lovning på en storstilet hjælp til at stabilisere både Irak og Syrien, til at genopbygge de sønderskudte områder, og vil man allerede nu tvinge alle kombattanter til at snøre effektivt af for pengestrømmene til IS? Det skal der gives politiske svar på.

Det er jo en offentlig hemmelighed, at finansieringen af IS bl.a. kommer fra flere Golfstater, fra Saudi Arabien. Den olie, som IS sælger, handles bl.a. i Tyrkiet. Den handles i selve Irak. Den handles efter sigende også i den irakisk-kurdiske region osv.

Det er de spørgsmål, som Christian Juhl tangerer med sit indlæg i Politiken, og dem bør man behandle og drøfte seriøst i en åben atmosfære.

For svarene på disse spørgsmål er af afgørende betydning for mulige holdbare løsninger. Også selv om mainstream på Christiansborg lige for tiden først og fremmest er kendetegnet ved følgagtighed overfor USA, stor uvidenhed om situationen i Irak og Syrien, hvis vi skal tage bemærkningerne til de to beslutningsforslag om afsendelse af et Hercules-fly og et antal F-16 jagere for pålydende og ikke mindst eller måske af samme grund en mediebåret dæmonisering af IS.

Påvirkningen fra sidstnævnte ligger angiveligt også til grund for pressemeddelelsens afstandtagen fra Christian Juhls forslag om dialog med IS.

Men prøv lige stoppe op og overvej situationen og se bort fra folketingsflertallets hysteri.

Tror nogen på, at man kan komme af med IS uden at indgå i forhandling med organisationen? Vil man jævne hele bevægelsen med jorden? Eller hvad har man forestillet sig?

I enhver krig handler det aldrig om at jævne modstanderen med jorden, men om at svække ham tilpas meget til, at man kan stille betingelserne.

Og i den kamp indgår også dialogen om så med fanden selv som et middel. Det kommer man immervæk noget længere med og redder flere menneskeliv med end ved at henholde sig til moralske besværgelser.

Alle har en interesse i hurtigst muligt at få stoppet de store flygtningestrømme, der meget snart kan destabilisere hele området især i Tyrkiet, Libanon og Jordan men også give problemer i det sydlige Europa.

Alene af disse grunde ville Enhedslisten gøre sig selv en stor tjeneste ved at drøfte Christian Juhls fem forslag og de bagved liggende tanker i hovedbestyrelse og i øvrigt sende hele spørgsmålet ud til åben diskussion i partiets afdelinger.

Francesco Castellani, Niels Frølich, Jan Helbak, Jan Mølgaard og Niels Henrik Nielsen er medlemmer af Enhedslisten.