Hvad sker der egentlig i Venezuela?

Rafael Correa, uddannet økonom og Ecuadors præsident siden 2006, holdt d. 6. november 2013 et foredrag på Sorbonne om, hvad Europa efter hans mening skulle lære af Latinamerika. Han begyndte foredraget med følgende ord:

»Vi latinamerikanere forstår os på kriser. Ikke fordi vi er mere intelligente end alle andre, men fordi vi har gennemlevet så mange kriser. Vi har altid håndteret dem forfærdelig dårligt, fordi vi kun har haft én prioritet: at beskytte kapitalens interesser, og det har styrtet regionen ud i en langvarig gældskrise.« Læs hele foredraget på fransk her i Le Monde Diplomatique, Décembre 2013, side 1, 16 og 17.

Hvorfor altså ikke prøve at lære noget også af Venezuela?                                                                                           

Hvor interessant er begivenhederne i Venezuela for os i Danmark?

Venezuela har valgt en socialistisk udvikling baseret på demokratiske processer. I skrivende stund ved vi ikke, om de socialistisk orienterede kræfter beholder regeringsmagten. I 18 år er det ikke lykkedes den bolivarianske revolution at gøre de sociale programmer uafhængige af olieproduktionen, hvor provenuet er skrumpet pga. de faldende priser på verdensmarkedet.

Desuden er Venezuelas råolie af ringe kvalitet for de fleste anvendelser og produktionsudstyret er delvis forældet. Landet er stærkt forgældet og et flertal af de internationale långivere har nægtet at omlægge lånene ved de forestående terminer. Vi ved ikke, om det vil lykkes modstanderne af Venezuelas socialistiske udviklingsvej at destabilisere landet endnu mere og svække befolkningens støtte til regeringen ved økonomisk sabotage, politisk propaganda og eventuelt militær intervention.

Vi ved ikke, om regeringen i sidste minut formår at vitalisere landets egne landbrugs- og industrielle produktion på fredelig vis og vinde større segmenter af små og store landejere, andre små og store industrielle og handelskapitalister og dele af oppositionen i et historisk kompromis, eventuelt under Vatikanets mægling, for regeringens patriotiske mål ved at give dem chance for egen vinding. Ingen ved det. 

Men det er interessant at undersøge de modsætninger, som et sådant socialistisk valg bringer med sig af økonomisk og politisk stormvejr i et land, som ganske vist er fjerntliggende, men som dog også kan ses som et socialistisk laboratorium for vores tid, det 21. århundrede.

Socialisme i vor tid? Er der overhovedet en chance for at realisere socialistiske mål som lighed, broderskab og selvbestemmelse i en global økonomi som lader et lille land værgeløst blandt større aktører? Kan det lade sig gøre at inddrage millioner individer som myndige samfundsaktører med egen vilje for fælles mål, når de ikke længere er sultne, når de er blevet ressourcestærke og har lært at klare sig selv, når der ikke er krig, når de ikke kan kommanderes?

Må det ikke nødvendigvis føre til problemer, modsætninger, konflikter og tusindvis af utilstrækkeligheder, som først springer i øjnene og dernæst kommer til at dominere? Vil skuffelsen sejre og glide over i en forståelig opprioritering af det private frem for det sociale? For socialister i andre lande må Venezuelas lære være, at nederlag og undergang i lignende situationer ikke kan udelukkes. Men der er dog også en mulig sejrsgang, så længe der er et håb, en vision, en plan for en fredelig socialistisk udviklingsvej og en radikal, men samtidig moderat politik og balancegang. 

Vores rapport er skrevet i vrede over den overfladiskhed og mangel både på problembevidsthed og vidensformidling, som efter vores mening præger langt hovedparten af, hvad der skrives i mange fagbøger, artikler i videnskabelige tidsskrifter og rapporter i massemedier om Venezuelas yngste historie og nuværende situation. Vores tema er landets nuværende balancegang mellem markedets usynlige og hårdtslående hånd og de næppe mere tålelige, men påkrævede indgreb af den meget synlige statsmagt.   

For at give læserne et indblik i kompleksiteten giver vi et ultrakort rids af Venezuelas yderst omskiftelige historiske erfaringer og følger op med en gennemgang af de økonomiske nøgletal. Vi skjuler ikke vores begejstring for de sociale, økonomiske og politiske forbedringer, der er sket, men gennemgår også de problemer som tilsyneladende fortsat venter på gennemgribende løsninger. Vi runder af med nogle mere generelle overvejelser om problemer, faldgruber og løftestænger i Venezuelas krisemanagement. På det felt, mener vi, kunne og burde europæiske observatører drage konklusioner af den venezuelanske dramatik.

I.  Venezuela i medierne ‐ mangel på og behov for nuanceret information

Hvad der over de sidste år er skrevet om situationen i Venezuela stammer groft sagt fra en af tre grupper:

1. den hadefulde venezuelanske opposition, som er hovedleverandør af billedmateriale og historier til
2. de internationale borgerlige presseagenturer og massemedier, der gerne optræder som neutrale analytikere, dog ofte på ironisk distance og i substansen lidet informative;
3. den europæiske og nordamerikanske venstrefløjs bedrevidenhed, som synes at Venezuela er et sympatisk land hvor alt desværre går galt, med undtagelsen af nogle i mange henseender sikkert meget sympatiske "anti-imperialister" per rygmarvsrefleks, som dog har svært ved at forholde sig til realiteternes kompleksitet således at de, rent kapital-logisk, både kan pege på nødvendigheden af en socialistisk vej og dens platte umulighed. 

Fælles for alle tre retninger er, at de er konfliktsky og fornægter de aspekter af realiteten der ikke passer dem; at de lukker øjnene for dobbeltheden i de nuværende processer. Dobbeltheden består i, at hver eneste dag leverer argumenter både for dem. som kun kan se det negative, det tåbelige, det fejlslagne i alle den socialistisk orienterede regerings tiltag uden at tage stilling til nødvendigheden af dem, og for dem, som kun kan se nødvendigheden af at fortsætte den valgte kurs uden at tage stilling til de enorme omkostninger og lidelser som bekymrer en tilsyneladende voksende del af befolkningen.  

De hadefulde

Når vi analyserer, hvad der er skrevet om Venezuela, slår det os, at forfatterne med få undtagelser vælger ikke at skrive meget om tiden før den bolivarianske revolution: elendighed, fattigdom, mangel på sundhed og uddannelse, arbejdsløshed, politisk forfølgelse, drab, uret og andre sociale og økonomiske lidelser og demokratiske afsavn for store dele af den venezuelanske befolkning.

Der er ingen kritik fra disse analytikere af systemet før Hugo Chávez og Nicolás Maduro. Men når Venezuela, et af de få lande på udkig efter alternative systemer, får sociale, økonomiske, kulturelle og endog naturskabte problemer, bliver det straks tilskrevet utilstrækkelighed i den socialistiske tankegang og de tilstræbte produktionsmåder. 

Hverken den venezuelanske opposition eller økonomiske analytikere på universiteterne verden rundt har kunnet anvise en vej til at skaffe alle mennesker i Venezuela mere end eet dagligt måltid uden at forudsætte gennemgribende indgreb i samfundsstrukturen. Derimod formåede den bolivarianske revolution faktisk at sikre borgerne i Venezuela tre måltider om dagen; den skaffede alle syge mennesker adgang til sundhedssystemet, alle børn og unge adgang til uddannelse, og den garanterede ytringsfrihed - også for oppositionen. 

Den har udskiftet markedskræfternes usynlige, men brutale knytnæve imod samfunds svageste med en mangfoldighed af statsmagtens synlige indgreb, som oftest kan føles undertrykkende, idiotiske, uproduktive og demoraliserende både af modstandere og tilhængere af revolutionen. Det og kun det kan oppositionen pege på, og oftest sikkert med rette (se vores afsnit IV).

Så vidt de ”teoretiske” bidrag fra den venezuelanske opposition. Det er nemt at forstå dens raseri: Det er jo ikke alene de multinationale koncerner og de store venezuelanske grundejere, der føler sig truet af beskæringer i ejendomsretten og berøvelse af fremtidige gevinster. Den brede middelklasse nærer måske den største bitterhed overfor den socialistiske udvikling i landet.

Man har været vant til at forsørge familien gennem højt betalte stillinger og kontrakter med den skiftevis statslige eller private råstofsektor, hvor der ingen tradition var for at skelne alt for nøje mellem egne og betroede økonomiske midler. Det er i Venezuela – som i mange andre råstofeksporterende lande - et lån fra kolonialtiden, hvor det gik under navnet comprador-bourgeoisiet, og betegnede den del af bourgeoisiet, som sad på alle vitale handelsforbindelser.

Forståeligt nok vil disse dele af den venezuelanske opposition ikke finde sig i at blive berøvet sine privilegier.

Rent kvantitativt fylder den hadefulde propaganda meget i den sydamerikanske debat. Den tyske latinamerikaforsker Dieter Boris omtaler en nyere undersøgelse af syv latinamerikanske lande, som viste, at de fem største private tv-stationer tilsammen i samtlige 7 lande dominerede tv-markedet med en andel på mellem 72 og 97%, og at finansgruppen Cisneros alene kan dominere tv-markedet med en andel på 44% i Venezuela. 

Det er næsten uundgåeligt, at udenlandske kommentatorers rapporter over Venezuela tit er farvet af disse medier. Til gengæld påpeger Boris, at deres politiske indflydelse i landet begrænses af den tiltagende oplevelse af eksklusion i voksende dele af befolkningen, som ikke kan genkende deres egen hverdag i disse mediers fokus på High Society, telenovelas, sport, forbrydelse mm.

De hånende

Traditionelt borgerligt liberale blade som britiske The Guardian, franske Le Monde, spanske El Pais eller tyske Süddeutsche Zeitung kan ind i mellem godt tage afstand fra de groveste overdrivelser i hademedierne. De kan fra tid til anden bringe en indsigtsfuld kommentar, der påpeger hvor velnærede oppositionens unge demonstranter ser ud med deres skilte ”Jeg er sulten” eller ”Jeg fik igen i dag intet at spise”. 

De kan genkalde ”sultedemonstrationerne” i Santiago de Chiles velhaverkvarterer før Pinochets blodige kup i 1973 og en passant nævne enkelte humanistiske og sympatiske træk ved nogle af de socialistiske tiltag. Så vidt retter de sig efter meningsfrihedens borgerlige mantra, formuleret i 1795 af Thomas Paine, en af USA's grundlæggere, i sidste sætning af hans Dissertation on First-principles of Government og mere end 100 år før Rosa Luxemburgs næsten enslydende parole: ”He that would make his own liberty secure, must guard even his enemy from oppression. - Hvem der vil sikre sin egen frihed, må beskytte selv sin fjende mod undertrykkelse.”

Længere rækker Paine dog ikke, siden disse medier ukritisk distribuerer netop disse utroværdige rapporter og tilsyneladende ikke ser sig i stand til at levere mere nuancerede billeder, nyheder, data og analyser fra og om Venezuela baseret på egen research i deres nyhedsdel. Deres udvalg af nyheder og vinkling tillader kun én konklusion, nemlig at staklerne i Venezuela og i hver anden del af verden ville have det meget bedre, hvis de blot kunne opgive deres drømme og lade være med at virke for et bedre liv.

Det blev skarp formuleret af Orla Bakdal, forhv. ambassadør, dansk repræsentant (og til 2014 direktør) i den Interamerikanske Udviklingsbank (Washington D.C.), da han anbefalede den »græske kur« til Venezuela ledsaget af følgende løse bemærkning: »Man må nok sige at den negative udvikling velsagtens er det eneste som ikke er gået i stå i Venezuela.« (P1, Verden ifølge Gram, 16/8-2016). I vores afsnit V skal vi vende tilbage til Orla Bakdals »gode råd«, som han selv sikkert anser som velfunderede i den bankverden han kommer fra, mens vi anser dem for uoplyste og realitetsfornægtende. I disse medier er der ingen grænser for ironi –  hån – over for socialistiske tiltag, hvor end de findes på kloden. 

De bedrevidende

Forståeligt nok har store dele af den europæiske og nordamerikanske venstrefløj fulgt den lyserøde bølge, dvs. de sidste årtiers socialistiske tiltag i Latinamerika, med stor interesse og i begyndelsen med en del beundring. Hugo Chávez’ valgsejr i 1999 indledte et årti med sydamerikanske venstreregeringer: 2002 Luís Inácio Lula da Silva’s valgsejr i Brasilien, efterfulgt i 2010 af Dilma Rousseff i 2003, af Néstor Kirchner’s valgsejr i Argentina, efterfulgt i 2007 af Christina Fernández de Kirchner; og i 2005 af Evo Morales’ valgsejr i Bolivien.

I denne periode levede ¾ af den sydamerikanske befolkning på 350 millioner i lande med socialistiske eller venstreorienterede regeringer. Chile, Ecuador, Mexico og andre latinamerikanske lande begyndte at insistere på egen uafhængighed af Amerikas til da dominerende Forenede Stater (USA).  Med rette samledes de største forventninger omkring Venezuela. Mens Argentina og Brasilien kun formåede at anvende mindre end 0,5% af BNP til – alligevel meget vigtige – sociale forbedringer, skruede den venezuelanske regering udgifterne til sociale forbedringer op til næsten 25% af BNP og holdt i programmatikken fast i målet om at udskifte den neoliberale produktionsmodel med en socialistisk.

I et ofte gentrykt og oversat bidrag i The Guardian sammenlignede den konservative britiske kommentator Nick Cohen venstrefløjens nysgerrighed omkring udviklingen i Venezuela med sexturisme: de lyster man ikke kan udleve hjemme, søger nogle tilfredsstillet i fjerne eksotiske lande. Dansk oversættelse Information, 3. juni 2016. Hån og hån igen.

Vi synes man må gå længere tilbage end til 1999 for at forstå venstrefløjens fascination af Venezuela. Klart styrkedes begejstringen for de demokratiske og socialistiske ideer af Nazitysklands og det kejserlige Japans kapitulation i 1945 og efterfølgende af den lange serie af antiimperialistiske sejre i 1950erne og 1960erne kulminerende med revolutionen i Kina, Cubas uafhængighed og Vietnams sejrrige frihedskamp. Samtidig havde socialistiske tanker vundet indpas i mange bevægelser, som f.eks. ungdomsbevægelser i Vesteuropa og Kibbutz-bevægelsen i Israel.

Men mange af venstrefløjens forventninger blev i de følgende årtier gjort til skamme, begyndende med den blodige omstyrtelse af Allendes socialistiske regering i Chile i 1973 og kulminerende med de socialistiske landes sammenbrud i Europa i 1989/90. 

På den baggrund var venstrefløjen begejstret for den socialistiske bevægelse i Venezuela. Den så begivenhederne i landet som en genopstået retfærdighedsbevægelse, der formåede at blande socialisme og demokrati sammen til en slags demokratisk socialisme. I nogle år var venstrefløjen ekstatisk, når snakken faldt på Venezuela.

De sociale forandringer tog fart, og i løbet af kort tid lykkedes det landet at opbygge et sundhedssystem, pensionssystem og boligbyggeri, som de fattige også kunne få del i. I den periode læser man ingen kritiske røster fra venstrefløjen omkring landets situation. Tværtimod organiserede man støttekampagner og demonstrationer til fordel for den politiske linje. Der var ingen, der snakkede om oppositionens folkelige basis, om afhængighed af olieindtægter, osv. Når der er succes, vil alle være en del af den.

Men nu er der krise, og så er der kø ved håndvasken. Det er hårdt arbejde ikke at henfalde til banaliteter og genbrug af de sædvanlige paroler, når der er krise. Det synes at være pinligt at indrømme fejl. Så er der kun en vej tilbage, bedrevidenhed, hvad sagde jeg? 

Den form for kritik opremser mange angivelige eller faktiske tåbeligheder, fejl og usympatiske aspekter ved de socialistiske tiltag uden at analysere den reelle kamp i landet: kupforsøg, sabotage, sort marked, smugling, korruption, kriminalitet, de agrar- og industri-teknologiske og internationale betingelser – og de truende sociale og demokratiske tab skulle den bolivarianske og socialistiske bevægelse tabe regeringsmagten. Vi synes at den form for kritik ikke står på ofrenes side.

Den bygger ikke på historiske fakta og analyser; den forbigår hvad der er skrevet i de sidste 200 år om de vanskeligheder, enhver socialistisk ombrydning af et samfund må møde; den ignorerer, at de skiftende venezuelanske regeringer i de seneste år har rådført sig med de fremmeste venstreorienterede ikke-marxistiske og marxistiske økonomer, som også var fortrolige med Latinamerikas historie. De har givet forskellige og delvis indbyrdes modsigende beregninger, modeller og råd. Det kommer vi til. 

Men der findes også en anden del af venstrefløjen, dem der ikke havde opgivet håbet om en sejr for den venezuelanske socialistiske udvikling og står på de socialt svages side. En af de mest informative bøger om situationen i Venezuela er Andreas Bülows ”Den venezuelanske revolution” fra 2010. Bogen har den ene skavank, at den kun tøvende forholder sig til de mere indviklede sider af den politiske, økonomiske og kulturelle kamp i Venezuela.

 

En af de mest informative bøger om situationen i Venezuela er Andreas Bülows ”Den venezuelanske revolution” fra 2010. Foto: Mark Knudsen/Monsun 

Udkommet i 2010 ønskede bogen en mere solid forankring af regeringens tiltag i befolkningen, et virkeligt godt ønske. Men den spurgte ikke, om det var godt eller dårligt, når der f.eks. blev givet en regeringsordre på 7.000 t hønsekød fra Brasilien for at dække over et forsyningsunderskud og ordren kunne resultere i at tusindvis af små venezuelanske landbrugsproducenter, private og kooperative, blev ruineret. Nu erklærer forfatteren i P1, Verden ifølge Gram, 16/8-2016 den bolivarianske revolution for færdig: “Man må anerkende, at det projekt der var på vej i Venezuela, at forsøge at skabe en reguleret kapitalisme, det slog fejl.” Vi synes det er en for stor mundfuld, at forkaste ethvert forsøg på at skaffe mere sociale og mere demokratiske samfundsforhold for en tidsperiode uden fuldstændigt at berøve markedet og privat ejendom deres magt. Se vores afsnit V.

II.  Historiske erfaringer med økonomiske kriser og politisk bedrag

Måske er Venezuela det land i verden, der – historisk set – har haft den største erfaring med økonomiske kriser og politisk bedrag af samfundets svageste, men også den længste erfaring med de svages nogle gange succesrige oprør. Her er en liste over de mest skelsættende vendepunkter i Venezuelas historie:

III.  Økonomiske modsætninger

Følgende er en kort præsentation af fakta om de grundlæggende økonomiske og sociale forhold – og spændinger – i Venezuela.

Fakta

Venezuela dækker over et areal på mindre end en million km², dvs. knap 20 gange Danmarks areal eller halvdelen af Grønlands. Ifølge FNs Demographic Profiles (Department of Economic and Social Affairs, Population Division, 2015. World Population Prospects: The 2015 Revision, Volume II, ST/ESA/SER.A/380, s. 822f) bor der lidt flere end 30 millioner mennesker. Samfundets generelle aldersstruktur begynder at ligne den aldersstruktur vi finder i Cuba, Vesteuropa, Japan og andre lande med en sund befolkning, som får mulighed for at blive ældre. Der er især en betydelig stigning i andelen (også i absolutte tal) af ældre venezuelanere (5% var 65+ i 2015) og et tilsvarende fald i fertiliteten fra gennemsnitligt mere end 6 [børn per kvinde] i 1950erne til under 2,4 nu.

Da Christoffer Columbus nåede Venezuelas østkyst i august 1498 blev han overvældet af landets skønhed, frugtbare jorder, sunde beboere, det tålelige klima og rigeligheden på ferskvand og skrev til de spanske monarker Fernando konge af Aragonien og Isabella dronning af Kastilien og León (se Lindqvists biografi s. 153f): ”Her er store tegn på det Jordiske Paradis, fordi området svarer til de hellige og vise mænds mening… Og skulle vandet jeg snakker om (det nuværende Orinoco-floddelta) ikke komme fra Paradiset, så er det en endnu større kostbarhed, fordi jeg tror ikke på at sådan en bred og dyb flod før har været kendt at eksistere i denne verden.”

Mødet med kolonialismen var smerteligt for landets dengang omkring 350.000 beboere. Svarende til det afvekslingsrige landskab havde de ikke udviklet en centralstat som inkaerne og aztekerne, men en mangfoldighed af ganske forskellige kulturer. De forskellige stammer havde, hver på sin måde, opdyrket stort set de samme arealer som også i dag klassificeres som landbrugsjord – indtil de få, der overlevede massakrerne og kunne undgå slaveri og de nye smitsomme sygdomme, flygtede til afsides liggende uvejsomme regioner og gav plads til kolonisterne og deres masseimport af afrikanske slaver og senere til jordspekulanter efter uafhængigheden i 1811. Den traditionelle selvforsyning blev afløst af monokulturen på plantagerne, hvor kolonisterne dyrkede kakao, som blev eksporteret til Europa. En århundredelang blanding af etniciteter begyndte. Det gjaldt dog ikke Venezuelas herskende familier, hvor de rent hvide familiers monopol på ledende poster i samfundet først blev brudt med Chávez valg i 1999.

 

Venezuelas typografi med hovedbyer og nabostater, [Wiki]

Selvom Venezuelas Bolivarianske Republik kaldes et socialistisk land, er det mere korrekt at kalde landets økopolitiske orientering nationalt-demokratisk under venstreorienteret lederskab. Det betyder, at det nuværende økonomiske system overvejende er baseret på markedsøkonomiske mekanismer. Det gælder med tre indskrænkninger, 

• for det første de gentagne, dog indtil nu fejlslagne forsøg på importsubstitution (dvs. opbygning af egen industri og landbrug for selv at producere de varer der indtil da blev importeret) og 
• et socialistisk sigte i den sociale omfordeling af rigdom og 
• gentagne - dog indtil nu heller ikke vellykkede - forsøg på at skubbe den økonomiske og politiske magt over til den arbejdende, men fortsat underprivilegerede del af befolkningen, se nedenunder.

For en moderne og fortsat voksende befolkning råder Venezuela også over alle forudsætninger for en blomstrende selvforsyning med landbrugsvarer. Endvidere er landet rigt på mange kostbare råstoffer i undergrunden. Internationalt har Venezuela gjort sig bemærket ved ufattelig rigdom pga. verdens største olieforekomster.

Olie

Det viste sig for Venezuela, at det ikke var og er lige til at få udbytte af sin olierigdom. ”Ti år fra nu, tyve år fra nu, og du vil se: olien kommer til at ruinere os… Den er djævelens ekskrementer.” Og mere konkret: “el petróleo es nuestro, lo demás lo importamos – olien er vores egen, alt andet importerer vi”. Ordene er fra El profeta olvidado – den glemte profet, OPECs ”far” Dr. Pérez Alfonzo, i 1976.

Desværre må Alfonzos ominøse ord tjene os som rettesnor i vores analyse af sejre og nederlag af den venezuelanske revolutionsforsøg for så vidt de er relaterede til olie. Hertil opsummerer vi nogle:

Grundbegreber

Råolie er den ubehandlede olie, som udvindes fra jordens undergrund. Dannelsen forklares i dag med M.W. Lomonossows biotiske tese fra 1757, ifølge hvilken afdød mikroplankton er sunket ned i 2-4 km dybe regioner af verdenshavet for 400-100 millioner år siden, som så blev tildækket af sedimenter og blev

• til råolie under vandtryk og ved let øgede temperaturer, og
• til naturgas ved endnu højere temperaturer.

Råolie forekommer med meget forskellig sejhed, som let, tung og ekstratung olie. Lette olier ligger dybt, men kan pga. relativ lille tæthed stige op i højere lag oppe ved jordoverfladen, hvor de bliver til tyktflydende tjære eller bitumen gennem oxidation og fordampning af lette dele. De lette olier findes hovedsageligt i Mellemøsten og i Nordsøen, er flydende ved stuetemperatur og kan let transporteres gennem rørsystemer. Venezuelansk olie er dog klassificeret som tung og ekstratung. Den kræver for transport og forarbejdning en modificering ved at der tilsættes let olie.

Påviste oliereserver er principielt set et mål for hvor meget olie, der beviseligt findes i et område, der kan udvindes med den eksisterende teknologi til den gældende markedspris. For OPEC-landenes vedkommende skal angivelserne udelukkende bygge på nationale midler for at skærme egen olieindustri imod ubegrænset udenlandsk inspektion. Angivelserne kan derfor være tvivlsomme og f.eks. politisk bestemte.

Råolien skal raffineres til brug som brændstof (flybenzin, benzin, diesel og brændselsolie), smøremiddel mm.

Mængden af råolie bliver angivet i tønder (barrels, b) = metrisk rundt 159 liter med en vægt på ca. 14 kg.

På Venezuelas initiativ blev OPEC (Organization of the Petroleum ExportingCountries) dannet i 1960 som forsvar af Irak, Iran, Kuwait, Saudi-Arabien og Venezuela i mod Rockefeller’s og andre store oliemagnaters pres på olieprisen, se vores boks om OPECs ”far” Dr. Alfonzo. Yderligere 10 lande er sidenhen blevet medlem af OPEC.

OPECs sekretariat befinder sig i Wien og udgiver månedlige rapporter  og en yderst læsværdig årlig statistisk bulletin, som dog fra tid til anden skal sammenholdes med de månedlige rapporter om oliemarkedet fra det Internationale Energi Agentur (IEA), der er en mellemstatslig institution med Danmark og 28 andre medlemslande, har sæde i Paris og ikke må forveksles med FN’s Internationale Atomenergiagentur (International Atomic Energy Agency, forkortes IAEA). Sammenholdet i OPEC er usikkert, især siden Saudi-Arabien ensidigt og fortløbende øgede olieproduktionen siden efteråret 2014 som svar på faldende oliepriser, tilsyneladende for at skubbe gamle og nye konkurrenter ud af markedet ved at presse prisen så langt ned, at disse konkurrenter ikke længere kunne følge med økonomisk pga. begrænsninger i konkurrenternes forekomsters tilgængelighed og den særlige krævede teknologi.

Alligevel er det tilsyneladende i september 2016 kommet til en fællesforståelse mellem OPEC-landene og med varm støtte fra Rusland, et ikke-OPEC-medlem, som går ud på, at OPEC ved sit årlige møde d. 30. november 2016 for første gang i otte år fastfryser eller sænker råolieproduktionen i fællesskab.  Oliemarkedet har reageret med en 13% stigning i prisen for råolie. Mere konkret, til Venezuelas store lettelse er den retningsgivende pris for en tønde let råolie nu igen oppe over $50, efter i 2014 at have ligget et stykke over $100 og til årsbegyndelse 2016 var faldet til næsten $26.

Forekomster, produktion og eksport af olie. Landet råder (angivelser for 2015) over verdens største påviste oliereserver på 301 milliarder tønder, 20% af de globalt påviste reserver og foran Saudi -Arabiens 266 og Canadas 173 milliarder tønder. Geologernes estimater alene for Orinocobæltet er kommet op på 513 milliarder tønder. Venezuela har været en stor producent af råolie med 2,6826 millioner tønder per dag [million barrels per day - Mb/d] i gennemsnit i 2014, altså 75% mere end Norges 1,5178 Mb/d og omkring 75% mindre end Saudi-Arabiens 9,7127 Mb/d (OPEC Annual Statistical Bulletin 2015, s. 28). Venezuelas olie klassificeres som “Heavy crude oil (HCO)”, dvs. en slags bitumen eller naturasfalt. Under normale reservoirbetingelser kan HCO ikke transporteres igennem rørsystemer pga. høj viskositet. Udnyttelsen af forekomster er derfor begrænset til 5-30%. Ved oparbejdning til transportabel let olie tabes omkring 10%. Produktionstallene er således ikke altid sammenlignelige.

Produktionen i Venezuela er dog sidenhen måned for måned faldet, sidst til 2,095 Mb/d i juni 2016, mens Norges i samme periode steg til 1,55 Mb/d og Saudi-Arabiens til 10,308 Mb/d og videre til 10,67 Mb/d i juli 2016. Financial Times kommenterede d. 11 aug. 2016 Saudi-Arabiens drastiske forøgelse af produktionen: “This sparked concerns that the cartel’s largest producer is competing more aggressively for customers in an already oversupplied market”, hvad der vil skabe yderligere problemer for Venezuela – og usikkerhed over holdbarheden af eventuelle produktionsbegrænsninger.

Alligevel var Venezuela i hvert fald i 2014 med produktionen af 2,69 millioner tønder olie om dagen det 12.-største olieproducerende land i verden, og det femte-største på kontinentet.

USA har været den største importør af Venezuelas olie med 0,789 Mb/d råolie og petrokemiske produkter i 2014, men lande som Indien og Kina øgede deres andel til mere end 0,550 Mb/d hhv. 0,400 Mb/d i 2015. Olie udgør stadig en stor del af det indenlandske energiforbrug, selvom andelen af naturgas er stigende. Venezuelas gasreserver regnes til verdens ottende største. Endvidere leverer vandkraftværker omkring 25 procent af landets energibehov, deraf den miljømæssigt kontroversielle Guridam alene 75% af al elektricitet.

Oliesektorens organisation, forarbejdelse, indtægter. Venezuela besluttede i 1973 en nationalisering af hele olieindustrien, som blev effektiviseret 1. januar 1976 ved dannelsen af det statsejede olieselskab Petróleos de Venezuela, S.A.  (PDVSA) og overførsel af samtlige udenlandske anparter til – nominelt – nationale selskaber, dog med samme ledelse og forretningsgang som før. Vegard Bye fra det norske fredsforskningsinstitut International Peace Research Institut, Oslo opsummerede i 1979 sine indgående undersøgelser med følgende vurdering:  

»Venezuela has been one of the leading proponents of a new international economic order. As a major oil producer it was instrumental in the creation of OPEC. It has also realized a basic element of a New International Economic Order - the nationalization of basic economic resources. The oil industry was nationalized on January 1, 1976, while the second-ranking export industry (iron and steel) had been expropriated one year earlier. In this paper the effects of oil nationalization in Venezuela are studied to establish whether the previous structure of foreign dominance has been fundamentally altered. A set of dominance indicators is defined and applied to Venezuela before and after nationalization. The main conclusion is that dominance structures persisted, but with some differences between indicators. The expected long-term effect of increased oil prices, oil nationalization and the new development strategy, is that the degree of mono-production will be reduced, whereas economic and technological penetration as well as dependence on foreign trade will actually increase. This points to the need for more fundamental changes in power relationships inside the country. Nationalization alone does not guarantee a development in the interests of the majority.« [Journal of Peace Research, Vol. 16, No. 1 (1979), s. 57-78]

Olieindustrien er den største arbejdsgiver og leverer en tredjedel af BNP, 80% af eksporten (op til 96% sidste år), og udgør halvdelen af de offentlige indtægter. Flere detaljer i OPEC Annual Statistical Bulletin 2016. I 90erne re-privatiseredes olieindustrien, men efter Chávez’ valgsejr i 1999 år blev en stor del af industrien igen underlagt regeringskontrol.  

Olieindustriens aktuelle problemer. Ved det landsomfattende oprør mod regeringen i april 2002 spillede PDVSA en nøglerolle. Den øverste ledelse og mange ledende medarbejdere lukkede anlæggene, spærrede arbejderne ude og greb i enkelte tilfælde også til sabotage. Chávez’ regering fyrede dem og øgede den statslige kontrol over selskabet. Dette resulterede i tabet af 20.000 af PDVSA’s dygtigste teknikere og ingeniører som så blev udskiftet med 150.000 ikke-faguddannede, vedvarende store produktivitetstab og nedgang i produktionen. Se Venezuela Country Analysis - US Energy Information Administration (EIA), 25 nov. 2015. Ifølge EIA er produktions­niveauet kontinuerligt faldet siden 90erne. Selvom olieproduktionen og eksporten til USA er faldet med 26 procent, er USA’s eksport af petrokemikalier til landet steget fem gange (500%) i den samme ti-års periode. I realiteten medførte tabet af PDVSA’s eksperter større afhængighed af udenlandske rådgivningsfirmaer som Schlumberger og Halliburton. Ifølge presseberetninger (FT, 15. aug. 2016) var disse to firmaer begyndt at indskrænke deres aktiviteter I Venezuela pga. ikke-betalte regninger i $-milliard størrelse. Men ifølge nyere presseberetninger (FT, 21. sept. 2016) har disse to firmaer sammen med Horizontal Well Drillers og Baker Hughes indgået en ny kontrakt på 3,2 milliarder US$ til igangsættelse af 480 nye boringer.

Olieindustrien blev fuldt nationaliseret i 2006. Mere præcist blev det bestemt at PDVSA skulle eje 60 procent af alle olieprojekter. Flere multinationale virksomheder blev tvunget til at acceptere de nye betingelser, med undtagelse af to selskaber, TOTAL og ENI, som på grund af sabotage og modstand blev konfiskeret.

Som tung og ekstra-tung råolie ligger den venezuelanske ikke dybt og er dermed forholdsvis nem at grave op fra undergrunden. Der kræves dog gas til at udvinde den tunge olie. For transporten gennem rørsystemer, f.eks. til indenlandske og udenlandske raffinaderier, kræves ydermere en opblanding med let råolie som så skal erhverves udenlandsk. Af de daglige 2,69 millioner tønder olie (i 2014) bliver kun 1,3 millioner tønder behandlet i venezuelanske raffinaderier, resten raffineres i USA, Caribien og Europa. De manglende investeringer har reduceret kapaciteten af de indenlandske produktionsanlægs og raffinaderier alvorligt. 

Det kan støde, at benzinpriserne i Venezuela er blandt de laveste i verden. Prisen for en liter har været konstant $ 0,01 i ti år. Dette gav anledning til 30.000 tønder daglig benzinsmugling til nabolandet, Colombia. Mere alvorligt for Venezuela er det drastiske fald i oliepriserne på verdensmarkedet siden bl.a. skiferolien er kommet til.  

Gas

Venezuela har de næststørste naturgasreserver på kontinentet, men en betydelig del (35 procent) af gasforbruget bruges til at styrke olieproduktionen. 90% af den indenlandske gas er et biprodukt af olieproduktion og af ringe kvalitet. Venezuelas behov for gas ved selve olieproduktionen er så omfangsrigt, at landet er tvunget til at købe gas fra nabolande. Ikke desto mindre har Venezuela etableret et omfattende netværk af naturgasrør til industrielle, kommercielle og privat forbrug.

PDVSA er den største producent og distributør af naturgas i landet. For at finde olieuafhængige gasreserver har regeringen tilladt private virksomheder at eje 100% af disse projekter. Virksomhederne bliver lokket til at investere i projekterne med lovning på skattefordele. I tilfælde af fund af gasreserver er disse virksomheder dog forpligtet til at sælge 35% af aktierne til PDVSA.

Regeringen har planer om at udvide søgningen efter olieuafhængige gasreserver, men projektet går trægt på grund af mangel på kapital. Projektet om etablering af 4500 kilometer gasledning til boligområder kører dog efter planen.

Elektricitet

60 procent af landets elektricitet kommer fra vandkraftværker. Mindre end 40 procent af den nødvendige energi til elproduktionen skaffes fra fossile kilder, hvoraf halvdelen er naturgas. På mindre end ti år (2003-2012) er energiforbruget steget med 50 procent, mens elproduktionen kun er steget med 28 procent. Det statsejede selskab CORPOELEC, som blev grundlagt i 2007, er ansvarlig for kontrol af energisektoren.

På grund af tørke og lav vandstand faldt elproduktionen kraftigt i 2009-2010 og var skyld i hyppige strømafbrydelser. Selvom man med igangsættelse af oliekraftværker er begyndt at erstatte vandkraftværkerne, har nedgangen i produktionen medført et fald i industriproduktionen.

Industri og landbrug

Industriproduktionen udgør kun 17% af BNP’en (kun 13 procent i 2015) og landbrugsprodukter med beskæftigelse af ti procent af arbejdsstyrken og et areal på en fjerdedel af landet udgør kun 3 procent af BNP. I løbet af de seneste ti år er fødevareforbruget dog næsten fordoblet.  

IV.  Sociale og demokratiske forbedringer

Ved gennemførelsen af sociale programmer til bekæmpelse af social ulighed har Venezuela på områder som sundhed, uddannelse, fattigdomsbekæmpelse, forbedring af boligforhold og pensionering skabt væsentlige forbedringer.

• Mindskelse af den sociale ulighed er på et sådant niveau, at landet bliver betragtet som det mest lige i regionen.
• Der er dannet udvidede selvstyreråd på boligområder og arbejdspladser. Den Femte Republik har været en tid med bred organisatorisk og participatorisk dynamik i folks hverdag:

1. Etablering af Mesas Técnicas y Consejos Comunitarios de Agua, dvs. tekniske rundborde og fælles vandudvalg. The Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights (OHCHR) beskriver I Derecho al Agua. Combate a la Pobreza y la Exclusión Social. Participación Popular det forbilledlige samarbejde mellem 8.109 Mesas Técnicas de Agua fra Venezuelas 24 delstater for ”Ret til drikkevand, kamp mod fattigdom og social udstødning. Folkelig deltagelse”
2. Comités de Salud (sundhedskomitéer),
3. Comités de Tierras Urbanas (udvalg for byarealer),
4. Consejos Comunales (kommunale råd),
5. Comunas (andelsbrug) osv., se f.eks. Edgar Landers opsummering på spansk og i engelsk oversættelse.
6. På alle større virksomheder og fabrikker har de ansatte dannet nogle råd der spiller en central rolle i deres administration og styring. F.eks. har de ansatte i den statsejede fabrik Alcasa taget ansvaret for budgetplanlægning, produktion og udvælgelse af ledere. Regeringens politik har udtrykkeligt til formål at fremme og styrke medbestemmelsesprocessen.

• Folk spiser bedre, bor bedre og har, ved hjælp af ”importerede” cubanske læger og sygeplejersker bedre adgang til sundhedspleje og lægehjælp. 
• Staten har garanteret alderspension til millioner af ældre mennesker.
• I 1997 levede 55% af befolkningen under fattigdomsgrænsen. I 2012 var antallet reduceret til 25 pct. [World Bank, Global Poverty Working Group, Poverty headcount ratio at national poverty lines. Data are compiled from official government sources or are computed by World Bank staff using national (i.e. country–specific) poverty lines.]
• På mindre end ti år har mere end 2,3 millioner mennesker lært at læse og skrive. Alfabetiseringsraten blandt befolkningen i alderen 15-24 er steget fra 93,11% i 1981 til 97,73 i 2015.26 Tilmelding til grundskolen for begge køn er steget fra 87% i 1999 til 93,9% i 2009. Overgangsraten fra grundskolen (typisk alderen 6-11) til real- hhv. erhvervsgrundskoler (typisk alderen 12-16) er steget til 99,59% i 2013. Indskrivning på videregående undervisningsinstitutioner (alder 17-21) er angiveligt også steget for kvinder til 97,69% og for mænd til 57,81% i 2008 (sidste tal fra UNESCO, faktisk et bruttotal, dvs. alle faktiske indskrivninger fra samtlige aldersgrupper som andel af den typiske årgangspopulation). Antallet af forskere per en million indbyggere er tredoblet fra 110 i 2002 til 344 i 2012. [Disse og de følgende tal er fra UNESCO, Institute for Statistics, Country Profiles Bolivarian Republic of Venezuela.]
• Arbejdsløsheden faldt fra 15% af arbejdsstyrken i 1999 til under 10% i 2006 og har holdt sig der til 2015, og den uformelle sektorbeskæftigelse (på godt dansk sort arbejde) er reduceret fra 51% i midten af 1999 til 41% i midten af 014. Tallene er fra Quandl, den canadiske platform for finansielle, økonomiske og alternative data for ”investment professionals” i overensstemmelse med Verdensbankens(ILO-modellerede) data. Quandl forudsiger dog en dramatisk stigning i arbejdsløshedsraten i de kommende år.
• Fra 1998 til nu er der med regeringens tekniske og økonomiske støtte dannet flere end 100.000 kooperativer med omkring 1,5 millioner arbejdere. I 2005 var ca. 16 procent af venezuelanske borgere formelt beskæftigede i kooperativer.
• Chávez-regeringen har fuldendt fire metrolinjer i hovedstaden Caracas og søsatte i samarbejde med kinesiske jernbaneselskaber en udvidelse af landets jernbanenet med 13.700 km på 15 jernbanestrækninger over hele landet. Arbejdet forventes at være færdigt i 2030.
• Regeringen har forsynet de fleste boligområder med gas og sat projekter i gang for at dække andre forsømte områder.
• Venezuela har også været et vigtigt land i det progressive skift i Latinamerika i løbet af den bolivarianske revolution. Den har suppleret Cubas kendte vigtige rolle i udviklingen af selvbevidsthed og selvforståelse i hele Latinamerika. Den Femte Republik har spillet en vigtig rolle i iværksættelsen af sociale og økonomiske institutioner, der forbedrer regionalt samarbejde og selvstyre, reducerer de historisk pålagte bånd til USA og forener Latinamerika. Venezuelas indflydelse har således været vigtig i oprettelsen af diverse regionale integrationsmekanismer - UNASUR, Celac, Petrocaribe, ALBA - der har styrket regionens autonomi og mindsket dens historiske afhængighed af USA. Samtidig sælger Venezuela olie til nedsat pris til nabolandene.

Vindere og tabere af den venezuelanske Femte Republik

En monografi fra 2015 påpegede ekstreme vindere af globaliseringen blandt den rige elite og ekstreme tabere af globaliseringen blandt verdens fattigste og – ikke overraskende – også blandt middelklassen i den udviklede verden. [Lakner, Christoph, og Branko Milanovic. ‘Global Income Distribution: From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession’. World Bank Economic Review, Advance Access published August 12, 2015, doi: 10.1093/wber/lhv039.] Når vi sammenligner Milanovic’s Elefantkurve med sin højt løftede snabel, lavt hoved, høj ryg og lavt hængende hale med vore egne estimater for venezuelansk indkomstvækst, finder vi således ganske andre vindere og tabere af den venezuelanske Femte Republik.

De venezuelanske tal og participatoriske tiltag leder tankerne hen på Friedrich Engels’ ord: ”Vil I vide, hvordan proletariatets diktatur ser ud? Se på Pariser Kommunen! Det var proletariatets diktatur!” [Se Marx, Karl. The civil war in France / Bürgerkrieg in Frankreich. 1871. Engels, Friedrich. Einleitung. 1891. Tysk: MEW Bd.22, Berlin 1972, s.188-199, engelsk her. 

V.  Problemer og deres årsager

De omfattende sociale forbedringer er resultat af et bevidst valg af omfordeling af olieindtægterne. Det har været meget vigtigt for den Bolivarianske Revolution at prioritere lavindkomstgruppernes behov og krav. De sociale forandringer var dog ikke et resultat af lige så dybtgående ændringer i landets økonomiske struktur. Som Hugo Chávez indrømmede i sit valgprogram 2012: 

”No nos llamemos a engaño: la formación socioeconómica que todavía prevalece en Venezuela es de carácter capitalista y rentista. - Tag ikke fejl – Venezuelas fortsat dominerende socioøkonomiske formation er af rentierkapitalistisk karakter.” [Caracas, 12. juni 2012]

Nedenunder gennemgår vi nogle af de største problemer, som landet lige nu står overfor. 

Rentierstatsmodellens nedtur og gældsproblemer

Faktisk har landet i de sidste femten år set en konsolidering af rentierstatsmodellen, med en øget afhængighed af indtægter fra olieeksport, som forudset – og frygtet pga. den deraf følgende mangel på importsubstitution - af Pérez Alfonzo i 1976. Det betyder, at den sociale velfærd er meget sårbar over for udsving i olieindtægterne. Desuden kræver en fortsat opfyldelse af massernes forventninger under fortsat de-industrialisering og forsømmelse af landbruget, at olieindtægterne konstant stiger.

Det blev bare ikke tilfældet. Indtægterne fra olieeksport nåede i 2013 halvdelen af provenuet for 2009 og er fortløbende kraftigt faldet. Det er indlysende, at sociale programmer finansieret af oliepenge vil blive påvirket, når prisen på olie falder så drastisk.

Fordi man har brugt en stor del af olieindtægterne til sociale forbedringer og bekæmpelse af uligheden, var der færre penge til at investere i produktion og raffinering i olieindustrien. Sociale ændringer er derfor desværre ikke blevet støttet af dybtgående ændringer i den økonomiske struktur.

Nyere tal fra Nasdaq, 17. okt. 2016):

Efter rekordoliepriser i begyndelsen af 1980erne kom der en periode på 15 år med drastisk fald af olieprisen – og Chávez valgsejr i dec. 1998. Den kraftige stigning af olieprisen over de følgende årti muliggjorde den bolivarianske regerings omfattende socialprogram, som dog ikke kan fortsættes med det nye fald af olieprisen under $50. Pga. det drastiske fald i olieprisen og manglende investeringer til vedligeholdelse og åbning af nye brønde kommer der p.t. en betydeligt mindre mængde valuta ind. Samtidig strømmer mere valuta ud af landet pga. de særlige problemer med landets tunge og ekstra-tunge råolie (først og fremmest køb af dyr udenlandsk ekspertise og køb af udenlandsk letolie som tilsætningsmiddel) og begrænsninger i landets egen raffineringskapacitet.

Handelsbalancen til fordel for USA har f. eks. i de seneste år været som følger.

2011: 30 milliarder US$

2011-2012-2013-2014: næsten 20 milliarder US$

2015: næsten 7 milliarder US$

Derudover forblev det USA's erklærede politik også under Obama som præsident at bruge enhver økonomisk og politisk mulighed for at tvinge regeringen og befolkningen i Venezuela til at ændre den politiske og socioøkonomiske kurs. Se også Salas, Miguel Tinker. Venezuela: What everyone needs to know. Oxford University Press, 2015. ISBN 0199783292,9780199783298. s. 243.

Det skal bemærkes, at det kraftige fald i oliepriserne blev udløst af den eksplosive vækst i US-amerikansk skiferolie og Saudi-Arabiens efterfølgende og vedblivende forsøg på at knække skiferolieproduktionens teknologiske og økonomiske muligheder ved egen overproduktion, sikkert med den både for USA og Saudi-Arabien gavnlige sideeffekt at ramme Venezuelas og Irans økonomi.

En forbedret levestandard har medført en fordobling af elforbruget, mens kapaciteten for el-produktionen kun steg med 26%. Derfor er der hyppige strømafbrydelser i industri og i boligområder. Man har allerede sat nye fossile kraftværker i gang for at erstatte de svingende vandkraftværker.  Men det tager tid, inden disse værker kan tages i brug.

Lån

For erstatninger ved nationaliseringen af olieindustrien, køb af udenlandsk ekspertise og for at opnå hurtige forbedringer i fattige folks livsvilkår har staten lånt store summer af globale finansielle centre i forventning om at stadigt voksende oliepriser vil kunne betale lånene tilbage.

Et legitimt spørgsmål kan være, hvorfor regeringen ikke har arbejdet på at gøre landet uafhængigt af olie før den forbedrede levestandard for masserne? Svaret er vel for det første, at regeringen ikke endnu engang ville udskyde opfyldelsen af folks krav på sociale forbedringer. For det andet ville regeringen sikkert opretholde og forstærke sin politiske magtbase, fordi den havde brug for støttedemonstrationerne på gaderne og stemmer ved urnerne for at neutralisere højrefløjens eventuelle kupforsøg og at udskyde sociale forbedringer ville have skuffet de fattige og sendt dem tilbage til hjemmet.

Resultatet er at landet skylder næsten $ 120 milliarder til udenlandske kreditorer og skulle betale $ 7,1 milliarder tilbage i 2017. I oktober 2016 lykkedes det dog PDVSA at lette det momentane likviditetspress ved at konvertere  2,8 milliarder $ af deres gældsbeviser med termin i 2017 til 3,4 milliarder $ med termin i 2020.

Kina har for nylig lempet tilbagebetalingen af $ 65 milliarder i de eksisterende lån. Men ligesom andre kreditorer er Kina tilbageholdende med at yde nye lån til Venezuela, sandsynligvis fordi man er bekymret for om Maduro kan beholde sin magtplatform.

Det er ikke muligt for Venezuela at afvise at betale de lån tilbage fordi landet pga. olien er et eksportland. Amerikanske kreditorer kan f.eks. sagsøge landet, og på den måde forstyrre olieeksporten til USA, som stadig er den største aftager af venezuelansk olie.

Mangel på mad

Fødevareforbruget er fordoblet i løbet af den Femte Republiks 17 år. Det er bemærkelsesværdigt, at denne stigning ikke skyldes befolkningstilvækst, men er en følge af den øgede sociale velfærd.

En del af efterspørgslen på fødevarer er imødekommet ved import, men en betydelig del af de importerede fødevarer er luksusfødevarer og eksotiske frugter. Desværre har denne import skadet landets økonomi alvorligt.

Ganske vist er kun en fjerdedel af landet dækket af landbrugsjord  (i Danmark er det 60%), men hvorfor importerer landet stadigvæk fødevarer? 70% af landbrugsjorden tilhører de store jordejere som udgør tre procent af landmændene. Det betyder, at 97% af landmændene, bestående af småbønder og fattige bønder, kun ejer 30% landbrugsjord. De store jordbesiddere har nu ofte nægtet at dyrke deres jord for dermed at presse regeringen til at ophæve prisreguleringen og for at udbrede utilfredsheden i byerne pga. manglende forsyninger. Det er desværre lykkedes for dem. Endvidere kunne nogle af de store familier selv tjene nemme penge ved hemmeligt at importere fødevarer til det sorte marked i stedet for at dyrke og aflevere egne afgrøder under kontrollerbare forhold.

Ifølge en opgørelse fra januar 2009 har den Femte Republik fordelt 2,7 millioner hektar [ha] brakland (næsten 1/3 af godsernes jord før 1998) blandt 180.000 jordløse familier i Mission Zamora. Så blev f.eks. i 2008 godset El Frio på 63.000 ha i Apure (større end turistøen Isla Margerita) eksproprieret, når dens indehavere ikke kunne fremvise retmæssige ejendomstitler. Der har været rapporter om, at store jordejere i nogle regioner har ladet nogle af de nye landmænd dræbe.

I 2005 fjernede eller reducerede regeringen mange former for direkte og indirekte skatter på landsbrugsprodukter for at motivere landmændene til at producere mere. Ydermere er regeringen med hjælp fra vietnamesiske landbrugseksperter (Vietnam har i de seneste år opnået selvforsyning i fødevarer) i gang med at modernisere landbrugssektoren.

Inflation

Inflation og hyperinflation er altid tegn på at økonomien ikke er i balance. Men længere rækker det ikke – i modsætning til den store vægt som nogle centralbanker, regeringer og mellemstatslige organisationer som OECD og IMF tilskriver inflationen. Lad os se nærmere på Venezuela:

Omkostningerne ved at importere udenlandske varer til Venezuela steg markantover de sidste par år på grund af mangel på udenlandske valuta. Som vi så faldt olieprisen, mens priserne for Venezuelas olieraffinering i udlandet forblev enten på samme niveau eller er i nogle tilfælde steget. Som et resultat var landet nødt til at styre – og reducere -- importen betydeligt, for at begrænse tilbagegangen i centralbankens valutareserver.

• Regeringen har forsøgt at afbøde følgevirkningerne af høje priser på importerede varer for de afhængigt beskæftigede ved at forbedre forsyningerne og holde priserne nede – med succes for de svageste, dog uden succes for de lidt bedre stillede:
• Handelsvirksomheder for import kunne nemlig købe US$ fra staten til en gunstig kurs for bagefter at sælge disse statslige købte dollars på det sorte marked, i stedet for, som lovet, at importere livsnødvendige fødevarer. Disse faktorer har ført til større efterspørgsel efter det begrænsede udbud af fødevarer.

Alle disse tiltag, uanset om de var nødvendige eller blev søsat med gode intentioner, forøgede inflationen.

Det lader til, at Maduro endelig var tvunget til at reducere værdien af den nationale valuta (Bolivar) til et realistisk lavere niveau. Devalueringen over for dollaren fik priserne på importerede varer til at stige, samtidig med at det blev dyrere at tilbagebetale gælden i dollars. Men i det mindste har det den fordel, at importerede varer er blevet så dyre, at det ikke længere er værd at importere luksusvarer.

Et særproblem ved inflationen er mangel på udenlandsk fremstillet medicin - og delvis også mangel på indenlandsk produceret medicin, som af producenterne bliver holdt tilbage enten for det sorte marked eller for at presse priserne af den statslige regulering op eller for at skade regeringen i en satsning på kaos og oprør. D. 15. august 2016 har New York Times bragt en stor reportage fra guldminer uden for statslig kontrol i regnskoven med udbrud af malaria, hvad der dog blev dementeret af regeringen. [Casey, Nicholas. Hard times in Venezuela breed malaria as desperate flock to mines. NYT 15 august 2016.] Venezuela har været det første land i subtroperne som kunne deklareres som malaria-frit efter en energisk ”Batalla contra la malaria”, som blev anført i årene 1959-1964 af landets sundhedsminister, den tysk udannede parasitolog Dr. Arnoldo Gabaldón og sidenhen blev forbillede for efterfølgende kampagner i andre subtropiske lande. Nu er der ingen af den ellers forholdsvis billige, malariamedicin i Venezuelas apoteker, skriver NYT.  

Kriminalitet og korruption

Demografiske studier viser, at folk i Venezuela er mest bekymret for kriminaliteten, som er kommet især med den organiserede kriminalitet af narkobander og militser som blev fordrevet fra nabolandet Colombia, og korruptionen, som har lange traditioner i venskabs- og familiebånds-dominerede latinamerikanske herredømmestrukturer. Måske pga. et for svag aktivistgrundlag i socialistpartiet har regeringen tilsyneladende ikke formået at gøre noget afgørende imod disse to ulykkelige og omkostelige skavanker.

Det forekommer indlysende, at korruptionen og kriminaliteten ikke kan bekæmpes effektivt med ”udrensninger” i det eksisterende politiapparat, men i sidste ende kun ved at udskifte det radikalt med et nyt politikorps som så skulle vælges demokratisk fra bunden. Som i så mange andre lande har heller ikke den Femte Republik i sine få år ved magten formået det.

Hollandsk syge

Som vi har fremhævet før, har landets langvarige afhængighed af en enkelt indtægtskilde udviklet hollandsk syge, præcist som forudsagt af Pérez Alfonzo i 1976:

• Konkurrenceevnen på ikke-olierelaterede eksportprodukter er mindsket.
• Mængden af importerede varer er øget.

Begrebet blev præget i 1977 for nedgang af håndværkssektoren i hollandsk økonomi efter åbningen af Groningens oliefelter. Det beskriver det intuitionsstridige fænomen, at i en forholdsvis lille økonomi fører opsving i en sektor ikke nødvendigvis til opsving i andre sektorer, men muligvis til deres forarmelse. [Corden WM, Neary JP. ‘Booming sector and de-industrialisation in a small open economy’. The Economic Journal 92 (december 1982), 825–848. doi:10.2307/2232670.]

Desuden har olieeksporten i en årrække øget værdien af landets valuta og dermed prisen på ikkeolierelaterede eksportvarer. Som følge faldt udenlandske forbrugeres købekraft og efterspørgslen på disse varer.

I det lange løb har sygdommen ført til tilbagegang i både landbrugs- og industriproduktionen og dermed til tab af arbejdspladser i fremstillingsvirksomheder. Det har kostet mange ikke-olierelaterede industriarbejdere jobbet og ramt ejerne af industrifabrikker meget hårdt. Dette kunne have medført, at de vendte revolutionen ryggen. Industriproduktionens andel af BNP faldt fra 17% af BNP i 2000 til 13% i 2013. [Banco Central de Venezuela, Información Estadística. Producto Interno Bruto por clase de actividad económica. http://www.bcv.org.ve/c2/indicadores.asp, ikke længere tilgængelig, citeret efter E. Lander.]

Det viser et tydeligt tegn på, at det ikke lykkedes den socialistiske bevægelse at få industrien til at virke tilfredsstillende.

Andelen af olieindtægterne i eksporten er faldet fra 95% til 65% over de sidste 35 år for OPEC-landene som helhed – i modsætning til Venezuela. Kilde: OPEC Annual Statistical Bulletin 2015, s. 20.

VI.  Konklusion

Et hurtigt historisk tilbageblik viser, at hverken den venezuelanske antiimperialistiske og anti-koloniale kamp, jordreformen, nationalisering af olieindustrien, det høje inflationsniveau, udlandsgæld eller konsekvenserne af afhængighed af olieindtægter var eller er et enestående tilfælde. Alle disse fænomener har lange rødder i historien. 

Den store forskel på den nuværende krise og de tidligere er, at der nu er mindre indkomstforskel og mere klassebevidsthed i landet. Dette gør, at oppositionen efter en eventuel sejr kunne få svært ved at bremse eller fjerne rettigheder, som arbejdstagere har opnået under den bolivarianske revolution. Se også Modonesi, Massimo. ’Fin de l'hégémonie progressiste et tournant régressif en Amérique latine’. Contretemps, Revue de Critique Communiste, 27. nov. 2015. Også på engelsk.

Kan det tænkes at situationen er revolutionær? Hvor dybt stikker utilfredsheden? Var der en revolution? Er der fortsat en revolutionær situation?

Ved den seneste verdensomspændende lykkeundersøgelse i 2015 fandt Gallupi personlige interviews med hver 1000 repræsentativt udvalgte respondenter i de forskellige lande evidens for, at venezuelanerne i gennemsnit er forholdsvis utilfredse med mange aspekter af situationen i landet og deres egen situation og således kun indtager den 38. plads i Gallups tilfredshedsindeks (hvor Danmark og Schweiz plejer at ligge i toppen). Til gengæld ser det ud som om venezuelanere, sammen med andre folk i Latinamerika hører til de lykkeligste folk i verden – når der ikke spørges hvordan respondenterne ser deres liv, men hvordan de lever deres liv, dvs. hvilke erfaringer de har haft dagligt med at smile og grine, underholdning, være udhvilede om morgenen, være beskæftiget med noget interessant og meningsfyldt og føle sig respekteret.

Ofte ser man Lenin citeret for sætningen: En revolutionær situation foreligger, når (i) dem der oppe ikke længere kan og (ii) dem der nede ikke længere vil. 

Kriterie (i) er nok opfyldt: Oppositionen er anført af Venezuelas økonomisk – og til 1998 også politisk -herskende kredse. De synes ikke at have et program for en menneskelig fremtid for Venezuela. De er ikke enige om noget som helst. Og den mest rabiate fløj kender intet andet end de neoliberale recepter, som går ud på, at staten skal sikre maksimale gevinster til privat indtjening (først og fremmest af de internationale foretagender) og ellers blande sig så lidt som muligt i reguleringen af forretningerne. Det er en slags græsk kur, som er nem at diktere, mindre nem for kapitalsiden at høste gevinster af og efter al erfaring et umuligt redskab for at hæve elle blot at bevare livskvaliteten for flertallet i befolkningen.

Orla Bakdal, forhv. ambassadør, dansk repræsentant (og til 2014 direktør) i den Interamerikanske Udviklingsbank (Washington D.C.), udtrykte det neoliberale program på sin egen måde. Adspurgt hvad det ville kræve at få Venezuela op at køre igen, svarede han: ”Det er nødvendigt for landet at få en ny politisk ledelse; og den skal føre landet ud af den isolation, som Venezuela er havnet i. Venezuela kan ikke klare sig selv i denne globaliserede verden… 

• Genforhandle sin gæld; 
• Liberalisering af økonomien som gør landet attraktivt for investorer;
• Investeringer i olie- og gasindustrien;
• Priskontrollen skal ophæves;
• Lokal produktion, ikke mindst fødevareproduktion i gang igen;
• Rense ud i retsvæsen og politiets ledelse for radikal fornyet kamp imod korruptionen og kriminaliteten.”

Kære Orla, eksakt dette neoliberale program har været prøvet før i Venezuela (og i andre latinamerikanske lande) og er blevet bevist som udueligt gang på gang. Andre dele af oppositionen er klar over det og siger derfor helst intet om, hvordan livet i Venezuela uden Chavisme og alene efter markedets brutale regler skulle foregå. Således den officielle leder for oppositionen Henrique Capriles. Det eneste konkrete vi kunne finde i hans taler var, at han lovede ikke at sende de cubanske læger hjem, som har ydet en enorm indsats for at udvide den offentlige sundhedsomsorg. Mere sagde han aldrig. Så, Kriterie (i) har været opfyldt siden længe. Det gav Chávez mulighed for at indlede den Femte Republik og er fortsat opfyldt.

Med Kriterie (ii) ser det anderledes ud. Ganske vist er der fortsat lidt over 20% af befolkningen som ikke vil vende tilbage til forholdene før den Bolivarianske Revolution, til trods for de trængsler og den modgang de nu selv dagligt oplever under krisen. Tallet er fra det konservative venezuelanske dagblad El Impulso, som d. 17. august 2016 rapporterede en undersøgelse af den Caracas baserede kommercielt orienterede meningsforskningsinstitut Datanálisis. Men, i hvert fald på afstand, ser det ud som om en væsentlig del af befolkningen vil af med den socialistisk orienterede regering – eller har opgivet håbet om, at Maduro kunne bevare de sociale landvindinger imod pres fra den indenlandske og udenlandske opposition. 

Det kan se mærkeligt ud, at den socialistiske orientering kunne tabe mere en halvdelen af sine forhenværende støtter i løbet af bare to år og blot ved den første alvorlige økonomiske krise. Her ser man svagheden ved det socialistiske samlingsparti – PSUV –, at det endnu ikke er lykkedes dem at videreudvikle vælgerforeningen PSUV til den nødvendige kollektive intellektuelle (Antonio Gramsci’s krav til et revolutionært parti). Når situationen i landet krævede nye handlinger, nye beslutninger fra dag til dag, manglede således et bredt forum af oplyste og engagerede partimedlemmer, til at drøfte beslutningerne og så at forklare dem i familien, til vennerne, kollegerne og naboerne.

Hvad nu?

Oppositionen er splittet.

• Højrefløjen satser på at destabilisere landet både med økonomisk sabotage og voldelige konfrontationer.
• Den mere moderate fløj forsøger at samle oppositionen til at vælte Venezuelas præsident Maduro (udelukkende?) med fredelige og forfatningsmæssige midler.

Oppositionen har ifølge presseomtale indsamlet underskrifter fra 10% af de stemmeberettigede vælgere til støtte for en folkeafstemning for at afsætte præsidenten. I september 2016 godkendte den forfatningsmæssige valgkomité underskrifterne med krav om en folkeafstemningen. Efterfølgende har fire distriktsdomstole erklæret en del af underskrifterne for forfalskede og folkeafstemningen er foreløbig aflyst. 

Regeringen, militæret og socialistpartiet har bestemt sig for en strikt legal vej. Arbejdsforpligtelser for arbejdsløse og indgreb i produktionen, handel og distributionen begrænses til det, der kan begrundes med undtagelsestilstanden i landet, selv om det ind imellem kan forekomme urimeligt, ikke gennemdrøftet og kontraproduktivt. Pressefriheden bliver overholdt. Direkte voldshandlinger og opfordringer til sådanne bliver strafferetligt forfulgt. Alle statsobligationer er indtil nu blevet betalt ved forfaldsdato. Det samme gælder for skyldsbeviser udstedt af det statslige petroleumsselskab PDVSA. 

Det ser ud som om de prosocialistiske aktører ikke har opgivet at vinde støtte blandt dele af den borgerlige fløj i Venezuela og blandt visse internationale donorer (som f.eks. Kina). Den valgte politik er fortsat at gøre landet uafhængigt og at undgå borgerkrig. Imidlertid synes det som om omstillingen til mindre olieafhængighed og importsubstitution er gået i stå under krisen. Man kan kun gisne om, hvilke virkeligt store katastrofer – eller rettere omstillingsnødvendigheder – der ligger foran Venezuela den dag, hvor benzin- og dieselmotorer bliver udskiftet med transportmidler baseret på vedvarende energi og derfor lige så hurtigt forsvinder fra jordoverfladen som faxmaskiner for 10-20 år siden med opkomsten af e-mails. Man må håbe det bedste.

Bernhelm Booß-Bavnbek er videnskabelig forfatter og emeritus ved Roskilde Universitet. Han underviste i matematik ved Universidad de Chile i Santiago de Chile under Dr. Allendes regering.

Ali Hansen er civiløkonom og formand for det grøn-røde oplysningsforbund GRObund. 

Kilder

Alfonzo, Juan Pablo Pérez. ‘Contemporánea: Etapa Democrática’. Biografías de Venezuela. Venezuela Tuya. Caracas. http://www.venezuelatuya.com/biografias/perez_alfonzo.htm, officiel statslig biografi.

Banco Central de Venezuela, Información Estadística. Producto Interno Bruto por clase de actividad económica. http://www.bcv.org.ve/c2/indicadores.asp, ikke længere tilgængelig, citeret efter E. Lander.

Bakdal, Orla. ‘Interview om Venezuela’. P1, Verden ifølge Gram, 16/8-2016, http://www.dr.dk/p1/verden-ifoelge-gram/verdenifoelge-gram-2016-08-16

Boris, Dieter. Bolívars Erben: Linksregierungen in Lateinamerika. Köln: PapyRossa-Verlag, 2014. Neue kleine Bibliothek Bd.196. 202 S., kt., 14,90 €. ISBN 978-3-89438-545-3

Bülow, Andreas. Den venezuelanske revolution – Øjenvidneberetning og analyse. Udgivet af Hands off Venezuela med støtte fra Den Venezuelanske Ambassade Danmark, Socialistisk Standpunkt, LFS og 3F Esbjerg. København 2010, ISBN: 978-87-91834-16-5. 

http://libgen.io/ads.php?md5=B3F9830DCEF788175E50E6D29FCDC31D.

---. ‘Interview om Venezuela’. P1, Verden ifølge Gram, 16/8-2016, http://www.dr.dk/p1/verden-ifoelge-gram/verdenifoelge-gram-2016-08-16.

Bye, Vegard. ‘Nationalization of oil in Venezuela: Re-defined dependence and legitimization of imperialism’. Journal of Peace Research, Vol. 16, No. 1 (1979), s. 57-78.

Casey, Nicholas. ‘Hard times in Venezuela breed malaria as desperate flock to mines’. NYT 15. august 2016.

Chávez, Hugo. Propuesta del candidato de la patria comandante Hugo Chávez para la gestión Bolivariana socialista 2013-2019. Caracas, 12. juni 2012, s. 2, http://blog.chavez.org.ve/programa-patria-venezuela-2013-2019/presentacion/#.WBj7AslbhZ4

Clifton, Jon. Who are the happiest people in the world? The Swiss or Latin Americans? Gallup, 24. april 2015. http:///www.gallup.com/opinion/gallup/182843/happiest-people-world-swiss-latin-americans.aspx?version

CNBC (US-amerikansk erhvervskanal, løbende data om oliemarkedet). Oil prices drift as dollar offsets bullish OPEC outlook. 18. oktober 2016. http://www.cnbc.com/2016/10/17/oil-edges-up-as-analysts-say-market-could-be-closer-to-balance-than-expected.html

Cohen, Nick. ‘Radical tourists have been deluded pimps for Venezuela’. The Guardian, 22. maj 2016. Dansk oversættelse Information, 3. juni 2016.

Corden, WM, Neary, JP. ‘Booming sector and de-industrialisation in a small open economy’.  The Economic Journal 92 (december 1982), 825–848. doi:10.2307/2232670.

Correa, Rafael. ‘L’Europe endettée reproduit nos erreurs’. Le Monde Diplomatique, Décembre 2013, pages 1, 16 et 17.  https://www.monde-diplomatique.fr/2013/12/CORREA/49902

Datanálisis. Meningsmåling, El Impulso, Caracas, 17. august 2016. 

http://www.elimpulso.com/correos-diarios/enterate/datanalisis-popularida...

Financial Times, løbende.

Gabaldón,  Arnoldo. ‘Ciencias’. Biografías de Venezuela. Venezuela Tuya. Caracas. http://www.venezuelatuya.com/biografias/gabaldon.htm

International Energy Agency. Oil Market Report. Paris, løbende.

https://www.iea.org/oilmarketreport/omrpublic/currentreport/

Kraemer, Richard H., Charldean Newell og David F. Prindle. Texas Politics, Tenth Edition. Heinle Cengage Learning. Belmont 2009, s. 12-13. 

Lakner, Christoph, og Branko Milanovic. ‘Global Income Distribution: From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession’. World Bank Economic Review, Advance Access published August 12, 2015, doi: 10.1093/wber/lhv039.

Lander, Edgardo. ‘Venezuela: ¿crisis terminal del modelo petrolero rentista?’Aporrea, 30. okt. 2014, s. 2, https://www.aporrea.org/actualidad/a197498.html. På engelsk: ‘Venezuela: terminal crisis of the rentier petrostate?’https://www.tni.org/en/publication/venezuela-terminal-crisis-of-the-rentier-petro-state, også  https://venezuelanalysis.com/analysis/10985?page=8

Lindqvist, Hermann. Christoffer Columbus: var han rigtig klog? Dansk oversættelse fra svensk ved Lise Schmidt Mahler. Jyllands-Postens Forlag, København, 2007. ISBN 978-87-7692-137-8, s. 153f.

Martinez, Anibal. Chronology of Venezuelan Oil. Allen & Unwin. London, 1969, ISBN: 978-0046650018, 208 sider.

Marx, Karl. The civil war in France / Bürgerkrieg in Frankreich. 1871. Engels, Friedrich. Einleitung. 1891. Tysk: MEW Bd.22, Berlin 1972, s.188-199,

https://www.marxists.org/archive/marx/works/1871/civil-war-france/index.htm; engelsk: https://www.marxists.org/archive/marx/works/1871/civil-war-france/index.htm

Modonesi, Massimo. ‘Fin de l'hégémonie progressiste et tournant régressif en Amérique latine’. Contretemps, Revue de Critique Communiste, 27. nov. 2015, http://www.contretemps.eu/fin-de-lhegemonie-progressiste-et-tournant-reg... På engelsk: ‘The End of Progressive Hegemony and the Regressive Turn in Latin America: The End of a Cycle?’ Viewpoint Magazine 21. dec. 2015,  

 https://viewpointmag.com/2015/12/21/the-end-of-progressive-hegemony-and-...

NASDAQ. Charts over oliepriser, løbende.http://www.nasdaq.com/markets/crude-oil-brent.aspx

OPEC. Annual Statistical Bulletin, Wien, løbende, sidst for 2016, http://www.opec.org/opec_web/en/publications/202.htm

---. Monthly Oil Market Report. Wien, løbende. http://www.opec.org/opec_web/en/publications/338.htm

Paine, Thomas. ‘Dissertation on first-principles of government’. 1795 Life 5(1795), 221—25. Her s. 25. http://quod.lib.umich.edu/e/ecco/004809392.0001.000/1:2?rgn=div1;view=fulltext

Prindle, David F. ‘Railroad Commission’, Handbook of Texas Online, 2008. https://www.tshaonline.org/handbook/online/articles/mdr01

Quandl. Venezuela Unemployment Rate, % of Total Labor Force, chart. Toronto 2016. 

https://www.quandl.com/data/ODA/VEN_LUR-Venezuela-Unemployment-Rate-of-Total-Labor-Force

Railroad Commission of Texas. History of the Railroad Commission 1866-1939. Chronological Listing of Key Events in the History of the Railroad Commission of Texas (1866-1939). 

http://www.rrc.texas.gov/about-us/history/history-1866-1939/

Salas, Miguel Tinker. Venezuela: What everyone needs to know. Oxford University Press, 2015. ISBN 0199783292,9780199783298. s. 243.

United Nations, Department of Economic and Social Affairs, Population Division (2015). World Population Prospects: The 2015 Revision, Volume II: Demographic Profiles. ST/ESA/SER.A/380, s. 822f. https://esa.un.org/unpd/wpp/

---, The Office of the High Commissioner for Human Rights (OHCHR). Derecho al Agua. Combate a la Pobreza y la Exclusión Social. Participación Popular. 

http://lib.ohchr.org/HRBodies/UPR/Documents/session12/VE/CMTA-CoaliciónMesasTécnicasAgua-spa.pdf

---, UNESCO, Institute for Statistics, Country Profiles Bolivarian Republic of Venezuela, 

http://www.uis.unesco.org/DataCentre/Pages/country-profile.aspx?code=VEN... http://en.unesco.org/countries/venezuela-bolivarian-republic

U.S. Energy Information Administration (EIA). Venezuela Country Analysis. 25. nov. 2015.

https://www.eia.gov/beta/international/analysis.cfm?iso=VEN

U.S. Geological Survey (USGS). An Estimate of Recoverable Heavy Oil Resources of the Orinoco Oil Belt, Venezuela. October 2009. http://pubs.usgs.gov/fs/2009/3028/pdf/FS09-3028.pdf

Wikipedia. Mission Zamora - integrated land reform and land redistribution program in Venezuela. https://en.wikipedia.org/wiki/Mission_Zamora

World Bank, Global Poverty Working Group, Poverty headcount ratio at national poverty lines. Data are compiled from official government sources or are computed by World Bank staff using national (i.e. country–specific) poverty lines. http://data.worldbank.org/indicator/SI.POV.NAHC?end=2013&locations=VE&start=1997

---. Unemployment, total (% of total labor force) (modeled ILO estimate), 1991 – 2014, chart. New York 2016. http://data.worldbank.org/indicator/SL.UEM.TOTL.ZS?locations=VE