Hvad fortæller en filmplakat om en film?

Mandens hånd er solidt plantet på kvindens bryst. Hans ansigt lyser op i et smørret grin til beskueren. Kvinden udbryder et ”uuhhh” med opspilede øjne, ligeledes ud mod beskueren.

Jeg stirrede på billedet.

Først troede jeg plakaten reklamerede for Oddset med det sædvanlige budskab ”Alt det kvinder ikke forstår”. Oddsets reklamer plejer at vise et tilsvarende forundret kvindeansigt og bruge bryster som blikfang. Dog ikke med hånd på, men (blot) bryster væltende ud af undertrøjen. Men plakaten var ikke en videreudvikling af Oddsets reklamekoncept. Den promoverede en ny dansk folkekomedie anno 2012 instrueret Hella Joof: Sover Dolly på ryggen?

Jeg følte mig til gengæld som kvinden fra Oddset. Hvorfor? Jeg forstår ikke..

Plakaten hang alle vegne. Konstant mødte jeg først Nikolaj Lie Kaas' triumferende fjæs flækket i et grin og hans hånd på et bryst. Dernæst vandrede mine øjne til Lene Maria Christensens klassiske kvindeblik, som ikke var et blik, men en reaktion på overraskende kropskontakt – UPS!.

Klassisk drengerøvshumor udfoldede sig her på eksemplarisk vis: jeg-har-en-pik og du-har-nogle-patter – lad mig straks gramse på dem. Som sådan var plakaten meget mere forstyrrende og irriterende end regulær porno i offentlig øjenhøjde. Porno ved man trods alt, hvad er, i første øjekast. Vantro så jeg en ekstra gang på plakaten - igen.

Hvad sker dér?

Skulle jeg forstå det sådan, at der var en mening med galskaben? At der bag den seksuelt appellerende gestus var en logik, der gik ud over dens umiddelbare pornografiske effekt? At hensigten ikke var at lokke primitive mænd til at spille deres penge op på fodbold, men at få alle mulige mennesker i biografen?  

Men hvorfor lave en sexistisk film ? Eller hvorfor promovere en film med en sexistisk plakat ?

Jeg forstod det ikke!

Ud fra filmens foromtale havde jeg opfattet, at Sover Dolly på ryggen? var en romantisk komedie om en kontrolfreaket kvinde, der beslutter at få et barn på egen hånd.

Hvorfor er det så en mand underlangt reptilhjernens grundimpulser (”Look what I, big Tarzan, have found – big boops”),  der springer mig i øjnene?

Fordi den kontrolfreakede kvinde alligevel ikke havde kontrol over noget som helst, ikke en gang sin krop? Gider man at se en film om det? 

Jeg forstod det overhovedet ikke.

Ergo blev jeg nødt til at gå ind og se filmen!

At få en mand – den rigtige

Anne er en moderne, selvstændig kvinde, der har styr på sit liv. Hun er parat til at få børn, men har ingen kæreste. Hun beslutter derfor at få et barn med ukendt donorsæd. Sådan er der flere og flere enlige kvinder i Danmark, der får børn. Mange synes at tro, at kvinder på den måde fravælger mænd. Men det kan jo lige så godt være, at det er kvinderne, der er fravalgt.

Selvfølgelig vil kvinder, som Anne, gerne have en mand. Det skal bare være den rigtige, uanset om man kan vælge og vrage eller ikke. Men hvilken mand er nu den rigtige mand?

Anne insemineres og bliver gravid uden problemer. Så fortryder hun i forhold til det ukendte genmateriale. Alt muligt kan jo være i vejen med det, og hun synes i øvrigt, at det ville være rart at vide, om manden bag sæden er fuldstændig idiot.

Anne opsøger derfor den ukendte donor. Heraf følger forveksling og forvikling. Den tilsyneladende rigtige donor ikke er den rigtige donor, og den tilsyneladende rigtige mand (for Anne) er selvfølgelig ikke den rigtige alligevel.

Den rigtige mand er nemlig ikke nødvendigvis den søde, bløde Rune, der er ansvarlig, omsorgsfuld og veltrænet. Som er en betænksom elsker, er god til at lave mad og desuden har et smagfuldt indrettet hjem, og endvidere betaler til børns uddannelse i Afrika.

Det kan selvfølgelig lige så vel være drengerøven Gordon med bramfri humor og en tilgang til kvinder, der går via deres bryster. Som lever i et økonomisk kaos fra dag til dag med vidtløftige ideer, som knap bliver til planer. Som til gengæld udviser kontant mandsmod og – handling og lover tæsk til en gæst på en restaurant, der opfører sig groft sexistisk overfor Anne.

At Gordon har benyttet en lignende sexistisk attitude overfor Anne er åbenbart i orden. Som hendes ledsager er det, som gør andre mænd til nogle svin, åbenbart hans særskilte privilegium. 

Forveksling og forvikling

Annes ærinde synes blot at være, at hun vil sikre sig, at det biologiske ophav til hendes barn er ok. Men det narrative drive i filmen er, at hun saftsuseme skal finde sammen med en mand. Det er grundpræmissen i den romantiske komedie.

Så når Anne fremstår som en moderne kvinde, der sagtens kan klare sig uden en mand, er det filmens pligt at vise, at selvfølgelig kan hun ikke det.

Først bliver Anne tiltrukket af Rune, men tvunget til at invitere Gordon ud, da han øjensynlig er donor til barnet.

Hun bliver nødt til at finde sig i hans sexistiske bemærkninger og ender med at blive tiltrukket af ham.

Men da Gordon svigter ved ikke at komme til en scanning, kaster hun sig straks i armene på Rune, der ganske belejligt står med vidt åbne arme – og er den egentlige donor til barnet.

Filmen gennemspiller den romantiske forvikling ved først at afprøve normen, hvor det gælder om at slå pjalterne sammen med faderen til barnet, således at den traditionelle kernefamilie kan genetableres og fortsætte intakt. For dernæst at foretrække den pudsige variant, at det netop ikke er manden med det umiddelbare farpotentiale, der er den rigtige mand for Anne, men den modsatte type, nemlig drengerøven med den sexistiske humor. 

Det dér med at få et barn alene holder under alle omstændigheder ikke en meter. I hvert fald ikke på film.

I virkelighedens verden, derimod, er der flere og flere kvinder, der gør det. Uden at der står en eller to mænd på sidelinien med åbne arme parat til at springe til som i filmen.

I virkelighedens verden må man konstatere, at mange kvinder og mænd simpelthen ikke evner at finde sammen. Derfor vælger kvinder i stigende grad at få et barn selv. Det er – alt andet lige – mere trygt.

Man kan fristes til at sige, at kærlighed er en romantisk illusion, som ikke findes i virkeligheden, kun på film. Vi mangler en film, der virkelig tager denne virkelighed alvorligt.

A la Bridget Jones’ Diary

Sover Dolly på ryggen? minder om Bridget Jones’ Diary (2001), som skød Chick Lit genren i gang på film.

I begge film fremtræder som hovedkarakter en super selvstændig karrierekvinde, der alligevel ikke har styr på sit liv.

Bag den autonome facade falder kvinderne hjertens gerne på maven, eller ryggen, for den rigtige mand, den store kærlighed og ægteskabelig tryghed.

Det slående ved Bridget Jones’ Diary var, at filmen ikke så meget fremstod som en fortælling om Bridget Jones og hendes genvordigheder, men som en fortælling om hendes røvs genvordigheder.

Bryster og at ligge på ryggen

Den samme mærkværdige fiksering på en kropsdel forekommer også i Sover Dolly på ryggen? Filmen fortæller om Annes liv via hendes bryster med en tangent videre til at ligge på ryggen.

Denne vinkel er delvis præsenteret gennem Gordons blik på Anne og hendes bryster. Delvis er den formidlet gennem filmens overordnede brystfikserede struktur og brug af association.

Selve filmens titel henviser både til Dolly Parton og Gordons skildpadde, som også hedder Dolly, og den deraf opståede forveksling mellem dem.

Skildpadden kan naturligvis ikke tåle at ligge på ryggen. Men først tror man (selvfølgelig), at der tales om Dolly Parton og hendes bryster. Som papfigur troner hun i Gordons lejlighed. Store bryster hø,hø – hun bliver nødt til at sove på ryggen.

Forvekslingen med skildpadden, Dolly, forstærker brystfikseringen. Til sidst udgør bryster filmens afsluttende fokus for filmens pointe, nemlig at kvinden må (over)give sig til mandens drengerøvsmentalitet, hvis hun elsker ham: Anne må blotte sine bryster. To gange. 

Dolly Parton og skildpadden benyttes således behændigt som sammenkædende association, således at den romantiske historie fortælles rundt om - og igennem – bryster eller patter, hvad man nu foretrækker, og om hvorvidt man ligger på ryggen eller ej (hø-hø).

Anne som skildpadde

I modsætning til skildpadden kan Anne i princippet godt ligge på ryggen. Det er det første, hun gør, da vi møder hende. Hun ligger på det gynækologiske leje og bliver insemineret.

Det er ikke en særlig rar stilling for hende at ligge i. Hun føler sig tydelig vis ”underlagt” situationen, hvad hun vel også er. Hun bliver nødt til at ligge på ryggen!

Filmen gør her sjov med den kompromittering, som kvinder kan føle, eller som de antages og opfordres til at føle, når de ”underlægger” sig gynækologen - eller "underlægger" sig manden seksuelt.

På ryggen er kvinden sårbar, ligesom Gordons skildpadde. Dog må hun tåle det.

På den måde er publikum allerede i filmens anslag introduceret til en humor på den kvindelige hovedpersons bekostning. Et ha-ha-nedgørende tvangsblik på Annes krop, som hun ligger dér prisgivet på langs. Herfra fortsætter filmen med associationerne: Skildpadde, Dolly, store bryster, ligge på ryggen, sex, insemination, Anne.

En cirkel er sluttet, og Anne er nedlagt. Anne er en skildpadde, som filmen lægger på ryggen.

Annes bryster, Gordons krop

I filmens afsluttende romantiske gimmick har Anne fået sit barn og må krybe til korset og sige til Gordon, at hun elsker ham.

Scenen udspiller sig ved søerne i København. Her redder Gordon meget passende barn og barnevogn fra at ryge i vandet, hvorefter han selvfølgelig selv ryger i. Derfor ender Gordon med at være splitternøgen i den afsluttende scene, hvor han kræver, at Anne viser sine bryster for at bevise sin kærlighed.

Filmens budskab synes at være: Kære kvinde, hvis du virkelig elsker en mand, må du trodse dine grænser og imødekomme hans sexistiske tilbøjeligheder og værdsætte ham som den drengerøv, han vitterlig er.

Til gengæld får du ham - i bar røv til alverdens skue. Er det mon udtryk for en eksponering af nøgenhed til mandens triumf eller til kvindens fordel? Eller ligelig fordeling af noget for noget?

Der er forskel på filmens skildring af kvindebryster og mandekrop. Annes bryster præsenteres fikseret i close up. De er fuldstændigt afskåret fra personen, de sidder på og tilhører tilsyneladende ikke den person, Anne, de ifølge filmen sidder på.

Gordons krop præsenteres i fuld figur. Her er en nøgen mand, der glad og fro dalrer rundt.

Den første skildring er udtryk for en fetich og formidler en opfattelse af kvinden som udskåret, seksualiseret delobjekt.

Den anden skildring formidler et indtryk af en mand, der er i besiddelse af sin egen krop. Den bevæger sig, som han ønsker. Hans person og seksualitet indgår samlet i en helhed.

Sover Dolly på ryggen? viser, at uanset hvor selvstændig en kvinde er, så må hun underkaste sig en mand, hvis hun vil kærligheden. Dette kontroltab skildres som i Bridget Jones’ Diary via hendes krop.

Her var Bridgets røv et tilbagevende stunt. I Sover Dolly på ryggen? foregår en langsom, men sikker kolonisering af Annes bryster.

På den måde giver plakaten, der promoverede filmen, omsider fuldstændig mening.

Mandehånd på kvindebryst: This is what it’s all about - boops! Ok, jeg forstår, den er sivet ind.