Hvad er en revolution i dag?

Elleve teser om revolutionen, krisen (den langtrukne og den accelererede) og den vestlige arbejderbevægelses fallit.

1.

Den kommunistiske revolution er den samtidige ophævelse af nationalstaten og af pengeøkonomien. Altså det program, som Marx og Engels lagde frem på de sidste sider i Det Kommunistiske partis manifest fra 1848.

For Marx var det to sider af samme sag, ophævelsen af opdelingen af menneskeheden i nationer og afskaffelsen af den private ejendomsret.

I det kapitalistiske samfund medieres et flertal af livets forhold af arbejde og pengeformen, denne mediering skaber uigennemsigtighed og afhængighed. Kapitalens iboende logik er skabelsen af flere penge hinsides alle andre hensyn, til mennesker, miljø etc.

Den kommunistiske revolution ophæver denne tilstand ved at ophæve den kapitalistiske økonomis grundformer (og altså ikke blot ved at arbejderne overtager produktionsprocessen og styrer den. I så fald styrer arbejderne blot deres egen udbytning. Det 20. århundredes revolutionære politik brød hver gang sammen på grund af dette program (og på grund af ydre pres)).

Formålet med produktionen i et kommunistisk samfund vil således ikke være produktionen af merværdi, og arbejdet vil være afskaffet som lønarbejde, der arbejdes nu i stedet for at producere livsfornødenheder ikke for at skaffe penge.

Idéen om et kommunistisk samfund er således en vision om et samfund baseret på distributiv lighed, hvor alle har mulighed for at tilfredsstille basale behov (inklusive opbrud fra fødestedet).

2.

Der er desværre ikke nogen lovmæssighed på færde, den kommunistisk revolution er en mulighed, ikke andet. Revolutionen er med andre ord ikke uundgåelig, overgangen fra formel subsumption til reel subsumption garanterer ikke revolutionens komme.

Vi oplever aktuelt en omfattende kapitalistisk krise, men der går ikke nogen lige forbindelse mellem krise og kommunistisk revolution.

Det er en af lærerne fra 1930’erne, nationalisme og fascisme trives godt i perioder med opløsning og kan afspore det meste.

3.

Forstået som en ophævelse af kapitalismen har revolutionen været fraværende i Vesten siden sidst i 1970’erne. Der har fundet en gennemgribende nedbrydning af det revolutionære sprog sted.

I dag antager arbejdskonflikter ikke karakter af klassekamp, og de proletariserede individer udgør ikke noget kollektivt subjekt, der kan lægge pres på staten eller agere som en undergravende kraft.

Vi må således tage bestik af den desorientering, der hersker, den afvikling der har fundet sted med de tidligere historiske modeller såvel den revolutionære som den reformistiske.

Selv om kapitalismen gennemlever en omfattende krise, er revolutionen på mange måder mere fraværende i dag end for 30 eller 40 år siden i Vesten.

Et udtryk for denne tilstand er det enorme hul, der er i en længere periode har hersket mellem praktisk kritik og teoretisk kritik.

Det har længe været meget svært at få øje på en praksis, som stiler mod at ophæve den praktiske og den teoretiske kritik som to adskilte sfærer.

Der skulle gå fra 1977 til 2011, før de to sfærer igen blev forsøgt ophævet (jf. # 9)

4.

Den vestlige arbejderbevægelse holdt op at være antikapitalistisk for længe siden. Den udgør ikke længere nogen ydre destabiliserende kraft, men er smeltet sammen med den dominerende orden.

Adorno beskrev præcist denne udvikling som fremkomsten af  det klasseløse klassesamfund.

I løbet af det 20. århundrede lod den gamle arbejderbevægelse sig opsluge af nationalstaten og dens parlamentariske demokrati, arbejderbevægelsens partier begyndte at kæmpe om de nationale vælgerkorps’ gunst og identificerede sig efter kort tid med denne gruppe.

Dermed forsvandt et af de primære principper i Marx’ kommunistiske aktionsprogram, nemlig internationaliseringen af den demokratiske kamp.

Selvom der løbende var eksempler på revolutionære satsninger i løbet af det 19. og det 20. århundrede, var majoriteten af arbejderne i Vesten tilsyneladende glade for at blive integreret i nationalstatens institutioner og nyde godt af dens biopoliske omsorg og styring.

Klassekampen blev således erstattet med national integration. Der fandt på den måde en gradvis tilpasning til den kapitalistiske produktionsmåde sted, som forbedrede arbejdernes forhold.

I perioden efter Anden Verdenskrig lykkedes det for den vestlige arbejderbevægelse at frigøre de vesteuropæiske og nordamerikanske arbejdere fra materiel nød og endda samtidigt forkorte arbejdstiden, således at arbejderne delvist fik et liv uden for arbejdet (selvom det selvfølgelig ikke kunne lade sig gøre at slippe helt ud).

Efterkrigstidens løn-produktivitets-aftale betød, at arbejderne arbejdede mindre og kunne købe mere for deres løn, samtidig med at kapitalen akkumulerede takket være en enorm vækst i produktiviteten.

Arbejderbevægelsen kæmpede ikke blot for mere i løn og kortere arbejdsdage, men kæmpede også en generalisering af de politiske rettigheder, som den borgerlige revolution havde lanceret, men kun realiseret for et begrænset udsnit af den voksne befolkning i Vesten.

Det var arbejderbevægelsens historiske pres, der fik arbejderne anerkendt som politiske subjekter, som borgere i nationalstaten. I stemmeboksen er alle formelt lige.

Den borgerlige klassestat muterede således og blev i efterkrigstiden til en planlægningsstat, som alle i princippet kunne påvirke som borgere. Men såvel arbejderbevægelsens politiske som økonomiske kampe fandt sted inden for de rammer, som den generaliserede vareproduktion udstak.

Udfaldet af kampene var derfor på forhånd bestemt af vareformen og pegede således ikke hinsides kapitalismen. Dermed forsvandt det revolutionære perspektiv. Ophævelsen af kapitalismen blev suspenderet til fordel for rettigheder, mere i løn og opbygningen af velfærdsstaten.

5.

Velfærdsstaten var den biopolitiske side af denne udvikling, hvor arbejderne blev anerkendt som borgere af den borgerlige stat, og hvor arbejdernes vilkår blev forbedret som følge af implementeringen af relativ merværdiproduktion.

Velfærdsstaten og den store produktivitetsvækst muliggjorde en historisk uset forbedring af arbejdernes vilkår, forarmelse og sult blev drastisk reduceret i Vesteuropa og dele af Nordamerika.

Overudbytning blev afløst af minimumsløn og forbedrede arbejdsvilkår, levealderen steg markant og arbejderne fik adgang til uddannelse, inklusive længeregående uddannelser. Denne udvikling muliggjorde et nyt liv og fandt sted som følge af et historisk pres fra arbejderbevægelsen.

Velfærdsstatens forskellige sociale ydelser som kontanthjælp, uddannelse og pension tillod uden tvivl mange at leve et liv hinsides lønarbejdet, men det ikke desto mindre er vigtigt at huske på, at ydelserne også blev introduceret med henblik på at opretholde en industriel reserve arme og for at kontrollere arbejderklassen, integrere den og undgå social uro.

Sociale ydelser og solidaritetsordninger blev skabt med henblik på opretholdelsen af national sammenhængskraft efter Anden Verdenskrig, og proletarisk internationalisme og selvorganisering forsvandt i takt med, at arbejderne genkendte sig i staten og lod sig mediere af dens love, velfærdsydelser, boligpolitik og uddannelse.

Velfærdens formål er altid at sørge for, at arbejdskraftens reproduktion er på et så højt niveau, at arbejdskraften er omstillelig og motiveret. Velfærdsstatens nationale forankring viser sig i stigende grad, når krisen spidser til, så bliver det tydeligt, at velfærden kun gælder for landets statsborgere.

Derfor er velfærdsstaten ikke en del af løsningen, men et del af problemet. En forhindring for spredningen af det revolutionære perspektiv og en stopklods for international solidaritet.

Krisen i EU har tydeligt illustreret dette forhold, hvor Nordeuropa nu giver den EU-interne racisme frihjul og håner Sydeuropa og tvinger befolkningerne langs Middelhavet gennem ødelæggende sparekure.

Velfærdsstaten er nu kun en løsning for velhavende nationalstater i Nordeuropa, og spørgsmålet er selvfølgelig, hvor længe det er muligt. Selv her er der modellen nemlig under voldsomt pres, da de økonomiske betingelser ikke længere synes at være tilstede.

Vi er derfor vidner til, at såvel velfærdsmodellen som den reformistiske position, der holdt den oppe, i fuld fart er ved at bryde sammen.   

6.

Den reformistiske vesteuropæiske arbejderbevægelse oplevede sin guldalder i perioden efter 1945 og frem til sidst i 1960’erne, hvor periodens løn-produktivitets-aftale mellem kapitalen, staten og arbejderne blev udfordret af en ny bølge af klassemodstand.

Protesterne kom som en overraskelse på et tidspunkt, hvor den materielle velstand var højere end nogensinde, og hvor velfærdsstaten sørgede for uddannelse og kultur til alle hinsides klasseskel.

Perioden var kendetegnet ved paroler om ‘ideologiens afslutning’ og ‘en afsked med proletariatet’, og en ny generation af lønarbejdere og unge studenter radikaliserede den institutionelle reformisme og ville ikke længere lægge bånd på sig selv, mange krævede meget mere i løn og meget mindre arbejde, og en mindre gruppe krævede det hele.

Dermed blev det mådehold, der havde været en vigtig del af efterkrigstidens løn-produktivitets-aftale, kastet overbord. Modstand mod kedelige arbejdsforhold og hårdt slid ved samlebåndet manifesterede sig som arbejdsnedlæggelser, sabotage og vilde strejker.

Klassekampen blussede op, netop da kapitalakkumulationen nåede en grænse, og økonomien i de udviklede lande bremsede hårdt op.

Svaret på krisen og protesterne blev en afvikling af den keynesianske løn-produktivitets-aftale og den lange neoliberale nedslidning af efterkrigstidens vestlige velfærdssamfund, som vi siden har levet i.

Kapitalens svar på arbejdermilitansen i de udviklede regioner af verden kom prompte. De militante arbejderes store fæstninger som Midlands i England blev sløjfet, automatisering og outsourcing knuste forestilling om ‘arbejderautonomi’.

I løbet af de næste to årtier blev hundreder millioner mennesker i Latin- og Sydamerika, Nordafrika, men især Sydøstasien og Kina adskilt fra deres produktionsmidler og indrulleret i lønarbejdet.

På den måde blev der skabt et globalt arbejdsmarked, hvor hver enkelt arbejder konkurrerede med alle andre arbejdere om den laveste løn og om at være mest produktiv. Dermed opstod der en egentlig global arbejderklasse.

Indrulleringen af en enorm masse af nye lønarbejdere skete samtidig med introduktionen af nye teknologier, der paradoksalt nok betød, at behovet for lønarbejdere faktisk faldt (om ikke andet så i forhold til det samlede antal arbejdere).

Det gav ikke længere mening for kapitalen at inkludere dem i akkumulationen. Flere og flere har måttet overleve i den uformelle økonomi og på ydersiden af lønarbejdet.

Der blev på den måde skabt en stadigt voksende overskudsbefolkning, der blot havde en skrøbelig tilknytning til lønarbejdet. Mennesker der var tvunget til at leve lønløse liv i de hastigt voksende slumbyer.

Som altid når kapitalen finder nye lønarbejdere, begynder klassekampen at manifestere sig før eller senere, som den da også har gjort mere og mere tydligt i Kina, Indien, Bangladesh og Cambodja og andre steder det sidste årti.

Antallet af strejker og demonstrationer er vokset eksplosivt blandt de nye lønarbejdere i øst.

Siden begyndelsen af 1980’erne har det til gengæld været yderst sparsomt med eksempler på succesfulde arbejdskampe i Vesten, den vestlige arbejderbevægelse så med stor fart sit reformistiske projekt miste højde, og den har ikke kunnet gøre andet end at forsøge at afbøde faldet.

Såvel arbejderbevægelsens partier som dens fagforeninger er blevet trængt i defensiven og har reageret ved at overtage den neoliberale retorik, som den kapitalistiske omstrukturering benyttede sig af.

I løbet af 1990’erne blev de vesteuropæiske socialdemokratier mere eller mindre uskelnelige fra de borgerlige partier, alle så de privatiseringer og slankning (læs: afvikling) af velfærdssamfundet som den eneste mulige politik.

Velfærdsstaten kom således under voldsomt pres, og selv når der løbende blev demonstreret mod den førte politik, blev der ikke rokket ved den neoliberale dagsorden; forbindelsen mellem gaden og parlamentet var effektivt blevet brudt.

Dermed var en periode forbi, op gennem det 20. århundrede havde det nemlig været helt afgørende for den vestlige arbejderbevægelse, at den havde sammenføjet fabrikken, gaden og parlamentet.

Nu var vestens reformistiske partier uden noget bagland, den klasseidentitet, de var knyttet til og reproducerede, var forsvundet.

7.

Finanskrisen, der brød ud i 2007 og 2008, accelererede denne udvikling, den reelt 30-år lange omstrukturering af verdensøkonomien, hvor efterkrigstidens statsstyrede modernisering blev afløst af neoliberal globalisering i form af outsourcing, kredit og eksklusion.

Da ejendomsboblen brast, blev det tydeligt, at økonomien reelt længe var blevet holdt oppe af en enorm mængde kredit. Ikke blot bankerne og finansfirmaerne og husejerne, der havde oplevet en opbremsning eller et decideret fald i reallønnen, men også staterne havde i en årrække lånt penge for at holde økonomien kørende.

Nu brast boblen, og regeringer var tvunget til at indføre strenge spareprogrammer med henblik på at berolige agiterede og nervøse obligationsejere om, at de havde styr på krisen.

Omkostningerne ved besparelserne var store mange steder, offentligt ansatte blev fyret eller gik ned i løn, uddannelse, kultur og sundhed blev kraftigt beskåret.

I Europa var det befolkningerne syd for Alperne, der for alvor fik krisen at mærke: Grækenland, Spanien og Portugal mv. blev tvunget til gennemgribende spareplaner, der resulterede i en eksplosion af arbejdsløshed, husudsættelser, selvmord, kriminalitet og prostitution.

8.

Nu organiseres kontrarevolutionen. Krisen startede ikke i 2008, men langt tidligere. Den har været tilstede i andre dele af verden i flere årtier, og er nu for alvor blevet hverdag for arbejderne i Sydeuropa, og den er tilstede i Nordeuropa som den gradvise opløsning af velfærdssamfundet.

Den skrøbelige neoliberale balance har efterhånden længe krævet, at kontrarevolutionen organiseres. Siden 2001 har vi været i en undtagelsestilstand, hvor staten har finjusteret sit præventive anti-oprørsregime.

Allerede om sommeren det år så vi, hvordan alterglobaliseringsbevægelsen blev mødt af et udfarende kampklædt politi i Genova, som fuldstændig udraderede topmødeprotestbevægelsen, gennembankede journalister og skød og dræbte en ung mand.

Siden blev krigen mod terror legitimationen for øget kontrol, intens overvågning og kriminalisering af alternative livsformer.

Pointen er selvfølgelig, at opløsningen har været i gang længe, og at den herskende orden er klar til at gøre alt for at undgå revolution.

9.

Den historiske situation er således kendetegnet ved krise og undtagelsestilstand, men også den nye protestcyklus, der opstod som reaktion på krisen og den førte krisepolitik.

I 2011 skete der nemlig en fortætning af de spredte kriseprotester, der havde fundet sted fra 2008 til 2010; den største modoffensiv i mere end 30 år så pludselig dagens lys.

Det startede i provinsen i Tunesien og spredte sig med det samme til Ægypten og en lang række andre lande i Mellemøsten.

Næsten med det samme inspirerede de nordafrikanske revolter til protester og pladsbesættelser i Athen, Madrid og Madison, Wisconsin og i løbet af kort tid var ‘pladsbevægelsen’ en global protestbevægelse, der forenede meget forskellige lokale kampe med en global modstand mod den neoliberale kapitalismes ulighed og sparepolitikken.

Selvom protesterne er blevet mødt med repression alle steder, er de fortsat aktive de fleste steder, og samtidig har de spredt sig til byer som São Paulo og Istanbul.

Krisen lader sig nemlig ikke lige løse, verdensøkonomien har haft problemer med at skabe værdi siden sidst i 1960’erne og der har endnu ikke fundet en tilstrækkelig destruktion af kapitel sted til at muliggøre en ny ekspansion, så alt taler for, at vi står over for en længere periode med krisepolitik og riots, tåregas og pladsbesættelser.

Det vil i stadig stigende grad være nødvendigt at beskytte de ‘hvide’ øer af rigdom i et hav af ‘sort’ elendighed.

10.  

Det er vigtig at tage udgangspunkt i begivenhederne i 2011. For første gang i lang tid er der nemlig blevet etableret et revolutionært perspektiv.

Der har i tre år blæst friske vinde fra Nordafrika og Mellemøsten, hvor befolkningerne i en række lande siden december 2010 har protesteret mod såvel lokale diktatorer som den globale kapitalisme og den underkastelse, den destinerer dem til.

I Tunesien, Ægypten, Libyen, Yemen, Bahrain og Syrien kæmper revolutionære mod paramilitære regimer, der støttes af regionale og fremmede magter, som gør alt i verden for at bremse det revolutionære opbrud.

I Nordafrika er tingene for alvor kommet i skred, men også der arbejder den herskende ordens stridende fraktioner sammen om at forsøge at bremse revolutionen, samtidig med at de forsøger at tilrane sig den smule merværdi, der kan produceres i det nuværende kaos.

I Ægypten anser hæren, de lokale eliter, det muslimske broderskab, Saudi-Arabien og Vesten det som altafgørende, at det revolutionære opbrud slås ned eller føres over i initiativer, der ikke udfordrer den postkoloniale verdensorden og fordelingen af rigdom globalt og lokalt. De bagvedliggende økonomiske og sociale forhold gør det imidlertid svært at  lægge låg på utilfredsheden.

Eksplosionen i januar 2011 var blot en akut effekt af en næsten kronisk social konflikt, hvor de ægyptiske arbejdere i årtier har kæmper med underudvikling og en af de mest grådige middelklasser i verden. Siden 2008 har arbejderne i Nil-deltaet således mere eller mindre permanent været i en tilstand af kontinuerlig agitation med strejker og besættelser af fabrikker og hele kvarterer.

At elendigheden og desperationen lægger et voldsomt pres på situationen fremgår tydeligt af, hvor hurtigt den på papiret klart stærkeste alliance brød sammen, nemlig alliancen mellem hæren og moskeen.

I løbet af kun ét år blev militæret nødsaget til at skille sig af med sine nye venner i det muslimske broderskab. Så tingene accelererer hurtigt.

11.  

Så længe der ikke eksisterer en revolutionær tilstand her, må opgaven for de revolutionære i Nordeuropa være at etablere en strategisk støttebevægelse, der skal kæmpe for åbne grænser og modstand mod interventionstropper til fordel for kontrarevolutionen i de regioner, hvor der sker noget, altså i Nordafrika og Mellemøsten.

Det skal således være muligt for de syriske revolutionære at søge tilflugt i Danmark.

Mikkel Bolt er lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, og forfatter til bogen »Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud«.

Artiklen er et oplæg han holdt ved et møde om revolutionsbegrebet den 21. januar 2014 i København.