Annonce

Adoptionskritik
20. marts 2013 - 10:15

Hvad betyder et navn?

Transnationalt adopterede har mange navne. Selvom disse navne kan være ukendte, findes de alligevel. Daniel Ibn Zayd skriver om at leve i Beirut og i mellemrummet mellem navne, som ikke kendes.

Adopterede bærer mange identiteter. Vi fødes med et navn, der forbinder os til vores familie, selv hvis det ikke på nogen måder registreres. Navnet findes på trods af sit fravær. Dermed har jeg et navn, jeg ikke kender.

Mit børnehjem gav mig et fransk for- og mellemnavn (og antydede dermed eksistensen af en far, hvis første navn gives videre) samt et aldeles tilfældigt arabisk ord som efternavn med den hensigt at lette min rejse ud af landet. Ud af en løgn fabrikerer disse bestræbelser en bogstavelig ikke-eksistens.

Jeg husker en tid, hvor jeg opfattede alt dette som en »forbindelse«. Jeg husker, at jeg fandt det stykke papir, børnehjemmets bekendtgørelse om navneskiftet, som afslørede, at dette navn var ubrugeligt, tomt, uden mening. Sandheden er, at navnet er lånt fra en liste af navne, der går på omgang: En bureaukratisk konvention, en letsindig inkonsekvens.

Jeg har mødt andre adopterede med samme »efternavn« som mit. På mærkværdig vis forbinder det os til hinanden, men ikke til nogen som helst andre i dette land. Dette fænomen har en slående lighed med den franske juridiske procedure, som muliggør, at et barn fødes »sous X«—»under X«— og derved klipper enhver forbindelse til dets forfædre.

Dette er ikke af uvæsentlig betydning. Og det skal siges, at netop denne opdagelse udgjorde den rystende begivenhed, der førte til min beslutning om at vende tilbage hertil (Libanon, red.).

Da jeg blev naturaliseret som amerikansk statsborger, godkendte retten samtidig mit skifte til min adoptivfamilies navn, og jeg blev nu Daniel Drennan. Det navn bruger jeg naturligvis stadig. Det er et irsk navn, som reflekterer min fars immigrant baggrund. På min mors side »er« jeg hollandsk og engelsk.

Det var igennem mine adoptivforældres iver efter at finde deres rødder og slægtshistorie, at betydningen af et familienavn gik op for mig. Så også vores adoptionskultur lærer os, hvor betydningsfuldt vores navn er.

I et forsøg på at genetablere min nationalitet her i Libanon vil det blive indskrevet i civilregistret, at jeg for nuværende er »kendt under« det navn, jeg er blevet givet. Fænomenet »at skifte navn« eksisterer ikke i Libanon.

Intet af dette bringer mig nærmere følelsen af slægtskab eller tilhørsforhold her i landet, særligt ikke når man tager i betragtning, hvor betydningsfuldt ens navn er i alle former for sociale relationer.

At spørge efter nogen hedder for eksempel: min aya bayt?—fra hvilket hus? (Familie)navnet er altså tæt knyttet til et sted. Faktisk afspejler mange familienavne også i sig selv et sted: Masri (fra Egypten), Traboulsi (fra Trablous), Sidaoui (fra Saida), osv.

Den formelle måde at spørge til nogens navn er ikke »shoo ismak/ismik«—»hvad er dit navn?« men i stedet »shoo al-ism al-karim«— hvilket navn er blevet dig skænket, og som dermed indikerer en gave af stor betydning.

Ikke at kunne svare er uendeligt smertefuldt, især fordi anglosaksiske forestillinger om adoption ikke har nogen gyldighed i min lokale kultur.

Jeg erkender, at sandsynligheden for, at jeg finder mit navn bliver mindre for hvert år, og i samme takt antager rækkevidden af den betydning, der ligger i at give et barn nyt navn gennem adoption, overvældende proportioner.

I lyset af dette har jeg taget endnu et navn, en forfattersignatur, et pseudonym, som lokalt kaldes et »(politisk) partinavn« eller alias, som ikke henviser til en libanesisk familie, men som har lokal legitimitet og stor betydning for mig.

»Zayd« var den søn, som profeten (ﷺ) »tog til sig« [1]; et eksempel på et værgeforhold, som ikke tilintetgjorde nogle af de grundlæggende forbindelser, som dominerer i vores måder at tænke på som voksne adopterede. Jeg valgte »Ibn«[2] for at vise, at jeg søger at følge disse ædle fodspor.

Dette minder mig om følgende passage fra Malcolm X’s biografi:

Min ansøgning var selvfølgelig kommet i stand og på det tidspunkt modtog jeg mit ”X” fra Chicago. Muslimens ”X” symboliserede det oprindelige afrikanske familienavn, som han aldrig ville komme til at kende. For min del erstattede mit ”X” slaveherrens navn ”Little”, som en blå-øjet djævel kaldet Little havde pålagt mine forfædre på min fars side. Modtagelsen af mit ”X” betød, at jeg herefter altid ville være kendt som Malcolm X i Nation of Islam. Mr. Muhammad lærte mig, at vi skulle beholde dette ”X” til den dag, hvor Gud vendte tilbage og af egen mund selv gav os et helligt navn. 

Da jeg fortalte mine venner fra kvarteret, at jeg langt om længe kunne generhverve min nationalitet, spurgte de straks: »Kan du skifte navn?«

Jeg svarede, at på trods af min brug af pseudonym (som ikke er kulturelt fremmed her, og som er bundet mere til politik end til litterær anvendelse), ønskede jeg, at mit navn skulle være mit oprindelige (ukendte) navn, som afspejler sted og slægtskab, og de forstod mig. Altså venter jeg. »Ibn Zayd« er mit »X«. Mellemrummet mellem navne, som ikke kendes.

I mellemtiden kan du kalde mig »Daniel«.

Daniel Ibn Zayd blev i 1963 adopteret fra Crèche St. Vincent de Paul i Beirut til USA. I dag bor og lever han i Beirut, hvor han underviser og arbejder som aktivist.

Teksten er oprindelig publiceret på Daniel Ibn Zayds blog og oversat fra engelsk af Queerkraft-redaktionen.


Læs artiklen: "Adoptionskritik og migration". 

Læs temaet "Adoptionskritik".



[1] Profeten Muhammed (red).

[2] Ibn, eller إبن, er arabisk for »barn« eller »søn« af (red.)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce