Hva' så, Athen?

Oh, at være en due i Athen, som spiser oliven direkte fra træerne! Oh, at være en hjemløs hund i Athen, som dovent sover under pomeranstræets skygge, elsket af mange!

Her sørges for mad til de hjemløse dyr, som er vaccineret og steriliseret. Jeg ser vand og madskåle overalt. En tjener donerer kødben til strejfende hunde, og taxachaufføren har bagagerummet fuld af hunde- og kattemad, som han fordeler på sine natteture.

Fra Lykabetto-højen har jeg fin udsigt over Athen, som på afstand ligner en stor rodebunke af gamle aviser i stabler, sølvpapir og sukkerknalder. Her er fine palæer blandet med slum.

På sit bjerg troner Akropolis’ ruiner oplyst af nattespots, når solen går ned. Jeg tænker, at det nok ikke er udgifterne til natteoplysningen, der kommer med under punktet eventuelt på det athenske kommunale budgetmøde.

Der er meget andet, der presser sig på, og mange athenere er bange for at miste turisterne, som ikke gider komme, hvis de ikke får konstant underholdning, lysshows og problemfrihed på deres ferie.

Jeg tager kabelbanen, som er et hurtigt overstået rush i en mørk tunnel; lyset møder mig for enden med en gruppe athenske skolebørn, der smilende ser frem til opturen.

En optur, man ellers skal lede længe efter, i et land i knæ, tynget af de seneste års krise, nu med et hav af strejker og utilfredshed samt afsløringer af snyd og bedrag.

Lord Elgins tyveri af søjler

Jeg vandrer i Athens gader for at hvirvle i vrimmelen og for at se lidt nærmere på den by, som konstant har været i krise. Det vidner ruinerne af Akropolis om. De har været ude for lidt af hvert.

Masser af attentater og søjletyveri af britiske Lord Elgin i 1800-tallet. Søjler, som jeg tænker, at grækerne da skal have tilbage, nu hvor de er så pressede, men måske er det bare at opildne til endnu mere ekstrem nationalfølelse at bringe det på banen? En følelse i lys lue hos det fascistiske parti Gyldent Daggry.

Det er ikke altid smart at skrue historien tilbage. Og det er ikke søjler, Grækenland mangler. Der er søjler overalt, du kan købe dem ved hvert gadehjørne og proppe dem i ørene, hvis du har de lyster.

Og der er hjemløse mennesker. Mange: junkier, syge, ældre og romaer. Midt i november sælges der donerede kunstværker af lokale kunstnere på Kulturstedet “Technopolis” i Gazi. Pengene går til de hjemløse.

Jeg kaster en håndfuld 1 euro cents til en romadreng, hvis mor har placeret ham på gaden med en plastikharmonika. “Mor, mor! Det er mange penge, se hvor mange jeg har fået!”. Drengen stråler som en sol.

Romaerne er der få, der forstår, og de er pressede. De gamle daglejerjobs, de før kunne udfylde, som for eksempel at være med til at så og høste, er forsvundet.

I mistillid og desperation udvikles overlevelsesmekanismer, såsom prostitution af egne børn samt børnetiggeri.

Nogle romagrupper er så lukkede om sig selv og angste, at hvis en fra gruppen får et job i det “rigtige” samfund, bliver han banket og frosset ud.

Punk is dead - now it's rumba!

Jeg bliver inviteret til fest i et kunstnerkollektiv i Keramikos, hvor gadebandet Muchatrela spiller alt fra Rembetika til Tom Waits og Clash.

Det er trækbasun og tuba, som er bandets force. Folk danser og smiler, og jeg bliver budt på hjemmebrændt og småsnak. Fotis, som er sanger i bandet, siger:

- Jeg oplever meget positivt. For mig er Grækenland stadig et sted, hvor vi er mindre stressede end andre steder på jorden. Her er solen og det gode liv. Her under den finansielle krise opstår der nye gode fællesskaber. Man inviterer til fester uden entré med koncerter og fælles-jam, hvor folk selv tager drikkevarer med. Der er ikke så meget fokus på selvrealisering og profit, som der har været i de seneste årtier. Det handler mere om at være sammen og støtte hinanden, siger han.

- Nytter demonstrationerne og vreden over gælden noget?

- Det er godt med demonstrationerne. Det er vigtigt at komme ud med sin vrede, men det er lidt ligesom at løbe panden mod en mur. Der kan jo ikke ske den store forandring med det samme, når det kapitalistiske system har kørt så længe, siger Fotis og fortsætter:

- Men i stedet for at give op og føle sig magtesløs, må man vise et alternativ. En anden måde at leve med sig selv og hinanden på. Det tror jeg er vejen. “Punk is dead, now its Rumba!” som et spansk band  hedder!

Og der bliver spillet coverversion af Clash’s “Guns of Brixton”, som, selvom teksten er skrevet fra en paranoid synsvinkel, har et opløftende beat.

Strejker på Syntagmapladsen

“Hvad fortæller medierne jer om Grækenland?”, spørger taxachaufføren, som kører mig til Syntagmapladsen. “De fortæller jer helt sikkert ikke sandheden! At Angela Merkel er en alfons og Grækenland hendes luder. Tyskerne skylder Grækenland mindst 2500 mia. kr. fra de skader, de forvoldte, og det besættelseslån, de tog, under 2 verdenskrig.”

På Syntagmapladsen bliver sorte balloner sluppet løs mod himmelen som en bunke punktummer for de fyringer, som folk i den offentlige sektor oplever og frustreres over.

Jeg snubler i strejker fordelt ud over november. Den kollektive transport går tit i stå, men den indre by er så lille, at man sagtens kan gå ind til Syntagmapladsen for at se de røde faner smælde og lytte til antigæld-slagord, og dramatiske marchtrommer.

Syntagmapladsen er pladsen foran parlamentsbygningen. I sommermånederne 2011 blev den besat af folk, der, inspireret af bevægelser i Spanien, ville et alternativt demokrati.

Folk havde organiseret sig med madtelte, rengøring, læger og den slags. Der var møder hver dag, hvor alle kunne være med til at stemme om politiske emner, og hver især havde ansvar for sit område. Et forsøg på at vise et mere direkte demokrati.

Arkitekten Vivi fortæller mig, at gassen hurtigt sev ud af den ballon. Det blev for kaotisk. Forvirrede folk kom og satte tingeltangel og hotdogboder op, så “Syntagma-besættelsen” blev bare et kortvarigt udråbstegn.

Jeg spørger en af de anti-kapitalistiske demonstranter, hvad der står på deres skilt. “Imod gælden!”, siger han og griner: “Men det er jo ret tosset, for der ER jo gæld!”. 

Platon og demokratiet

Det er 17. november, dagen hvor man går på gaden og mindes samme dag for 39 år siden, da de studerende samledes foran Polyteknisk Universitet i Athen for at gøre oprør imod militærstyret.

“Brød, uddannelse og frihed!“ råbte de ubevæbnede studerende, men blev slået brutalt ned af militæret, som fra deres tanks råbte, at de ikke ville forhandle med anarkister og dernæst skød og dræbte 24 samt arresterede 886.

På den trekantede Exhariaplads er der proppet med politi med raidhuer og gasmasker, og de fleste borgere står indendøre og glor ud på den tomme plads i forventningen om, at nu skal der ske det helt store slag.

Udover politi er der bare mig og 3 andre dumme turister på gaden. "Øh, hvorfor har i masker på?” Skynder mig at lunte væk.

Dagen efter får jeg at vide af min lokale biodynamiske købmand, at der alligevel ikke var meget tumult. Der var tre anholdelser og lidt let slagsmål.

Jeg spørger ham, hvorfor Platons filosofi ikke fylder mere. Det var jo her, han tussede rundt og snakkede om en måde at leve på, som virkede mere oplyst end offertankegang.

Det var også her, at direkte demokrati havde sin plads på et tidspunkt. 

- Tag Akropolis´ Parthenon-bygning! Symbol for folkets magt til hver især at tage stilling til og ansvar for udviklingen. Hele folket har været med til at bestemme, hvordan Parthenon skulle se ud, og selv regnskabet for udgifter til Parthenon var offentligt tilgængeligt, siger han.

- Mange grækere kender slet ikke til Platon eller gammel græsk filosofi. De tænker ikke meget længere end deres egen næse, og for dem er Akropolis bare en køn turistattraktion. Jeg arbejder selv dag og nat for denne her butik, som udelukkende består af gode produkter lavet med respekt for helheden. Jeg giver ikke meget for det crap, turistbutikkerne ved Plaka sælger uden hjerte. Det er blot en af de gamle tankemåder, der skal ændres, siger købmanden og fortsætter:

- Ja, det er hårdt at overleve lige nu, jeg har ikke råd til familie, og al min tid går med at få butikken til at leve og stå fast på mine overbevisninger. Det er det eneste rigtige for mig lige nu, slutter han.

Repower Greece

- Vi skal redefinere Grækenland. Vi er ikke kun dovne og uansvarlige. Vi skal konfrontere stereotyperne! Medier og mennesker har en tendens til at forstørre det negative, og det smitter og skaber angst. Vi skal have fat i de gode historier og sammen være med til at skabe et nyt og bæredygtigt Grækenland, siger Alexandros Costopoulos, som har været med til at skabe græsrodsbevægelsen “Repower Greece”, som har inviteret til præsentation og debataften på Athen-centeret.

- Det kommer til at tage tid. Det bliver min datters generation, som kommer til at mærke de positive ændringer, men det er op til os nu at samarbejde og samle alle vores forskellige talenter og ressourcer og sammen bygge et Grækenland, som resten af verden kan have tillid til, fortsætter han.

- ”Repower Greece" er frivillige, der vil et nyt Grækenland. Vi er ikke resultatorienterede, profitsøgende eller på anden måde ude på at reklamere med vores egne navne/firmaer. Vi begyndte som en græsrodsbevægelse med to personer, som nu har forgrenet sig til et hav af folk, som vil være med til at tage ansvar udenom politikernes langsommelige forhandlinger, siger han.

- Vi skal have børnene med. Det er vigtigt at lytte til deres versioner af virkeligheden, deres håb og frygt, og ikke bare tale, og vidergive vores meninger. Naboer skal netværke og samarbejde og ikke være bange for at dele ideer. Vi skal give de unge håb, så de ikke bare forlader landet.

- Vi skal lære dem om selvstændighed og power og inspirere dem til ikke bare at vente på, at der bliver skabt job. De skal ikke gentage de seneste års dårlig business med alt for høje krav, og show-off. Og så håber vi, at vi kan vælge nye politikere, som kan arbejde seriøst for demokratiet og ikke blot fordi de kan åbne døre for en selv, siger Alexandros Costopoulos.

Politiet er betændt

I Exarhia findes mindepladsen over den 15-årige dreng, som her blev skudt af en politimand efter lidt råberi i gaden i 2008. Kuglen blev støbt af politimanden selv, på hans køkkenbord.

- Uheldigvis for politiet var drengens familie velhavende og havde derfor ressourcer til efterforskning og retssag, siger Vivi på vores tur rundt i Exarhia.

- Politiet er betændt med fascister, de klæder sig i civil og blander sig i demonstrationer og får det til at se ud som om, det er folket, der er de voldelige. De er venner med Gyldent Daggry, siger hun og fortsætter:

- Folk bliver oplært i politiet til hensynsløs vold. De er som aggressive dyr. Om politikerne gør noget? Direktøren for Athens politi forsvarer sig med, at der muligvis er brodne kar indenfor politiet, men at de stort set er fornuftige, og mange folk tror blindt på autoriteter. De fleste af de her fyre, der søger ind i politiet, er bare uintelligente og kan lide at slås. Deres fascistiske synsvinkel svarer til Gyldent Daggrys, og det er dem, som provokerer til borgerkrig, siger Vivi.

I Exarhia er der besatte huse med caféer og kurser i sprog og madlavning blandt meget andet.

Her er byhaven, som lokale arrangerede på en nat, da en tom plads var i fare for at blive omdannet til P-plads. Her er også organiseret hjælp til asylansøgere og illegale flygtninge.

Her er samlingstedet for “Tidsbanken”, som bruger mængden af arbejdstid som valuta. En god måde af udvide sit netværk på i en storby, hvor mange føler sig isolerede og længes efter de tætte relationer, man kan have på landet.

En alternativ bank, som vokser, nu hvor mange mister job eller må gå ned i løn. Essensen af ”Tids-kronen” er, at man for eksempel gør rent for en anden i to timer, og så selv modtager to timers lampeopsætning.

Et andet sted, i en besat underetage, er der møde for alle de, der vil være med til at være frivillige byvagter.

Et alternativ til Gylden Daggry, der ligesom nazisterne gjorde det under Anden Verdenskrig, tilbyder, at man kan kontakte dem for at få hjælp, hvis man er bange for tyveri og overfald i et område med meget kriminalitet.

Gyldent Daggry kommer gerne og smadrer de mistænkte indvandrere, godt hjulpet af politiet.

Exarhias byvagter skal vise et andet og mere humanistisk alternativ til de nynazistiske tendenser, og folk skal kunne ringe til dem, når de er bange for overfald på vej fra banken.

Demokratiets kiste

- Jeg elsker at bo i Athen, og jeg vil blive her og tage ansvar for min by, siger Vivi.

Her er mange folk, som på frivillig basis rydder op i eget kvarter.

- Hvad er det for et demokrati, hvor folk som Gyldent Daggry kan få lov til at fylde, som de gør. Men det er jo netop det, demokratiet giver plads til, et system, hvor alle folk har lige ret til at ytre sig. Jeg er mest bange for de unge på 14-15 år. Mange af dem er forvirrede og bange og føler sig værdiløse. De finder en kraft i de nynazistiske bevægelser, som giver dem identitet, og de kender ikke nok til historien eller konsekvenser og egne grænser, siger hun.

- Det var også det, som Platon kritiserede ved demokratiet. Han brugte et billede af en båd, hvor besætningen har begået mytteri imod styrmanden og derfor sejler i kaos, uvidende om farlige farvande. Athen er nu demokratiets kiste. Et symbol på, hvad der sker, når alle kræfter ubevidst slippes løs og sætter sig som en kræftknude i Grækenlands bankende hjerte, fortsætter hun.

- Vi kan stadig få noget ud af at debattere, hvad der skal til for at skabe et fornuftigt samfund, hvis det er det, vi vil. Et samfund hvor fornuften og ikke slægten, magt eller rigdom er det herskende princip. Og fornuft kræver erfaring.

- Man må vide, hvad tapperhed er, hvad retfærdighed er, man må filosofere og stille sig kritisk an til verden og derigennem finde ind til en logisk sandhed om konsekvenserne af handling. Det kræver virkelig visdom og indsigt i den menneskelige natur. Det kan hverken fine efternavne eller lange CV’er fra højere uddannelser garantere, vi må dybere end det og granske vores eget ansvar, siger hun.

Der er gang i de frivillige operationer. For eksempel i et besat hus, hvor mange af beboerne gør en forskel ved at sælge ting og sager, hvis overskud går til politiske flygtninge. Politiet kom en dag og ryddede huset og satte metalgitter op for døre og vinduer. Beboerne gav ikke op. De rev gitteret ned, solgte metallet og gav overskuddet til de politiske flygtninge.

Også operahuset har været besat en enkelt dag som en slags symbol på folkets ret til medbestemmelse. Tanken er, at det ikke bare skal være eliten eller særlige smagsdommere, der bestemmer, hvilken kunst der skal støttes og fremmes. Operahuset skal være for hele folket i et ægte demokrati.

Rembetika og salte fisk

”I fabrikkerne, cigaretkioskerne og værkstederne

Her er fint og udødeligt arbejde

Ligeglade med berømmelse

De har lært at leve simpelt

Sved falder som dråber af guld

fløjten blæser og stopper arbejdet

piger og drenge parvis

finder lettelse i kærligheden”

Bouzouki-spilleren synger sine rembetika-sange i cafeen i Keramikos. Bydelen, hvor mange kreative flytter til, når de bliver ældre og trætte af Exarhias ramasjang.

De er smukke, grækerne, med deres sorte hår og milde øjne sidder de tæt sammen og spiser salte fisk og stegt aubergine.

Den store, tykke hjemløse hund puffer sig rundt imellem bord og menneskeben for at modtage kæl og kødben.

Mange synger med på de ofte melankolske, men livsglade og stærke sange. En fyr rejser sig og danser zembekiko. En ældre mand tilbyder mig ost og Raki. “En gave fra Grækenland”, siger han og smiler.

På væggen hænger et maleri af en kiste, hvorpå der står ”Patrioter”. Et dragelignende dyrs ånd siver ud. Her på cafeen kan brutale jernkløer eller fuldstændig håbløshed ikke trænge ind.

Trusler fra Gyldent Daggry

For foden af Akropolis møder jeg psykologen Athanesia, som selv er stødt på folk fra Gyldent daggry.

Hun arbejder for en hjælpeorganisation, som tilbyder asylansøgere og indvandrere psykologrådgivning.

Gyldent morgengry kom for et par måneder siden forbi. De stillede sig op nede foran deres hus og råbte, at de snart ville komme og brænde deres bygninger af.

Athanesia forklarer mig, at hun i sin egen praksis har en fyr som klient, som hader kommunister, bøsser og indvandrere.

- Hvad laver han til daglig?

- Han er politimand, selvfølgelig! griner Athanesia.

Hun har svært ved at deale med fyrens vrede og må selv ringe til sin egen terapeaut efter hver endt session!

Athanesia håber, at Deep Democracy organisationen fra Oregon vil komme til Athen og tilbyde workshop i forbindelse med den afmagt, hun føler omkring Gyldent Daggry.

Deep Democracy Institute tilbyder workshops i konfliktmægling, bl.a mellem palæstinensere og israelere, og har fornyligt været i Athen og lave workshop på Technopolis for hjælpearbejdere, hjemløse og indvandrere.

Det glade Danmark

- Jeg har læst i en undersøgelse på nettet, at danskere skulle være det folk, der er mest glade. Er det rigtigt? For så får jeg da lyst til at tage derhen med det samme! smiler Athanesia.

Jeg griner: Vi danskere kender godt til depressionen! Specielt november fylder for meget, er der mange, der synes!

- Nåh, så det er bare en myte, griner Athenasia og fortsætter:

 - Ja, for jeg har lige set ”Melancholia” af Lars Von Trier, som jeg syntes var god, men også meget dyb og seriøs. Og jeg kan ikke se sammenhængen, altså, hvis en af Danmarks største filminstruktører laver sådanne film, hvordan kan det så passe, at alle danskere er glade?

Se også http://www.facebook.com/tidsbank