Mindst 459 civile er blevet dræbt under det seneste års luftangreb på Islamisk Stat i Irak og Syrien. Det mere end sandsynliggør en rapport fra en gruppe anerkendte, uafhængige journalister, der står bag projektet Airwars. Den amerikansk ledede koalition har hidtil kun videregivet oplysninger om to dræbte ikke-kombattanter.
Den amerikansk ledede koalition har gennemført mere end 5.800 luftangreb i Irak og Syrien, siden den erklærede krig mod Islamisk Stat (IS) for et år siden. De mange angreb har ifølge en rapport offentliggjort af USA’s centrale militære kommando, Centcom, hidtil kostet to civile livet; to børn, som blev dræbt under et angreb i Syrien i november 2014.
Et forbløffende lavt tabstal, som en gruppe uafhængige journalister, der står bag projektet Airwars nu sår velbegrundet tvivl om.
I en nys udgivet rapport offentliggør Airwars detaljerede oplysninger om 52 luftangreb, som stammer fra kilder, gruppen anser som troværdige.
Alene i de angreb er mere end 459 ikke-kombattanter ifølge kilderne blevet dræbt, blandt dem mere end 100 børn.
I kontrast hertil har koalitionen kun undersøgt ti episoder nærmere.
Chris Woods, der er hovedmanden bag Airwars, mener, at journalistgruppens undersøgelser giver belæg for at anslå det samlede antal civile dræbte under koalitionens luftangreb til omkring 600.
– Den internationale koalition bryster sig med, at dens luftkrig mod Islamisk Stat er den mest præcise og disciplinerede i historien om luftbåren krigsførelse, men fakta på jorden fortæller en helt anden historie, siger Chris Woods.
– Med mere end 5.800 luftangreb hidtil og over 18.000 bomber og missiller sendt ind over byer i Syrien og Irak tyder alt på, at hundredvis af civile allerede er omkommet under koalitionens luftangreb, siger han.
Siden februar har Airwars undersøgt oplysninger om ca. 1.250 påståede civile dødsfald som følge af luftangrebene i Syrien og Irak. Mange er dem er imidlertid vanskelige at efterkontrollere.
Nogle afvises af koalitionen som værende resultat af angreb fra irakiske eller syriske styrker. Andre har været så dårligt underbyggede, at journalistgruppen har valgt at se bort fra dem i rapporten, og lejlighedsvis har påstande om civile dødsfald vist sig at være decideret falske.
– 1.250 er det antal civile, som en eller flere kilder påstår er blevet dræbt af koalitionens fly. Af dem mener vi, at omkring 600 er så veldokumenterede, at der er grund til at antage, at det er rigtigt, siger Chris Woods.
I rapporten klandrer Airwars landene i koalitionen for ikke at tage ansvar for deres egne handlinger ved at gemme sig bag et fælles skjold.
Selvom koalitionen overordnet gør en rimelig indsats for at informere om, hvor og hvornår, den slår til, er det stadig nærmest umuligt at holde nogen af de 12 medlemsstater individuelt ansvarlig for civile dødsfald.
Kun Canada rapporterer konsekvent om hvor og hvornår, deres fly angriber.
De øvrige nationer frigiver næsten ingen oplysninger om deres handlinger, så de civile, der bliver berørt på jorden, har ingen steder at adressere deres krav om retfærdighed og eventuel kompensation for deres tab og lidelser.
I det stykke optræder Danmark hverken værre eller bedre end de øvrige lande i koalitionen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96