Hun er vred

Hun er vred over, at adoptionsbureauer i såvel afgiver- som modtagerlande er privatejet.

Hun er vred over, at adoptionsbureauer i såvel afgiver- som modtagerlande tjener penge på international adoption.

Hun er vred over at være en eksportvare.

Hun er vred over at være en importvare.

Hun er vred over, at international adoption er blevet en industri drevet af udbud og efterspørgsel.

Hun er vred over, at adoptionsbureauer proaktivt søger efter børn, der kan frigives til adoption.

Hun er vred over at høre rygter om, at adoptionsbureauer i Sydkorea er på udkig efter nye markeder, heriblandt Nordkorea, hvorfra de kan rekruttere børn, der kan frigives til adoption.

Hun er vred over, at det i dag mere er et spørgsmål om ”at finde børn til forældre” end om ”at finde forældre til børn”.

Hun er vred over, at man kan stå på venteliste til at adoptere et barn.

Hun er vred over, at nogle kvinder ikke kan få børn.

Hun er vred over, at nogle mænd ikke kan få børn.  

Hun er vred over, at Emilie og Philip ikke kan få børn.

Hun er vred på Emilie og Philip over at lade sig skrive op til at adoptere et barn. Og så lige Emilie, som er hendes gode veninde. Har Emilie slet ikke hørt efter, hvad hun har sagt, når de har snakket om international adoption? Og hvad med de avisartikler, hun har skrevet til Information? Hun ved, at Emilie og Philip har læst artiklerne, men det har åbenbart ikke fået dem til at ændre deres beslutning om at lade sig skrive op til at adoptere.

Hun er vred på sig selv over at tro, at to avisartikler kan ændre Emilie og Philips beslutning om at lade sig skrive op til at adoptere.

Hun er vred på sig selv over ikke at acceptere Emilie og Philips beslutning om at ville adoptere. Ligegyldigt om hun er enig i deres beslutning eller ej, er det deres beslutning. Det må hun acceptere.

Hun er vred på Emilie og Philip over at søge hendes anerkendelse af deres beslutning.

Hun er vred på Emilie og Philip over ikke at acceptere, at hun ikke kan anerkende deres beslutning. De bliver ved med at nævne deres vennepar, som har adopteret en dreng fra Etiopien. August var underernæret, da han ankom, fortæller Philip, men nu vejer han det, som en dreng på hans alder bør gøre.

Hun er vred på Emilie og Philip over at spørge hende for hundrede syttende gang, om ikke hun synes, at det er bedre for et barn at vokse op i en adoptivfamilie i Danmark end på et børnehjem i Afrika.

Hun er vred på Emilie og Philip over overhovedet at stille det op på den måde. De får det til at lyde som om, at der ikke findes andre alternativer til international adoption end at vokse op på et børnehjem.

Hun er vred på Emilie og Philip over slet ikke at forholde sig kritisk til deres egen position som hvide vesterlændinge. Hun synes ærlig talt, at de skulle tage og vende blikket indad for en gangs skyld i stedet for udelukkende at fokusere på forholdene for børn rundt om i verden. Hvad er det eksempelvis for privilegier, der giver dem mulighed for at adoptere? Og har de ret til at udnytte de privilegier? Det er spørgsmål, der er værd at stille, synes hun.

Hun er vred på Emilie og Philip. Hun kan lige så godt afmelde dem som venner på Facebook med det samme. Der er ingen grund til at være venner med nogen, tænker hun, som gør hende vred.

Hun er vred på sig selv over at være vred på Emilie og Philip. Hun har ikke styr på, nøjagtig hvor mange fertilitetsbehandlinger de har været igennem, men det må i hvert fald være oppe omkring de tyve. For ikke at snakke om alle de penge de har brugt på behandlingerne. Det sidste de har brug for lige nu er én, der tuder dem ørerne fulde med, at international adoption er blevet en industri, og at man i stedet for at adoptere skal hjælpe de biologiske forældre, så de kan beholde deres barn.

Hun er vred over, at kvinder, der ikke bliver gravide efter at have opsøgt en læge, har næsten dobbelt så stor risiko for at begå selvmord som kvinder, der bliver gravide efter at have opsøgt en læge. Det fremgår af en ny, stor undersøgelse, hun læste om i en artikel på nettet.

Hun er vred over, at Emilie har næsten dobbelt stor risiko for at begå selvmord som en kvinde, der bliver gravid efter at have opsøgt en læge.

Hun er vred over at høre Emilie fortælle, at lægen på fertilitetsklikken på Hvidovre Hospital foreslog dem at adoptere, da de var til deres afsluttende samtale på klinikken.

Hun er vred over, at offentligt ansatte læger foreslår par, der ikke har flere fertilitetsforsøg tilbage i det offentlige system, at adoptere.

Hun er vred over, at international adoption bliver betragtet som en ”kur” mod ufrivillig barnløshed.

Hun er vred over at høre Emilie fortælle, at der lå en stak brochurer for international adoption på den private fertilitetsklinik, Philip og hende havde været henne på.

Hun er vred over at høre Emilie fortælle, at mange lader sig skrive op til at adoptere, mens de er i fertilitetsbehandling. Det er egentlig ulovligt, siger Emilie, men man lader bare være med at fortælle sin sagsbehandler i adoptionsbureauet, at man er i fertilitetsbehandling.

Hun er vred på Emilie og Philip over ikke at have bearbejdet sorgen over ikke at kunne få deres eget biologiske barn, inden de lod sig skrive op til at adoptere. Man skal ikke tro, at sorgen forsvinder, fordi man adopterer et barn. Derimod er det vigtigt, har hun læst i en bog af psykoterapeut Joe Soll, at man har bearbejdet sorgen over ikke at kunne få sit eget biologiske barn, inden man går i gang med at adoptere.

Hun er vred over en generel forestilling om, at en kvinde, som ikke kan blive gravid, ikke er en ”rigtig” kvinde.

Hun er vred over en generel forestilling om, at en mand, som ikke kan gøre en kvinde gravid, ikke er en ”rigtig” mand.

Hun er vred på Emilie og Philip over at have ventet så længe med at prøve at få børn. 38 og 39 år er en høj alder at prøve at få børn i, synes hun. Chancen for at blive gravid bliver jo ikke ligefrem større med alderen. Hun har faktisk hørt, at kvinders fertilitetsevne falder markant fra og med de fem og tredive.

Hun er vred over, at kvinders fertilitetsevne falder markant fra og med de fem og tredive.

Hun er vred på Emilie og Philip over ikke at give slip på forestillingen om at skulle have børn.

Hun er vred på sig selv over ikke at give slip på forestillingen om at skulle have børn.

Hun er vred på sig selv over ikke at give slip på forestillingen om kernefamilien.

Hun er vred på Emilie og Philip over ikke at give slip på forestillingen om kernefamilien.

Hun er vred over den forestilling, mange gør sig om kernefamilien.

Hun er vred på sig selv over at tro, at det er forestillingen om kernefamilien, der har fået Emilie og Philip til at lade sig skrive op til at adoptere. Det kan lige så vel være en urkraft, de er drevet af i deres forsøg på at få børn, og hvad gør man også, hvis man kan mærke det biologiske ur tikke, men ikke kan få børn? Eller det kan være et behov for at se sig selv som led i en større cyklus, hvor man går fra at være barn til at blive forælder, der har fået Emilie og Philip til at lade sig skrive op til at adoptere. Hvem har også lyst til at blive fastholdt i rollen som det voksne barn? I hvert fald ikke hende.

Hun er vred over at blive fastholdt i rollen som det voksne barn.

Hun er vred over at blive fastholdt i rollen som det voksne adoptivbarn.

Hun er vred over at blive omtalt som et adoptivbarn, når hun nu er 28 år.

Hun er vred over at blive omtalt som ”et tilfældigt koreansk adoptivbarn” i en  kommentar til et interview, hun gav til Information om, hvorvidt homoseksuelle skal have ret til at adoptere.

Hun er vred over den aktuelle debat i Danmark om, hvorvidt homoseksuelle skal have ret til at adoptere.

Hun er vred over, at man overhovedet bruger ordet ret.

Hun er vred over, at man ikke gør sig nogle overvejelser om, hvorvidt de biologiske forældre har ret til at beholde deres barn.

Hun er vred over, at man ikke gør sig nogen overvejelser om, hvorvidt et barn har ret til at vokse op hos sine biologiske forældre. 

Hun er vred på Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske over i et brev til Folketingets Retsudvalg at opfordre til, at antallet af børn frigivet til adoption stiger i takt med antallet af adoptanter i Vesten.

Hun er vred over, at homoseksuelle i Danmark ikke har ret til at adoptere.

Hun er vred over, at homoseksuelle i Danmark har ret til at adoptere.

Hun er vred over, at heteroseksuelle i Danmark har ret til at adoptere.

Hun er vred over, at Emilie og og Philip har ret til at adoptere.

Hun er vred på Emilie og Philip over at mene, at de har ret til at adoptere.

Hun er vred på Emilie og Philip over at mene, at de har ret til at få børn.

Hun er vred på Emilie og Philip over at overveje at betale en kvinde fra Indien for at være gravid med deres barn. Hun hørte for nylig en professor snakke om fertilitetsindustrien i Indien, om hvordan der var sket det, Dr. Gupta kaldte for ’the capitalization of the womb’. Det slog hende, da hun hørte Dr. Gupta fremføre sin kritik af den globale fertilitetsindustri, hvor mange paralleller man kunne drage til international adoption.

Hun er vred over, at international adoption lige såvel som den globale fertilitetsindustri bliver betragtet som en win-win situation. Det kan godt være, at de biologiske forældre får løst et problem her og nu, tænker hun, men på sigt har det alvorlige psykologiske konsekvenser for en mor eller en far at afgive sit barn til adoption.

Hun er vred over, at hendes biologiske mor ikke blev informeret om de psykologiske konsekvenser ved at afgive et barn til adoption, dengang hun afleverede hende på børnehjemmet på Korea Social Service.

Hun er vred på sin mormor over at have opdigtet en historie om, at hun blev fundet på en trappesten foran børnehjemmet, når hun i virkeligheden blev afleveret af sin mor.

Hun er på sin mor over at have afleveret hende på børnehjemmet. Dengang de sad over for hinanden i mødelokalet på Korea Social Service, efter ikke at have set hinanden i seks og tyve år, beskrev hendes mor det som om, at en mur rejste mellem hende og børnehjemmet, da hun gik derfra.

Hun er vred på sin mor over, at hun gik derfra. Hendes mor skulle ikke være gået derfra, synes hun. Man går ikke fra sit barn.

Hun er vred på sig selv over at bebrejde sin mor, at hun gik derfra. Hvor mange gange har hun ikke hørt sin mor med gråd i stemmen angre, at hun afleverede hende på  børnehjemmet, og alligevel bebrejder hun hende det stadig. Det er som om, at det ikke er nok, selvom det er bedre end ingenting, at høre sin mor angre, at hun afleverede hende på børnehjemmet. Første gang hun hørte sin mor angre var, da de sad over for hinanden i mødelokalet på Korea Social Service. Hendes mor skiftevis græd og skreg, sådan lød det i hvert fald, da hun forsøgte at forklare, hvorfor hun havde afleveret hende på børnehjemmet.

Hun er vred over, at børnehjemmet overhovedet fandtes.

Hun er vred over, at børnehjemmet overhovedet findes.

Maja Lee Langvad er forfatter. Hun debuterede med tekstsamlingen 'Find Holger Danske' i 2006. I øjeblikket er hun i gang med at skrive en bog om international adoption baseret på sine egne erfaringer med at have boet i Sydkorea i 3 år. Denne tekst er fra hendes kommende bog. 

Andre bidrag til QueerKrafts tema om kritik af international adoption:

Læs introduktionen til temaet og hør Maja Lee Langvad læse en anden tekst fra sin kommende bog op.

Læs Joan Rangs tekst om De hvide og de gule.