Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
CPH:DOX
9. november 2015 - 12:43

Hjertevarm fortælling om flygtningelivet på det danske 'flotel'

Hvad sker der, når mennesker, som er flygtet fra en borgerkrig bliver indlogeret på et gigantisk containerskib, mens de i fællesskab afventer deres skæbne? Vladimir Tomics nye dokumentar ”Flotel Europa” giver os en unik indsigt i livet som flygtning ombord på 'flotellet' i Københavns Havn i 1990’erne og sætter den aktuelle flygtningedebat i perspektiv.

I 1990’erne, mens krigen rasede på Balkan, flygtede tusindvis af jugoslavere til Danmark. Der var ikke plads til alle de nyankomne i centrene, og derfor blev ca. 1000 mennesker indlogeret på flygtningeskibet ”Flotel Europa” – et massivt containerskib i Københavns Havn.

En af dem var Vladimir Tomic, som med sin mor og storebror ankom til Danmark som 12-årig. Gennem en pubertetsdrengs øjne skildrer dokumentaren livet som flygtning med al den fornøjelse og misfornøjelse, der hører med. Vi er vidne til hans første forelskelse og hører om de første seancer af gruppeonani, cigaret- og ølsmagning, som den unge teenager er forført af, men også om det anspændte forhold mellem beboerne, som med deres forskellige etniciteter og baggrunde tager krigen med til flygtningeskibet.

Instruktøren og kunstneren Vladimir Tomic fortæller i denne tankefulde dokumentar om alle de mangesidede facetter samt de smerter og oplevelser, de jugoslaviske flygtninge gik igennem i den første tid som nyankomne, fremmede i det danske land.   

Flygtninge med livsglæde

Det originale ved dokumentaren er det unikke materiale, som Tomic bruger til af formidle historien, der bl.a. består af VHS bånd med folks egne private optagelser af hverdagslivet på skibet blandet med enkelte klip fra gamle jugoslaviske partisanerfilm. Denne kombination af optagelser, som er mesterligt klippet sammen sideløbende med Vladimirs voice over, har en forunderlig og forbløffende stærk effekt. Det er tydeligt, at Vladimir Tomic har fundet sin helt egne stil og behersker mediet til fulde. Som i mange af hans tidligere film, bl.a. i debutfilmen fra 2009 ”My Lost Generation”, gør det personlige narrativ sig også gældende her.

Denne gang er den dog superlativ, idet hans personlige historie bliver emblematisk og repræsentativ for alle eksjugoslavere. Tomics film er dog ikke udelukkende en dyster en af slagsen som så mange andre, der berører det tunge emne, risikerer at falde i. Det er ikke det sædvanlige billede, vi får af den passive og nedtrykte flygtning, som er blevet sin livsglæde berørt. I denne film er flygtninge ikke blot objekter af en statsborgers eller kameraets stirren, tværtimod er de aktive subjekter, som nægter at lade sig sygne hen.

Har vundet pris i Berlin

Det er ikke en film, der er lavet af en tredjeperson ’om flygtninge’. Det er derimod dem selv, som portrætterer deres eget liv. Dermed bliver de herre over den historie, der bliver fortalt. Deri ligger det forfriskende aspekt i denne fremragende og særlig kostbare dokumentar, som Tomic har været kurator for.

Når filmen taler til så mange mennesker – under Berlinalen i år vandt filmen læserprisen fra Berliner-avisen Der Tagesspiegel – er det også fordi, den belyser en universel menneskelig kvalitet, en overlevelsesinstinkt og forsvarsmekanisme, som gør det muligt at se det sjove i en tragisk situation. Flotel Euroa var et skib, hvor musikkens toner i visse øjeblikke overdøvede sorgen, angsten og bitterheden, som en krig uundgåeligt forårsager.

I den forstand formår Tomic også meget successfuldt at indkapsle en særlig Balkan-ånd. Den perverse og til tider vulgære mentalitet eller ’måde at gøre tingene på’, som endda Slavoj Zizek har skrevet og talt om, har gjort sig gældende for de bosniske kvinder, som under krigen blev voldtaget. Disse kvinder, der forsøgte at bearbejde så voldsomt et traume, som voldtægt er, brugte humor som mekanisme.

Akavet politidans

Filmen gør præcis det samme på en bittersød, skæv og tragikomisk måde. De kontrastfyldte scener efterlader én med tårer i øjnene det ene øjeblik og ondt i maven af grin det andet.

Scenen hvor en kvindelig dansk politibetjent akavet danser kædedans med mændende under en fest er hylende morsom. Ligeledes er de små indblik, vi får af hverdagslivet på skibet, hvor en hel familie i en 12 kvadratmeters kahyt laver mad og synger samtidig med, at lillebroren prøver på at sove. En af mændene påpeger det absurde i den skæbne, de befinder sig i: ”Havde nogen nogensinde fortalt mig, vi ville ende sådan, havde jeg ikke troet på det,” siger han, mens han smiler og tydeligvis er overvældet af følelser.

I en anden scene ser vi en kvinde, der ruller cigaretter og muntert tilføjer, hvor pragtfulde og økologiske (læs billigere) hendes cigaretter er i modsætning til de industrielt producerede. Det er denne slags scener, som rammer plet i forhold til den ironi, flygtninge gjorde brug af for at håndtere deres knibe.

De mere sjove indslag bliver dog også sammenstillet med andre mindre opløftende scener. I en af dem ser vi flygtninge, som sidder i det cigaretrøgstågede fællesrum klistret til TV-skærmen i håb om at blive opdateret på situationen i Bosnien og få nys om, hvorvidt deres familiemedlemmer stadig er i live. Andre viser de interne konflikter og skænderier, hvor en muslimsk mand klandrer en anden muslim for at tilbringe tid sammen med serbere, som var i færd med at udrydde den muslimske befokning hjemme i Bosnien.

Sætter aktuel flygtningedebat i perspektiv

Tomics voice over fortæller i en af scenerne, hvordan moren kollapser med telefonrøret i hånden, da hun finder ud af, at hendes bror er blevet skudt af en snigskytte. Hendes første indskydelse er at tage fat i sine sønner og fortælle dem, at de ikke må hade nogen. Aldrig nogensinde.

Filmen er værdifuld og vil stå som en kulturgenstand i mange år endnu. Den skildrer ikke blot bosnisk nyere historie, men også den danske historie. Ydermere dokumenterer den, hvad det vil sige at være flygtning.

Filmen sætter den aktuelle flygtningedebat i perspektiv. Trods modgang og det traume, de bosniske flygtninge havde med i bagagen, blev de på flotellet også taget imod med en vis nysgerrighed fra den lokale, københavnske befolkning. Klimaet var et andet, og måske er det intet under, at den eksjugoslaviske minoritet i Danmark er blandt den bedst integrerede.

Tænk hvilket potentiale der gemmer sig, når man med åbne arme tager imod en fremmed befolkning. Det er mit håb, at filmen vises i hele landet og når ud til så mange som muligt. 

Filmen vises:

Man. 09/11, 19:00 – DOX:ON:TOUR M/S Museet for Søfart

Tor. 12/11, 19:00 – Skuespilhuset – lille scene Mød Instruktøren. Q&A

Søn. 15/11, 12:00 – Nordisk Film Palads 

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce