Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Anmeldelse
29. maj 2013 - 15:06

Hinsides kapitalismen

Britisk debatbog giver godt indspark til strategisk debat om udvikling ud over kapitalismen - også til en dansk venstrefløj.

Luke Cooper og Simon Hardys Beyond Capitalism? The Future of Radical Politics er en kort bog, der henvender sig til den radikale venstrefløj. Den giver en velfunderet analyse af den nuværende politiske og ideologiske situation og et strategisk bud på, hvordan en samlet venstrefløj kan påbegynde en samfundsbevægelse ’hinsides kapitalismen’

Venstrefløjens grundlæggende problem i dag er ifølge Luke Cooper og Simon Hardy »kløften mellem, hvor vi er, og hvor vi ønsker at være.« Eksistensen af denne kløft og dens ubærlighed må anerkendes for, at den kan overkommes. Sådan lyder det på bogens indledende sider.

Bogen leverer en velskrevet og veldokumenteret udlægning af problemet, og den giver en række klare strategiske bud på, hvordan det løses.

Løsningen er ikke af en beskrivelse af, hvordan en postkapitalistisk samfundsform vil se ud, selvom bogens titel og problemets beskrivelse måske kunne foranledige læseren til at tro det, men af et praktisk bud på, hvordan venstrefløjen kan samles og påbegynde en bevægelse hinsides kapitalismen.

Cooper og Hardy er erklærede aktivister på den radikale venstrefløj og understreger, at de har skrevet bogen i den egenskab og ikke som kritiske observatører.

Som læser inkluderes man i forlængelse heraf automatisk i deres ’vi’, som de til gengæld har i sinde at gøre relativt rumligt (det vil sige så rumligt, som de nu mener, marxismen og det radikale prædikat tillader det).

Føler man sig på forhånd ekskluderet er der imidlertid stadig interessante analytiske pointer at hente i bogen, ligesom den giver et godt indblik i, hvad der diskuteres på den radikale venstrefløj midt i den økonomiske krise og i kølvandet på Occupy og lignende aktivistiske reaktioner.

Kapitalistisk realisme

Kapitalistisk realisme – i Mark Fishers forståelse – er et centralt begreb i bogen. Kort sagt er det betegnelsen for overbevisningen om, at der er ikke findes noget alternativ til kapitalismen. Jævnfør Fredric Jamesons udsagn om,  at det er blevet »lettere for os at forestille os verdens undergang end kapitalismens undergang.«

I den britiske kontekst, forfatterne skriver i, spores denne overbevisning tilbage til Margaret ’There is no alternative’ Thatcher. I en grundig analyse af den politiske situation i England fra Thatcher til Ed Miliband understreges det dog, at det var New Labour, der for alvor cementerede den kapitalistiske realisme, blandt andet ved at nå ud til befolkningsgrupper, som Thatcher med sit konservative værdigrundlag aldrig kunne nå.

Og netop New Labour er jo også blevet kaldt Thatchers største bedrift.

Forfatterne mener imidlertid, at der med den økonomiske krise er gode udsigter til den kapitalistiske realismes endeligt. Den påstand vil mange finde oplagt at acceptere. Men som Slavoj Žižek har gjort det, kan man omvendt argumentere for, at den store vinder i krisen netop er kapitalismen, der med den for alvor har vist sin modstandsdygtighed.

Fagbevægelsens svækkelse og prekæriatet

Dernæst bevæger Cooper og Hardy sig fra det ideologiske til det materielle i deres analyse af den britiske fagbevægelses udvikling og svækkelse.

De indleder med en diskussion af de nye prekære arbejdsvilkår og deres konsekvenser. ’The precariat’ er i de seneste par år blevet flittigt brugt til at betegne en ny klasse af arbejdere, hvis arbejdsituation er præget af en fundamental usikkerhed på et arbejdsmarked, der efterspørger fleksibilitet.

De er ofte midlertidigt ansatte, på deltid, de kan fyres med kort varsel, de er ikke fagligt organiserede, de er dårligt lønnede, hvis de da ikke arbejder gratis med håbet om en fremtidig indkomst, og så videre.

Fra et politisk perspektiv er problemet ifølge forfatterne, at det har medvirket til en øget ulighed inden for arbejderklassen, hvilket igen har tjent til at stabilisere kapitalismen. Denne ulighed og denne stabilisering må forstås og konfronteres.

Hvad angår (den britiske) fagbevægelse, identificerer Cooper og Hardy tre problemer: For det første har medlemmerne en individualistisk tankegang, der gør, at de går mere op i karrierejagten end i solidaritet; for det andet er fagforeningerne blevet store bureaukratier præget af konservatisme, pamperi og modstand mod udenomparlamentarisk handlen; endelig har fagforeningerne for det tredje inkorporeret Thatchers anti-fagforeningslove således, at doktrinen om, at ledere ’har retten til at lede’, er blevet en del af deres eget tankesæt.

Fagforeningerne frembringer derfor ikke social forandring, men kan tværtimod stå i vejen for klassekampen.

For Cooper og Hardy er løsningen enkel: Øg græsrodsbevægelsernes magt, mindsk fagforeningsledernes magt og organiser prekæriatet.

Den gamle og den nye venstrefløj

Cooper og Hardy giver i bogens anden del en længere analyse af Occupy og beslægtede bevægelser. I modsætning til andre på den radikale venstrefløj afskriver forfatterne ikke disse bevægelser, men er grundlæggende positive stemt.

Den store udfordring består i at holde op med at tænke den ’nye venstrefløj’, som disse bevægelser er udtryk for, som uforenelig med den ’gamle’ eller ’organisere venstrefløj’.

Det er sidstnævnte, som forfatterne henvender sig til; den har til opgave at udvikle en ’socialist bevidsthed’ inde fra den nye venstrefløj. Begge kan dog lære af hinanden, og ideelt set kan de sammen tegne fremtidens venstrefløj.

Occupy formåede med en enkel og simpel ide eller meme, at appellere enormt bredt – og det er socialister dårlige til. Men effekten af et meme har en episodisk natur, og forfatterne er derfor imod udelukkende at forlade sig på det.

Det er nødvendigt med en politisk organisation, der tilbyder en ideologisk ramme og, ikke mindst, har sociale rødder. Det var netop derfor, det lykkedes Det Muslimske Broderskab at bemægtige sig magten i Egypten.

Cooper og Hardy anerkender de »kommunistiske implikationer« af Occupys præfigurative ambition, horisontale struktur og deltagelses- og konsensusdemokratri, og de anerkender, at der heri er en æstetisk kvalitet, som den organiserede venstrefløj ikke har kunnet konkurrere med.

Samtidig er de imod at ophæve disse elementer til absolutte principper, blandt andet på grund af deres ekskluderende natur: Hvem har tid til at sidde til et timelangt General Assembly? I hvert fald ikke arbejderklassen – og den er stadig venstrefløjens fundament hos Cooper og Hardy.

Omvendt er det klart, hvorfor den gamle eller organiserede venstrefløj er genstand for en hård kritik blandt Occupy-aktivister med flere, skriver forfatterne: Den har noget konservativt over sig, har en bureaukratisk og hierarkisk struktur, er præget af en politisk dogmatik, en bolsjevistisk længsel og så videre (som et oplagt eksempel kan tilføjes den nylige skandale i det britiske Socialist Workers Party).

På vej hinsides kapitalismen

Kan begge lejre anerkende deres begrænsninger og dermed udvikle en samlet socialistisk bevidsthed med en organisation, der kontrolleres demokratisk nedefra, og kan venstrefløjen formulere et troværdigt systemisk alternativ, er vi på vej hinsides kapitalismen.

Det er her altafgørende at formulere en strategi for den videre færd, der er både revolutionær og konkret, påpeger bogens forfattere. Der må appelleres til masserne, herunder prekæriatet. Græsrodsbevægelser og fagforeninger må mobiliseres og styrkes.

Forfatterne citerer Rosa Luxemborg for at sige, at venstrefløjen må balancere mellem to farer: Den ene er tabet af sin massekarakter og sekterisk degenerering; den anden er at opgive sit mål til fordel for borgerlig reformisme.

Som nævnt udfoldes det alternative system ikke synderligt: Det handler om direkte demokrati på arbejdspladserne og en kollektivt planlagt økonomi som et gangbart alternativ til markedet.

Her ville en udfoldelse af samme kvalitet som resten af bogen have gjort meget for den troværdighed, Cooper og Hardy gentagne gange pointerer vigtigheden af.

Selvom flere af bogens kapitler tager udgangspunkt i det britiske samfund, er der flere bemærkelsesværdige paralleller til den danske politiske og sociale situation.

Er man eksempelvis interesseret i Socialdemokraternes udvikling, nye vilkår for arbejdere og arbejdssøgende på det danske arbejdsmarked eller diskussionen om revolution versus reformisme i Enhedslisten, er der givetvis inspiration og perspektiver at hente i Beyond Capitalism?

Bjarke Skærlund Risager er uddannet i samfundsfag, filosofi og litteraturteori fra Aarhus Universitet og Kings College i London.

Luke Cooper og Simon Hardy, Beyond Capitalism? The Future of Radical Politics, London: Zero Books, 2013, 174 sider, £ 11,99.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce