Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Debat
25. juni 2015 - 12:30

Herfra hvor vi står …..efter valget 2015

Folketingsvalget gjorde Enhedslisten til venstrefløjens store parti. Men det fik ikke knækket koden, der kunne dæmme op for Dansk Folkepartis fremgang, eller kombineret de røde og grønne visioner, der kunne tage luften af Alternativet fremgang i især København.

Folketingsvalget 18. juni 2015 har allerede givet anledning til mange udbrud af forfærdelse og almindelig tristhed på venstrefløjen. Som altid når vi taber med et brag: de borgerlige overtager og begynder at bryde vores små sejre ned.

Dette valg kan godt vise sig at være mere skelsættende end normalt. Der er ganske store forandringer undervejs.

Det giver os som venstrefløj nye og store udfordringer. Og nogle muligheder.

Protestvalget

Først må vi konstatere, at vi som venstrefløj har det skidt.

Partier med udgangspunkt i arbejderbevægelsen (Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF) fik opbakning fra lidt over 38% af danskerne. Det er ikke et historisk lavpunkt….men det er tæt på.

Samtidig vender de klassiske arbejdervælgere sig mod de borgerlige partier, især Dansk Folkeparti (OBS! Der er endnu ikke lavet dybdegående analyser af vælgervandringerne ved dette valg, og de kommer heller ikke før om et godt stykke tid. Derfor kloger jeg mig på samme overfladiske grundlag som alle andre i disse dage….)

Det er interessant og lidt deprimerende. Særlig når valget ikke med rimelighed udelukkende kan kaldes for højredrejning.

Der er snarere tale om et diffust protestvalg, et oprør mod nødvendighedens politik, hvor protesten spreder sig i mange retninger. Fra Libaral Alliances ekstreme fokus på individets frihed, over Alternativets gøgl og vækstkritik, Enhedslistens sociale indignation og Dansk Folkepartis værn mod utrygheden.

De klassiske magtpartier, som har økonomisk ansvarlighed i finansministeriel forstand som omdrejningspunkt, fik generelt en voldsom øretæve ved valget. Venstre, de konservative, radikale og SF, hvis regeringsudsalg af principper og identitet aldrig blev undskyldt og derfor ikke var troværdige i forsøget på at komme tilbage på gamle positioner, tabte alle voldsomt.

Kun socialdemokraterne fik gennem en lydefrit udført seks måneder lang valgkampagne samlet nogle af de løse vælgere tilbage til sig. Men socialdemokraterne er stadig på præcis samme historisk lave niveau, som da Helle Thorning blev formand for 10 år siden.

Protestens talerør

Den store vinder var Dansk Folkeparti. Det gik massivt frem i hele landet, og det står meget stærkt særlig i dele af Jylland og Vestsjælland, faktisk som det største parti.

Det er for simpelt at reducere fremgangen til et spørgsmål om fremmedfrygt (selvom eksempelvis islamofobi for nogle DF-vælgere også spiller en rolle).

Dansk Folkeparti er lykkedes med at blive talerør for protesten … mod centralisering, mod arbejdspladser der forsvinder til udlandet, mod nedskæringer i sociale ydelser, mod arbejdspladser der besættes af udlændinge, mod frygten for tyveri og kriminalitet.

Ikke mindst fordi DF taler til følelserne, til den latente utryghed i manges liv og til drømmen om det ordentlige, gode og almindelige liv.

Protesten kommer bl.a. fra landområder, som langsomt marginaliseres. Hvor arbejdspladser, private og offentlige, forsvinder sammen med de unge, der skal bære livet videre.

Sønderjylland har en meget stærk historisk identitet som grænseland, der er dansk og åbent på samme tid. Når meget der bærer såvel identiteten som menneskers levebrød, i form af kulturskabende og kulturbærende institutioner som skoler, seminarer, domstole og andre offentlige institutioner/arbejdspladser, lukker og centraliseres til de store byer, så skabes rummet til protesten, som får fuldt udløb i valgresultatet.

(Ironien er, at Dansk Folkeparti sikrede Lars Løkke flertal for den kommunalreform, som er en hovedårsag til centraliseringen. Men i modsætning til eksempelvis Socialdemokraterne, som var imod kommunalreformen, men derefter har båret centraliseringen igennem, er det lykkedes Dansk Folkeparti at markere sig som modstander af lukningen af landdistrikternes institutioner).

I storbyerne står Dansk Folkeparti mere stille, selvom partiet stadig går voldsomt frem og i eksempelvis Odense får næsten 20% i flere kredse.

I København er det kendetegnende, at Dansk Folkeparti ofte får bedre resultater i områder med mange udsatte boliger. Om end ikke altid i selve de udsatte områder.

Mange debattører stopper ved konstateringen af, at Dansk Folkeparti repræsenterer en diffus men dog klar social protest.

Problemet er bare, at Dansk Folkeparti fører protesten på vildspor. Nok kan partiet levere enkelte, ofte symbolske sociale forbedringer (og formentlig også en halvering af genoptjeningsperioden for dagpenge, finansieret af ulandsbistand og/eller udgifter til flygtninge, hvilket vil sætte socialdemokraterne skak, da Dansk Folkeparti hermed leverer hvad Socialdemokraterne ikke kunne i næsten fire års regering).

Dansk Folkeparti har endnu til gode at bevise at man evner at gå i klinch med arbejdsgivernes interesser i forhold til arbejdsmiljø, løn osv., samtidig med at DF sætter grupper op mod hinanden, skaber frygt, og herigennem hjælper til at marginalisere flygtninge og indvandrere.

Hvis Dansk Folkeparti får patent på hovedparten af protesten mod magten og social uretfærdighed, ender arbejderbevægelsens partier for størstedelens vedkommende på den forkerte side af klassekampen.

Og så er der ikke længere tale om et protestvalg, men om et jordskælv, der kan medføre en grundlæggende ændring af samfundets strukturer og politiske landskab

Som venstrefløj har vi en enorm opgave i at dæmme op for Dansk Folkepartis fremstormen. Samtidig med at den sociale protest, som er baggrunden for den, skal anerkendes.

Vi skal knække DF-koden; hvordan vi kan tale til både mave og hoved. Anerkende den utryghed, som også eksisterer i udsatte land- og byområder, komme med konkrete realiserbare løsningsforslag og forholde os til følelsen af utryghed og marginalisering.

Vi skal holde Dansk Folkeparti op på dets løfter; tilbyde det samarbejde om at realisere dem, og fortælle hvis det bryder dem.

Og forsvare de befolkningsgrupper, som bliver klemt af Dansk Folkeparti og de andre borgeliges politik.

Historisk valg

Enhedslisten fik et historisk valg. Aldrig før – med undtagelse af befrielsesvalget i 1945 – har den revolutionære venstrefløj fået så mange stemmer og mandater.

Det er så meget mere bemærkelsesværdigt, når man overvejer, hvor stort pres vi egentlig var i som parti op til og under valgkampen.

Genkomne socialdemokrater

Hertil kommer Socialdemokraternes genkomst. Efter i mange måneder at have kigget ned i 20%-afgrunden fik partiet rebet sejlene og kørt en lydefri kampagne, der skulle brande statsministeren som vor allesammens rare, men nogen gange strenge mor.

Projektet lykkedes, vel bl.a. grundet en ualmindelig upopulær oppositionsleder.

Men også fordi rigtig mange socialdemokrater, som i meningsmålingerne havde protesteret over regeringens borgerlige reformkurs ved at blive tvivler eller Enhedslistevælger, vendte tilbage efter valgsudskrivelsen. De sidste kom ind i folden i løbet af valgkampens første uge, nogle fra de stadig mere sønderskudte radikale og SF´ere, andre fra tvivlernes rækker.

Der er dog tegn på af Socialdemokraternes fremgang også kommer ved at kunne tiltrække middelklassevælgere, mens klassiske arbejdervælgerne søger andre steder, men her må vi afvente nærmere vælgeranalyser.

Og SF…

SF’s forsøg på at genindtage gamle positioner så i flere måneder ud til at kunne trække gamle SR’ere tilbage fra besøget hos Enhedslisten.

Det var kun, indtil valgkampen gik i gang, hvorefter den manglende erkendelse af regeringsprojektets udsalg af politik og principper, gav Alternativet en åben dør, hvorigennem vælgerne kunne sive og give SF det næstdårligste valg nogensinde.

Alternativet

Det lykkedes Alternativet at presse Enhedslisten, særligt i højborgen København. Til fleres overraskelse gik Enhedslisten ikke frem i København, men havde tværtimod en svag tilbagegang, mens Alternativet stormede frem.

Alternativets valgresultat er interessant af flere grunde.

Partiet fik under valgkampen den hype og medieinteresse, som i 2011 ramte Enhedslisten, i 2007 SF & Ny Alliance (indtil Naser Khader åbnede munden) og i 2005 bar de radikale frem.

Partiet blev det sted, hvor alle kunne skrive deres egne forestillinger og drømme ind på det blanke stykke papir, som lå mellem Alternativets mere luftigt beskrevne visioner.

Hypen var med til at sikre partiet de løse »hippe«, »storbycoole« stemmer, der er en del af i København. Samtidig appellerede partiet til en gruppe af mere alternative mennesker, der eks. har et svagt hjerte for krystalhealing eller meditation, og som tidligere ofte har stemt Enhedslisten, uden måske at have følt sig helt hjemme her.

Partiets megen tale om en anden tone i politik gik også rent ind hos mange, der er trætte af mudderkastning og personkonflikter i stedet for politiske debatter.

Enhedslisten gjorde det også nemt for Alternativet. Uden at jeg dog kan se, hvordan det kunne have været undgået.

For at kunne være et reelt alternativ for de mange frustrerede socialdemokrater og SF´ere, har Enhedslisten fokuseret på omfordelingsspørgsmål og social indignation. Vilde visioner er trådt lidt i baggrunden til fordel for konkrete bud på alternative veje i økonomien (og miljøet, folkeskolen m.m.)

Det har været med til at gøre det lettere for mere alternative at blive tiltrukket af……Alternativet.

Problemet er blot, at hvis vi ikke havde haft et klart socialt og konkret fokus havde det ikke været muligt at overvinde de fordomme, som mange socialdemokrater og SF´ere har haft overfor Enhedslisten.

Vi skal arbejde på, hvordan vi i højere grad kan kombinere vores systemoverskridende visioner med de konkrete forslag, vi samtidig skal have.

Det er i øvrigt et spørgsmål, om ikke Enhedslisten stille og roligt er ved at få en anden vælgersammensætning med færre fra den kreative klasse og flere sosu´er, skraldemænd og lærere.

I København var der tegn på det, når Enhedslisten går frem fra 20 til 28% i Tingbjerg, men 4.4% tilbage på Christianshavn.

I Vesterbrokredsen gik Énhedslisten tilbage på alle vesterbro-valgstederne, men frem i den gamle del af Sydhavnen med de mange almene boliger.

Det grønne midterparti

Et andet af de potentielle jordskælv ved valget er Alternativets fremkomst som et socialliberalt grønt parti, som alle de andre europæiske lande har haft i en årrække, men som indtil nu ikke har kunnet finde rodfæste i Danmark.

Især SF har historisk set opfanget politiske tendenser fra miljøbevægelserne og fået integreret røde og grønne bevægelser og krav (Enhedslisten har i sin levetid også gjort en stor og saglig, men ikke altid lige synlig indsats)

SF’s regeringsprojekt, hvor økonomisk ansvarlighed blev mantraet og den Thor Mögerské arbejderisme ideologien, betød at miljøpolitikken blev sat så langt bagud. Det gav SF’s grønne troværdighed et enormt knæk.

Valgkampens febrilske forsøg på grøn fokus var hverken troværdig eller nok til at dæmme op for Alternativet.

Enhedslisten har som tidligere nævnt haft stærkt fokus på den sociale indignation og ikke nok på den grønne omstilling.

Partiet har et principprogram med et stærkt grønt afsnit, der giver basis for rød og grøn politik, men vi har ikke været gode nok til at bruge det.

For miljøkampen er det sådan set godt, at Alternativet dukker op med et grønt fokus.

Men på længere sigt er det problematisk, hvis det individuelle fokus, som også er Alternativets, bliver dominerende. For reel forandring kræver, at de økonomiske strukturer, der fordrer konstant vækst, profit og deraf følgende ressourceforbrug og forurening, udfordres og ændres. Det kræver et socialistisk perspektiv.

Derfor skal en grøn omstilling og rød omfordeling gå hånd i hånd, hvis ikke miljøkampen skal blive et elitefænomen, som ligger bånd på og forringer fattiges livsvilkår.

Det bliver en central opgave for venstrefløjen at genskabe forbindelsen mellem kapitalismekritik, rød omfordeling og grøn omstilling som ikke blot hinandens følgesvende, mens hinandens forudsætninger.

Enhedslisten – venstrefløjens store parti

Enhedslisten gik ganske pænt frem uden for hovedstaden. Rigtig pænt endda. Uden for de større byer, tror jeg at det nok i høj grad er offentligt ansatte kvinder, lærere, sosu´er, pædagoger, som er baggrunden herfor, sammen med en stigende gruppe af reformramte førtidspensionister, sygedagpengemodtagere m.m.

Enhedslisten er for alvor ved at være et landsdækkende parti med rod i næsten alle dele af landet, hvilket forriges års kommunale gennembrud giver mulighed for at fastholde.

Det må være en hovedopgave for partiet, at opbygge organisationen og fastholde den nyfundne styrke uden for de store byer.

Enhedslisten er nu venstrefløjens store parti. Dobbelt så stort som SF.

Det lyder næsten mærkeligt for mange i Enhedslisten….særlig hvis man har blot en svag erindring om 1980’erne små venstrefløjspartier i SF’s mægtige skygge.

Men det er den rolle vi har nu. Med de udfordringer og muligheder det giver.

Vi har en meget stor opgave i at mobilisere mod en ny borgelig regerings sociale forringelser. For vi kan ikke regne, at hverken fagbevægelse eller socialdemokrater vil gøre det.

Vi kan endeligt frigøre os for socialdemokraternes skygge og selv definere, hvad vi vil – både politisk og i bevægelser.

Vi skal konsolideres os, opbygge vores organisation i hele landet og polstre os mod eventuelt kommende tilbageslag (for sådanne kommer naturligvis).

Og så har vi den måske største opgave i at få rejst debatten på venstrefløjen om

  • hvorfor det gik den såkaldt røde regering, som det gik
  • hvordan vi som venstrefløj bryder DF-koden og få givet svar på mange menneskers utryghed i hverdagen
  • hvordan vi retter op på det skæve Danmark – og hvordan vi kan slå igennem udenfor de store byer
  • hvordan vi skaber forbindelse mellem kapitalismekritik, rød omfordeling og miljø kamp – igen.

Det er vigtigt at vi giver os tid til den debat.

Og til at få diskuteret om, vi fandt den rigtige balance mellem at være parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk ledet regering og samtidig være modstander af deres økonomiske politik.

Uden blot falde tilbage i gamle standpunkter, som når enkelte smågrupper allerede nu mener, at hovedproblemet var, at Enhedslisten ikke trak tæppet under regeringen for lang tid siden. (Det kan bestemt diskuteres, og det skál diskuteres, om regeringen burde og skulle være blevet væltet i forbindelse med Dong-salget).

Vi skal som venstrefløj lære af både de gode og dårlige erfaringer fra denne valgperiode, hvis vi skal gøre tingene bedre en anden gang.

Debatten er vigtig. Dens udfald vil afgøre venstrefløjens skæbne mange år fremover.

Protesten og vreden i befolkningen er tydelig. Vi har et kæmpe ansvar som venstrefløj for at blive i stand til at anerkende og opfange den.

Det skal vi bruge debatten til.

Mikkel Warming er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse og forretningsudvalg


Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015, venstrefløjen og EFTER valget.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce