Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
anmeldelse
14. december 2012 - 12:10

Hardt og Negri genopstår

"Magt og modstand", introduktionen til venstrefløjstænkerne Michael Hardt og Antonio Negri, kan med lidt held genoplive en række vigtige debatter i Danmark om, hvordan vi skaber reel politisk forandring.

Storbyen er for nutidens revolutionære, hvad fabrikken var for den industrielle arbejderklasse. Dette er en af de klare pointer fra den nye bog Magt og Modstand, der introducerer de to venstrefløjstænkere Michael Hardt og Antonio Negri. Og introduktionen fortsætter:

”Storbyen er […]det sted, hvor multituden [dvs. de politisk aktive, KB] mødes og ikke mindst møder det, der er anderledes. Dette gælder socialt og kulturelt samkvem generelt i byrummet, men er også en mulighed for politisk samling. Det så vi eksempelvis, da tusindvis af amerikanere i New York, unge som gamle, politisk aktive og folk der aldrig har deltaget i politiske aktioner før, arbejdsløse og studerende, slog lejr i Zucotti Park sammen. Storbyen er på den måde stedet for politik og organisering, men byen er også rummet for relationer mellem klasser, forskelle mellem kvarterer og isolation, som når vi lukker os inde i gated communities.” (side 81)

Vi skal altså ifølge Hardt og Negri holde øje med et nyt sted, når vi skal finde den afgørende politik. Fabrikken er yt, og storbyen er in, forstår man. Bare ærgerligt for os i provinsen, men vi er vel en slags senmoderne bønder, må man formode.

Demokrati og Multitude

Vi skal også holde øje med, hvordan politikken bliver organiseret: Ifølge Hardt og Negri formåede hverken den russiske revolutions folkehær eller guerillabevægelsen på Cuba at skabe demokrati efter magtovertagelserne. Til gengæld kan de aktuelle demokratiske, mere netværksbaserede bevægelser muligvis være grundlaget for et fremtidigt absolut demokrati. Vi skal have bevægelser uden hierarki og ledere, forstår man.

Det så vi eksempelvis både på Tahrir-pladsen i Kairo og i Zucotti Park i New York, forklarer introduktionen. Og disse bevægelsers mål er ikke at overtage magten og sætte sig på et udemokratisk system, men at skabe et demokrati fra bunden. Revolutionen som begreb er derfor også yt.

Både voldelige revolutioner og hierarkiske bevægelser skaber mennesketyper, som er i modstrid til det samfund, Hardt og Negri ønsker. Det er en vigtig pointe.

Endelig skal vi være opmærksomme på en ny aktør: Ligesom fabrikken og revolutionen er yt, så er arbejderklassen det også. Derfor behovet for det nye begreb multituden.

Mange i dag udbyttes ikke direkte i den klassiske marxistiske forstand, hvor en del af arbejdsværdien bliver til profit i stedet for løn. Men de skaber alligevel værdi, fx ved at skabe et mere levende byrum med gadefester, gøgl osv, eller ved at være offentligt ansatte, der fx leverer uddannelse til fremtidige arbejdere. Man kunne også nævne de mange, der lever af overførselsindkomster (førtidspensionister, studerende, dagpengemodtagere, pensionister etc.). De har jo rigelig grund til modstand mod undertrykkelse, men direkte udbyttet bliver de ikke.

Begrebet multitude er bredere end arbejderklassen og kan derfor hjælpe os til netop at tænke mere inkluderende. Her er det også interessant at læse om begrebet det fælles som alternativ (eller evt. supplement?) til merværditeorien i klassisk marxisme. Når private virksomheder forurener vores fælles jord, så skader de det fælles, og det rammer ikke kun arbejderne.

Begrebet multituden skal altså hjælpe os til at beskrive den relevante politiske aktør i dag – en aktør der huserer i storbyen, leder sig selv uden et klassisk parti og som kæmper for at skabe det fælles og undgå, at det udbyttes.

Hovedpointen er, at kapitalismen har forandret sig, siden Marx og Engels skrev deres værker. Og derfor behøver vi på venstrefløjen nye begreber for at forstå både den magt, vi er underlagt, og den modstand, vi kan udøve. Det er en god pointe. Og jeg har ovenfor vist nogle af de klareste formuleringer af denne pointe, som vi kan møde i introduktionen Magt og modstand.

Hvorfor en introduktion nu?

Da Hardt og Negris bog Empire udkom i 2001, skabte den en vældig omtale og blev både inspirationskilde for mange politiske bevægelser og meget akademisk arbejde.

Værket indeholder da også et væld af interessante ideer, og selv blev jeg fx inspireret til grundigt at studere reklamebranchens rolle i den nye kapitalistiske produktion og undertrykkelse (http://www.semikolon.au.dk/home/artikler/blinkenberg.pdf), og det var også gennem Hardt og Negri, jeg lærte flere andre spændende venstrefløjstænkere at kende, særligt David Harvey, Fredric Jameson og Giovanni Arrighi.

Og Magt og modstand kan også opliste en lang række af kritikker af Hardt og Negri fra andre seriøse venstrefløjstænkere, hvilket jo i sig selv vidner om, at Hardt og Negri har deres relevans. Men man må sige, at den voldsomme omtale af Hardt og Negri er forstummet de seneste år, hvor fx Slavoj Zizek er kommet mere på mode.

Da Modkraft ringede og spurgte, om jeg kunne anmelde en ny introduktion til Michael Hardt og Antonio Negris forfatterskab, blev jeg derfor mildt sagt overrasket.

Vi er måske 10 år efter den største hype omkring hovedværket Empire, og samtidig er vi midt i en økonomisk krise, hvor mere traditionelle marxistiske teorier synes at trænge sig på (fx Harveys kriseteorier).

Er målet med introduktionen at vække Hardt og Negri fra den teoretiske grav efter en for tidlig død? Det er faktisk ikke så dum en ide, for så tungt et teoretisk værk som i hvert fald Empire får nok ikke mange læsere, nu hvor det ikke længere er højeste mode.

Her virker Magt og modstand nok mere overskuelig. Introduktionens selverklærede mål er at gøre det ”svære stof mere tilgængeligt, ” (side 9) og også det er en ret god ide.

For akademisk

Men her kommer der så også noget kritik, for pointerne fra bogen, som er skrevet ovenfor, er netop nogle af de klareste formuleringer. Store dele af resten af bogen formår desværre ikke for alvor at gøre Hardt og Negris tanker særlig klare (men måske kan disse tanker bare ikke gøres klarere).

Først og fremmest er bogen desværre ret akademisk. I stedet for at gå lige til sagen og formidle de vigtigste pointer hos Hardt og Negri for en aktuel venstrefløj, så er bogens første kapitler næsten 100 % meta-kommentarer med opremsninger af udgivelser, analyse i forhold til akademiske traditioner og af hvordan, forfatterne er blevet opfattet af andre.

Alt sammen meget abstrakt og oftest uden konkrete eksempler, der kunne anskueliggøre pointerne. Til gengæld vrimler det med akademiske begreber såsom subjektiveringsprocesser, post-strukturalisme osv. Her er et eksempel, som desværre er ret typisk for bogen:

”Det kapitalistiske system opretholdes derimod i langt højere grad ved hjælp af en decentraliseret form for dominans, bl.a. økonomiske strukturer og bevægelser, der former det sociale liv. Som Hardt og Negri skriver: »Kapitalistisk kontrol og udbytning bygger ikke primært på en ekstern suveræn magt, men på usynlige internaliserede love« (2009: 7).

I modsætning til klassiske love, der kommer udefra og er vedtaget af lovgivere, er disse usynlige love i langt højere grad indarbejdet i de enkelte subjekter.

Der er derfor heller ikke tale om meget faste love og stive regler. Snarere gør disse implicitte love, at hele systemet kan fungere på en mere fleksibel måde; »kontingens, mobilitet og fleksibilitet er Imperiets reelle magt« (2000: 200).” (side 60)

Hvad menes der fx med usynlige love indarbejdet i subjekterne?

Interessante diskussioner

Den samme mangel på klarhed gælder desværre i forhold til Hardt og Negris videreudvikling af den klassiske marxisme. Det er et interessant spørgsmål, hvordan man skal tænke revolution i forhold til kapitalismen, hvis den har form som et globalt imperium, og magthaverne ikke længere umiddelbart har et palads, man ”bare” kan storme.

Men det forbliver uklart, hvad Hardt og Negris alternativ til revolution egentlig er. ”Selvtransformation og opbygning af nye institutioner” (side 90) er det mest klare bud i introduktionen, men det er jo selvsagt snarere mudret end klart.

Hardt og Negris inspiration var møder à la World Social Forum, og Magt og Modstand inddrager som nævnt fx Tahrir-pladsen, men hvordan, det skal erstatte de aktuelle globale magtstrukturer, er i hvert fald for undertegnede stadig efter læsningen ret uklart. Her savner jeg lidt mere argumentation og empirisk dokumentation for os, der ikke var til stede. Var der fx virkelig ingen ledere på Tahrir-pladsen?

Og desværre er ret mange af pointerne i introduktionen udokumenterede eller uargumenterede påstande.  

Et andet eksempel på dette er påstanden om, at ”én bestemt identitet ikke kan være vigtigere end andre” (side 87), og klassekampen derfor ikke er vigtigere end antiracisme osv. Det er jeg sådan set enig i, men når bogen nu selv kan fremhæve en kritik af netop dette fra Slavoj Zizek, og når det nu faktisk er en temmelig interessant pointe (og helt central for deres begreb om multituden), så savner jeg altså noget mere argumentation.

Det samme gælder det ellers interessante afsnit om filosoffen Spinoza, hvor det fx fremhæves at verden er præget af en positiv, kreativ, skabende kraft, og at vi ikke behøver tænke en ydre Gud for at forstå dette. Det lyder jo meget godt, men er det rigtigt?

På samme vis skydes flere store filosoffer ned på blot få linjer, fx både Hegel og Kant, og i Marxisme-afsnittet gælder det samme andre retninger som fx trotskismen (det kan være rigtigt, at den har tendens til at lukke ”sig om sig selv”, men det præsenteres uden belæg).

Når vi ikke præsenteres for argumenterne, så er det jo umuligt for læseren at tage stilling til det. Jeg kunne fortsætte med at opremse disse påstande, og desværre risikerer introduktionen dermed samme skæbne, som Hardt og Negri lidt selv har fået: De der ikke er overbevist i forvejen vil blankt afvise teorierne og dermed gå glip af den inspiration, der ligger i værket – uanset om de har ret eller ej.

Det ændrer dog ikke ved det faktum, at en introduktion til Hardt og Negri kan tjene to ret gode formål, også selv om den ikke altid er helt klar: Den kan for det første forhåbentligt genoplive noget af al den debat, Empire i sin tid skabte på venstrefløjen og inspirere til fortsat tænkning.

For vi er ikke færdige med diskussionerne om kapitalismens forandringer, og hvad det betyder for venstrefløjen, og om vi i den sammenhæng skal nytænke begreber som arbejderklasse, parti og revolution.

Den kan for det andet netop være en glimrende indgang for nye i venstrefløjsteorien, som ikke kender disse diskussioner. Man skal bare tage forfatternes pointe alvorligt, når de siger, at det letteste er at begynde med kapitel 4-6. Desværre står denne vejledning først på side 16, og jeg vil faktisk mene, at begyndere bør springe helt frem til kapitel 5 og 6, for det er de gode relativt klare kapitler i bogen.

Indimellem er der her modsat det generelle billede, nogle både interessante og mere læsevenlige kritikker, fx denne af familien, som jeg derfor vil slutte med som en slags anbefaling, trods alt:

”Familien er korrupt, idet den danner ramme om diverse former for ulighed mellem kønnene og stive seksuelle normer, men også fordi den monopoliserer intimitet og kærlighed. Modsat den gængse forestilling er familier også steder, hvor de mest ekstreme former for narcissisme og individualisme trives – ikke mindst når forældre vil opnå det bedst mulige for lige præcis deres egne børn, som de ser som forlængelser af sig selv.

På det økonomiske område fungerer familien som det sted, hvor akkumulation og overførsel af privat ejendom er lokaliseret, og virker her basalt set på samme måde som virksomheder.” (s. 108)

Alt i alt kan Magt og modstand med lidt held genoplive en række vigtige debatter i Danmark om, hvordan vi skaber reel politisk forandring.

Den lever ikke helt op til sit mål om at gøre Hardt og Negri tilgængelige, men det skyldes måske, at vi står i en politisk situation, hvor lette svar ikke gives.

Bogen kan trods alt anbefales til læsere, der ikke allerede er godt inde i de teoretiske diskussioner på venstrefløjen, og som ikke har tid til Hardt og Negris egne længere bøger, og som ikke lader sig skræmme af at måtte gøre en del af tænkearbejdet selv.

Pil Christensen, Peter Nielsen og Lars Poulsen: "Magt og modstand. En introduktion til Michael Hardt og Antonio Negris tænkning" (Frydenlund, 2012).

Læs et redigeret uddrag af bogen: "Det er ikke kun kapitalismens krise".

Læs interviewet med Pil Christensen og Peter Nielsen: "Så vågn dog op, venstrefløj!".

Læs Pil Christensens blog "Magt og Modstand".

Se også linksamlingen på Biblioteket Antonio Negri og "Imperiet".

Kåre Blinkenberg er adjunkt i filosofi og samfundsfag, cand. mag. i idéhistorie og samfundsfag.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce