Lars Olsen underspiller muligheden for, at de mennesker, der ikke er udstyret med den rigeste kulturelle kapital, principielt også har lyst til at beskæftige sig med viden, tænkning og teori.
Den indflydelsesrige forfatter og journalist Lars Olsens (f. 1955) nyeste bog Uddannelse for de mange. Opskrift på en kulturrevolution er ikke bare en velskrevet, let tilgængelig og sylespids hudfletning af uddannelsesverdenen, som han hævder er blevet for elitær og akademisk med den konsekvens, at store dele af befolkningen ikke får noget ud af at gæste den.
For samtidig er den noget nær det nærmeste, vi kan komme på en forståelse af, hvorledes den nye regerings uddannelsespolitiske og pædagogiske forestillingsverden er skruet sammen.
Således er bogen, der udkom blot 2 dage før valget og ’systemskiftet’ den 15. september 2011, da også udstyret med et apologetisk-hurraråbende og jammerligt efterskrift af den nuværende børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) og Nanna Westerby (SF).
Dertil kommer, at næstformanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), Mai Sloth Villadsen, der optræder som en vældig central stemme sidst i bogen, også deler Lars Olsens analyser og aktivt arbejder for, at gøre gymnasiet mere »virkelighedsnært og hverdagsrelevant«.
You’d better watch out, kære læser!
Der er tale om mere end en debatbog; der er tale om en magtfuld analyse og en tankeform, der i stigende grad synes at være konsensus om på midten og lidt til venstre for midten i dansk uddannelsespolitik.
Denne anmeldelse vil forme sig i to dele. Først præsenteres bogens anliggende, dernæst stilles der en række kritiske spørgsmål til dens argumentation, og der påpeges en række blinde punkter.
Lars Olsen advarer ikke blot mod akademiseringen og pseudoakademiseringen af gymnasieskolen.
Han klandrer også uddannelsespolitikken og dens aktører for næsten udelukkende at målrette folkeskolen mod gymnasieskolen, for ikke at give erhvervsskolerne et kvalitativt løft og for ikke at have respekt for håndens praktiske arbejde, der har lidt et fatalt statusfald igennem de senere år, selvom der paradoksalt nok ser ud til at være et behov for uddannelse af faglært arbejdskraft langt ind i fremtiden.
Igen og igen pointerer Olsen, at disse to faktorer (akademisering og udhulingen af alternativer til gymnasieskolen) bevirker, at 95 procent af en ungdomsårgang ikke får en ungdomsuddannelse, men snarere kun omkring 80 procent.
Med inspiration fra Pierre Bourdieus sociologi og med afsæt i en række sociale data bevidner Olsen, at den sociale ulighed på ungdomsuddannelserne er stigende.
Stadig færre børn og unge af ufaglærte forældre får en ungdomsuddannelse i forhold til børn og unge født af forældre med en lang videregående uddannelse.
Og det er især de kortuddannedes drenge, der ikke formår at gennemføre en uddannelse.
En ny underklasse med meget ringe læsefærdigheder er på vej, og den sociale mobilitet er gået i stå, skriver Olsen, der også fremhæver, at uddannelsessystemet er en fremmed verden for mange fra hjem uden længere uddannelse.
Idéerne om et fuldstændigt selvstændigt organiseret projektarbejde og fordringen om ansvar for egen læring ser Olsen som en del af miseren. Det er hans kongstanke, at alt for mange ungdomsuddannelser gennemstrømmes af abstrakte meta-teorier og videnskabsteoretiske og sociologiske begreber som hermeneutisk cirkel, videnssamfund og individualisering.
Bogen er spækket med små modhistorier.
8. årgang på Arden Skole deltager i et byggeprojekt, der giver mange elever blod på tanden og skaber selvtillid til egne evner.
På Roskilde Tekniske Gymnasium arbejdes der med teknologiprojekter, og eleverne anvender spørgeskemaer og interviews til selv at indsamle og skabe viden.
På Struer Statsgymnasium arbejder studieretningen Science Class tæt sammen med B&O.
En 9. klasse fra Boesager Skole i Smørum prøver at være journalister for en dag på Jyllands-Postens mediarum. Deadline truer, og de kommer under stress, da to tog støder frontalt sammen på Fyn (i fiktionens virkelige verden).
Ifølge Lars Olsen er der brug for intet mindre end en kulturrevolution i og af alle niveauer af uddannelsessystemet. Det skal være langt mere virkelighedsnært, vedkommende og praktisk for børn og unge.
Samtidig leverer Olsen et ihærdigt forsvar for enhedsskolen. Den skal ikke splittes op i en delt skole for henholdsvis eliten (de få) og massen (de mange).
Umiddelbart forekommer det ikke særligt godt begrundet, når Lars Olsen slutter direkte fra den såkaldte akademisering og den gymnasiale skævvridning af uddannelsessystemet til frafaldsproblemerne.
Der kan tænkes mange andre både motivationsmæssige, sociologiske og økonomiske årsager til disse problemer.
Olsen tænker og skriver primært ’internalistisk’, hvorfor hans analyser kan risikere at blive (mis)brugt til at gentraditionalisere skolens pædagogik og lærerrollen som en ubetinget autoritet.
Han er så at sige på jagt efter ’skyldige’ enkeltfaktorer inden for den skolemæssige verden og har stort set intet udsyn mod verden udenfor.
Han mangler kort sagt et begreb om det på én gang dynamiske og destruktive kapitalistiske samfund, vi lever i.
Hvis det fx er rigtigt, at vi er på vej ind i en kognitiv kapitalisme, der er i færd med at gøre viden til varer og til strategiske produktivkræfter, kunne det jo tænkes at være derfor, at uddannelsessystemerne for tiden kappes om at indføre kreative og innovative teamstrukturer, fleksible moduluddannelser og ditto læreprocesser for at honorere arbejdsmarkedets og ikke mindst konkurrencestatens krav.
Det kunne jo også tænkes, at den krisebefængte, men også højteknologiske kapitalisme er årsagen til, at der produceres ’overflødige mennesker’, med et næsten alt for smerteligt-præcist begreb fra den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman.
Hvordan kan S, SF, DGS og Lars Olsen undvære en overordnet og makrosociologisk ramme, når det gælder om at diskutere og udforme landets uddannelsespolitik? Dertil kommer, at Lars Olsen er ganske spagfærdig, når han »forfægter et andet og mere skabelsesorienteret dannelsesideal, som bygger på tæt samspil mellem teori og praksis« end det nuværende.
Det er, som om han har glemt, at store dele af Socialdemokratiet i efterkrigstiden ganske energisk, ufortrødent og uden angst for både de privilegeredes delikate forsvarsbastioner og evt. populistiske strømninger i folkedybet - faktisk havde en politisk, social og kulturel ambition om løfte arbejderklassen ind i uddannelsernes, kulturens og kunstens verden.
Hvorfor tør S, SF, DGS og Lars Olsen ikke at gå ind på den bane, hvor det drejer sig om at ’elevere’ befolkningen?
Kulturministeriet blev etableret i 1961. 50 år efter nøjes Tingets store mænd og kvinder at tale med håbefulde og himmelvendte øjne om oplevelsesøkonomien og de kreative ’merværdiskabere’.
Hvordan nykonstituere en stat med ambitioner, der også har respekt for smagsdommere og indsigt?
Skal uddannelsessystemerne ikke bidrage til, at vi lærer at udfordre massen, dovenskaben og dumheden i os selv?
Skal der ikke rejses små kvalitetsbevidste vertikaler i det horisontale medie- og markedspløre?
Skal uddannelsessystemer alene være servile maskiner for den evindelige snak om Danmark som vindernation?
Skal det ikke være nu, at der vinkes farvel til New Public Management og alle de mistrøstige styringsrationaler, der har generet os og gjort os til kedelige strategiske dyr de seneste 10 års tid?
Eller formuleret på en anden måde: Er det ikke alle menneskers ret at kunne blive klogere, at kunne møde viden med et åbent sind og at kunne blive et dannet og tænkende menneske?
Efter min mening virker det, som om Lars Olsen underspiller muligheden og sandsynligheden for, at de mennesker, der ikke er udstyret med den rigeste kulturelle og økonomiske kapital, principielt også har lyst til og mod på at beskæftige sig med viden, tænkning og teori.
Lars Olsen: »Uddannelse for de mange. Opskrift på en kulturrevolution«. Med efterord af Christine Antorini og Nanna Westerby. (Gyldendal, 180 sider).
Steen Nepper Larsen er lektor ved DPU's forskningscenter GNOSIS, hvor han bl.a. beskæftiger sig med erkendelsesteori og sprogfilosofi, dannelsesbegrebets aktualitet og idéhistorie.
Denne artikel har også været bragt i Dansk Pædagogisk Tidsskrift.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96