Fremgangen til den EU-skeptiske højrefløj kan ikke nøjes med at blive mødt med moraliserende kritik.
Som forventet blev det Dansk Folkeparti med Morten Messerschmidt i spidsen, der løb med den største andel af stemmerne ved Europa-parlamentsvalget søndag den 25. maj – hele 26,6 procent af stemmerne blev det til.
Tendensen er den samme i store dele (primært den nord/nordvestlige del) af EU: en markant fremgang til den EU-skeptiske højrefløj.
I Tyskland vandt det nynazistiske parti Nationaldemokratische Partei Deutschlands, NPD, et mandat, i Frankrig fik Front National ligesom Dansk Folkeparti i Danmark og United Kingdon Independence Party, UKIP, i Storbrittanien over en fjerdel af stemmerne. Tendensen er også tydelig i Østrig og Ungarn.
Dansk Folkepartis valgsucces har for mange mennesker, der opfatter sig selv som progressive og tolerate, skabt en massiv følelse af forargelse over at leve i et land, hvor så mange mennesker stemmer på et xenofobisk og nationalistisk parti.
De sociale medier og kommentarfelter på diverse mediers hjemmeside flyder med udsagn i stil med »Hvor er det dog pinligt og beskæmmende at være dansker« og »Jeg skammer mig over at leve i et land, hvor en fjerdedel af befolkningen stemmer på et dybt racistisk parti«.
Det vigtige er her, at reaktionen på Dansk Folkepartis valgsucces blandt mange, der identificerer sig selv som venstreorienterede, først og fremmest er moralsk: de, der har stemt på Dansk Folkeparti, artikuleres som moralsk anløbne mennesker, der er intolerante og fremmedfjendske – kort sagt forstås Dansk Folkeparti-vælgernes stemme som et udtryk for deres bestemte karaktertræk og deres moralske habitus.
Situationen i Europa og truslen fra højreekstremismen har en så alvorlig karakter, at vi bliver nødt til at gå ud over den umiddelbare moralske reaktion. Resultatet af valget er uhyggeligt og reaktionen forståelig, men langt fra nok.
I stedet bør vi analysere højrefløjens succes som det, den i sandhed er: et ideologisk forvrænget og symptomatisk udtryk for nogle vigtige og reelle problemer, som bestemte dele af den europæiske befolkning i disse år er udsat for.
Vi bliver nødt til at have blik for de underliggende sociale og økonomiske strukturer og dynamikker, der får sit symptomatiske udtryk i højrefløjens fremgang. Og hvis venstrefløjen ikke får blik for det, får den aldrig mulighed for at udvikle en alternativ kritik og strategi, der formår at artikulere den europæiske befolknings reelle og velbegrundede frygt og usikkerhed på en progressiv og subversiv måde.
Den moderne, globale kapitalisme skaber usikkerhed i mange menneskers liv. Outsorcing af klassisk produktion, »prekariseringen« af arbejdet, truslen om arbejdsløshed, faldende realløninger, stigende ulighed, afdemokratisering og konsekvenserne af kombinationen af arbejdskraftens frie bevægelighed og de store forskelle i lønniveau inden for EU, samt den generelle krisestemning er nogle af de forhold, der skaber en følelse af usikkerhed, men også vrede, i store dele af de europæiske befolkninger.
Venstrefløjens åbenlyse opgave er at pege på årsagen til disse problemer, nemlig kapitalens nødvendige og bestandige jagt på profit.
I den forbindelse er EU qua handelsunion en væsentlig del af problemet, og ikke løsningen. Venstrefløjen bliver nødt til at insistere på et antikapitalistisk og international demokratisk projekt fra neden, der kan opfange den udbredte politikerlede hos de europæiske befolkninger.
Desværre er det højrefløjen, der gennem en nationalistisk og xenofobisk ideologisk fortælling, har formået at opsamle denne vrede.
Det centrale element i den fortælling, og det, der har appeleret til mange mennesker, er påstanden om at vi kan sikre den (ifølge Dansk Folkeparti) relativt velfungerende velfærdsstat vi har, ved at bygge en mur om Danmark.
Det har med andre ord lykkedes Dansk Folkeparti at gøre det sandsynligt i mange vælgeres øjne, at velfærdsstatens problemer kan løses ved at styrke nationalstatens suverænitet – en romantisk drøm om en tilbagevenden til velfærdsstaten, som den så ud før Danmark blev en del af EU, og vel at mærke en drøm, der tydeliggør den manglende forståelse af den udvikling, den globale kapitalistiske økonomi har undergået siden da.
Der findes dog enkelte lyspunkter i det ellers mørke billede.
Venstrefløjen i Grækenland, og Spanien står i dag stærkere. Problemet er her, at selvsamme venstrefløj er i gang med at integrere sig selv i det bestående politiske system.
Manglen på en kapitalismeanalyse hos partier som Syriza, Podemos og Izquierda Unida betyder derfor, at man accepterer EU og dermed også den neoliberale kapitalisme.
Det er ikke muligt at udgøre et alternativ, hvis man samtidig stiller op til posten som formand for EU-kommissionen. EU er grundlæggende institutionaliseringen af den transnationale politiske og økonomiske elites magt over for de europæiske befolkninger og indtager samtidig en nødvendig funktion i opretholdelsen af den neoliberale kapitalisme.
Venstrefløjen står over for en vigtig opgave, der består i at bekæmpe højrefløjens nationalisme og de pro-europæiske partiers regionalisme med solidaritetens internationalisme.
Som den tyske filosof Walter Benjamin sagde, bærer enhver fascisme vidnesbyrd om en fejlslagen revolution – pointen er, at den modstand mod EU, der er i de europæiske befolkninger, samt den udbredte følelse af apati og manglende indflydelse, som den ekstremt lave valgdeltagelse (43 procent) viser, udgør et potentiale for venstrefløjens modstand mod EU.
Højrefløjens succes er et indeks for venstrefløjens manglende evne til at artikulere befolkningens reelle problemer og give retning til den vrede og utilfredshed, der faktisk eksisterer, og sætter som sådan en vigtig opgave for venstrefløjen – en opgave, der ikke varetages ved at moralisere over Dansk Folkeparti-vælgernes anløbne karakter.
Søren Mau læser filosofi og Esben Bøgh Sørensen idéhistorie på Aarhus Universitet
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96