Annonce

14 anholdt i nat
19. september 2012 - 10:48

Hærværksaktion i protest mod kriminalisering

PET-anholdte aktivister ønskede, ifølge aktionserklæring, at ramme samfundsinstitutioner, der lovgiver, administrerer og udfører »den kriminalisering, som venstrefløjens aktivister er udsat for«.

De 14 venstreradikale aktivister, som Politiets Efterretningstjeneste natten til onsdag anholdt i København for politisk motiveret hærværk, ønskede med deres aktion, at protestere imod den »massive repression«, som de oplever, at venstrefløjen bliver udsat for.        

Det skriver gruppen i en aktionserklæring, som Modkraft er i besiddelse af.

»Vi har i nat angrebet mål i hele Storkøbenhavn, som repræsenterer systemets angreb på venstreradikales modstand. Hærværket er gået udover repressive institutioner, der står for bl.a. at lovgive om, administrere og udføre den kriminalisering, som venstrefløjens aktivister bliver udsat for,« skriver aktivisterne i erklæringen.  

Læs bloggen »Fuck kapitalisme!« og deltag i debatten hos Modkraft.

Læs også bloggen »Om Chris Holmsted og Venstreekstremisme« hos Modkraft.

Alle løslades igen

Ifølge politiet lykkedes det nogle af aktivisterne at kaste maling mod tre køretøjer på Politiskolen på Artillerivej, ligesom der er lavet graffiti på flere forskellige bygninger på Nørrebro i København, inden de blev anholdt.

Desuden skulle der ifølge DR Nyheder været smidt maling på Kammeradvokatens kontor ligesom der skulle være forsøgt hærværk mod en nærpolitistation på Nørrebro.

De 14 anholdte vil ifølge politiet blive sigtet for »hærværk af mere systematisk eller organiseret karakter, til dels forsøg herpå, efter straffelovens § 291, stk. 2, jf. til dels § 21« og blive løsladt i løbet af onsdagen.

Læs artiklen »Politiet: Anholdte aktivister har smidt med maling og skrevet »fuck kapitalisme«« hos Politiken.

Læs aktivisternes erklæring i sin fulde ordlyd her.

»Aktionserklæring til nattens aktion

Vi har i nat angrebet mål i hele Storkøbenhavn, som repræsenterer systemets angreb på venstreradikales modstand. Hærværket er gået udover repressive institutioner, der står for bl.a. at lovgive om, administrere og udføre den kriminalisering, som venstrefløjens aktivister bliver udsat for.

Gennem de seneste år er repressionen optrappet markant. Terrorloven blev indført, og med den er bl.a. solidaritetsarbejde med frihedskæmpere i nogle af verdens brændpunkter blevet kriminaliseret. Folk som kæmper imod politisk undertrykkelse og uretfærdighed bliver kaldt »terrorister«.

Lømmelpakken er et andet eksempel på optrapningen imod politisk aktivisme. Folk som laver legitimt og nødvendigt politisk arbejde inden for bl.a. klimakamp, antifascisme, asylpolitik, kønskamp og boligkamp oplever at demonstrationsfriheden er blevet begrænset, at blive straffet kollektivt og straffene fordoblet.

Der har efter vores mening i lang tid været foruroligende stille i det venstreradikale miljø. Vi oplever at aktivister bliver skræmte og pacificerede af den massive repression – præcis som systemet ønsker os, og som er meningen med de hårde straffe. kontrollen og overvågningen.

Vi ser repressionen som en uundgåelig faktor, som politisk aktive må forholde sig til, på samme måde som de andre forhold vi ønsker at forandre.

Vi bliver nødt til udvikle en praksis for, hvordan vi kan blive stærkere, når vi konfronteres med sigtelser, domme og fængsling. Dette både på det personlige plan som på det kollektive.

Derfor opfordrer vi alle til at reagere aktivt hver gang systemet får held til at fængsle kammerater eller sigte folk, til at lave solidaritetsaktioner til støtte for kammerater – lokal og antinationalt.

Bryd isolationen indenfor og udenfor fængslerne!

Repression er deres våben – solidaritet er vores styrke«

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce