Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
CPH:DOX
4. november 2015 - 13:35

Guide: Ti film der sætter en politisk dagsorden

Inden dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX løber af stablen torsdag den 5. november, giver Modkraft en række tips og anbefalinger. Denne guide henvender sig til dem, der blandt andet interesserer sig for aktivisme, klima og flygtningepolitik, 9/11 og Irakkrigen.

Intet bliver som før

Den canadiske forfatter Naomi Klein opfordrer i sin bog af samme navn som filmen til at mobilisere befolkninger over hele kloden til at komme klimakrisen til livs. Filmen og bogen bliver ikke mindre aktuel af, at FN i december holder sit 21. klimatopmøde. I 2009 sagde Naomi Klein, at COP15 i København aldrig ville blive en succes. Hun mener nemlig ikke, at løsningen på klimaproblemerne findes på de bonede gulve, men blandt aktivister og græsrødder.

Deep Web

Ross William Ulbricht blev i 2013 arresteret og har fået en livstidsdom for blandt andet computer hacking og hvidvaskning af penge. Han opfandt den virtuelle handelsplads Silk Road på det såkaldte dybe internet, hvor brugerne anonymt handlede sortbørsvarer over hele kloden. Omkring 70 procent af varerne bestod af stoffer. Filmen spørger blandt andet, om Ross William Ulbricht blev uskyldigt dømt.

Drømmen om Danmark

Instruktøren Michael Graversen viser en ung afghaners teenageliv som såkaldt illegal flygtning. Efter flere år i Danmark får han ikke lov til at blive i landet. Wasiullah er en af de mellem 300 til 800 uledsagede børn, som hvert år flygter til Danmark. Han frygter sin voldelige familie i Afghanistan, som han er flygtet fra. Derfor flygter han til Italien. Men han drømmer stadig om at komme tilbage til sine venner i Danmark.

The Corporation

Naomi Klein har udvalgt en række film til årets program på CPH:DOX. En af dem er ’The Corporation’. Filmen går kritisk til multinationale selskabers forretningspraksis og spørger, hvordan de ville blive betragtet, hvis der var tale om en person. Svaret er: En psykopat. 

A sinner in Mecca

Den homoseksuelle isntruktør Parvez Sharmas rejser til Mekka undercover. For det er forbudt at filme, og homoseksualitet kan udlede dødsstraf i Saudi Arabien. Han er selv muslim, og han oplever, at Islam ofte bliver fejlfortolket. Han vil bevise, at han kan være både en god muslim og bøsse.

Yes men are revolting

Under klimatopmødet i København i 2009 bildte de to aktivister kendt som ’The Yes Men’ verdenspressen ind, at Canada ville nedsætte landets udledning af CO2 dobbelt så meget som hidtil planlagt. Filmen her tager også udgangspunkt i aktivistduoens performance-aktivisme og klimadebatten. Men filmen fokuserer også på de mere personlige problemer, der kan opstå, når man som midaldrende sktivister skal have blandt andet familielivet til at hænge sammen. Lørdag den 7. November inviterer The Yes Men til debat om fremtidens klimaaktivisme. Se mere om arrangementet her.

The good american

Tidligere i år brød debatten om 9/11 op igen, da kandidat Jeb Bush insisterede på at hans bror ‘kept us safe’ på trods af at USA’s største terrorangreb skete mens George W. Bush var præsident. Denne film forsøger at vise hvor forkert dette var, ikke blot det rent faktuelle, at GWB ikke formåede at afværge terrorangrebet, men at der rent faktisk skete svigt i forebyggelses-arbejdet.

In limbo

DOX er fantastisk til at vise såkaldte ‘essay’ film, doku-hybrider som holder sig ganske løst til deres emne. Denne film omhandler internettet, med alle de omvæltninger og problemer det fører med sig, fortalt fra internettets eget indre i en semi-fiktionel form. Det lyder tankevækkende og interessant. 

The Fear of 13

En 90 min monolog fra en dødsdømt fange. Som efter 23 år på dødsgangen insisterer på at blive slået ihjel. David Sington’s film lyder fascinerende, facetteret og problematisk. Anmeldelserne er forrygende, og filmen sigter mod et bredt publikum, så det skal nok blive en vigtig film. Men handler den overhovedet om skyld og straf i det moderne samfund, eller er det blot synd for dette specifikt specielle individ? Det vil tiden vise.

Homeland (iraq year zero)

En af årets mest unikke film: Fem en halv times portræt af Irak før og under krigen. Enhver med ønske om at lære om irakeres oplevelse af krigen bør kunne få deres lyst mere end stillet. 

 

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce