Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
12. august 2013 - 12:12

Grundtvig for muslimer - why not?

Værdikamp som eksklusion eller kultur som inklusion? Værdikampen er genoptaget hen over sommeren - og meningsfuld dialog igen tabt på gulvet.

Politiken har brugt agurketiden i sommeren 2013 til at sætte ny gang i en ny antimuslimsk »værdidebat«.

Den blev startet gennem en kronik, hvor partiet Venstres eksminister Inger Støjberg genfortalte hendes oplevelse af en samtale i Islamisk Trossamfund.

En sufi muslim siger aldrig »min sko«.
»Dine« ting er Guds ting.
»Min så-og-så« giver ingen mening.
Har du noget,
Giv det til din bror.

Ville det ikke være flot, hvis Inger Støjberg diskuterede sådan noget med Islamisk Trossamfund? For at udfordre »de andres« formodede konservative holdninger.

Men det ville næppe passe sammen med den borgerlige fordelingspolitik herhjemme.

I stedet hentede hun »værdikampen« frem og henviste til stening, billedforbud og arrangerede ægteskaber. For at sige til de andre, at de er forkerte: Find et andet sted at leve og bo!

Dermed er et vigtigt emne spildt.

Det med kulturen ligger nemlig som en vigtig pointe nedunder mødet mellem muslimer og danskere. At udfordre hinanden mellem kultur og kultur er tankevækkende og udfordrende. Jo, frihed og det danske kan være vigtige kernesager. Men hvad er det nu for noget, frihed og det danske?

Og skal »de andre« blive til danskere? De skal ganske vist gerne klare det danske sprog, og dermed er de faktisk nået et helt stykke frem ad vejen. Men er det tilstrækkeligt?

Spørgsmålet er ikke mindst også en udfordring for venstrefløjen. Her tenderer nogle kloge hoveder nemlig til at nedprioritere kulturelle spørgsmål for ensidigt at fokusere på demokratisk borgerskab (abstrakt set) eller social-økonomiske forhold.

Derimod er der rigtignok lagt op til kulturdebat. Men den kulturelle vekselvirkning fremmes ikke ved at eksaminere »de andre« og presse dem til bekendelser om stening eller tvangsægteskab. Der kan der kun komme en kulturfattig kronik ud af, som gennemgående er præget af negativitet.

Jeg har under min kulturforskning i Sumatra og Libyen ganske vist mødt en del problemer. Men ikke stening og tvangsægteskaber som identitetsdannende. Og desuden kan man ikke reducere mangfoldigheden mellem Indonesien og Maghreb til »muslimske værdier«.

Skal udvekslingen lykkes, er der meget positivt, som vi fra dansk side kunne og burde gøre til genstand.

Hvad er dansk, hvad er frihed?

Grundtvig og frisind, fællessang, lighed og velfærdskultur, Christiania, gamle hedenske guder og liberalt kristendom, mellemfolkelighed og Asger Jorn, Roskilde festival, kønnenes ligeværdige omgang med hinanden, kulturradikal lyst til at provokere og sige imod, højskoler, fredskultur og relativ mangel på vold i hverdagen, leg og Legoklodser ud i verden, at sige »du« til hinanden, relativ mangel på korruptionskultur (nå ja da da), spændingsforholdet og koeksistens mellem Kim Larsens anarkisme og Mærsk Mc-Kinneys pengegriskhed, ironi-kultur, folkelig idræt og landsstævner. Og meget mere.

Væsentlige dele af denne folkelige kultur har udviklet sig i konflikt med den danske højrefløjs interessepolitik.

Men de er – med alle deres indre modsigelser – ressourcer for dansk kulturel identitet. Og for en byttehandel (som Odin Teatret engang har kaldt sine kulturfremstød).

Grundtvig for muslimer? Yes, why not – og hvad får vi så?

Først ad denne vej møder vi også det positive hos »de andre«. Der er f.eks. stærke traditioner i muslimske kulturer for at sætte spørgsmålstegn ved de religiøse skriftkloge.

Men dette forbehold rammer også de danske bedrevidende. Og den eksamensmur, som borgerlig eksklusionspolitik vil bygge omkring Danmark, for med gennemkalkulerede spørgsmål at sortere de »rigtige« fra de »forkerte« indvandrere.

Eksministeren gik nu et skridt videre, da hun fortalte om de danske muslimske konvertitter, som hun havde mødt med forskrækkelse. Hvis en dansk kvinde altså omvendes til Islam og »er utilfreds«, så skal hun »finde et andet sted at bo«.

Det var da en underlig nyformulering af dansk frisind.

Så hellere danse sammen – gerne sammen med Inger:

Når du synger dikhr (Guds navn)
Og synger dikhr igen
Og synger dikhr igen,
Så er Gud nærværende.
Du behøver ingen tolk.
Du behøver ingen skriftlærde.
Ingen mellemmand eller autoritet
Står mellem dig og Ham Der Er Stor.
I ekstasen
Er du umiddelbar til Gud.
Når du synger dikhr,
Danser Gud med dig.

Henning Eichberg er kultursociolog (Syddansk Universitet) og ikke-muslim

Artiklen er skrevet som en kommentar til Inger Støjbergs kronik »Jeg maler gerne profeten på min husmur« i Politiken den 8. juli 2013, men blev afvist optaget i avisen.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce