Grundloven fejres for sent

Dengang jeg var ung, troede jeg på styrken i demokratiet. Når en beslutning var taget i fællesskab, var den simpelthen bedre - også fordi de opgaver, som beslutningen indebar, var selvvalgte og ikke pålagte og derfor ville blive løst dygtigere.

Jeg tror stadig på demokratiet. Ind imellem kniber det dog med håbet.

Håbet kan blive lidt spinkelt, når de folkevalgte, der er valgt, fordi de har iscenesat sig som tilhængere af et bestemt synspunkt, forvalter staten i lodret modstrid med dette synspunkt.

Et aktuelt belæg for, at samfundets kontrol med toppen har svært ved at modvirke toppens styring af samfundet, er forskellen mellem den socialdemokratiske retsordfører Morten Bødskov fra 00’erne og justitsminister Bødskov fra 10’erne og modstriden mellem disse to personligheders forhold til det åbne samfund. Forvrængningen af folkestyrets inderste væsen formidles af dobbeltbundede politikere.

Hvis politikere af typen Bødskov er reglen, snarere end undtagelsen, så er demokratiet blevet til en legetøjstelefon, hvori man kan snakke alt det, man vil, uden at det får konsekvenser.

Mit vaklende håb er baseret på, at vi alligevel nogle gange og i væsentlige spørgsmål reelt har frihed til at vælge mellem forskellige målsætninger for samfundets udvikling.

Men de væsentlige spørgsmål har fået meget lettere ved at undslippe folkelig indflydelse. Det har jeg grundlæggende to forklaringer på – og om et år smelter de sammen i en symbolsk dato, der nærer min spinkle håbets flamme.

Min første forklaring er, at EU har indsnævret samfundets valgmuligheder. EU har pålagt staten, at den ikke må vælge at føre ekspansiv finanspolitik; heller ikke når krisen sætter ind.

EU har pålagt kommunerne, at flere og flere opgaver skal drives af private selskaber, så kommunerne privatiserer, også uden at kommunalpolitikerne har ønsket det. Keynesianske og socialistiske løsninger på aktuelle problemer falder uden for, hvad EU-lovgivningens rammer tillader.

De aktuelle problemer med mistillid til politikerne kan forklares med, at mange vælgere fortsat synes godt om socialistiske og keynesianske løsninger – og at de i 2011 stemte på politikere, som gav indtryk af, at de vil forfølge disse mål snarere end de neo-liberale.

Det giver mistillid til demokratiet, når de selvsamme politikere derefter tavst indordner sig under den neoliberale EU-elefant, der stort set fylder hele samfundets kommandobro. De er valgt til at føre en anden politik, end den EU bestemmer.

Min anden forklaring er, at danskernes historiske bevidsthed er dybt præget af fortællingen om, at indflydelse er en gave ovenfra og ikke noget folket selv har taget – og givet til sig selv.

Folkestyret har siden sin indstiftelse været i fare for at forvrænges til en måde, hvorpå staten styrer folket, snarere end folkets magt over staten.

Et eksempel på forvrængningen er, at vi fejrer demokratiet på den forkerte Grundlovsdag.

Den 5. juni er dagen, hvor kongen underskrev grundloven. Men hvordan kan en ægte demokrat opfatte demokratiets ophav som kongen? Hvis kongen har givet os grundloven, så er det jo i sidste ende statens top, som giver og tager vores ret til indflydelse. Vi opdrages altså til at tro, at staten af natur er demokratisk.

Langt mere fornuftig som grundlovsdag er den 25. maj, som er den dag i 1849, hvor den overvejende folkevalgte grundlovgivende forsamling vedtog grundloven. Grundloven var den 25. Maj 1849 til afstemning i den mest legitime forsamling, der nogensinde havde mødtes i riget, og den blev vedtaget.

Beslutningen om at udfordre kongen og kræve en bred valgret er i særlig grad værd at fejre. Selvfølgelig er det også værd at fejre, at kongen efter 11 dage endelig gav efter for kravet om en bred valgret, men i mit demokratiske hjerte har vores demokrati altså allerede fødselsdag den 25. maj.

Netop denne dag giver håb om, at folket kan bestemme noget andet end det, statens top ønsker. Nu er statens top EU-systemet – og ikke længere en konge.

Min tro på demokratiet indebærer medlemskab af et parti. Jeg er aktiv i Enhedslisten, hvor vi på årsmødet efter en ophedet debat med et stort flertal besluttede ikke at forfølge et mål om at styrke vores egen parlamentariske repræsentation, men i stedet satse helhjertet på at styrke håbet om demokrati i Danmark gennem en Folkebevægelse, der kan rumme liberale, socialister, keynesianere og alle mulige andre, der forenes af ønsket om et demokrati, hvor valgene er reelle.

Mit håb om demokrati er nu knyttet til EU-valget den 25. maj 2014, hvor danskerne præcis 165 år efter demokratiets faktiske fødselsdag, kan give demokratiet en renæssance ved at gøre Folkebevægelsen mod EU til det største »parti«. Hvis det sker, er det ikke for sent at være håbefuld lidt endnu.

Gorm Anker Gunnarsen er historiker og kandidat for Enhedslisten ved valget til Københavns Borgerrepræsentation i efteråret 2013.

Se også linksamlingen »5. juni - Grundlovsdag og grundloven« på Modkraft Biblioteket