– Vi vil styrke de netværk, der er nødvendige for at de mest udsatte i samfundet kan få en stemme og blive hørt, siger Allan Krautwald fra gruppen 'Syg i Svendborg', der er med til at arrangere en konference om fattigdom i weekenden.
Søndag den 21. september er der Fattigdomskonferencen i Svendborg.
Initiativet kommer fra netværket »Bekæmp fattigdom NU« og bakkes op af flere organisationer, der repræsenterer nogle af de mennesker der bliver klemt i systemet – blandt dem Landsforeningen Lediges Vilkår, Behandl Os Ordentligt og ’Syg i Svendborg’.
Arrangørerne håber på, at konferencen vil munde ud i en igangsættelse af konkrete aktiviteter, der kan sætte fokus på fattigdom og ulighed samt en række konkrete krav til politikerne.
– Der er brug for et sådan initiativ og vi vil gerne give en hånd i kampen mod den fattigdom og ulighed, der ødelægger vores samfund. Nyttejobs og tvangsaktivering skaber ikke en vej ud af fattigdom, men er tværtimod med til at fastholde mennesker i nød, siger en af arrangørerne, tidligere byrådsmedlem i Odense for Enhedslisten, Anna Rytter.
– I dag er det nærmest umuligt at få tilkendt en førtidspension, selvom man er syg og uarbejdsdygtig, og mange borgere parkeres på fattigdomsydelser, som man knap kan leve af. Mennesker pacificeres af systemet. Vi vil gerne give disse mennesker en stemme og en hånd i kampen mod den fattigdom og ulighed, der ødelægger vores samfund, siger hun.
Læs bloggen »Sammen mod fattigdom« og deltag i debatten hos Modkraft.
Konferencen kommer til at bestå af oplæg, debatter og workshops.
Dennis Kristensen fra FOA svarer på spørgsmålet, om der overhovedet er fattigdom i Danmark, Peder Bæk fra Behandl Os Ordenligt vil tale om, hvordan vi skaber protest i hverdagen.
Og der vil være en debat mellem Anette Wilhelmsen fra SF og Finn Sørensen fra Enhedslisten om »velfærdssamfundets sammenbrud.«
Allan Krautwald fra gruppen Syg i Svendborg, håber, at Fattigdomskonferencen vil kunne styrke de netværk, der er nødvendige, for at de mest udsatte kan stå sammen og få en stemme der bliver hørt.
– Vores system er ikke længere indrettet til at hjælpe mennesker, når de har brug for det. I stedet hetzes syge, svage og arbejdsløse via et ugennemskueligt system af lægekonsulenter, udredninger, arbejdsprøvninger og kompleks lovgivning, der ikke er baseret på borgerens rettigheder, men på regeltyranni og fastholdelse i systemet, siger Allan Krautwald.
Vi har i Svendborg gode erfaringer med at danne netværk og styrke de svageste grupper, så vi i fællesskab kan stå sammen imod systemet, når det ikke vil arbejde med os, men mod os. Med fattigdomskonferencen håber vi at kunne styrke de netværk, der er nødvendige for at de mest udstte kan stå sammne og få en stemme, der bliver hørt, fortæller han.
Fattigdomskonferencen afholdes i Svendborg søndag den 21. September på Ørkildeskolen afd. Øst, Østreskolevej 2-4, 5700 Svendborg fra kl. 11 – 16.
Det er vigtigt for arrangørgruppen at alle kan deltage, uanset størrelsen på pengepungen, hvorfor der er der arrangeret gratis busser fra København og Aarhus.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96