Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
Fagligt
21. september 2015 - 10:42

Græske stålarbejdere: Vi overgav os ikke uden kamp

Det bliver en varm vinter med mange strejker, spår den tidligere tillidsmand på stålværket Halyvourgia Ellados, der i 2012 var ude i en ni måneder lang strejke og besættelse – og centrum for international solidaritet. Selv om stejken i sidste ende blev tabt, fortryder tillidsmanden ikke kampen.

I efteråret 2011 valgte Giorgos Sifonis og hans cirka 400 kolleger på stålfabrikken Halyvourgia Ellados i udkanten af Athen at nedlægge arbejdet og besætte deres arbejdsplads.

Med en månedsløn på 7.500 kroner blev ejerens krav om en lønnedgang på 30 procent for meget for stålarbejderne.

– Vores fabrik lavede faktisk et overskud på flere hundrede millioner euro om året, men ejeren ville alligevel bruge krisen og den høje arbejdsløshed som undskyldning for at forringe vores vilkår og sænke lønnen med næsten en tredjedel, fortæller Giorgos Sifonis til Modkraft.

Som fællestillidsmand indkaldte Sifonis derfor alle sine kolleger til protestmøde. I følge græsk lov skal der være opbakning fra mindst halvdelen af de ansatte, hvis en strejke skal være lovlig.

Hele 98 procent af stålarbejderne bakkede op om en konflikt med ejeren. 31. oktober 2011 stoppede de produktionen og forskansede sig på fabrikken.

Strejken blev organiseret af fabrikkens faglige klub, der var uafhængig og som omfattede alle ansatte. Stålarbejderne fik dog stor støtte fra det kommunistiske fagforbund, PAME, selvom kun  enkelte ansatte var kommunister.

Stålarbejderne blev hurtigt et symbol på kampen mod yderligere forringelser for den græske arbejderklasse under krisen. Sympatierklæringer og økonomisk støtte strømmede ind fra resten af Grækenland og snart også fra udlandet.

– Der var mange sympatiaktioner her i landet, og vores strejke var, sammen med andre begivenheder, med til at katalysere, at fagbevægelsen kom i offensiven. I 2012 var der hele 11 generalstrejker og omkring 50 store, faglige demonstrationer i Grækenland, fortæller Giorgos Sifonis.

Ejeren valgte i første omgang en udmattelsesstrategi. Stålarbejderne havde ikke en strejkekasse og var derfor afhængige af donationer udefra. De fik de heldigvis også i stor stil.

– Vi havde ikke drømt om den overvældende støtte, som vi fik fra hele verden, fortæller Giorgos Sifonis.

I USA, Australien, Libanon og cirka 30 lande yderligere, blev der samlet ind til at støtte op om strejken. Også i Danmark samlede store dele af fagbevægelsen og venstrefløjen over 300.000 kroner ind til stålarbejderne i løbet af et par måneder.

Den faglige klub modtog også mange støtteerklæringer og havde besøg af danske fagforeningsrepræsentanter og venstrefløjspolitikere.

– Jeg vil gerne rette en stor tak til den danske venstrefløj for solidariteten i en svær tid. Det glemmer vi ikke, siger Giorgos Sifonis.

Tabte kampen, men fastholdt værdighed

Strejken, som var historisk lang, var ifølge Sifonis ikke i strid med overenskomst eller lovgivning. Alligevel valgte politiet at rydde fabrikken efter ni måneder.

Det endte i et større slagsmål med mange anholdte, fortæller han:

– Vi havde forskanset os inde på fabrikken og fik også støtte fra andre dele af den græske fagbevægelse. Vi overgav os ikke uden kamp.

Ejeren valgte at fyre 380 af de 400 ansatte og flytte en del af produktionen til sin anden fabrik, som ligger i den græske byVolos.

Selv om konflikten principielt var lovlig, anlagde ejeren efterfølgende sag an mod 120 af de tidligere ansatte for at have skadet virksomhedens omdømme og indtjening.

21 personer, herunder Giorgos Sifonis, er allerede blev dømt, mens de øvrige retssager stadig er i gang.

– Jeg blev idømt to års betinget fængsel på et yderst tvivlsomt grundlag, fortæller Giorgos Sifonis, der i mellemtiden har ladet sig pensionere.

I Grækenland kan man få 360 euro per måned i arbejdsløshedsunderstøttelse, men kun i 12 måneder; derefter må man klare sig selv.

Det er lykkedes for mange af de tidligere stålarbejdere at finde nyt job, mens andre har ladet sig pensionere ligesom Giorgos Sifonis. En tredje gruppe står stadig uden indtægt og er afhængige af økonomisk hjælp fra venner og familie.

En del af de tidligere kollegerne mødes stadig en gang om ugen i Komitéen for fyrede stålarbejdere, som de har oprettet som en klub under det græske metalforbund.

Her støtter de blandt andet op om andre arbejdskampe, og 31. oktober afholder de en demonstration i anledningen af fireårsdagen for strejkens udbrud.

Giorgos Sifonis tror, at stålarbejderne kunne have vundet kampen, hvis opbakningen fra den øvrige fagbevægelse havde været endnu større.

Men selvom det endte med fyringer og retssager mod arbejderne, fortyder han overhovedet ikke, at de valgte at tage konflikten.

– Jeg er stolt af vores kamp. Vi fastholdt vores værdighed og fik vist hinanden og mange andre, at arbejderklassen er stærk, hvis den står sammen og slås. På den måde sår arbejdskampe altid frø hos alle involverede. Samtidig skammer politikerne sig og har svært ved at se os i øjnene.

Faglig kamp vigtigere end parlamentet

Giorgos Sifonis er selv medlem af kommunistpartiet, KKE, og han er ikke tilfreds med den venstrefløjsregering, der har været ved magten siden januar 2015.

– Syriza havde lovet at nationalisere og genåbne fabrikken, hvis de fik magten, men intet er sket. Partiet havde også lovet at forlænge den periode, hvor man kan få arbejdsløshedsunderstøttelse til mere end et år, men heller ikke her er der sket noget. Rigtigt mange arbejdere er skuffede over regeringen, siger han.

Ved parlamentsvalget den 20. september har han stemt på kommunisterne, som han plejer, men uden parlamentariske illusioner, fortæller han.

– Efter min mening betyder det ikke det store for arbejderklassen om Syriza eller Nyt Demokrati (konservativt parti, red.) vinder regeringsmagten. For de fører i praksis den samme økonomiske politik, som er dikteret fra udlandet, siger Giorgos Sifonis.

Han mener at en militant og samlet fagbevægelse er det eneste, der rigtigt kan bringe Grækenland fremad. Han nævner skibsindustrien som et eksempel:

– De græske skibsredere er nogen af de største i verden. De seneste år har de bestilt over 1.200 nye skibe, men ikke et eneste bliver produceret her i landet. De kommer fra Kina og andre steder. Derfor er de fleste værfter lukket. Det er afgørende at styrke solidariteten på tværs af faggrupper og kæmpe sammen mod kapitalisterne, der altid kun tænker på at maksimere deres profit, siger han.

Det ser ikke alt for godt ud for Grækenland. Mere end 2,5 millioner grækere står i dag uden job, hvilket samtidig presser lønningerne voldsomt.

Den seneste tid er boligpriserne steget ganske voldsomt og momsen er desuden lige blevet hævet fra 13 procent til 23. Det gør at alle varer er steget markant i pris, og det rammer selvfølgeligt voldsomt skævt, fortæller Giorgos Sifonis.

Lige nu er de faglige kampe i en bølgedal, men det vil ikke vare længe, forsikrer han.

– Jeg er helt sikker på, at det vil blusse op allerede i de næste måneder, når effekterne fra memorandummet slår ind. Det bliver en varm vinter, spår Giorgos Sifonis.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce