Venstrefløjspartiet Syriza vandt en sikker sejr ved søndagens parlamentsvalg i Grækenland, mens udbryderne i det nye parti Folkelig Enhed havnede lige under spærregræsen. Modkraft har spurgt tre grækere fra venstrefløjen om deres holdning til valget.
Søndag den 20. september vandt Alexis Tsipras og Syriza en overraskende sikker valgsejr til det græske parlament.
Mere end 35 procent af grækerne satte kryds ved Syriza og gav dermed deres opbakning til venstrefløjspartiet, der dannede regering på et program imod EU-sparediktater i februar, men i juli underskrev en aftale med EU og IMF om en skrap sparekurs under control af EU-institutionerne.
Syriza opnåede stort set lige så stor en andel af stemmerne ved søndagens valg som det gjorde ved valget i januar.
På grund af de græske valgregler sidder Syriza på 145 ud af 300 pladser i det græske parlament.
Partiet ventes at fortsætte en koalitionsregering med det lille nationalistiske parti De uafhængige grækere, der også forkortes Anel.
Syriza lover søndag aften at leve op til alle aftaler med EU, så aktørerne på de international børser kan ånde lettet op.
Næststørst blev det konservative parti, Nyt Demokrati, der opnåede cirka 28 procentpoint. Det er en lille fremgang fra valget i januar.
Det fascistiske parti Gyldent Daggry gik marginalt frem og opnåede syv procent af stemmerne. Det er det tredjestørste parti i det græske parlament med et enkelt sæde mere end socialdemokraterne i Pasok.
Det nye parti, Folkelig Enhed, som består af udbrydere fra Syriza, led et eklatant nederlag. Det fik 2,89 procent af stemmerne og missede derfor lige nøjagtigt spærregrænsen som er på tre procent. Inden valget havde partiet 25 parlamentmedlemmer, som havde forladt Syrizas parlamentsgruppe, så det må betegnes som et stort nederlag for kritikerne af Tsipras' linje, at Folkelig Enhed ikke kom over spærregrænsen.
Det autoritære kommunistparti KKE fik 5,5 procent ligesom sidst og fastholder sine 15 pladser i parlamentet.
Den venstreradikale alliance Antarsya var igen langt fra spærregrænsen med kun 0,85 procent af stemmerne.
Alt i alt ligner valgresultatet det, man så ved valget i januar. Forskellen er, at Syriza nu forsvarer nedskæringspolitikken, og at kritikerne fra Tsipras' bagland nu står uden parlamentarisk repræsentation.
Valgdeltagelsen var på beskedne 55 procent, hvilket er ni procentpoint lavere end ved forrige valg.
Modkraft mødte på valgaftenen tre grækere med tilknytning til venstrefløjen.
Antony Lemanis stemte på Syriza:
– Syriza er Grækenlands håb. De er anderledes end de andre partier. Tsipras er en ærlig mand, han er ung, han har følelser og han elsker sit land. Han vil skaffe jobs, styrke økonomien og give befolkningen håb og mod til at udfordre kapitalismen, siger han.
– Jeg stemte nej ved afstemningen om EU-aftalen. Men det var ikke muligt for Tsipras at opnå et bedre resultat lige nu.
– Jeg bor på gaden nu. Ingen job, ingen lejlighed, jeg har ingenting. Jeg er 30 år og vil gerne stifte familie og have et godt liv.
– Jeg har ikke brug for tomme ord, men for politikere, der kæmper for den jævne græker. Tsipras repræsenterer mig, mens de rige stemmer på det konservative parti, siger han.
Kostis Benning stemte på Folkelig Enhed:
– Valgresultatet er rigtigt trist for den græske befolkning, og for venstrefløjen. Nu består parlamentet kun af partier, der støttede memorandummet, hvis man ser bort fra nynazisterne i Gyldent Daggry og kommunisterne i KKE, som ikke deltog aktivt i afstemningen, og som ikke deltager i klassekampen nu.
– Det bliver en hård omgang, for der er ingen i parlamentet, der repræsenterer kampene uden for og folkets behov. Det er en katastrofe, at venstrefløjen ikke har en stemme i parlamentet, der udtrykker et alternativ og behovet for en »Plan B«, der kan få os ud af krisen og nedskæringspolitikken.
Giorgos, der ikke vil have sit efternavn og billede på Modkraft, stemte ikke til valget:
– Jeg synes, valgresultatet er en stor sejr for dem, der ikke stemte. Man kan godt sige, at vi blev det klart største parti med 45 procent af grækerne.
– Folk har mistet håbet og ønsker at sende en budskab om den politiske situation. Hvis jeg skulle have stemt, ville det blive Antarsya, men de havde alligevel ikke en chance for at komme ind eller for at gøre en forskel.
– Alle de andre partier ønsker EU og nedskæringspolitik. Syriza, Nyt Demokrati, Pasok og hvad de ellers hedder, de er hånddukker for Merkel. De repræsenterer ikke den græske befolkning.
– Valgboykottet skal kombineres med andre ting. Én af dem er optøjer og protester: pladsbesættelser, angreb på parlamentet og så videre. Det er den eneste chance for at ændre tingenes tilstand.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96