Græsk 'aftale' med eurogruppen: Grækenland i gældsfængsel i årtier

Indledning

Det skal til en start præciseres, at der selvsagt ikke er nogen diskussion om, at skiftende tidligere græske regeringer selv bærer et betydeligt medansvar for Grækenlands økonomiske misere og at grækerne selv bidrage til løsningen fx gennem at rydde op i deres klientilistiske politiske system og i deres ineffektive skattesystem. [1]

Ligesom det er indiskutabelt at Grækenland selv har optaget lånene og naturligvis ikke skal fritages for at tilbagebetale gæld, i hvert fald i det omfang det er økonomisk muligt (nærmere herom længere fremme)

Det må også anerkendes, at der er elementer i den indgåede aftale mellem eurozonen og Grækenland, som peger i den rigtige retning, fx at skattegrundlaget skal udbygges og at den offentlige administration skal moderniseres (idet der dog må tages forbehold for, hvad eurozonen egentlig lægger i de meget generelt formulerede punkter).

MEN: Det må samtidig på den anden side stå fast, at gældsproblemerne ikke blot skyldes grækerne (sydeuropæerne) selv, men også er et resultat af euroen selv, der har forringet Grækenlands og de øvrige sydeuropæiske landes konkurrenceevne overfor Tyskland og Nordeuropa gennem en implicit opskrivning af Sydeuropas valutakurser henholdsvis en nedskrivning af valutakurserne for Tyskland og Nordeuropa.[1A]

Og det må også stå fast, at selv om Grækenland (og de øvrige sydeuropæiske lande) selv har optaget lånene, så må de europæiske storbanker (og dermed deres hjemlande), som har givet lånene også have et medansvar for gældsopbygning ved ikke at have foretaget fornøden vurdering af kreditværdighed og risiko hos låntagerne.[1B]

Og det må ikke mindst stå fast, at den ”aftale”, som eurozonen og ”trojkaen” nu den 14.07.15 har dikteret den græske regering, løser intet, men forværrer tværtimod Grækenlands økonomiske situation.

På trods af den nedadgående spiral, som sparepolitikken allerede har sendt den græske økonomi i, er ”aftalen” udtryk for med endnu hårdere sparekrav fra EU – toppens side. Samtidig med, at der på ingen måde er fundet en løsning på den græske gælds manglende bæredygtig – tværtimod tyder alt på, at ”aftalen” vil forværre Grækenlands gældssituation.

”Aftalen” er da også kun blevet til noget ved, at EU toppen satte den græske regering pistolen for panden: Skriv under – eller I bliver smidt ud (angiveligt for 5 år, men er der nogen der tror på den midlertidighed).

Med ”aftalen” er Grækenland reelt sat i gældsfængsel og dømt til tiltagende forarmelse de næste mange år. Og som tilfældet ved gældsfængsel er Grækenland er reelt umyndiggjort de næste mange år og det græske demokrati i praksis sat ud af funktion.

Aftalen viser, at der med euroen kun er en politik mulig i EU: En monetaristisk sparepolitik. Og kun en politisk udvikling: En stadig stigende magtcentralisering i EU toppen på bekostning af direkte og nationalt demokrati.

”Aftalen” s hovedelementer

”Aftalen” mellem Eurozonen og trojkaen på den ene side og den græske Syriza – regering på den anden side kan inddeles i 3 hovedgrupper[2] :[3]

1.  Akutte besparelser:

Senest 15. juli skal det græske parlament have vedtaget 4 hasteindgreb som love:

• Moms og skattesystemet skal ændres, således at skatteindtægterne forhøjes: Grækerne kan selv bestemme hvordan, men der har været talt om at forhøje momsen på restauranterne fra 13 til 23 % og hæve selskabskatten fra 26 til 28 %
• Pensionssystemet skal ændres, så pensionsalderen bliver 67 eller efter 40 års tjeneste
• Hvis budgetmålene ikke opfyldes, skal der sikres automatiske nedskæringer.

2.  Struktur” reformer”:

• Grækenland skal seneste oktober 2015 have vedtaget en ambitiøs pensionsreform
• Grækenland skal gennemføre en ambitiøs reform af handelslivet ifølge OECD – anbefalinger
• Grækenland skal gennemføre reformer på arbejdsmarkedet
• Den finansielle sektor skal styrkes og senest 22. juli skal det græske parlament have indført EU regler for genopretning og afvikling af banker
• Endvidere skal det nationale statistiske kontor sikres fuld uafhængighed.
• Grækenland skal privatisere værdier for 50 mia. euro. Disse skal overføres til en uafhængig fond, der skal stå for privatiseringen.
• Grækenland skal slanke og afpolitisere den offentlige administration. Forslag hertil skal være parat 20. juli.

3.  Øget EU styring:

• Grækenland skal give EU-kommissionen, ECB og IMF adgang til i Athen at overvåge implementeringen af den aftalte politik. Regeringen skal også konsultere og have grønt lys fra de 3 institutioner for alle relevante lovforslag i passende tid, før de fremsættes
• Den græske regering skal rulle alle tiltag tilbage, der er besluttet i modstrid med en tidligere aftale fra 20. februar i år med mindre andre tiltag kan udfylde hullet.´

Grækenland forarmes yderligere

Med aftalen har EU – toppen tilsidesat den græske regerings, men også den økonomiske sagkundskabs indvendinger mod sparepolitikken. [4]

Tværtimod vil sparepolitikken skulle intensiveres over de kommende år, idet overskuddet på den græske stats primære balance (dvs. før gældsbetalinger) fra 1 procent i 2015 skal stige til 2 procent i 2016. [5] Dette er en ganske stor stigning i overskuddet på den offentlige primære saldo, som vil kræve betydelige budgetforbedringer.

Den græske regering får ganske vist lov til at forhøje skatteindtægterne og udvide skattegrundlagt efter egen bestemmelse. Det må anerkendes, at det vil være godt, hvis det hermed lykkes den græske regering (som gerne vil det) at begrænse skatteunddragelse og udbygge beskatningen af virksomheder og af de økonomisk velstillede. Derimod er det mindre godt, hvis det blot betyder, at den græske moms på 23 procent blot udstrækkes til flere varer og flere borgere, idet det vil vende den tunge ende nedad og reducere efterspørgslen i økonomien.

Men om skatteforhøjelserne alene kan opfylde de anførte meget krævende mål for forbedring af den primære offentlige balance må anses for meget tvivlsomt. Og sker der ikke de nødvendige provenuforbedringer via øgede indtægter, skal der ifølge ”aftalen” gennemføres automatiske nedskæringer i stedet. Dvs. besparelser kan meget hurtigt komme på dagsordenen igen i de kommende år.

Og dermed er vi tilbage i sparepolitikkens ødelæggende virkninger på den økonomiske vækst og arbejdsløsheden, hvorved statsunderskud og gæld blot vil vokse. Derimod er der i aftalen ikke nogen videre hjælp at hente til investeringer, udvikling af produktivitet og jobskabelse, som kunne forbedre økonomien og skabe et overskud at betale tilbage af.

Hvis Grækenland er i et hul, rækker eurolandene landet en spade og beordrer det til at blive ved med at grave.[6]

Brandudsalg af græske aktiver

Ganske vist skal der sælges græske statsvirksomheder og græsk statsejendom for 50 mia. euro (ca. 370 mia. kr.). Men man stille et stort spørgsmålstegn ved, om der er nogen realistisk udsigt til at Grækenland kan rejse dette beløb på denne måde i løbet af de næste 3 år. Med Grækenlands økonomiske deroute er også værdien af græske aktiver faldet. Og med et så omfattende udbud på kort tid kan det næppe komme til at ske til andet end købers marked – dvs. de græske aktiver vil blive solgt til spotpriser. 

Tilmed vil privatiseringerne ikke give den græske regering mange penge til at investere og få sat gang i økominen, hvad der jo ellers er et skrigende behov for og hvilket vil være forudsætningen for at Grækenland har noget at betale tilbage af.

For af salgsprovenuet kan den græske stat selv kun disponere over 25 % af salgsprovenuet, idet 50 % skal gå direkte til kapitalindsprøjtninger til landets trængte banksektor og yderligere 25 % skal gå til afdrag på lån. [7] Den græske regering kan således kun disponere over 25 % af et provenu, som efter alle solemærker at dømme bliver langt mindre end 50 mia. kr. Og samtidig mister den græske stat driftsindtægterne fra de solgte statsvirksomheder.

Det må derfor betragtes, som meget tvivlsomt, hvorvidt den græske regering samlet set ud af disse privatiseringer vil kunne hente noget videre provenu til at investere i udvikling af økonomien.

Fattiggørende strukturreformer.

Alt i alt sendes Grækenland med ”aftalen” videre i den dødsspiral, som sparepolitikken har sendt den græske økonomi i, idet der nu suges endnu mere købekraft og efterspørgsel ud af økonomien, hvilket kun kan dræne økonomien yderligere for vækst. Dette vil i sig selv og dermed vil virke i retning af forværring af arbejdsløshed, statsunderskud og gæld.[8]

Hertil kommer, at de krævede ”strukturreformer” også umiddelbart vil virke i retning af større arbejdsløshed, idet fx forhøjelse af pensionsalderen øge udbuddet af arbejdskraft og dermed mængden af arbejdssøgende, men ikke i sig selv vil skabe flere jobs. Dette vil hermed i sig selv også trække i retning af større statsunderskud og gæld.

Samtidig er der med disse elementer i ”aftalen” udsigt til yderligere fattiggørelse af den græske befolkning, idet der fra eurozonens side er lagt op til, at den videre reform af pensionssystemet skal afskaffe solidaritetstillægget til de fattigste pensionister og udsigt til mere brugerbetaling i sundhedssystemet.[9]

Stadig håbløs gældsbyrde

Hvad der er endnu værre er, at ”aftalen” umiddelbart ikke stiller nogen reduktion i den græske gæld i udsigt tilgengæld for de hårde krav om ændringer i den løbende økonomi. Først når Grækenland har vedtaget de krævede besparelser og ”reform” krav vil EU indlede forhandlinger om en lånepakke på 85 mia. euro. Men disse nye lån skal imidlertid primært gå tilbagebetaling, afdrag og renter på gamle lån.

Det hedder nemlig direkte i ”aftalen” at såkaldte ”haircuts” af gælden ikke kan gennemføres. [10] Dvs. at eurozonen har på forhånden udelukket at barbere af eller nedskrive på gælden.

Dette er ellers, hvad der er et skrigende behov for. Ifølge en aktuel analyse fra IMF vil Grækenlands gæld i løbet af den næste 2 år mindst vokse fra nuværende 177 % af BNP til 200 % af BNP. Og om 7 år – i 2022 vil Grækenland blot være tilbage ved udgangspunktet med en gæld på 170 % af BNP. [11].

Eurogruppen er dog ”rede til at overveje yderligere tiltag (længere frister og betalingsperioder)”. [12]
Men vil Eurogruppen kun give gældslempelse på denne måde, tvinges man til drastiske tiltag for at det skal have nogen effekt. Ifølge IMF vil det så være brug for en udvidelse af lånenes løbetid med en afdragsfriperiode på 30 år [13] – dvs. at Grækenland først begynder at afdrage på gælden i 2045.

Skal der i samme periode stadig løbe rente på gælden for at bevare lånenes værdi for kreditorerne, således som Tyskland har antydet, at man vil kræve [14], vil den græske gæld på dette tidspunkt være vokset til endnu mere astronomiske – og ubetalelige – højder.

Tilmed bygger aftalen ifølge IMF på alt for optimistiske forudsætninger om, at Grækenland kan øge sit overskud på statsbudgettets primære balance til 3.5 % årligt og holde det her i flere årtier, hvilket er noget som stort set ingen lande har formået tidligere. IMF stiller også spørgsmålstegn ved en anden forudsætning for aftalen om, at Grækenland fra at have lavest vækst i EU kan gå til at være EU mester i vækst. [15]

Ifølge IMF kan Grækenlands gæld derfor kun blive bæredygtig, hvis der gennemføres langt mere omfattende tiltag til at lette gælden end EU hidtil har været villig til at tage under overvejelse.

Som ”aftalen” er formuleret vil Grækenland selv hvis EU bevilger en ny lånepakke umiddelbart stå med andre ord tilbage med en endnu større gældsbyrde og uden nogen jordisk chance for nogensinde at komme ud af gælden. Konsekvensen af ”aftalen” er med andre ord at Grækenland vil blive mere og mere forarmet og fattiggjort af endeløse besparelser uden nogen udsigt til at komme ud af sit nuværende gældsfængsel.

Græsk demokrati tilsidesat

Hertil kommer, at aftalen også har vidtrækkende politiske konsekvenser.

Ifølge aftalens ordlyd skal EU toppens slet og ret godkende al græsk lovgivning af betydning. Grækenland.

Ja, EU toppen dikterer – som fremgår - ikke bare den græske regering, men også det græske parlament helt ned i detaljer, hvad der skal besluttes. Og styringslysten er stor, hvad interessen for fx græske handlendes åbningstider vidner om. [15A] Den internationalt kendte økonom, Poul Krugman, har ligefrem karakteriseret det skete som et ”kup”.[15B]

Der tales også direkte om, at den nuværende græske Syriza – regering ikke kan fortsætte, men muligvis vil blive erstattet af en ”teknokrat” – regering, som har EU s tillid, således som det skete i 2011, da daværende PASOK – premierminister Papandreou blevet fejet af banet og afløst af den EU - venlige nationalbankdirektør Papademos. [16]

Ikke blot den valgte Syriza – regering og det græske parlament er således sat under administration. Aftalen med EU har også uden at blinke fejet den græske folkeafstemnings overvældende nej til sparepolitikken til side.

EU – toppen har således igennem hele forløbet fastholdt sin uforsonlighed overfor Grækenland og de græske myndigheder, ja den endelige aftale er af iagttagere blevet karakteriseret som ”et hævntogt” og ”en ydmygelse” af Grækenland [17] som gengæld for afvisningen af sparepolitikken ved folkeafstemningen.

Hele det græske demokrati er hermed af hensyn til euroen blevet tilsidesat, ja fornedret, af EU toppen.

Også her sætter det græske eksempel tingene på spidsen, men der er grund til at minde om, at vi i de øvrige Sydeuropæiske lande i kølvandet på gældskrisen også har set vidtrækkende indgreb i og diktater af de nationale regeringers økonomiske politik, ja tilmed også set indsættelse af en EU venlig teknokrat – regeringen i en af EU s største økonomier, Italien.

Euroen ensbetydende med sparepolitik.

Udvikling omkring Grækenland har på mange måder stillet fokus på en række grundlæggende problemer omkring europrojektet og EU s valutaunion.

På trods af de negative konsekvenser af sparepolitikken har EU toppen som fremgået valgt at fortsætte og intensivere denne.

Der er grund til at minde om, at sparepolitikken overfor Grækenland ikke er et særtilfælde, men at den samme politik mere eller mindre har været ført overfor alle Sydeuropæiske lande, ja faktisk har været den anbefalede økonomiske politik i hele EU, jf. Finanspagten.

Og at et gennemgående træk for alle sydeuropæiske lande også har været, at EU primært har ydet lån til at tilbagebetale eksisterende lån (og dermed gøre EU s egne storbanker fri af lån til Grækenland). Mens der ikke er blevet givet EU støtte til investeringer, produktivitetsudvikling og jobskabelse på trods af, at der i eurozonen og EU er et grundlæggende problem omkring lavere produktivitet og konkurrenceevne i de sydeuropæiske økonomier. [18]

At EU således konstant har ført sparepolitik og ikke vækstpolitik kan ikke betragtes som nogen tilfældighed, men ligger i direkte forlængelse af de ”Konvergenskriterier” for medlemskab som lå i ”Vækst – og Stabilitetspagten” og senest nu er nedfældet i udvidet omfang i ”Finanspagten”, hvor målene ikke er vækst og beskæftigelse, men handler om balance på de offentlige finanser gennem snævre grænser for statsunderskud og statsgæld.[19]

Vi kan nu med Grækenland som det mest ekstreme eksempel se, at euroen og ØMU´en og den monetaristiske økonomiske tankegang, som ligger bag ØMU´en [20], på grund af disse snævre rammer rettet mod ekspansiv økonomisk politik og finanspolitik langt hen ad vejen vil umuliggøre en vækst -og jobskabende økonomisk politik.

En sparepolitik, som ikke bare i Grækenland, men i de øvrige sydeuropæiske lande, konsekvent er blevet forlangt udmøntet igennem forringelser af offentlige ydelser og besparelser på offentlig beskæftigelse. Dvs. på velfærdens bekostning.

Vi kan således konstatere, at euroen ikke bare indskrænker det økonomiske politiske mulighedsrum til sparepolitik og udbudsøkonomisk politik, men direkte sigter mod en neoliberalistisk ”austerity” politik dvs. mod indskrænkning af velfærdsstaten.

Europrojektet medfører centralisering

En sådan reduktion af velstand og velfærd for den brede befolkning kan naturligvis ikke ske uden protester fra store vælgergrupper, hvilket vi jo også har set i en række sydeuropæiske lande, navnlig Grækenland og Spanien.

Derfor er det ikke tilfældigt, at vi som konsekvens af euroens karakter af anti - velfærdsstatsligt projekt, også ser en stigende tendens til centralisering af den økonomisk politiske magt i EU – toppen, ja endog uden for denne i de helt udemokratiske institutioner, ECB og IMF.

Denne centralisering er slet og ret svaret fra EU toppen på det grundlæggende problem, at denne monetaristisk, neoliberalistisk inspirerede økonomiske politik i EU på ingen måde er demokratisk vedtaget, men primært er forankret i EU – institutionernes top og dermed savner demokratisk legitimitet.

Centraliseringen af magten i EU – toppen skal slet og ret løfte beslutningsmagten for den økonomiske politik væk fra det demokratiske niveau og dermed bringe sparepolitikken udenfor rækkevide af modstanden i de nationale demokratier imod austerity-politikken. 

Det er af mange iagttagere blevet peget på som et problem, at der i forbindelse med finanspolitikken mangler en demokratisk fastlæggelse heraf i EU regi.

Men som det græske eksempel mest ekstremt viser, så er det demokratiske underskud i forbindelse med sparepolitikkens fastlæggelse ikke et problem, men tværtimod løsningen.

Med andre ligger der også i hele europrojektet ikke blot en iboende sparepolitik på bekostning af velfærdsstaten, men også en magtcentralisering på bekostning af demokratiet

Henrik Herløv Lund, økonom og velfærdsforsker - cand. scient. adm.
Uafhængig

HENVISNING:
Jeg udgiver nyhedsbrevet KRITISKE ANALYSER" (om velfærd, økonomi og neoliberalisme).
Vederlagsfrit abonnement kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk
Alle rapporter og artikler kan downloades på www.henrikherloevlund.dk   under "Artikler og rapporter"
Det fulde notat inkl. dokumentation, illustrationer og noter kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/Artikler/Graeskspareaftalejuli2015.pdf  

NOTER: