Grænseoverskridende skattesnyd

De frie kapitalbevægelser har muliggjort omfattende skatteunddragelse og direkte snyd. International handel er også sin egen guldgrube for fikum-dikum. Man kan overfakturere og underfakturere, det første typisk ved import og det sidste ved eksport, men der er også krydssituationer.

Alt det gør, at statskasserne i både u- og overudviklede økonomier lider tab i forhold til lovgivningen og dens intentioner. De rige muntrer sig i skatteparadiser, og der gøres meget for at tiltrække dem.

Skatteunddragelse (på engelsk: tax avoidance) er på kanten til det ulovlige, mens skattesnyd (på engelsk: tax evasion) er en tak værre, nemlig en omgåelse af reglerne ved at skjule penge eller direkte fifle, dvs. fænomenet nærmer sig regulært skattesvig.

Denne sondring nævnes kun for fuldstændighedens skyld, for der er glidende grænseovergange mellem unddragelse og snyd.

De virale netværk hjælper skatteunddragelse snarere end det modsatte. IT-systemer giver mulighed for kontrol, men også for fantasifulde selskabskonstruktioner af en type, man knap nok kan forstå.

Den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA synes heller ikke at have kastet sit net ud over virksomheder med samme intensitet, som den kortlægger borgeres og politikeres kommunikation.

Men en del opmærksomhed er nu sat på skattesnyd og skattely. Desværre lever foranstaltningerne ingenlunde op til opgaven.

Køb et statsborgerskab

Financial Times havde et fint magasin indlagt i sin papirudgave den 29. oktober 2014. Belong, hed det. Føl dig hjemme, kan man vel bedst oversætte det til.

Den lækre publikation tilbyder ’citizenship by investment’, altså borgerskab gennem investering, i de små østater St. Kitts & Nevis og Dominica i Caribien.

For at få et statsborgerskab via sin finansielle styrke kræves henholdsvis USD 400.000 og USD 250.000 i investering i ejendom eller en økonomisk udviklingsfond i St. Kitts. De tilsvarende beløb er USD 200.000 i ejendomskøb og USD 100.000 i en udviklingsfond i Dominica.

Der lokkes med naturskønhed, klima, golfbaner, lækre hoteller, evig fest og maritime udskejelser samt pragtfulde lejligheder eller muligheden for at bygge sin drøm selv.

Initiativet lanceres som en del af landenes udviklingsstrategi, som en måde at få kapital til dem på. Tilbuddet nævnes at være henvendt til folk fra ustabile regimer. Men måske er der også andre, der vil være interesserede.

Da Hongkong nærmede sig indlemmelsen i Storkina, sørgede en del velstående borgere for at få statsborgerskab i f.eks. Belize eller endog Canada, der også havde sat salgsboder op for at byde nye rige beboere velkommen.

Hvis man går ind på ICIJ's (International Consortium of Investigative Journalists) database, kan man se, at der er 1.314 listede off-shore selskaber på de to små øer, der tilsammen udgør det uafhængige land, St. Kitts og Nevis.

Der er også et vist kvantum ’officers and master clients’ (44), der er mellemmænd og agenter. Dominica har ingen offshore enheder og kun fire mellemmænd, så det land tyder på at bestå af de rene novicer.

Bag de fine brochurer ligger der nogle helt andre og mere gustne realiteter.

Køb af statsborgerskab eller opholdstilladelse er mest interessant for dem, der har noget at gemme bort, nemlig indtægter, der opnås ved illegale midler, eller som ikke ønskes beskattet.

Bopæl uden skattebetaling

Schweiz tiltrækker rige udlændinge ved at tilbyde beskatning på deres ejendom, men ikke på indkomst tjent i andre lande. Beskattes den indkomst heller ikke i oprindelseslandet, kan man begribe, hvordan de rige kan undgå at betale særlig meget i skat.

Tit fanges de i, at de ikke bor i Schweiz så meget af tiden, som de foregiver. Amerikanske statsborgere skal deklarere deres indkomst, uanset hvor i verden de har opholdstilladelse. Også selvom de har dobbelt statsborgerskab.

UK har også i mange år tilladt udlændinge med midlertidig bopæl (residence) kun at betale skat af, hvad de hjemtager til forbrug. Det har været med til at få huspriserne i London til at gå i vejret.

Princippet kaldes beskatning på ’remittance basis’. Kun indkomst tjent i UK beskattes lokalt. Der er dog den hage ved det, at når man har boet i UK i syv år, skal man betale en sum på 30.000 pund.

Så er det om at rykke ud i tide eller have en god skatterådgiver som f.eks. Ernst & Young, der har lavet en net lille sag om ’remittances’ med et afsnit om skatteplanlægning.

Også Portugal er kommet på den galej. Med € 500.000 puttet i ejendom kan man bo i Portugal i fem år og bagefter søge permanent ophold.

For nylig er det blevet afsløret, at nogle af pengene er gået i embedsmænds lommer (se Khalaf (2014).. Så naturligvis er der et link til direkte korruption også.

Et estimat af, hvad sådanne ordninger indbringer, er USD 5 milliarder i investeringer for opholdstilladelse og USD 2 milliarder for statsborgerskab. Med en vækst for begge dele på 20 % om året.

Skattely for virksomheder

Der er grænseovergange mellem individ og virksomhed.

Seychellerne, der er højt på listen over offshore pengehvidvaskere, vedtog i 1995 en økonomisk udviklingslov, der gav enhver udlænding, der investerede mindst 10 millioner dollars i den lokale økonomi, immunitet fra retsforfølgelse og udlevering.

Det giver vel sig selv, at den retsforfølgelse det drejer sig om, har at gøre med, hvad agenterne har gjort i et selskabs navn.

Det har ført til stor interesse fra rige businessmen, der har investeret i at gøre landet til et luksusturistmål. Det har på den anden side ført til ringe udvikling for den lokale befolkning.

I 2008 blev landet nødt til at få en redningspakke af IMF på USD 2,8 milliarder.

Amerikanske myndigheder mente, at ”korruption er den kritiske grund til, at et land så velstående som Seychellerne har lidt under så mange vedvarende økonomiske problemer.” (Shaer, Hudson og Williams (2014)).

Det er klart, at status som skatteparadis kræver medspil af lokale politikere, der tager sig selv og kun sig selv og de nærmeste vel betalt for tjenesterne.

Seychellerne er først og fremmest led i et omfattende netværk af skuffeselskaber, der vasker sorte penge hvide.

Ovennævnte artikel om Seychellerne skriver bl.a. om, hvordan de største banker i verden er indrulleret i offshore games, hvor de ikke tager hensyn til deres hjemlandes politiske interesser:

”Mange af verdens største banker – inkl. HSBC, JPMorgan, Chase & Co – er blevet straffet for ikke har have fulgt reglerne mod hvidvaskning af penge. Barclays betalte USD 298 millioner for at forlige strafbare anklager i USA om, at det havde flyttet hundreder af millioner af dollars på vegne af banker og individer i Cuba, Iran, Libyen og andre paria-stater.”

Selvom Seychellerne excellerer i russisk mafia og andre i vestens lande tvivlsomme folk, er øgruppen i tur og orden i ledtog med de caribiske skattely, hvor de mest kendte er de britiske oversøiske territorier, Cayman Islands og Bermuda.

Her indregistrerer virksomhederne deres holdingselskaber eller ejerstrukturer, hvor der ikke er nogen udbytteskat. Dvs. først undgår selskaberne skat og derefter gør ejerne det også.

Men den skandale, der har rykket mest for nylig, er Luxemburgs samarbejde med skattelysøgende virksomheder om at lave aftaler om skatteunddragelse, dvs. maksimal udnyttelse af eksisterende regler og huller for at undgå at betale skat.

Luxemburg-finten består i, at koncernerne sætter en virksomhedsstruktur op i Luxemburg. Ved køb af et firma i f.eks. Danmark låner køber penge af sig selv i Luxemburg.

Renterne er typisk ret høje. Firmaet, der købes i Danmark, trækker renterne fra i sine lokale indtægter.

Ud over det registrerer firmaet fuldt legalt sine intellektuelle rettigheder i selskabet i Luxemburg, hvor 80 % af sådanne indtægter er skattefri. Alene derfor er det klart, at mange patenter osv. indregistreres i storfyrstendømmet.

Da multinationale derudover påstår at investere så voldsomt og tjene så lidt i Danmark og tilsvarende lande, undgår de let helt at betale virksomhedsskat i de lande, hvor deres reale operationer foregår. Det kender vi mange eksempler på i Danmark.

Men i Luxemburg beskattes koncernerne heller ikke eller meget lidt, selvom selskabsskatteprocenten i princippet er på 29 % (KPMG’s tabeller præciserer procentsatsen til 29,22%), for landet tillader, at dividender går fri for beskatning, hvis aktiekapitalen er tilstrækkelig stor.

Derfor transformerer virksomheder gerne deres lån til hybridlån (dvs. en slags aktie med fast dividende, dvs. det er en obligation, der har så lang løbetid, at det virker, som om lånet ikke betales tilbage, men det kan som aktiekapital indgå i basiskapitalen. Lånene er dog også giftige, hvis noget uventet indtræffer, for renten er typisk ret høj. Dong har excelleret i sådanne lån) og lader rentebetalingen gå til Luxemburg, hvor de betragtes som dividende.

or nu for alvor at undgå at betale skat føres pengene derefter et tredje sted hen, nemlig til en tropeø, hvor ejerne får deres udbytter via holdingselskaberne. Luxemburg er nødvendig som bopæl for moderselskabet, for ellers skulle der betales virksomhedsskat i Danmark.

Tilsyneladende har Luxemburgs regering dummet sig, for den har forhåndsgodkendt den beskatning, som de kæmpefirmaer, der har adresse i landet, har ønsket at betale. Resultatet er så lav en skat som omkring 1 % af de overførte profitter.

I parentes bemærket er selv den lille sats nok til at gøre Luxemburg ekstremt velstående. Det viser noget om størrelsesordenen af de summer, der jongleres med.

Anklagen mod Luxemburg er nu, at det subsidierer virksomheder gennem ulovlig statsstøtte. Interessant at følge, om der sker noget denne gang, og om Jean-Claude Juncker som tidligere statsminister bliver trukket med i faldet.

I første omgang overlevede han en tillidsafstemning i Europa-Parlamentet. Der sker ham nok ikke noget.

Multinationales ’skattetænkning’ gennem interne handler

Men lad os kigge mere på de beskatningsprincipper, der gælder for firmaer, der opretter datterselskaber og handler med og finansierer sig selv på kryds og tværs.

Ifølge Gabriel Zucman, der er i vælten for sin artikel, ”Taxing across Borders: Personal Wealth and Corporate Profits” (2014), blev tre principper for beskatning af grænseoverskridende virksomhed udviklet i 1920’erne i Folkeforbundets regi:

1. skatten skal betales, hvor produktionen, tjenesten eller anden aktivitet foregår,
2. værdien af interne handler skal fastsættes i henhold til markedsprisen (armslængdeprincippet), og
3. aftaler om beskatning skal som udgangspunkt håndteres bilateralt og har som mål at lokalisere profitskabelsen.

Derfor har vi fået en masse dobbeltbeskatningsaftaler mellem to lande, den ene mere indviklet end den anden. De er ikke nødvendigvis konsistente, hvad der giver rige muligheder for ’traktat- shopping’.

Nu om dage er der også aftaler, der er fælles for flere parter, f.eks. har de nordiske lande og Færøerne én fælles aftale, og mange lande bygger på en modeloverenskomst fra OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling med hovedkvarter i Paris).

Hvis vi antager, at intentionerne var at komme op med klare, entydige og altomfattende regler, må man konstatere, at det ikke er lykkedes.

Man kan i og for sig godt forstå dilemmaerne: Merværdien skabes i produktionsleddet, men realiseres i distributions- og salgsleddet.

Samtidig er der forskellige priser på samme gode i forskellige lande. Dvs. prisen på computere er meget lavere i et produktionsland som Kina end i USA, hvilken pris gælder ved beskatning hvor? Hvis profitten lægges i sidste led, skal Kina så ikke have skatteindtægter?

Og næste spørgsmål er, om ikke også salgsleddet kan undgå skatten. Man kan naturligvis sige, at der er en standard produktionspris, dvs. omkostning plus gennemsnitsprofit, og på den baggrund bør beskatningen i produktionslandet fastlægges.

Det er også det, man tilstræber på basis af fortjenesten af uafhængige producenter inden for samme område.

Armslængdeprincippet lider af, at mange halvfabrikata eller mellemled i den digitale verden ikke har en markedspris, dvs. uafhængige producenter.

Det gælder også nogle naturressourcer. Bauxit har f.eks. ikke en noteret verdensmarkedspris, således som dets raffinerede produkt aluminiumoxyd har. Det er sidstnævnte, der indgår som råmateriale i produktionen af aluminium.

Således kan aluminiumskonglomerater let sætte prisen på bauxit meget lavt i minelande i det globale syd som Guinea, Surinam, Jamaica osv., hvis det passer dem.

Derfor udregnes royalties i minelande nogle gange som en fast pris per ton, andre gange i forhold til prisen på det endelige mineral.

Armslængdepriser eksisterer nu mellem Kina og Australien, der også udgraver bauxit, men de er ret høje og vil næppe blive accepteret som gældende for fattige lande som Guinea.

I den slags tilfælde er der naturligvis en masse direkte korruption, for multinationale mine- og olieselskaber kan jo godt regne ud, at det er billigere i det lange løb at betale en net sum til en autokrat end en stadig strøm af royalties.

Problemerne er mangfoldige, simpelthen fordi disse principper på ingen måde udtømmer alle de muligheder, virksomheder har i dag for at føre profitter over grænserne, og hvad er omkostninger, hvad er profit?

Dvs. produktionslandsprincippet og profitlandskriteriet kommer i konflikt med hinanden.

Udviklingslande og handel

Ekstern handel burde være nemmere at håndtere end interne værdikæder. Her er der tale om, at armslængdeprincippet i udgangspunktet er indbygget i forholdet mellem sælger og køber.

Men der kan også snydes ved handel, og problemet er især stort ved handler mellem lande, der er på ulige udviklingstrin.

Når varer og tjenester sendes rundt, ledsages de af fakturaer på mængde, pris og kvalitet og en masse tolddokumenter. Først og fremmest skal den pris, der er betalt, angives.

Men lad os se på, hvad der sker.

Problemet antages at udgøre 80 % af de ulovlige eller uden-for-loven flydende penge- og kapitalstrømme fra udviklingslande til de rige lande (hvor de igen kan ende i skattely).

Danida har finansieret et studium (Global Financial Integrity (2014)), der har undersøgt Ghana, Kenya, Mozambique, Tanzania og Uganda, fem hovedmodtagerlande af dansk bistand. Der er tale om ’fejlfaktureringer’ (trade misinvoicing).

Når man overfakturerer for import, er goderne mindre værd end det, der angives.

Motivet kan være at lade som om mindre tjenes i landet selv, og dermed kan man slippe billigere i selskabsskat. Men ikke mindst betyder det, at penge kan indsættes på købers udenlandske konti uden at blive opdaget.

Importunderfakturering fører til, at man kan slippe billigere i told. Husk på, at toldindtægter spiller en stor rolle i fattige lande, så på den måde kan de miste betydelige indtægter.

Nu skulle man så tro, at toldindtægterne typisk ville stige ved overfakturering af importvarer. Men det er der andre måder at slippe for.

Især naturligvis hvis produkterne er undtaget for told, som det tit er tilfældet ved større investeringsprojekter, der kan have opnået skattefordele i byggefasen.

Import til projekter finansieret ved donormidler har traditionelt været uden told, så her kan der være interesse i overfakturering, hvis et lokalt firma har en kontrakt.

Eksportunderfakturering betyder, at sælgeren kan lade forskellen tilflyde en udenlandsk konto. Omvendt, hvis der overfaktureres, kan det være for at få eksporttilskud, men det kan også skyldes en udenlandsk virksomhed, der handler med sig selv, og som overfakturerer udgifterne på grund af ønsket om at undgå beskatning i sit hjemland.

I princippet skulle dette give en indstrømning ind i eksportlandet, men der kan jo netop tit være tredjelande involveret.

Kombinationerne er mangfoldige, og interesserne forskellige, hvis det er importøren i ulandet eller sælgeren i det rige land, der er den dominerende interesse.

Eller hvis motivet er at undgå selskabsbeskatning, spare told og moms, tilrane sig ekstra eksporttilskud eller andet.

Dertil kommer, at der ofte er tale om det hele, for fakturaerne kan være blevet ændret på deres vej gennem verden.

Størrelsesordner

Zucman mener, at 80 % af indeståender på private oversøiske konti på nuværende tidspunkt er uselvangivne. Det er dog en forbedring fra en senatsundersøgelse i USA fra 2008, der fandt, at mellem 85 og 95 % undslap.

Han er endvidere nået frem til, at 8 % af alle verdens husholdningers formuer, svarende til USD 7,6 billioner (altså tusind milliarder), holdes i skattely.

Det oversætter han til et årligt skattetab på USD 190 milliarder, dvs. til en beskatningsprocent på 2,5 % af formuerne, fordi han kun indregner unddragelse på offshore investeringsindkomster og formue- og arveskatter.

Andre mener, tallet er højere. Men det her drejer sig om privatpersoner eller husholdninger, ikke firmaer, og heller ikke de private rigdomme, der investeres gennem skuffeselskaber. Fysisk ejendom, kunst og den slags er også udeladt.

I 2010 vedtog USA en lov (kaldt FATCA eller Foreign Account Tax Compliance Act) der har til hensigt at tvinge udenlandske banker til at indrapportere indeståender på amerikanske borgeres konti hvert år.

Andre lande er i gang med at gennemføre det samme, og en større øvelse foregår i OECD-regi for at få lande til at dele oplysninger (se nedenfor). Regeringerne i Schweiz, Singapore og Luxemburg vil deltage.

Men der er vanskeligheder ved at få bankerne til at give oplysningerne og risiko for at pengene flyttes til nye skattely. Derudover er oplysningerne tit meget komplicerede og, som sagt, indlejrede i skuffeselskaber.

Hvis borgere i større stil føler sig forfulgt af rapportkrav, og hvis de virkelig ikke vil betale skat – eller hvis de tjener deres penge ved illegale transaktioner – har de interesse i at skifte statsborgerskab. Derved er vi tilbage ved begyndelsen.

Zucman forsøger sig også med at udregne selskabsskattetab for USA som følge af skattely.

Udgangspunktet for beregningen er den konstatering, at amerikanske koncerner kun betalte 20 % af deres globale profitter i selskabsskat i 2013 mod 30 % i 1998 (skattesatsen er 35 %).

Dette vurderes til et tab i 2013 på USD 200 milliarder.

Faktum er, at en meget større del af amerikanske virksomheders profitter nu tjenes oversøisk, og at over halvdelen af disse kommer fra skattely.

Derfor kan det meget vel tænkes, at de 20 % er højt sat, for det drejer sig kun om en procentsats i forhold til de kendte profitter.

Det direkte skattetab på grund af brug af skattely kan beregnes til omkring USD 120 milliarder i 2013.

Under alle omstændigheder kan hele forskellen mellem 20 % og 30 % ikke tilskrives skattely. En kritiker, Klein (2014, part 1), mener, at en større del af tabet kan tilskrives sænkningen af selskabsskatteprocenten i mange lande.

Faktum er, at der er et sammenfald mellem faldende skatteprocent og stigningen i brug af skattely.

For at gøre det hele sværere kan skattebetalingen i absolutte størrelser fra de store virksomheders side godt være stigende, for deres globale indtjening er steget astronomisk i de senere år.

Undersøgelsen bag Hiding in Plain Sight finder, at skattetabene var på USD 435 millioner i Kenya om året i gennemsnit i perioden 2002-2011. I de samme år er tabene – i millioner dollars – for Ghana 386, for Tanzania 248, for Uganda 243 og for Mozambique 187.

Mere generelt er en rapport fra samme organisation, Global Financial Integrity, kommet frem til, at udviklingslande mister USD 542 milliarder dollars om året i illegale kapital- og pengestrømme på grund af fejlfakturering.

Tiltag mod skattely

Regeringer er i stigende grad opmærksomme på problemerne og prøver at gøre noget ved dem. USA har f.eks. fået FATCA, som sagt.

Danmark halter bagefter, men har dog sendt skatteinspektører på jagt.

Men her skal lige nævnes de seriøse overvejelser og rapporter, som organisationen for de rige lande, OECD, er i gang med.

I 2013 definerede det 15 indsatsområder under et program, der skal dække alle aspekter af skatteunddragelse og -flugt, og som går under navnet BEPS (Base erosion and profit shifting, står det for, altså ’udhuling af skattegrundlaget og profitflytning’).

De 15 punkter skal håndteres senest i 2015, syv allerede i 2014.

De syv temaer, der allerede er blevet adresseret, om end ikke færdigbehandlet, er:

1. Neutralisere effekterne af hybride mismatch-arrangementer. Et eksempel på det er behandlingen af det samme beløb som rente (et sted) og dividende et andet. Det er klart, at skattetænkning i sig selv fører til skabelse af hybride instrumenter, der netop kan udnytte forskelle. Typisk drejer det sig om at få fradrag for et beløb ét sted, der ikke beskattes i den anden implicerede jurisdiktion. Det er det, der også kaldes ’dobbelt ikke-beskatning’. Det undergraver i den grad skattebasis.
2. Sikre sig, at beskatning svarer til intentionerne i de bilaterale traktater. Dvs. bl.a. undgå traktat-shoppping, altså at bruge den gunstigste traktat ved at flytte rundt på aktiver, rentebetaling på gæld og indtjening.
3. Transfer prissætning skal være på linje med værdiskabelse mht. immaterielle goder.
4. Bedre gennemsigtighed i skatteadministrationen og større klarhed om reglerne for transfer prissætning.
5. Løse udfordringerne skabt af den digitale økonomi.
6. Modificere bilaterale skattetraktater.
7. Rapportere om skadelige skattepraksisser.

Den nylige afsløring af Luxemburg-finten har så vist, at skadelige praksisser lever videre i bedste velgående. På den anden side kan man sige, at afsløringen i sig selv og den tilsyneladende vilje til at gøre noget ved den giver løfte om forbedringer.

Men igen, her i Danmark har vi lige set, at ATP og Danica køber aktier i Dong Energy via skattely (november 2014) , oven i købet nogle af de aktier, som Goldman Sachs købte (Se artiklen »Korruptionens politiske økonomi« i Det Ny Clarté/26, 2015 for historien om Dong Energys opståen).

Konklusion

Det er alt i alt billioner, der unddrages skattejurisdiktioner hvert år. Er det bare grådighed, eller er der en anden, mere eller mindre tilsigtet, konsekvens?

Ved at unddrage regeringer skattebetalinger går magten i stigende grad over til privat kapital. Ingen regering kan mere finansiere store infrastrukturinvesteringer selv. Jean-Claude Junckers udspil om EU-vækst via veje, broer og netværk viser denne afhængighed.

Ironien i, at netop Juncker kan nævnes med to tilsyneladende forskelligartede dagsordner, skulle ikke undslippe nogen.

Den selvsamme Juncker, der har været premierminister i et land, hvis myndigheder har medvirket aktivt til skatteunddragelse eller direkte -snyd, skal nu stå som en helt, der sætter gang i væksten ved at appellere til alle de kapitalfonde og storkapitaler, der omhyggeligt undlader at betale skat.

Pointen er, at almindelige mennesker skal betale en højere pris for den privatfinansierede infrastruktur, end hvis det var staten, der gik på lånemarkedet.

Det er så vel netop denne tilbageholdelsesstrategi over for investeringer, privat kapital excellerer i.

Så vi andre skal være taknemmelige, når de endelig nedlader sig til at bruge deres skattelypenge på noget fornuftigt!

Naturligvis med statsgaranti.

Karen Helveg Petersen er redaktør af tidsskriftet Det Ny Clarté, hvor artiklen også bringes i #26/2015, hvis tema er »Korruption eller netværk?«

Litteratur
Global Financial Integrity, Hiding in Plain Sight – Trade Misinvoicing and the Impact of Revenue Loss in Ghana, Kenya, Mozambique, Tanzania, and Uganda: 2002-2011, maj 2014.

Khalaf, Roula, ”Notebook: Glitter comes off golden visas,” Financial Times, 19. november 2014.

Klein, Matthew C, “The costs of offshore tax evasion, part 1” og “part 2”, Financial Times FTAlphaville, 19. November 2014

KPMG, Corporate tax rates table

OECD, OECD/G20 Base Erosion and Profit Shifting Project – Explanatory Statement, 2014 Deliverables, 2014.

Shaer, Matthew og Michael Hudson og Margot Williams, ”Sun and Shadows: How an Island Paradise Became a Haven for Dirty Money”, 9. Juni 2014

Zucman, Gabriel, ”Taxing across Borders: Personal Wealth and Corporate Profits”, Journal of Economic Perspectives, Volume 28, Number 4, Efterår 2014.