Grøn omstilling nedefra frem for grøn vækst i toppen

Siden sagen om Global Green Growth Institute-sagen (GGGI) foldede sig ud i landets medier i efteråret, har der været heftig kritik af Lars Løkke Rasmussens (V) lemfældige omgang med bistandsmidler.

Som følge af GGGI-sagen, hvor bistandsmidler er blevet brugt på luksusrejser, har kritikken med få undtagelser først og fremmest forholdt sig til selve organisationen GGGI, hvem der vidste hvad og hvornår.

En mere grundlæggende diskussion af, hvad GGGI står for, og hvorvidt vi bør støtte det med bistandsmidler, er imidlertid udeblevet.

Det er en skam, for bag de fortryllende begreber om »grøn vækst« og »bæredygtig udvikling,« som blandt andre den forhenværende udviklingsminister Christian Friis Bach igen og igen har lovprist GGGI for at stå for, ligger en klar vision.

Sat på spidsen går den ud på, at klima- og fattigdomsproblemet blot er tekniske problemer, der skal løses ved, at regeringer i det Globale Syd (Syd- og Mellemamerika, Afrika og dele af Asien) implementerer den ’rette’ lovgivning og faciliterer de ’rigtige’ investeringsprojekter.

Lovgivningen og projekterne belønner ofte erhvervsinteresser, mens almindelige mennesker sjældent får gavn af dem.

Så i lyset af Enhedslistens samråd med Ministeren på onsdag (02.04.2014) om en ny bevilling til GGGI og den store del af bistandsmidlerne, der går til »grøn vækst« og »bæredygtige« formål, er det afgørende, at vi får en grundig diskussion af de fortryllende floskler.

Grøn pyntesyge

Bæredygtighedsbegrebet blev for første gang introduceret i den såkaldte Brundtland-rapport ’Vores Fælles Fremtid’ fra 1987.

Rapporten var prisværdig, idet man for første gang behandlede miljøproblemerne som et samlet problem, der var forårsaget af den økonomiske udvikling og samtidigt fastslog, at denne udvikling er uholdbar.

I sin oprindelige form havde begrebet et progressivt indhold: Man talte om en langtidsholdbar udvikling, hvor fremtidige generationer ikke stilles ringere som følge af nutidige generationers handlinger.

Brundtland-rapporten satte dagsordenen for Rio-konferencen i 1992, der bragte statsledere, erhvervslivet og ngo’er sammen for at diskutere de problemer, som den identificerede. Siden da har Rio-konferencen resulteret i en række FN-konventioner om klimaet, biodiversitet m.m. Det er positivt.

Problemet med rapporten og udviklingen siden er det manglende opgør med vækstbegrebet.

Vedvarende økonomisk vækst, hvor man gennem teknologiudvikling tilstræber at opnå en produktion med mindre materiel- og energiinput, ligger også inden for formanden for kommissionen, Gro Harlem Brundtlands rammer af ’bæredygtig udvikling’.

Dertil kommer, at vedvarende økonomisk vækst i de rige lande er gjort til forudsætning for vækst i de fattige lande. På den måde undgik man diskussionen om de strukturelle mekanismer, der fastholder og uddyber global ulighed og miljøproblemer.

I de efterfølgende år blev begrebet udvandet, tømt for progressivt indhold og indgår nu i alverdens multinationale virksomheders kommunikationsstrategier – uanset hvor meget skade disse i øvrigt forvolder miljøet og befolkninger i Det Globale Syd.

Begrebet har efter 1987 primært legitimeret status quo.

På samme måde som bæredygtighed dengang var det hotte ord, var ideerne om ’grøn vækst’ og ’grøn økonomi’ dominerende op til Rio+20-konferencen i 2012.

Udgangspunktet for konferencen var i høj grad 2011-rapporten fra FN’s miljøprogram (UNEP) ’Towards a green economy: pathways to sustainable development and poverty eradication’.

I den findes en ganske tilforladelig definition på ’grøn økonomi’, der vrimler med forsikringer om en økonomi med »lavt CO2-forbrug«, »effektiv udnyttelse af ressourcer« og »social inklusion«.

Erhvervsliv i centrum

Problemet opstår ved måden, hvorpå dette skal opnås. Vores økonomiers fortsatte afhængighed af CO2-udledende industrier skyldes ifølge rapporten blot en markedsfejl, idet incitamenterne på markedet ikke har været fordelagtige for grønne sektorer.

Løsningen bliver, at incitamenterne skal ændres eller rettes op, så kapitalstrømmene retter sig mod grønne projekter samtidig med, at naturen skal »prissættes« for at frigøre »naturens kapital«, og at den skal »underlægges markedskræfterne«.

Her bliver motiverne klare: Grundlaget for hele den grønne økonomi er, at vækst- og profitrater kan nå nye højder, og regeringslederes og erhvervsrepræsentanters glæde for begrebet skal ses i lyset af, at det giver en behændig (men kortvarig) løsning på det eksisterende systems nuværende krise(r) – uden at stille grundlæggende spørgsmålstegn ved status quo.

Koncepterne, som er fremført af UNEP, er således bygget op om ideen, at »bæredygtig udvikling« og en »grøn økonomi« først og fremmest udvikles ved, at regeringer verden over skaber »de rigtige vilkår« for erhvervslivet.

Ud med status quo-hyrderne

Denne vision for samfundsudviklingen lægger unægtelig op til et parløb mellem internationale teknokrater, der kan tilbyde lovgivningsmæssig rådgivning til regeringer, og et hungrende erhvervsliv, der kan tilbyde kapitalindsprøjtning.

Under både den tidligere og den nuværende regering har danske bistandsmidler i stigende grad fungeret som smørelse i det samarbejde.

Og det er selvfølgelig her, GGGI kommer ind i billedet.

Pointen med GGGI er, at organisationen skal rådgive regeringer om miraklerne ved grøn vækst, hvorefter regeringerne skal gøre deres lande attraktive for udenlandske grønne investorer.

Brud med den grønne vækst

Men den danske udviklingsbistand bør spille en progressiv rolle, der bryder med denne idé om grøn vækst.

I en nylig rapport med den polemiske titel Wake up »before its too late«, med fokus på det globale fødevaresystem har FN’s handels- og udviklingsorganisation UNCTAD, gjort rede for, hvordan et sådan brud og en reel bæredygtig udvikling inden for fødevaresektoren bør se ud.

I modsætning til de tidligere nævnte rapporter er der fokus på grundlæggende systemiske forandringer. Ifølge rapporten er der behov for et skift. Et skift fra konventionel, monokulturel og industriel produktion, stor afhængighed af eksternt input til regenerative smålandbrug.

Det er landbrug, hvor landmændene ikke alene ses som leverandører af fødevarer, men også som ansvarlige for et helt agro-økologisk system, der sikrer en række bredere offentlige goder og ydelser i samfundet (såsom vand, jord, energi, biodiversitet m.m.).

Men som rapporten påpeger igen og igen, vil denne vision kræve et opgør med de herskende tanker om, og interesser i, status quo, hvor det med henvisning til økonomisk rentabilitet og vækst er stordriftsproduktions vilkår, der fremmes, mens økologiske småbønders vilkår – i nord og syd – kontinuerligt bliver undermineret

Samme analyse kan laves inden for en række andre sektorer, hvor stærke interesser også fastholder status quo og underminerer muligheden for en reel bæredygtig udvikling.

Hvis danske bistandsmidler fra klimapuljen reelt skal være med til at løse klodens miljø- og fattigdomsproblemer, bør vi altså ikke sætte vores lid til opblæste tænketanke, erhvervslivet og kapitalstrømme.

I stedet bør vi i langt højere grad støtte kritiske civilsamfundsorganisationer og folkelige bevægelser, der på demokratisk vis kræver en grøn omstilling i deres samfund med udgangspunkt i befolkningens behov og ønsker.

Christian Juhl er udviklingsordfører for Enhedslisten

Artiklen er en lettere redigeret udgave af et indlæg, der blev bragt i Information den 12. februar 2014