Grækenland: Syrisk sultestrejke ryddet af politiet

Græsk politi har mandag den 15. december ryddet Syntagma Pladsen for protesterende syriske flygtninge, der siden den 17. november har sultestrejket foran det græske parlament i Athen. De krævede opgør med den massive grænsekontrol i en stat, der ikke kan sikre dem elementære rettigheder. De sultestrejkende er blevet overleveret til den græske udlændingemyndighed.

Ida Rump og Henri Barbara besøgte de sultestejkende i slutningen af november. Det blev til denne reportage:

Muamar Sabagh er fra Syrien, men har boet i Grækenland de sidste sytten år. Han har siden en gruppe syriske flygtninge begyndte en sultestrejke den 17. november 2014 opholdt sig på Syntagma Pladsen foran det græske parlament for at protestere mod Grækenlands behandling af flygtninge:

– Vejen til Grækenland er livsfarlig, og når vi ankommer her, oplever vi, hvordan landet er som et stort fængsel, siger han.

Modsat de fleste syriske flygtninge på Syntagma-pladsen i Athen har han papirer, der sikrer ham både mod at blive sendt til et deportations-center, hvis politiet skulle undersøge ham. Papirerne giver ham også mulighed for at arbejde lovligt.

Han forklarer, at han er på pladsen for at støtte sine »søstre og brødre«, som er ofre for krig og som nu er fanget i et land, som ikke kan leve op til sit internationale ansvar, og ingenting har at tilbyde til de hundredevis af flygtninge, som ankommer hver dag.

Forholdene i Grækenland

De syriske flygtninge opretholdt strejken foran parlamentet i 28 dage. Da vi talte med dem i slutningen af november sad de strejkende langs fortovet på tæpper og soveposer. Børn i forskellige aldre legede eller cyklede rundt.

En del mennesker stod også op. Nogle havde tape for munden, andre holdt skilte med budskaber skrevet på græsk og arabisk.

Abu Odai er 29 år og var én af talspersonerne for den syriske strejke. Han har selv været i Grækenland i tre en halv måned, men fortæller om nogle af deltagerne, som har været her i alt fra et par måneder til otte år.

– Vi har ingen rettigheder som flygtninge her i Grækenland. Vi har ikke råd til at bo her længere. Vi er fastlåst her, og vi har ingen ret til at arbejde, vi har ingen ret til at finde et sted at bo. Vi har kun retten til at bo på et hotel og bruge alle vores penge, siger han.

Hvem retter I jeres budskab imod?

– Lige nu henvender vi os til den græske regering og efter det – til alle europæiske lande, igennem medierne. I starten fik vi et forslag fra den græske regering om at kunne få asyl her, men kun gennem et papir. Det giver os stadigvæk ingen rettighed eller mulighed for at kunne leje et sted at bo eller at kunne arbejde. Så det afslog vi selvfølgelig. Vores problem er ikke kun papirer. Vi kan ikke spise papir. Vi har brug for basale rettigheder, siger han.

Dublin 2 Konventionen

Det er muligt at opnå asyl-status i Grækenland, men det er de færreste flygtninge, som søger om det.

Udover at være efterladt til sig selv i forhold til mad og bolig, vil en asylstatus i Grækenland gøre det umuligt at søge asylstatus i et andet europæisk land, hvor der er flere muligheder for  at opbygge et nyt liv.

I følge Dublin 2 Konventionen, som er en EU-aftale, der stammer tilbage fra 2003, kan en flygtning kun søge om asyl i ét europæisk land. Når afviste asylsøgere rejser til andre lande, risikerer de at blive deporteret tilbage det første europæiske land, de blev registreret i.

I januar 2011 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en dom, som stoppede alle deportationer tilbage til Grækenland. Dommen blev afgjort på baggrund af en individuel sag og påpegede Grækenlands brud på menneskerettigheder i forhold til hjemløshed og mangel på beskyttelse.

– Folk er her i et vakuum. Det er forbudt at arbejde, at leje et sted at bo, så tilbage er en langsom død eller et liv som kriminel. Men vi er ikke kriminelle. Vi er ofre for en krig, og i vores søgen efter beskyttelse, er vi kommet hertil, fortæller Muamar Sabagh.

Forsøg på at komme ud af landet

Langt størstedelen af de flygtninge, som kommer til Grækenland, forsøger, for det meste forgæves, at komme ud af landet. Det kan ske via fly med falske papirer eller over én af de tre grænser til enten Albanien, Makedonien eller Bulgarien.

En af dem, som har forsøgt at komme nordpå via lufthavnen er Mohammad på 32 år, som ikke ønsker sit efternavn angivet.

Han har indtil videre forsøgt syv gange at flyve, men alle gange er han blevet stoppet af politiet i lufthavnen.

Første gang han forsøgte at forlade Grækenland, købte han et falsk italiensk ID samt en flybillet til Milano. Det kostede ham i alt 370 euros eller cirka 2750 kroner.

Han kom igennem det første tjek i lufthavnen, men ved boarding-skranken blev han spurgt ind til sit pas.

– En betjent kom og sagde, at han ville se mit pas. Jeg sagde, at jeg kun havde identitetspapir. Han begyndte at tale til mig på italiensk, og jeg kunne ikke forstå det. Pludselig overraskede han mig ved at tale på arabisk og spørge om mit navn. Jeg blev taget med til forhør og efter det sagde de, at jeg skulle gå – tage tilbage til Athen, fortæller Mohammad.

Mohammad kender til cirka tyve personer, som har haft held med at flyve ud af landet. Langt størstedelen bliver stoppet i lufthavnen, forhørt og herefter sat på fri fod.

Men der er også en del, som bliver fængslet i enten et af de græske fængsler eller et af de forholdsvis nye 'detention centres' – eller 'concentration camps', som de også omtales som.

– Lige nu kender jeg en kvinde, som har været fængslet i fem måneder – uden rettergang, uden rettigheder. Hun blev fængslet, fordi hun forsøgte at rejse ud af landet, fortæller Abu Odai, som vi også mødte på Syntagma Pladsen.

Besked til Danmark

Zeinab Sheikhu er 39 år og hendes børn er stadig i Syurien. Hun deltog i protesten og sultestrejken sammen med sin søster. De har været i Grækenland i tre måneder.

– Vi vil ikke presse det græske folk. Det er ikke muligt for Grækenland at gøre noget alene – andre europæiske lande burde bære ansvaret sammen med Grækenland, siger Zeinab Sheikhu.

Har du et særligt budskab til de danske borgere eller politikere?

 – Hvis jeg skulle få mulighed for at forlade Grækenland, ville jeg ikke rejse til Danmark, da jeg med de nye asylstramninger ville risikere ikke at kunne blive familiesammenført med mine børn, siger hun.

– Jeg mener ikke kun at Danmark, men hele Europa, bærer et humanistisk ansvar for at give os beskyttelse og give vores børn en uddannelse, siger hun.

Solidariteten

På Syntagma Pladsen sad de syriske sultestrejkende langs fortovet på de tæpper, som de brugte til at holde varmen med. På fortorvet lå bannere med budskaber og arabiske pakker med brød.

Det var et symbol på, at de strejkende havde mad, men ikke ville spise.

De har fået brødet fra mennesker, som støtter dem, ligesom de har modtaget mange tæpper til at holde varmen med.

– Det græske folk støtter os og hjælper os, fordi de kan føle, hvad vi går igennem. De lever under samme forhold. De oplever den samme smerte som os, fortæller Abu Odai.

– Jeg håber denne strejke vil få hvert et land i denne verden til at fokusere på Grækenland. Og ikke kun på syrere i Grækenland, men på alle, som bor her. Jeg håber, vi kan hjælpe grækerne, ligesom de hjælper os. Jeg forsøger at fokusere på mennesker. På den menneskelige side af denne tragedie, siger Abu Odai.

Ida Rump læser mellemøststudier på Lund Universitet og Henri Barbara er journaliststuderende på Syddansk Universitet.