Grækenland er Europas fremtid

»George Bush udtalte efter Murens fald, at vi havde påbegyndt en ny verdensorden. I så fald var det historiens kortest varende orden,« siger Costas Douzinas sarkastisk og lader i samme ombæring en kritisk kommentar falde om Francis Fukuyamas tese om ’historiens afslutning’.

Den græskfødte juraprofessor ved Birbeck, University of London, er i Danmark for at give en keynote-forelæsning til konferencen ’Negotiating Human Rights’ på Aarhus Universitet.

Den økonomiske krise har nødvendiggjort en ny samtidsdiagnose, og en sådan har Costas Douzinas et dobbeltsidet bud på:

I sin seneste bog Philosophy and Resistance in the Crisis – Greece and the Future of Europe, skriver han, at vi i dag lever i både en age of austerity og en age of resistance – en tid for både økonomiske stramninger og folkelig modstand.

Neokolonialisme i Sydeuropa

De fleste europæiske lande har økonomiske stramninger øverst på den politiske dagsorden. Særligt slemt står det til i de sydeuropæiske lande, med Grækenland som det værste tilfælde.

Ifølge Costas Douzinas har Trojkaen (EU, Den Internationale Monetære Fond og Den Europæiske Centralbank) med sine hjælpepakker med tårnhøje rentesatser og krav om kraftige nedskæringer på de offentlige udgifter trukket Grækenland i en økonomiske spændetrøje.

Det er tiltag, der giver ham mindelser om, hvordan Vesten omstrukturerede økonomierne i en række ulande med egen gevinst for øje.

»Med de reformer, der blev kaldt ’Washington Konsensus’, var der tale om radikale privatiseringstiltag m.m., hvormed de kapitalistiske ilande ønskede at åbne ulandenes økonomier for udenlandske investeringer« siger han.

»Det samme indføres nu i Europa i lande som Grækenland, Portugal, Cypern og andre periferilande. Med en smule overdrivelse kunne man hævde, at Sydeuropa for første gang i Europas historie er genstand for en neokolonialisme, der går fuldstændigt imod efterkrigstidens, ja selve EU’s, sociale kontrakt.«

Modstanden på pladserne

De økonomiske stramninger har gennem de seneste par år været katalysator for en række folkelige opstande.

På Syntagma-pladsen i Athen, på Taksim-pladsen i Istanbul og mange andre steder har fortrinsvis unge mennesker indtaget offentlige rum med teltlejre som en modstand mod den måde, deres samfund er organiseret på.

Costas Douzinas kalder denne modstandsform for ’demokratisk okkupation’.

»I den demokratiske okkupation antager forestillingen om offentlighed igen sin fysiske betydning, som vi kender fra den græske agora og det romerske forum. Med direkte deltagelsesdemokrati, horisontal organisering osv. skabte menneskene på pladserne en ny, aktiv forståelse af politik, der ikke handlede om blot at give mandater til parlamentsmedlemmer. Folk lærte at tale offentligt og træffe beslutninger og handle sammen,« siger han.

»På pladserne blev der udviklet nye ideer om, hvad det betyder at yde service, hvad enten det gjaldt medier, jura, underholdning eller sundhed. Folk tilbød deres evner og færdigheder, ikke i en hierarkisk struktur, men som en del af, hvad det betyder at leve sammen.«

For Costas Douzinas var dette en politisering af en række færdigheder, vi alle gør brug af til daglig, men som ikke desto minder er blevet afpolitiserede.

»De demokratiske okkupationer politiserede evnerne til at netværke, samarbejde gennem sociale medier, være en del af en produktiv kollektiv bevidsthed osv. Det er evner, som er essentielle for senkapitalismen, men som ikke bruges til at ændre vores livsbetingelser. Det var imidlertid præcist, hvad pladserne gjorde.«

De økonomiske stramninger som katalysator

Selvom de folkelige opstande på pladserne har samme form, er der forskel på dem, forklarer Costas Douzinas.

De økonomiske stramninger er ikke er modstandens eneste årsag. Det er tydeligt, når vi ser opstande i lande, der ikke har oplevet de samme økonomiske sanktioner som eksempelvis Grækenland, men tværtimod har haft gode økonomiske nøgletal.

»Lande som Tyrkiet og Brasilien blev indtil for et par år siden fremhævet som mønstereksempler på neoliberalismens succes. De havde hæderlige vækstrater og relativ lav arbejdsløshed. Ikke desto mindre har vi i disse lande set opstande, der i deres form var ganske lig de, vi har set i bl.a. Sydeuropa.«

Selvom modstandens årsag og kontekst varierer, peger Costas Douzinas imidlertid på et fællestræk for de mange mennesker, der går på gaden verden over: De angriber alle de samme to mål.

»For det første angribes den neoliberale kapitalisme, der er baseret på en forestilling om, at vi alle skal forvandle vores krop og sjæl til små virksomheder og gøre selve vores eksistens til en iværksættermulighed. For det andet angribes det, som filosoffer har kaldt en postpolitisk tilstand, dvs. en politisk situation, hvor folk har vendt ryggen til konventionel politisk deltagelse, fordi de ikke føler, det gør nogen forskel.«

Grækenland som neoliberalt laboratorie

Costas Douzinas’ samtiddiagnose synes måske mere rammende for et land som Grækenland end for de nordeuropæiske lande, der i mindre grad har været påvirket af krisen.

Hans centrale tese er imidlertid, at tilfældet Grækenland viser os to mulige veje, Europa kan bevæge sig ad i fremtiden.

Den første vej er er kendetegnet ved økonomiske stramninger, privatiseringer, og hvad der ellers står på den neoliberale dagsorden. Ifølge Costas Douzinas er det primære mål med Grækenlands økonomiske spændetrøje, nemlig ikke at få landet ud af den økonomiske knibe, som dets politiske og økonomiske elite, har bragt den i, og sikre den jævne græker et anstændigt liv.

»Grækenland blev valgt af EU og IMF’s neoliberale guruer som et socialt laboratorie for en ny organiseringsmodel for europæisk kultur. I dette laboratorie vil man skabe en person, der under ekstreme økonomiske stramninger er fuldstændigt disciplineret og accepterer, at hun må leve sit liv, som man driver en virksomhed: Hvis hun er en fiasko, hvis hun ikke kan finde tilstrækkelige midler til at finansiere sin uddannelse, sin sundhedsforsikring osv., må hun som enhver anden virksomhed gå konkurs.«

»I det omfang den herskende politiske og økonomiske elite i Grækenland betragter de økonomiske stramninger som en succes, vil det muliggøre en eksport af disse tiltag til andre europæiske lande,« siger Costas Douzanias.

»Mange af de samme metoder tages allerede i brug i lande, som klarer sig markant bedre økonomisk end Grækenland. I England ser vi eksempelvis en gradvis privatisering af National Health Service, et af de første og bedst fungerende sundhedssystemer i Europa. Jeg er sikker på, I oplever noget lignende i Danmark. Og det kan vise sig, at dette blot er et indledende stadie.«

Om velfærdsstaten skal afvikles, og om vores liv skal leves som virksomheder er dog i et vist omfang op til os selv.

Grækenland er nemlig samtidig eksemplet på, at det nytter af gøre modstand, og at en alternativ fremtid er mulig.

Grækenlands venstreradikale alternativ

»Den anden mulige fremtid for Europa er en fremtid, hvor man begynder at forestille sig og udleve et demokratisk socialistisk ideal,« siger Costas Douzinas.

Han mener, at vi allerede ser begyndelsen på dette i Grækenland. Her er Syntagma-pladsens modstand, i modsætning til andre steder med lignende demokratiske okkupationer, blevet vekslet til parlamentarisk indflydelse.

Ved valget i 2012 gik den venstreradikale koalition SYRIZA fra at have fem til 27 procent af stemmerne og blev dermed Grækenlands næststørste parti.

Ifølge Costas Douzinas er det et udtryk for en udtalt mistillid til det gamle styre.

»Det græske folk indså, at det gamle politiske system, der gennem en periode på 40 år havde kørt landet i sænk, måtte ophøre. De mennesker, der var ansvarlige for korruptionen, ineffektiviteten og klientelismen i den offentlige sektor og for den kæmpemæssige skatteunddragelse i den private sektor; disse mennesker, der havde forvandlet politik til dynastisk vekslen mellem de to store græske familier, Papandreou og Karamanlis, måtte væk,« siger Costas Douzinas med en henvisning til de to familier, der i størstedelen af tiden siden militærjuntaens fald i 1974 har delt præmierministerposten mellem sig.

SYRIZA’s fremgang var imidlertid ikke stor nok til at give partiet regeringsmagten.

Var der valg i dag, stod SYRIZA dog til at få 31 procent af stemmerne, hvilket ville gøre dem til det Grækenlands største parti. Der skal senest afholdes parlamentsvalg i Grækenland i 2016.

Ifølge Costas Douzinas skal grækerne dog regne med at skulle til stemmeurnerne allerede i år. Det skyldes det forestående valg til Europaparlamentet i maj, hvor SYRIZA står til at få 22 procent af de græske stemmer.

»Regeringspartierne Nyt Demokrati og PASOK vil sandsynligvis lide et nederlag, der er så enormt, at det vil umuligt for dem, politisk og socialt, at fortsætte som regering,« siger han.

Grækenland står dermed over for den første venstreradikale regering nogensinde i Europa.

Regimeskifte, ikke regeringsskifte

»SYRIZA-formanden Alexis Tsipras har flere gange sagt, at hvis partiet vinder valget, vil der ikke være tale om et regeringsskifte, men et regimeskifte. Det lyder selvfølgelig som en overdrivelse, men der er et gran sandhed i det: En valgsejr til SYRIZA vil betyde en anden måde at organisere staten og politik på, end måden dette forstås på i det liberale demokrati,« siger Costas Douzinas.

Årsagen til ’regimeskiftet’ skal findes i sammenhængen mellem parlamentarisk politik og folkelig modstand og mobilisering.

»Politik ikke kunne være business as usual, hvis SYRIZA vinder valget. Det skyldes de økonomiske vanskeligheder i Grækenland, men også muligheden for angreb fra folkets side. Det græske folk vil være på gaden for at presse regeringen til at holde sig til sit program, men også for at forsvare regeringen og vise den europæiske offentlige opinion, at dette er den forandring, man ønsker.«

»Samtidig vil regimeskiftet bestå i udviklingen af en institutionel forestillingsevne. Der må gøres brug af erfaringerne fra de demokratiske okkupationer af Syntagma-pladsen med direkte deltagelsesdemokrati og alternative måder at organisere offentlig service på. Pladsens energi, dynamik og modstandspraksis må institutionaliseres og udvides til staten, den sociale økonomi, kooperationer, arbejderråd osv.,« siger Costas Douzinas og understreger, at det ikke er nogen let opgave, der i tilfældet af en valgsejr vil blive pålagt SYRIZA.

En ny start for Europa

Skulle de lykkedes med opgaven, er han imidlertid overbevist om, at det græske alternativ kan blive starten på en ny tid for Europa.

Alexis Tsipras erklærede i starten af februar 2014, at Grækenland med ham i spidsen vil arbejde for en delvis gældseftergivelse til Grækenland og Europas andre klemte periferilande.

»Hvis det lykkes et lille land som Grækenland at konfrontere den finansielle kapitalisme og neoliberale ortodoksi og opretholde et alternativt program, vil det give Europas befolkning, ja hele verden, en kæmpe dosis optimisme og håb. Det vil vise, at modstand betyder noget, og at den eneste kamp, der ikke kan vindes, er den, man ikke tager op. Det vil udgøre en ny start for Europa,« siger Costas Douzinas.

Costas Douzanias er juraprofessor ved Birbeck, Univerversity of London, og leder af Birbeck Institute for the Humanities. Han er bl.a. forfatter til bogen Philosophy and Resistance in the Crisis – Greece and the Future of Europe (Polity, 2013).

Bjarke Skærlund Risager er ph.d.-studerende ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, med et projekt om sociale bevægelser og ejendom.