Fagforeninger og klimafolk kræver grønne job på lige vilkår sat på EU’s dagsorden under finanstopmøde i weekenden. Onsdag holdt Forandring NU konference i DGI Byen, torsdag følges op med demonstration på Christiansborg Slotsplads.
’Egon’ har en plan, en genial plan. Alt hvad der skal bruges er: en flagstang, to stykker ståltråd, en bus og 20 balloner. Så er det store kup hjemme. ’Skide godt, Egon!
Hvem husker ikke den legendariske Olsen-bande, som i film efter film forsøgte at gøre k-u-p-p-e-t over alle kup, hvorefter den evige badeferie kunne begynde i sydens sol og varme.
Lidt den samme begejstring og gysende forventning til, hvad der vil kunne lade sig gøre 'hvis bare', syntes at præge forsamlingen på ca. 100 faglige tillidsfolk og klimaaktivister, da initiativet Forandring Nu sammen med LO, 3F og BAT-kartellet havde sat en debat om klima og grønne job på dagsordenen på en konference i DGI Byen, København, onsdag den 28. marts.
Torsdag følges op med en demonstration på Christiansborg Slotsplads.
Men i modsætning til Olsen-bandens filmiske fantasier var dette alvor – og baggrunden alvorligt: Med en arbejdsløshed på 25 millioner i Europa og en klimakrise som dramatisk baggrund var der grund til at drøfte, hvilke planer, der kan sættes i gang for at ændre udviklingen.
LO-formand Harald Børsting satte på konferencen i DGI Byen rammen: Det er nødvendigt med grønne initiativer, som kan skabe økonomisk vækst. Især fremhævede han behovet for at få unge i gang, og en måde er at gøre noget for at sikre klimarenoveringer af boliger. Her er der »mange lavthængende frugter at høste«, som han udtrykte det.
Nogle af disse frugter kan blandt andet høstes gennem at bringe penge tilveje. Her lindede direktør i Pension Danmark, Torben Møger Petersen, lidt på kistelåget. Pensionsmidler skal forrentes, og man så klimainvesteringer som et af disse stabile områder.
Dette tilbud fangede Enhedslistens Per Clausen. Han slog til lyd for en klimafond, hvor folk kan låne penge til privatrenoveringer på rimelige vilkår. Hvilken form det skal foregå under, var der ikke enighed om, men en vilje til at finde løsninger, var tilstede.
EU-politikerne Britta Thomsen (S), Emilie Turunen (SF) og Søren Søndergaard (Folkebevægelsen) lagde vinklen på grønne job i EU-perspektiv: om end der ikke var enighed om for eksempel finanspagten, så var man fælles om at ville fremme initiativer til grøn omstilling
Man kom rundt om mange aspekter som social dumping, indførelse af en social protokol i EU-traktaten for at sikre, at det indre marked ikke overskrider de nationale faglige aftaler. Uden en protokol risikerer en grøn jobindsats at bidrage til social dumping.
Også uddannelse og forskning i klima og energi blev påpeget som afgørende for at få en vending af situationen.
Håndværkere krævede et opgør med EU's sparepolitik ved opføre en mur uden for DGI Byen, hvor fagforeningsfolk og miljøaktivister mødtes for at kræve klimajob under fair vilkår onsdag den 28. marts. Foto: Byggefagenes Samvirke
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96