Annonce

COP18
12. december 2012 - 14:02

Græsrødder »dybt skuffede« over klimatopmøde

Der er total mangel på ambitioner i den globale indsats overfor klimaforandringer, lyder dommen fra danske ulands- og miljøorganisationer efter COP18-topmødet i Qatar.

23 danske ulands- og miljøorganisationer i netværket »92-gruppen« er skuffede over den aftale, som FN's klimaforhandlingerne i Qatar på topmødet COP18 i starten af december mundede ud i.

Hovedresultatet på mødet blev, at næsten 200 lande forlængede den tidligere klimaaftale fra Kyoto frem til 2020.

Store lande som USA, Japan, Canada, Rusland og New Zealand ønskede dog ikke at forpligte sig til en mindre udledning af CO2, og derfor står de lande, der er omfattet af aftalen, tilsammen for mindre end 15 procent af det globale udslip.

– Det er dybt skuffende. På trods af det entydige budskab fra videnskaben om, at en langt stærkere global klimaindsats er nødvendig her og nu, førte klimatopmødet ikke til et øget ambitionsniveau. Hverken i forhold til reduktion af CO2-udslip eller flere penge til indsatsen, siger Troels Dam Christensen, fra 92-gruppen af danske miljø- og udviklingsorganisationer i en pressemeddelelse.

Læs artiklen »Fakta: Det blev de enige om på COP 18« hos Politiken.

Hvor er pengene?

De danske organisationer frygter, at indsatsen overfor de globale klimaændringer kommer til at halte gevaldigt de kommende år.

Spørgsmålet om finansiering var en af de største knaster ved klimatopmødet.

Den nuværende aftale om finansiering udløber i december 2012, og det var derfor afgørende at blive enig om en fortsættelse.

Men aftalen indeholder ingen konkrete mål for finansieringen de kommende år.

– Der står desværre ikke noget i aftalen, der forpligter de rige lande til at yde den nødvendige klimafinansiering de kommende år. Det er vigtigt at huske, at pengene skulle bruges til konkrete klimaprojekter. Færre penge kan derfor komme til at lede til mindre klimaindsats i mange lande, siger Mattias Söderberg, klimarådgiver for Folkekirkens Nødhjælp.

Besøg Netværket 92-Gruppens hjemmeside.

Læs artiklen »Klimakampens uovervindelige ildsjæle« hos Information.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce